Som udstillingsarkitekt på Statens Museum for Kunst i København laver Pernille Jensen de rumlige og visuelle koncepter til museets skiftende udstillinger. Kom med ind i hendes kreative værksted, hvor hun udtænker, former og skaber oplevelser – og har skabt sin karriere igennem 24 år
Pernille Jensen står bøjet hen over en hvidmalet trækonstruktion, som minder om et forvokset dukkehus. Hun flytter rundt på små træklodser, som forestiller udstillingsvæggene på Statens Museum for Kunst, hvorpå der er påklistret miniatureudgaver af de værker, der skal udstilles. Hun går hen til sin store opslagstavle, hvor der hænger en skøn forening af ord, billeder, farveprøver og print af kunstværker, som giver et sanseligt indtryk af, hvad Pernille arbejder på netop nu.
– Jeg arbejder hele tiden på tre-fire kommende udstillinger i samarbejde med forskere og kunstformidlere. Lige nu er jeg i gang med at forberede en udstilling, hvor værket ”Det røde atelier” af den franske maler Henri Matisse er omdrejningspunktet for at sætte fokus på kunstnerens motiver og kunstneriske arbejdsmetoder. Jeg kigger måske på 100 værker af den samme kunstner for at finde ud af, hvilke ord og stemninger jeg kan sætte på det, jeg ser. Jeg finder små udklip, laver skitsetegninger og udformer collager for at bringe mig selv ind i kunstnerens univers og skabe en arkitektonisk ramme og struktur for udstillingen, forklarer Pernille.
På tavlen ved siden af Matisse hænger et såkaldt mood board med inspiration og referencer for en nuværende udstilling af værker lavet af den italienske 1700-tals-kunstner Piranesi. Ord som ”manipulation”, ”dramatik”, ”uendelighed”, ”lys”, ”skyg- ger” og ”forvrænget perspektiv” er nedfældet på små lapper papir og hængt op mellem billeder, der viser lange skygger, spejlinger og små skikkelser placeret i rum med højt til loftet, så de ligner miniature-mennesker.
– Piranesi lavede grafiske tryk af arkitektur og fantasiverdener, og han var kendt for at udfordre forholdet mellem virkelighed og fantasi ved at tilføje dramatiske elementer og manipulere med perspektiverne. Han gengav ikke den virkelighed, han så 1:1, og netop hans leg med dimensioner og velkendte bygningsværker i et fantasiunivers har været min inspiration til at lade publikum træde ind i en udstilling med sorte vægge, lys og skygger, højt til loftet, spejle på soklerne og en uendelig spejlgang. Det er min opgave at sørge for, at kunstværkerne er i fokus, og så vil jeg gerne anspore gæsterne til at opleve værkerne, og den fortælling der skal frem, hvilket jeg iscenesætter med de værktøjer, jeg har som materialer, farver, lys, dramaturgi, indretning og rummets egenskaber, fortæller Pernille.
Fra Vestbyen til storbyen
Vejen til jobbet på Statens Museum for Kunst har ledt Pernille ad mange finurlige veje. I første omgang skulle hun finde sin egen vej til uddannelsen, hvor hun kunne udfolde sin fantasi og bruge sine visuelle evner til at indrette, konstruere, bygge og iscenesætte. Men rejsen dertil begyndte i Aalborg.
– Jeg er født og opvokset i Vestbyen i Aalborg, gik i folkeskole og fritidsklub, dyrkede fodbold og håndbold. Jeg tegnede, malede og var kreativ med alt, jeg kunne få i hænderne. Da jeg gik på Hasseris Gymnasium, var billedkunst mit yndlingsfag, men jeg havde ingen ide om, hvad det kunne føre til uddannelsesmæssigt, beretter Pernille.
Pernille voksende op som enebarn med sin mor i en stor kærlig familie med bedsteforældre onkler og tanter, fætre og kusiner. Pernilles mor var god til at se, hvad der optog hendes datter og motiverede hende til at forfølge sine drømme og sin kreativitet, drage på højskole, rejse ud i verden med mere.
– Jeg kunne også være blevet murer. For mig handler det om at skabe noget med hænderne og løse nogle funktioner. Jeg tror, min mor tænkte, at jeg kunne blive sygeplejerske, men bakkede mig op i, hvad jeg nu engang fandt på. Det kulturelle har ikke været en del af min opdragelse, vi besøgte ikke museer eller teatre. Men på et tidspunkt omkring starten af tyveårs-alderen fortalte min kusine, som også var kreativ, om en skole i København, hvor man kunne lære om tegning, indretning og design, fortæller Pernille.
