Den surfende viking fra Thy

tekst CECILIE VESTERGAARD WENNERLIN | foto MARIA ELLERMANN

Casper Steinfath

Juni-solen breder sig ud over den lille fiskerby, Klitmøller, da fotografen Maria og jeg kører i retning mod surfklubben NASA. ”Hvor er her altså hyggeligt!”, siger vi på skift, mens vi passerer det ene charmerende, lavloftede hus efter det andet og ser ud mod Vesterhavet, der ligger som et blåt, let brusende tæppe i horisonten. Helt nede i bunden, hvor by bliver til strand, og hvor blæsten er dét mere frisk i ansigtet, skal vi møde surferen Casper Steinfath

At Casper i en alder af knap 25 år kan bryste sig af titlerne 4-dobbelt verdensmester i surf-genren Stand Up Paddleboarding, 4-dobbelt europamester i samme genre, og at han desuden som den første nogensinde har padlet 148 km fra Hirtshals til Kristiansand, er helt vildt at tænke på, da han byder os varmt velkommen i surfklubbens lyse lokaler.

Stand Up Paddleboarding er en afart af den traditionelle form for surfing, hvor surferen padler sig frem og fanger bølgerne, og Casper Steinfath vandt VM i genren for første gang i 2013, hvor konkurrencen blev afholdt i Peru.

Udenfor klubben høres lyden af mennesker, liv, blæst og hav, og inde bag panoramavinduet, der er let sløret af Vesterhavets salt og fylder hele bygningens langside, er atmosfæren på én gang afslappet og eksotisk. Måske er det ikke så underligt, at jeg får fornemmelsen af noget tropisk, her midt i den nordlige del af Thy, for området langs kysten er efterhånden internationalt anerkendt som ”Cold Hawaii”; bølgerne her er nemlig så enestående, at området er attraktivt for surfere fra hele verden. Byen, Klitmøller, ses som Cold Hawaiis hovedstad, og surfbutikker ligger side om side med fiskerhusene.

Vi sætter os med lidt vand i glassene ved det lange bord ud for panoramavinduet. Stemningen er helt nede på jorden, og Casper har en udstråling, der vidner om eventyrlyst og ambitioner, men også om gedigen rodfæstethed i den nordvestjyske, sandede muld. I hans blik ses både ham, der rejser 8-9 måneder om året, som begår sig hjemmevant i mediernes søgelys, og som ved, at han i form af sin sport er et brand. Men der ses også den Casper, der nærer en dyb omsorg for sin hjemstavn i Klitmøller, og som er Thybo af hjertet.

– Herude plejer vi at sige, at vi er født i modvind. Det bliver sådan lidt en metafor for vores identitet. Vi er på kanten af kongeriget… væk fra det etablerede Danmark. Skal du bare til Aalborg, tager det jo halvanden time. Men dét at vi er så isolerede, bliver faktisk også en styrke i form af, at vi lever og ånder sammen med Vesterhavet.

Og netop havets uforudsigelighed rammer lige ned i Caspers surfernerve. Dér begynder eventyret, og deltager han f.eks. i en konkurrence på de mindre oprørte og mere forudsigelige vande i København, kommer følelsen af at være totalt på udebane lynhurtigt.

– Der er ikke noget herude, der er lineært, og man kan godt sige, vi afspejler havet, for tingene er foranderlige. Selv er jeg også et menneske i bevægelse. Jeg ved ikke altid, hvad den næste dag bringer, og det er jo det fede.

Frygt blev til passion

Inden jeg spurgte Casper om, hvordan hans karriere startede, havde jeg gjort mig mine egne forestillinger om det. Jeg så en lille dreng med lyst hår, der nærmest fra starten af livet var en vandhund uden lige, og som sikkert dybest set var født på et surfbræt. Men min forudindtagethed blev gjort til skamme.

– Som barn var jeg nok det, man vil kalde vandskræk. Jeg startede med at lege i vandet, sammen med mine forældre og min bror, men jeg havde altid lidt en fobi for vand. Jeg brød mig ikke om at få mit hoved under, og jeg tror egentlig, at man som barn let opfanger, at det er et stort element, man er oppe imod. Bølgerne kan kaste en rundt, som de selv vil, og jeg forstod ikke, hvad der skete derude. Så jeg udviklede en frygt for det. Og indtil jeg var en 8-9 år, ville jeg faktisk ikke på vandet… for jeg kunne ikke overskue det.

