Siden han var 12 år gammel har Jakob Ahlmann været en del af AaB. Her har han været med til at fejre store triumfer, hvor den største var ’The double’ i 2014. Vi har taget en snak med Jakob om hans forhold til fodbold og om en karriere, hvor der har været højt at flyve og dybt at falde
Vi møder Jakob på Aalborg Stadion på en solrig efterårsdag. Der er helt stille på grønsværen, hvor – hvis man er poetisk anlagt – næsten kan høre et ekko af alle de glæder og sorger, den har lagt scene til igennem årerne. Jakobs kærlighed til fodbold startede i Brønderslev, hvor han snørede støvlerne for første gang.
– Jeg startede med at spille, da jeg var omkring 5 år. Det var sjov og ballade med vennerne, indtil jeg blev 12 år, hvor der var nogen, der syntes, at jeg havde flair for det.
Kom til AaB som 12-årig
Sammen med to holdkammerater blev Jakob blev tilbudt en prøvetræning i AaB.
– Deres U12-træner inviterede os ud for at se, om det var noget for os og om vi var noget for dem. Det blev starten til det, der har været min levevej de sidste mange år, fortæller Jakob.
Som mange andre, så drømte Jakob tidligt om at blive professionel.
– Hvis du spørger mine forældre, så tror jeg ret hurtigt, at jeg var bidt af sporten og selvfølgelig drømte om at blive professionel fodboldspiller. Dengang var man naiv, og så kun alt det gode i den verden. Der har man jo kun én tanke, at fodboldspiller må være det fedeste i hele verden, og det er det også på mange måder. Jeg tror, jeg har været bidt af det lige siden og har taget de tæsk, der skulle til, og de valg og fravalg, som man er nødt til for at nå til tops indenfor inden for fodbolden. Det gør jo så, at jeg har kunne leve af det og kunne forfølge min drøm i så mange år.
Jakob blev en del af AaBs talenthold, men det gav lidt problemer i forhold til hverdagen.
– Jeg skulle jo passe både min skole og træningen i Aalborg. Det var med tog frem og tilbage, med nogen der hentede os på banegården. Hverdagene blev ret lange tre gange om ugen, fordi vi skulle direkte fra skole, hjem og smide tasken, og så cykle på banegården for at tage toget og samme vej hjem igen, når vi engang var færdige med træningen. Men glæden og passionen gjorde jo, at det var det hele værd.
Som 15-årig kan man være blandt de heldige, der får tilbudt en ungdomskontrakt i en klub. Det gjorde Jakob og han valgte at tage en tur til FC Midtjylland.
– Jeg var på kontrakt der i tre år, inden jeg vendte tilbage til AaB, hvor jeg fik en fuldtidskontrakt og blev en del af superligatruppen.
Fodbolden for alvor
Fodbold har ry for at være et hårdt miljø, hvilket Jakob mærkede tidligt. Men det er også et miljø med sammenhold og en fælles kamp for at det skal lykkedes på banen.
– Allerede fra dag ét, da jeg skiftede til AaB som tolvårig, kunne jeg godt mærke, at var et lidt andet miljø, jeg trådte ind i. Det var ikke de gamle drenge, jeg var vokset op med i Brønderslev, hvor vi gjorde det udelukkende for holdet og for hyggen. Det var selvfølgelig stadig den primære årsag, ellers tror jeg hurtigt, at jeg var kørt død i det. Men jeg kunne også mærke, at vi begyndte at møde nogle hold, som var dygtige og måske gik lidt ekstra til den.
Jakob kunne også mærke en øget konkurrence for at få en plads på banen.
– Nu var vi 16-17 dygtige spillere, mens der i Brønderslev ikke var i tvivl om, at jeg var på holdet hver weekend, smiler Jakob.
Det hele kulminerede, da han blev en del af AaBs Superliga-trup som 18-årig.
– Der var det alvor lige pludselig. Der stod der nogle voksne mænd, som var klar til at sparke mig ned fra dag ét, griner Jakob.
– Det skulle jeg lige lære at komme igennem. Det tog mig lidt tid og sådan tror jeg, det er for mange af de unge, der rykker op i den liga. Man skal lige lære jargonen og hvordan man egentlig bærer sig ad med at komme ind i en trup, der er så konkurrencepræget og med forskellige nationaliteter, personligheder og aldersforskel. De var fra 35 år og så ned til mig på 18. Der er et stort spænd. Der er nogle ting, man skal finde sig til rette i. Det kan være et hårdt miljø.