Pernille og kusinen besluttede sig for at pendle med toget mellem Aalborg og København to gange om ugen for at tage et forberedende kursus som afsæt til at søge ind på Danmarks Designskole, som i dag hedder Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering beliggende på Holmen i København.
– Vi lærte nogle basale ting om tegnefærdigheder, tekniske tegninger, farvelægning og perspektiver, inden vi søgte om optagelse. Vi fik begge afslag, men min interesse var vakt, så jeg besluttede mig for at flytte til København for at dygtiggøre mig med henblik på at søge ind igen året efter. Jeg boede sammen med fire-fem piger, der alle gik på teaterskole, så jeg befandt mig i et meget kreativt og uforudsigeligt miljø. Imens sendte jeg en stak ansøgninger til stort set alle arkitekttegnestuer i Køben- havn for at få mere praktisk erfaring, og jeg fik en fuldtidsstilling som medhjælper hos et arkitektfirma på Østerbro. Jeg tegnede ikke, men befandt mig godt i miljøet og kunne samtidig dygtiggøre mig på tegnekurser hos en kunstner efter arbejde, forklarer Pernille.
Udfordret til at finde stregen
Det blev Pernilles første rigtige møde med en kunstner og mentor, der både ansporede og udfordrede hende til at arbejde med sine kunstneriske evner.
– Mødet med kunstner Ulrik Hoff var en interessant og givende oplevelse med både konstruktiv kritik og barske kommentarer. Han så mit potentiale, og målet var jo at finde frem til min originalitet og styrke i kunstneriske processer. Han kunne finde på at krølle mine tegninger sammen og sige; ”Kan du ikke blive lidt vildere?”. Det gjorde jeg så. Jeg blev på den måde personlig i min streg og stolede på, at det kunne føre til noget mere, fortæller Pernille.
Hun følte sig nu klar til at søge om optagelse på Danmarks Designskole, og det lykkedes i andet forsøg. Uddannelsen tog tre år, og det blev en skøn tid, hvor hun endelig kunne udfolde sin kreativitet. En dag sagde en underviser noget til Pernille, der fik hende til at tænke i nye baner.
– Min underviser sagde til mig, at når jeg designede et rum, så lavede jeg også oplevelser. Når jeg satte lamper op, så lignede de fugle på en højspændingsledning. Hvis jeg satte et garderobestativ op, så gav det associationer til en høstak. Jeg skabte fortællinger og miljøer, og det blev til iscenesættelser. Derfor blev jeg opfordret til at søge ind på scenografilinjen, hvor jeg igen skulle til en optagelsesprøve. Jeg boede stadig sammen med mine skuespillerveninder, og derfor synes jeg også, det kunne være meget spændende og alternativt at prøve det, beretter Pernille.
Iscenesættelsen af teater- og filmkunsten
Denne gang behøvede Pernille kun at søge om optagelse én gang på uddannelse til scenograf, og det åbnede en ny verden af muligheder for at lave kulisser på et teater sammen med en instruktør, eller som scenograf på filmproduktioner, hvor opgaven kunne være at finde locations og skabe kulisser.
– Jeg lærte på tre spændende år at skabe visuelle universer, der kunne understøtte fortællinger. Det var også meget praktisk orienteret, da jeg lærte at svejse, høvle, hamre, patinere, sy og designe kostumer, sætte lys og meget mere. Under uddannelsen lagde underviserne ikke skjul på, at branchen var hård og lønnen lav. Jeg skulle indstille mig på, at man selv måtte opsøge få kortvarige jobs, men jeg var opsat på at arbejde efter mit hjerte og følge min passion, uddyber Pernille.
Vejen ind på museet
Efter endt uddannelse fik Pernille teaterjobs som scenograf, og hun lavede ligeledes indretningsopgaver og underviste i sit fag. Efter fem år havde hun gjort mange erfaringer, men hun savnede faste rammer og en stabil indtægt. Børn og mand var nu også en del af Pernilles liv.