Klitmøller blev kompromiset for Caspers forældre, da de skulle blive enige om at bo i Danmark. Som søn af en dansk mor og en californisk far, der selv er begejstret for surfing, lå det ikke ligefrem i kortene, at Casper skulle starte tilværelsen med en frygt for det element, der gav hans far så meget glæde i sit liv.

– Han kiggede måske lidt skævt til det, for det var da lidt øv. At nu fik jeg måske ikke den samme passion for bølgerne. Men det der så skete var, at mine venner begyndte at surfe. Og vi kender jo alle sammen følelsen af, når man ser nogle af sine venner på ens egen alder presse grænser for, hvad der er normalt, og hvad man kan, så jeg fandt en måde at overkomme min frygt på. Passionen opstod og var med til at drive mig igennem det, og nu står jeg her i dag og er jo vildt glad for at kunne kalde havet og bølgerne for mit levebrød.

Og det må man i høj grad sige, den 25-årige Thybo kan. Han er kommet så langt i sin karriere, at hans fokus så småt er begyndt at skifte. Fra alle de vundne, store mesterskaber og prestigen ved dem, løber hans vej nu mere i retning af elementets hjerte. Der er noget mere og større i sporten end det at vinde. Han åbner reflekteret op om, hvordan havet er en kontinuerlig plads for læring. Der kan altid erfares noget nyt. Man kan altid blive klogere, og skødesløshed og hovmod er ikke en god følgesvend derude.

Styrkeprøven på Skagerrak

Samtalen drejer naturligt hen på noget af det, jeg på hele bilturen
til Klitmøller har haft i baghovedet. For hvordan får man modet og drivkraften til det, som Casper gjorde for få måneder siden? Hvordan holder man hovedet oppe under så ekstremt et pres, som han var udsat for?

Lad os allerførst skrue tiden tilbage til søndag d. 18 marts dette år. Klokken er 01.20 om natten, og Casper Steinfath er under stor mediebevågenhed lige padlet ud fra Kjul Strand ved Hirtshals. Målet er Kristiansand i Norge, og temperaturen siger -7 grader, men med en chillfaktor, der får vinden til at føles betydeligt koldere. Projektet ”Viking Crossing 2.0” var skudt i gang.

– Da jeg stod der på stranden i Hirtshals, virkede det fuldkommen uoverskueligt. Jeg havde jo været igennem et 1. forsøg i 2017, og der fejlede jeg simpelthen. Der kan man sige, jeg blev overmodig og troede, jeg kunne overkomme elementet så let som ingenting. Men her i 2. forsøg var jeg meget bevidst om, at okay… Det er ikke mig, der er Herren derude. Og jeg vidste, at det her var så lang en distance, at jeg skulle tilgå det på en anden måde. Så jeg brød det ned i delmål… lidt ligesom hvis du løber et maraton. Det var den måde, jeg copede det på. Så når jeg havde padlet en time, gav jeg mig selv et mentalt high-five og tænkte, Hey! Nu kører det! Vi tager 10 km mere!

Og delmål efter delmål overvandt Casper alskens udfordringer på den 18 timer lange tur over Skagerrak. Alene, på sit surfbræt, kun fulgt på afstand af en følgebåd med forplejning, og med kurs ud i natten, daggryet, eftermiddagslyset og til sidst aftenmørket mod Norge.

– Jeg holdt pauser hvert 45. minut, hvor jeg sad ned og sørgede for at spise. Men jeg havde store smerter undervejs. Både fordi jeg padlede så meget, men der opstod også et andet problem med min våddragt. Jeg viste jo, hvor meget jeg skulle padle, så jeg havde smurt mig selv ind i Vaseline, så dragten ikke skulle gnave, men havde så glemt ét sted… Under mine boller. Og det var sindssygt smertefuldt. Allerede efter 7-8 timer kunne jeg godt mærke, at det altså var ved at være slemt, og jeg skævede tilbage og kiggede ud i horisonten; hverken Danmark eller Norge var at se, og jeg tænkte bare; det er ikke godt, det her. Så jeg ringede over radioen til min følgebåd og sagde, at jeg skulle have noget Vaseline nu, og det fik jeg heldigvis. Så det blev altså ordnet lige der midt på Skagerrak!

Casper fortæller med et smil om episoden. Tilbageblikket er mildt, for det endte godt. Han kom til Kristiansand – selvom den manglende Vaseline potentielt kunne have sat en stopper for turen videre.

Kl. 19.50 padlede en mørk skikkelse ind mod havnefronten i Kristiansand. Udmattet, men fattet og med adrenalinen flydende rundt i kroppen. Casper var i mål. Han havde gjort det. Han havde præsteret at lære af sit sidste forsøgs fejltagelser og havde udført den kunst, det er at være i elementet. Bare være. Han havde kaperet de udsving og luner, som Skagerraks nådesløshed bød ham.