Gode rollemodeller
Nu er det Jakob, der står på den anden side og møder de unge spilleres første skridt i de voksne rækker.
– Så sparker jeg dem selvfølgelig ned den første dag, griner Jakob.
– Nej, jeg har brugt rigtig meget af mine erfaringer og tænkt over, hvad der har været positivt for mig. Hvad jeg har set op til ved nogle af de ældre spillere der tog sig godt af mig, da jeg kom. Det skal ikke lyde som om, at man bare bliver trynet fra dag ét. Der er selvfølgelig nogle pligter, som at samle bolde og rydde op. Der er stadig lidt hierarki med hvem der er ældst og hvem der er yngst. Det er fint. Men ellers prøver jeg at gøre rigtig meget for at være en god rollemodel og hjælpe de unge spillere, for jeg ved, at hvis vi skal være gode som hold, så skal de også være gode. De skal udvikle sig, og det vil være godt for klubben, og det vil være godt for vores hold. Jeg har brugt meget tid på at tænke over, hvem jeg havde gode oplevelser med af de ældre spillere, da jeg rykkede op.
Jakob nævner to, som lærte ham noget vigtigt på hver deres måde.
– Kasper Bøgelund var en af de ældre, da jeg kom op. Han er faktisk massør i klubben nu. Han var ekstremt jordnær, havde været i udlandet og spillet mange landskampe. Jeg tænkte, at han var svær for mig at komme ind på. Jeg kom som attenårig og havde ikke rigtig opnået noget, men han var bare fuldstændig nede på jorden fra dag ét. Han spillede samme position som mig, så det var meget nærliggende for mig at snakke med ham, og han har bare været verdens sødeste til at guide mig og give mig gode råd, husker Jakob.
– Så var der en nordmand, der hed Kjetil Wæhler, som var en hård hund. Han gav mig nogle ture på træningsbanen, hvor han, mildt sagt, sparkede mig ned, og der tænkte jeg, at han var da en skidt fyr. Men så snart, vi kom ind fra træningen, var alt normalt. Så kom han og gav mig et klap på skulderen og sagde, at ude på banen gør vi, hvad der skal til. Vi træner hårdt og kan også sparke hinanden ned, hvis det er nødvendigt. Men så snart vi kom ind igen, var vi en gruppe. Der var ingen bad feelings. Det skulle jeg lige lære at finde ud af. Så var det ikke noget med, at man skulle gå og bære nag. Han kom og jokede med mig, og lagde armen om mig og sagde: ’Sådan gør vi nogle gange derude, men herinde er alt som det skal være. Du skal ikke gå og tro, at jeg er efter dig, men sådan er det bare derude.’ Det lærte jeg også noget af.
Jakob fortæller, at han selv kan være hård ved de unge.
– Jeg kan godt slå fra mig, når vi er på banen. Jeg kan være ef- ter de unge og råbe af lidt af dem, hvis jeg synes, de ikke træner godt nok, for at sætte nogle krav, fordi vi skal udvikle os. Når vi kommer indenfor, sørger jeg for at give dem et dask på skulderen og siger, at ’Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide dig, men jeg vil gerne have, at vi vokser som hold og du vokser som spiller. Derfor er jeg efter dig derude. Men når vi er herinde, så har jeg ikke noget imod dig overhovedet.’ Det skal man lige lære. Det er nogle eksempler, jeg husker tilbage på, fordi de betød og ændrede noget for mig. Den måde jeg så på dem og på mig selv, og hvor meget jeg lærte af det. Jeg tog det ikke personligt, når de gamle spillere var efter mig ude på banen. De gjorde det for, at vi skulle blive bedre. Jeg skulle blive bedre og de ville mig det godt, selvom det kunne lyde hårdt derude. Så jeg prøver at tage rigtig mange af de erfaringer med, som jeg selv har gjort mig. Nu er jeg en af de ældre på holdet, så jeg ved, jeg kan rykke meget for de unge, når de kommer op. Jeg håber i hvert fald, at de lytter bare en lille smule efter, og hvis jeg så kan bidrage med, at de finder sig godt til rette på holdet og udvikler sig som spillere på banen, så synes jeg, at jeg har gjort det rigtige.
Presset er stort
Som professionel fodboldspiller er man hele tiden under et stort forventningspres. Det kan være svært at trivedes i ligegyldigt, hvor stort talentet for fodbold er.
