Blog: Tanker om en corona-ramt kaffekultur

tekst og foto CECILIE WENNERLIN

Der er jo så meget, vi har været vant til, ikke? Og der er så meget, vi skal gøre anderledes, ikke?

Og jeg har tænkt en hel del over, hvor meget det også gælder vores særlige og meget specielle kaffekultur, som rækker lige fra Østerlars til Skagen. Så er der måske nogen, der sidder og tænker; Øh, er det noget med, at caféerne er lukkede? For så tager man jo bare to-go?

Nej.

Dette her handler ikke om Americano Latte med ekstra skum og tjuhej på en café. Det handler heller ikke om ”kaffe” i form af Frapés med en halv liter vaniljeis i bunden og 16 liter sirup med Dumle-smag oven i. Og så 0,004 ml espresso rørt ud i hele miséren.

Det handler om den kaffe, vi slet ikke tænker over, men som vi faktisk alligevel tænker over – selvom vi ikke helt er bevidste om det.

Den, som bliver til indtørrede ringe i hvide plastikkrus, der bliver smidt i bunden af skraldespande med trykpedal.

Den, som man drikker med måske/måske ikke en hvid sukkerknald fra en lille indpakning, der ligger sammen med pulverfløden i en hvid skål på et bord i lakeret bøg.

Den, som man drikker, fordi en ”Tiger” kaffekande af koksgråt plast er blevet sendt rundt.

Det er også den, man drikker, mens en medforælder fortæller om den nye terrassevarmer, og det er den, man drikker, mens man tænker, at det vil man godt nok ikke ret gerne høre om, men nu kan det jo ikke være anderledes, og man kan faktisk få fine små pauser fra at lade som om, man er interesseret, hvis man tager en slurk kaffe fra plastikkruset af og til og kniber øjnene lidt sammen og nikker imens.

Samtidig er det også den kaffe, der bliver serveret, fordi nogen siger; ”Skal jeg ikke lave en kop kaffe til dig?”, og hvor man ved, det bliver sagt, med en større omsorg end så meget andet. Det bliver sagt, fordi nogen kærer om én. Der kunne lige så godt være et ”Jeg vil være der for dig lige nu.”, man havde hørt.

Det er også kaffe, som man drikker sammen med nogen, fordi man ved, at man taler bedst over en kop kaffe. Den bryder tavsheden, den løsner op for krydsede arme og den smager trygt og velkendt, hvis man er på ukendt land. Og nogle gange, så drikker man den ikke, fordi man har brug for væsken, smagen eller koffeinen. Man drikker den, fordi man bare brug for princippet.

Vores kaffekultur er corona-ramt, fordi grundlagene er fjernet. Vi kan ikke mødes.

Forældremøderne, hvor dem, der er mest til the, må vælge mellem skovbær eller Medova, og hvor kaffen er varm som bare ******, fordi den kommer fra en mellemstor industrikaffemaskine på lærerværelset. Og hvor kaffemaskinen er den selv samme, der forsyner samtlige medlemmer af personalegruppen med kaffeånde fem ud af ugens syv dage, og ingen kan lugte det, for alle har det.

Hygge-kop-tår-kafferne med dem, der lige skulle aflevere noget i døren, men ikke behøvede at haste videre. Hvor der hurtigt kan smides en halv plade chokolade i en skål, eller tages en kage op fra fryseren, og hvor der er en indforstået, fælles konsensus om, at gæsten bare bliver hængende, til et par kopper er drukket. Ikke noget med aftensmad, og det er også fint, for du skulle bare have rester.

Danmark er et land bygget på grønne enge, kogte kartofler og lidt jantelov. Og det er også bygget på et stort fundament af kaffe, der har hjulpet os igennem både akavede medarbejdersamtaler og tider med sørgmodighed. Den har båret snakken med de bekendte, man ikke ser så tit, og den har krydret bestyrelsesmøder i idrætsforeninger med sin kulsorte tilstedeværelse.

Vores kaffekultur lider – og jeg savner den faktisk.