Sneen lå på havnefrontens asfalt, da han trådte op på land. Og hans ansigt tog formen af den helt særlige, men dog så universelle lettelse, der kommer, når kroppen og sindet har præsteret noget, som ligger helt ude i den yderligste ekstrem. Når de definerede grænser for længst er krydsede og det hele er kogt ned til målet. Når alt andet er ligegyldigt.

Han blev modtaget af begejstrede, hujende mennesker. Champagnepropperne røg, kameraerne blitzede og hans livs præstation var opnået.

– Jeg var fuldkommen overvældet af følelser. Der var smerte, rigtig meget glæde og det var en kæmpe forløsning at nå målet. Der havde jo været en kæmpe uvished omkring det. Jeg var jo slet ikke sikker på, jeg ville nå målet her 2. gang, og der var tidspunkter undervejs, hvor jeg tænkte; Jeg tror, jeg giver op! Men det, der måske holdt mig kørende, var troen på, at jeg havde lært noget fra sidst. Hvordan jeg skulle håndtere at blive stående i lang tid, hvordan jeg skulle håndtere kulden, mørket osv. Sammenlagt så gav det mig de kort, jeg skulle bruge, for at nå målet.

Oplevelsen er ikke mere end få måneder væk, da vi taler sammen, og glædesrusen, ekstasen og bevidstheden om, hvor hårdt det var, fornemmes endnu hos Casper, mens han fortæller.

-Jeg var igennem et kæmpe mediecirkus bagefter, der var kameraer overalt. Det var helt vildt. Men så kom vakuumet. Wow, det er forbi! Det var lidt som om, det havde været en drøm… at det næsten var for godt til at være sandt. Og jeg er stadig ved at finde ud af, hvad der skete. Det er en levende proces, og hver gang, jeg snakker med folk om det, kommer der nye perspektiver på. Jeg føler ikke, jeg er kommet mig helt endnu. Turen var en test af, hvad jeg er i stand til som menneske. Og for mig har det mere værdi at have krydset Skagerrak end at vinde en VM-titel… det var ligesom den konklusion, jeg kom til.

Vikingenavnet giver råstyrke

At være dansk surfer er på én gang eksotisk – og meget lidt eksotisk. Det er relativt nyt indenfor sportsgrenen, at der i det høje, kølige nord er mulighed for at udvikle talenter inden for surfing, og derfor er det også en vis portion vantro, Casper bliver mødt med, når han til internationale konkurrencer siger, ”Hey, my name is Casper, and I‘m from Denmark!”. Men den naturlige følgevirkning af at være en knaldgod, dansk surfer, som klarer sig godt i konkurrencer, har vist sig at være tilnavnet ”The Viking”.

– Jeg synes egentlig, det er et sjovt symbol, for vi ser jo vikingerne som stærke. De sparkede virkelig røv dengang. Og jeg har det sådan, at når vi står på en mållinje et eller andet sted, og det måske regner, blæser og er koldt, så ser man de her drenge fra Hawaii, som står og er ved at fryse ihjel… lige dér føler jeg et særligt, psykisk overtag. Jeg har taget det symbolske i navnet til mig, og derfor fik projektet også navnet Viking Crossing.

En surfers fremtid

Vi har talt sammen i en halv times tid nu, og Casper har delt passioneret ud af sin begivenhedsrige sportskarriere på en måde, der nærmest har givet mig blod på tanden til selv at lære at surfe. Men hvad så nu? Hvad med fremtiden? Hvad drømmer man om, når man allerede har lommen fuld af både titler og 148 km over Ska- gerrak?

– Jeg ved ikke, hvor jeg befinder mig om 10 år. Men hvis jeg skulle gætte på det, så er jeg stadig i denne her verden med vandsport og surfing som omdrejningspunkt. Det er det, jeg elsker. Om 10 år vil jeg også rigtig gerne stadig være et legende menneske; at kunne have det sjovt på vandet og fortsætte med at lære. Jeg er ikke sikker på, at jeg konkurrerer til den tid, men jeg er sikker på, jeg bliver ved med at konkurrere så længe, jeg har gejsten og lysten til det. Godt nok har jeg fire VM-titler nu, men jeg føler, jeg har rigtig meget at forbedre endnu.