– Det fylder rigtig meget, især som ung. Men det gør det stadig også for nogle af os andre. Det er et pres at spille fodbold og være i en branche, hvor der er så mange, der følger med, og har en mening om det, du går og laver. Der bliver skrevet op og ned i avisen hver eneste weekend. Vi har nogle kompetente mennesker ude i AaB, som er ansat til at hjælpe nye spillere ind i den verden og guide dem lidt, fordi det kan godt være, du får en masse hug i starten. Det kan være rigtig svært at håndtere. Nogle kommer aldrig til at trives med det. Min egen lillebror har været tidligere i truppen og har selv været ude og fortælle om, hvor hårdt, han syntes, det var. Det pres og den livsstil, man skal have som fodboldspiller, syntes han på ingen måde var sjovt.
Jakob er stolt af sin bror, fordi han åbnede op om de svære følelser.
– Jeg synes, det var sejt af ham, for der er rigtig mange, som har problemer med det og som måske tror, at de er de eneste, der har det sådan. Sådan er det slet ikke. Der er rigtig mange, der døjer med det, og man skal jo lære at håndtere det på den rigtige måde. Det er jo hver dag på banen, at vi præsterer og forsøger at have en god træning, for at være den, der kommer på holdkortet til weekenden. Når du så er på holdkortet, skal du ud og spille en kamp for halvdelen af Aalborg. De sidder også alle sammen og danner sig en mening om dig og det værste af det hele er jo de sociale medier. Det kan både være godt og skidt, men de fylder rigtig meget også for de unge, der rykker op. Folk har det jo med at te sig, som de har lyst til. Det er lidt uden hæmninger nogle gange, og det kan godt gå hårdt ud over os som spillere.
Jakob understreger, at man selvfølgelig har lov til at have sin mening, så længe den er leveret ordentligt.
– Der er også mange, der har fine meninger og evaluerer, og kommer med deres synspunkter på en saglig måde. Det er jo til at have med at gøre, fordi så kan man være enig eller uenig. Men det bliver leveret på en ordentlig måde. Men der er også den anden halvdel, som ikke rigtig kan finde ud af det, og bare saver folk over fra en side.
Fakta
Navn Jakob Ahlmann
Alder 31 år
Job Professionel fodboldspiller hos AaB
Gift med Cecilie
Børn Johanna på 4 år og Oscar på 1 år
Forældre Faren har også spillet fodbold på højt plan i Aalborg Chang. Moren er bibliotekar på Brønderslev Bibliotek.
Søskende To brødre – Viktor, der tidligere var en del af truppen i AaB og nu læser til lærer, og Emil, der er sygeplejerske på øjenafdelingen på Aalborg Sygehus
Fritid Læser meget og tager gerne en bog med i spillerbussen
Agentur Best Way Management
Højt at flyve, dybt at falde
2014 blev et skelsættende år for Jakob på flere måder.
– Der er højt at flyve og dybt at falde. Og i 2014 er jeg virkelig på toppen af min karriere.
Først vandt AaB mesterskabet og derefter blev han udtaget til landsholdet. Fem dage efter skulle AaB spille pokalfinale i Parken mod FCK, som de tidligere havde haft svært ved at slå på hjemmebane. Men de vandt og AaB fik ’The Double’ for første gang. En lille uge derefter fik Jakob sin debut på landsholdet, hvor han spillede to kampe.
– På tre uger nåede jeg alt det, jeg havde drømt om. Det var fuldstændig surrealistisk. Byen var på den anden ende, fordi vi havde vundet ’The Double’. Det er jo aldrig sket før i Aalborg. Det er tre uger, der opsummerer alt det, jeg har kunne drømme om.
Efter en god lang sommerferie startede en ny sæson, hvor der var interesse for Jakob fra flere udenlandske klubber. Både Jakob og AaB var opsat på at finde den helt rigtige klub. - Så spiller vi anden kamp i sæsonen, og der bliver jeg korsbånds- skadet. Det tror jeg, er den skade, som alle fodboldspillere frygter at få. Det tog mig rigtig lang tid at komme mig over.
Efter en ekstra operation gik der 10 måneder før Jakob fik et comeback for Superliga-holdet. Derefter gik der yderligere et år, før han var helt skadesfri. Kontrasten mellem før og efter sommerferien kunne ikke have været større.
– Jeg gik fra, at alting gik helt efter mit hoved og så direkte ind i et mareridt, som på et tidspunkt ikke var til at se en udvej af. Efter halvandet år sad jeg endda med vores læge og underskrev nogle karrierestops-papirer, fordi jeg blev ved med at have ondt i mit knæ.
Jakob kunne hverken spille eller træne, og havde en følelse af at stå stille.
