Blog: Stof og tid til eftertanke

TEKST OG FOTO DADI HALLDÓRSSON

Det første spadestik til orangeriet, som vi kalder Domshuset

Efteråret har sat ind. Pejsen kører nogenlunde konstant her på Østkysten, og mørket sænker sig over sø og land. Lyder det ikke lidt som en julesang? Over sø og land! Nåh, men hvorom alting er, så sætter det tankerne i gang.

Jeg har været så heldig, at jeg kun arbejder tre dage om ugen. En forholdsvis lang tirsdag, og så ellers to meget lange onsdage og torsdage. Jeg underviser dansk på et sprogcenter. Måske med lidt islandsk accent, men pyt, det går nok alt sammen. Og jeg underviser både morgen og aften onsdage og torsdage.

Jeg savner lidt at være på arbejde om fredagen. Det gør et eller andet ved det sociale, idet alle glæder sig til deres weekender, og nogen kommer med morgenbrød og sådan. Men mandage! Om jeg savner at køre på arbejde om mandagen? Sidde i kø og ved et uheld trykke på nogen af de der vi-er-så-friske-om-morgenen-kanaler på radioen. Nova FM, The Voice eller P3, som måske er den allerværste af dem. Hvem i himlens navn fandt på idéen om at placere hør-mig hør-mig mennesker foran en mikrofon klokken længe før daggry? Det er som om, der går sport i at være så friske og så glade som overhovedet muligt klokken længe før daggry.

Hvem er det, der vågner op med en Amin Jensen i maven? Og når så P3 endelig får sendt nogle lidt mindre selviscenesættende folk ud i æteren, så bliver de konstant afbrudt af Jomfru Ane Gade musik. Klokken længe før daggry! For værterne må for guds skyld ikke tale i mere end tre minutter!!

Måske er jeg bare morgensur. Eller gammel! Jeg er jo i midt fyrrene. Og så dog. Jeg kan huske, da jeg stadig kun var 19-20 år og hørte islandsk morgenradio. Der var mine yndlingsværter to morgensure fyre, der slubrede morgenkaffen og ind imellem rømmede sig, idet de jo bare var to dødelige mænd, der hverken forsøgte på at være wanna-be-sjove eller lade som om de gad at høre Jomfru Ane Gade musik klokken længe før daggry. Så om det skyldes min alder? Næppe. Morgensurhed? Muligvis. Men skån mig gerne for alle de der vi-er-så-friske-om-morgenen-kanaler på radioen. Gem dem i det mindste til om eftermiddagen.

Fundamentet til Domshuset står og venter indtil foråret. Vinduerne fra Aalborg Domshus står i baggrunden

Hubertus var en syv år, fuldfed moppe

Til gengæld sidder jeg mange morgener og hører min helt egen morgenmusik – dyster, tjekkisk, tag-det-nu-roligt-musik. Og jeg forstår intet af, hvad de synger, men det gør ingenting. Det har været min morgenmusik siden jeg boede i Prag i midt halvfemserne.

Pejsen kører og jeg har udsigt til den dejligste grund i kongeriget. Intet mindre.

I weekenden stod jeg ude i haven og baksede med dit og dat, da jeg begyndte at høre nogle råb og gøen. For det første troede jeg, det var i det fjerne, med så jeg tænkte ikke mere over det. Lidt senere begynder jeg at øjne orangefarvede veste gennem træerne. Og så går det op for mig, at naboen og hans Hubertus jagtvenner går rundt med deres jagtgevær lige på den anden side af hækken. Vent, sagde jeg hækken? Undskyld, det må være levn fra min fortid i byen. Her er ingen hæk. Kun høje træer. Så naboen og hans Hubertus jagtvenner går rundt med deres jagtgevær lige på den anden side af træerne.

Og så løsner en af dem et skud. Et meget højlydt skud. Og nej, hvor det bare giver et spjæt i den skrøbelige byboer, der forsøger at lege Bonderøven. Han smider alt hvad han har i hænderne og spæner ind. Det må være hans endeligt, tænker han. Nu kommer straffen for at flytte ud af civilisationen. Hvad skal en byboer også herude blandt jægere, rotter og råvildt? De smitter vel!

Mit hjerte hamrer og øjnene galopperer mellem træerne for at se, hvor skuddet kom fra. Så lyder der flere råb og gøen igen, og jeg kan se at mit endeligt bevæger sig væk fra min grund.

Et par minutter senere befinder jeg mig igen ude i haven ved dit og dat og nynnende Kim Larsens Hubertus var en syvårs fuldfed moppe, af ægte arisk tra-la-la-la-li…

En lille hilsen fra min kreative mor

De små skridt

Det går sagte her på Østkysten. Vi har mange jern i ilden. Men for det meste bliver det kun til kævler i pejsen. For hvor starter man. Jeg har forsøgt at skrive alle vores opgaver ned på et stykke papir, sådan for bedre at kunne overskue dem. Og så har jeg siddet som enhver sudoku-løser og forsøgt at liste dem op efter behov, lyst og nødvendighed.

Men så mangler der en kævle i pejsen.

Så vi har mange hængeprojekter. Domshuset blev ikke færdigt. Ja altså, drivhuset, orangeriet, væksthuset, eller hvad man nu skal kalde sådan et sted spisekammer. Vinduerne kommer jo fra Aalborg Domshus, og jeg forestiller mig, at min og kærestens uenigheder fremover skal løses derinde, når det står færdigt. Det kan næsten kun ende godt, for hvem gider være sur midt i et overflod af citroner, lime, meloner, olivener og, og, og…

Men der går altså noget tid. Vi blev ”kun” færdige med fundamentet her i efteråret, så med forårets kommen rejser vi resten. I mellemtiden vil vi begynde at anlægge køkkenhaven. Der findes lige så mange råd og vejledninger til opstart af sådan en, som der findes google-resultater på søgningen, så jeg tror vi laver vores helt egen kombi-løsning.

Vi har så afsindig mange blade liggende på hele grunden, at vi har planer om at lægge et 5cm tykt lag af blade på køkkenhave-arealet, og så dække det med nogle flyttekasser fra Silvan. Hvis ikke jeg tager helt fejl, så bliver græsset stille og roligt dræbt (eller hvad hedder det egentlig, når græs mister livet!!) i løbet af vinteren, og orme og andet godtfolk begynder at trække både visne blade og græs – som vistnok har meget næring – ned i mulden nedenunder.

Når vi så rammer marts måned, laver vi højbede ud af anstrengelserne. Højbede, er der nok nogen der tænker! Og det gjorde jeg også for nogle måneder siden. Men det er simpelthen den bedste måde at rejse nogle hunderede kilometer længere sydpå med sin køkkenhave. Ved at lave højbede, som både er hårdt og tidskrævende i starten, forlænger man således sæsonen med et par måneder. Så det gør vi. Snart. Pejsen er ved at gå ud, så nu smider jeg lige en kævle mere på.

Det er det rene Galapagos herude for en islandsk byboer…

 

Årets æblehøst. Det blev til fem kurvefuld. Næste år går vi efter seks-syv kurve, da træet er pakket ind i ukrudt og andet godt. Gardinerne skal trækkes fra, så solen kan varme de gode æbler
Når man kun kan nå 2% af æblerne fra jorden, er gode råd dyre
Mens resten af verden planter træer, har vi valgt at fælde syv, fuldvoksne (vistnok) ahorntræer! Hvorfor? De skyggede på hele grunden efter kl. 16, og det går ikke med en køkkenhave og et orangeri, der skal bruge sollyset så længe som muligt!

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*