Samtalen kommer naturligt ind på en anden side af Caspers liv. Det, der ligger bagved surfbrættets eventyr. Er villa, Volvo og vovse en del af hans fremtidsdrømme? Han griner let, mens han lægger an til at besvare mit spørgsmål. Han er tydeligvis vant til, at der er en vis nysgerrighed omkring den del.

– Det er jo ikke noget, jeg har sat en dato på… men jeg kunne rigtig godt tænkte mig at stifte familie på et tidspunkt og give det videre, som mine forældre gav mig. En kærlighed til livet og havet. Jeg tror bare, at lige nu er jeg på et stadie, hvor jeg bevæger mig med fuld fart fremad… og det er lidt som en bølge. Du ved ikke, hvad der sker. Mange af mine venner, der studerer, de har meget klare planer om, hvad de gerne vil… men det kan jeg slet ikke svare på. Det eneste jeg ved er, at jeg gerne vil blive ved med at være derude. Og så skal alt det andet også nok gå.

Mens han taler, peger han på panoramavinduet. Holdepunktet. Omdrejningspunktet. Hans blik fæstner sig et øjeblik på sit brusende hjem nr. 2.

– Der er en kæmpe frihed i det her med at kunne pakke bilen, spille noget god musik og så tage ud at jage nogle bølger. Men der er også en vis realisme i det, for der skal jo tjenes nogle penge. Det er ikke sjov og ballade alt sammen.

Fantasien driver værket

Interviewet nærmer sig sin afslutning. Eftermiddagslyset over Klitmøller er blevet endnu mere gyldent, og om lidt skal Maria trylle med kamera og locations. Men en ting mangler jeg at få svar på. For når man gør noget så intenst, som Casper gør. Når man dedikerer så meget af sig selv til en sport. Er der så ingen øvre grænse? Er motivationen og drive‘et uudtømmeligt?

– Som teenager var jeg totalt bidt af at være på vandet hele tiden. Altså, der var virkelig ikke andet, jeg kunne tænke mig. Men der opstod noget mæthed, fordi jeg oplevede en mangel på innovation. Lige på det tidspunkt var jeg meget fokuseret på det, der hedder shortboarding. Men jeg fik tunnelsyn… blev lidt for fokuseret på denne her ene ting. Så da jeg fik øjnene op for Stand Up Paddling, så var det en helt ny verden, der åbnede sig for mig. Det blev den der iver efter konstant at lære, som kom til at holde mig kørende. Men mætheden har jeg siden oplevet i forskellige faser. Fantasien, og det at kunne se nye perspektiver, er vigtigt at bibeholde. Og altså sidste år blev jeg sgu også lidt træt af det her med at konkurrere i Stand Up Paddling… Vi havde et VM på hjemmebane, hvor jeg vandt guld og bronze, men jeg kunne mærke bagefter, at jeg var helt brændt ud. Jeg kunne slet ikke finde den gejst igen, så der gik faktisk 6 måneder, hvor jeg ikke rørte mit konkurrencebræt, og jeg brugte egentlig det meste af vinteren på at lave alt muligt andet. Rejste i Sydafrika, kitesurfede og mødte en masse nye mennesker, som endte med at udvide mine perspektiver. Da jeg så nåede til foråret og begyndte at træne, og tog Viking Crossing igen, der kunne jeg mærke, at jeg havde fået et helt nyt syn på det, jeg jo altid laver. Distance kan være en god ting.

Casper og Maria bevæger sig ud mod strandens klitter og havets og himlens gavmilde, blå baggrund. Snart forlader vi Cold Hawaiis vuggende bølger og Caspers medrivende fortælling om sit danske, og dog så verdensomspændende, surferliv. Billederne er nu i kassen, Casper gør sig klar til sin aftentræning på boardet, og Klitmøllers på én gang spartanske, summende og idylliske bybillede forsvinder i bilens bagrude. Vores horisonter har fået tilføjet adskillige meter, er Maria og jeg enige om.

Fakta om Casper Steinfath

Født 5. september 1993
Modtog PÅ KANTEN-prisen ved APPETIZE Prisen Gallashow tilbage i januar 2018 for sin blomstrende surferkarriere, som er funderet i hvad, der går under betegnelsen Udkantsdanmark
Laver verdens bedste lasagne og ville ikke kunne leve uden lasagne i sit liv
Producerer sammen med et kamerahold en dokumentarfilm om sig selv og sin karriere, som med al sandsynlighed udkommer til vinter
Synes mountainbiking er ret fedt
Slapper bedst af med en god surf-session på en bølge med vennerne

Se flere af de flotte billeder af Casper og Thy:

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*