– Der burde jeg være i gang med at spille igen, men min krop reagerede ikke godt på genoptræningen og operationen. Så jeg sad der og var faktisk så magtesløs, at jeg var ved at stoppe min karriere. Det var meget skræmmende. Halvandet år tidligere havde jeg været landsholdsspiller og vundet mesterskabet. Alligevel, sad jeg og troede egentlig, at jeg var færdig.
En gåtur i Milano blev vendepunktet
Men Jakob valgte heldigvis at fortsætte.
– Jeg slog koldt vand i blod og gav det et skud mere. Omkring 3-4 måneder efter, da der var gået næsten 2 år, havde jeg stadig lidt smerter. Der bookede jeg en weekendtur med min med min kæreste til Milano.
Jakob valgte at se helt bort fra de formaninger, som han havde fået fra lægerne om ikke at belaste knæet.
– Vi går Milano tyndt i tre dage. Vi går og går. Jeg har aldrig gået så meget i hele mit liv. Det var fuldstændig vanvittigt. Men jeg var bare opgivende og trængte til at komme væk og gøre noget andet. Da jeg kom hjem fra den tur, stik imod alt, der giver mening, så begyndte mit knæ at rette sig til. Et par uger derefter følte jeg næsten, at jeg begyndte at være smertefri. Så kunne jeg bygge på og pludselig var jeg på lige fod med de andre igen i forhold til at kunne spille fodbold uden at have ondt. Der var første gang i 2 år.
Jakob var glad for at være tilbage, men skaden havde knækket hans karriere midtover.
– Jeg skulle starte fra nul igen, hvor jeg gik fra at være en profileret landsholdsspiller til at være en nobody. Det med at gå fra at være så stor en del af AaB og få sit kick i weekenderne med kampene, til bare at være helt ude af det. Folk glemmer lynhurtigt og man følte sig meget degraderet. Alt det, man havde bygget op, var bare revet væk. Så det var fedt at blive en del af det igen, en del af holdet og føle, at man kunne gøre en forskel.
Under forløbet var han glad for at have AaBs støtte, men det stak alligevel lidt, at livet i klubben bare gik videre, mens han sad på sidelinjen.
– Man kan godt mærke, at det er en fodboldklub, og livet går videre. Efter jeg blev skadet, gik der to uger og så havde de hentet en ny mand, som spillede min plads. Selvfølgelig støttede de mig. Jeg har da også en forestilling om, at jeg havde en ret høj stjerne i klubben i forhold til, at jeg var kommet som ungdomsspiller og havde været med til at vinde mesterskabet og pokalen. Jeg havde stadigvæk min daglige gang på AaB, men trænende ikke med de andre. Jeg trænede for mig selv og fulgte fyssernes plan. Der var en mentaltræner, jeg snakkede med for at lappe lidt på det, der nu kunne lappes oppe i mit hoved på det tidspunkt. Det er bare en svær tilstand at gå rundt i, det med at være langtidsskadet i en fodboldklub. Det er virkelig svært. Men AaB byggede mig jo op igen og blev ved med at have troen på, at jeg skulle nok finde mit niveau igen. Det betød meget for mig. Da jeg kom tilbage og viste, at jeg havde et fornuftigt niveau, så forlængede vi også kontrakten og fortsatte samarbejdet. Vi har ikke mistet troen på hinanden, selvom jeg har været skadet. Det samarbejde har jo fortsat i mange år indtil den dag i dag. I denne verden er det jo rigtig mange år vi har fulgtes ad.
Spændt på fremtiden
Jakob er stadig en vigtig del af holdet i AaB, men han er så småt begyndt at tænke på, hvad livet efter fodbolden skal indeholde.
– Jeg har døjet meget med skader gennem hele min karriere, så det har lagt mig meget på sinde, hvad jeg skulle ud over fodbolden, og hvad jeg kunne. Hvad kunne jeg have lyst til, for jeg vidste, at min karriere kunne slutte fra den ene dag til den anden. Det er et privilegium at spille fodbold, men vi kan jo ikke leve af det for altid. Der er en tidligere pensionsalder. Jeg har taget mig en bacheloruddannelse i Sports Management, som gør, at jeg har en vis ballast til at komme ud på den anden side. Jeg ved endnu ikke præcis, hvad der skal ske, men jeg har en følelse af, at det skal nok gå, når jeg kommer ud. Det er egentlig noget, jeg bare er spændt på. Jeg vil glæde mig til at se, hvad den tid bringer.