– Ved lidt af et tilfælde læste jeg i 1998 en artikel med overskriften ”Scenograferne ind på museerne”. Kort tid efter søgte Statens Museum for Kunst en leder til en ny afdeling med værksteder og udstillinger for børn. Men jeg følte ikke, jeg var kvalificeret til jobbet, så i stedet for søgte jeg uopfordret en stilling som assistent til den, der fik stillingen som værkstedsleder. Jeg blev ansat i et år, hvor jeg ryddede op efter den nye leder, fandt på udstillinger sammen med ham, modtog og underviste børn i værkstederne, hvor de kunne tegne, male og bygge. Michael, der fik jobbet, er her endnu, og det er jeg også her mange år senere, siger Pernille smilende.
Der var dog stadig et stykke vej i mål for Pernille, inden hun fik de faste rammer, som hun drømte om.
– Jeg kunne virkelig godt lide omgivelserne og at arbejde på museet, men stillingen var tidsbegrænset til et år. Derfor fortsatte jeg min freelancetilværelse en del år, dels med teaterjobs, børneudstillinger på museet og også vikarjobs som museumsvagt, hvor jeg kunne gå og se på værkerne dagligt. Museet ansatte eksterne arkitekter til særudstillinger, og det fik en dag en kollega til at spørge mig om, hvorfor jeg egentlig ikke bød ind på at lave dem, og det gjorde jeg så i en årrække. Jeg fik på den måde kendskab og indblik i de forskellige fagligheder på museet, menneskene bag og arbejdsgangene. Da det i 2003 blev besluttet, at der skulle være en fast udstillingsarkitekt på museet, søgte jeg stillingen, og jeg har været her lige siden, fortæller Pernille.
Den uendelige iderigdom i faste rammer
Pernille har nu været fast ”inventar” på Statens Museum for Kunst i 24 år, og hun har i alle årene fundet det inspirerende og givende at arbejde med kunst, kunstnere og kolleger.
– Jeg er meget taknemmelig over at arbejde sammen med dygtige og dedikerede kolleger og formidle kunst. Det giver mig energi og glæde. Kunsten har ikke bestemte betydninger, men kan udfordre vores tanker og sætte dialoger i gang på tværs af generationer, kulturer og baggrunde. Kunsten kan være debatskabende og få os til at snakke om emner, vi ikke lige havde forestillet os. Når du ser på et kunstværk, så kan det både fortælle noget om fortiden, vores historie og samtiden, men det kan også frembringe følelser, refleksioner og inspirere os, uddyber Pernille.
Pernille bruger sin faglighed som designer og scenograf til at iscenesætte og understøtte budskaberne i formidlingen af kun- sten, så museet gennem samfundsrelevante udstillinger kan give gæsterne mulighed for at fange kunstens budskaber.
– Vi har for nylig lavet en udstilling om de forskellige pandemier igennem tiderne som for eksempel pest, kolera, tuberkulose og aids-epidemien. Her viste vi vores historiske værker frem for at fortælle den historie. Vi har også haft en udstilling om kvindelige aktivistiske kunstnere i de seneste 100 år, der brugte kunsten som kampmiddel. Min opgave er ikke at overdøve kunsten, men at finde en fin balance, hvor jeg hjælper kunstværkerne og kunstnernes fortællinger med at blive formidlet og åbne sig op for museets gæster. Det skal gerne føles rart og være en god, social oplevelse, hvor museumsgæsterne kan fordybe sig og dele deres tanker og følelser med hinanden om, hvad de får ud af det, de ser og oplever. Dét er det vigtige, siger Pernille.
Lad eventyret begynde
En opfordring fra Pernille lyder, at man skal forfølge sine drømme, udfolde sin fantasi og kreativitet, selvom man ikke kender destinationen.
– Jeg har nok altid haft eventyr i mig og været nysgerrig og modig. Jeg har opsøgt det skæve, underfundige og utraditionelle. Jeg har med troen på mig selv, min fantasi og kreativitet, været målrettet og vedholden, og på den måde jeg har tilegnet mig de erfaringer, jeg dagligt bruger i mit arbejde som udstillingsarkitekt, slutter Pernille.
Hvis du er blevet inspireret til at besøge Statens Museum for Kunst, så tag et kig på smk.dk, hvor du også kan læse om nuværende, kommende og tidligere udstillinger.
Fakta om Pernille Jensen
Født 1963 i Vestbyen i Aalborg
Uddannet 1987-1990: Linjen for møbel og rum samt 1990-1993: Linjen for scenografi på Danmarks Designskole (Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design og Konservering)
Børn Mathilde og Christian
Fritid Sejlads
