APPETIZE-pigerne – fire år efter

tekst SUSSI VINKEL | Foto JOHNY KRISTENSEN

Så er det fire år siden, at Betine Hvidberg Brix og Tinna Feifer Møller gik fra at være ’bare grafikere’ til hardcore reklamebureau- og magasinejere. Fire fantastiske år med masser af oplevelser

Det har været fire år med fart på, hvor Betine og Tinna har lært meget.

– For at holde omkostningerne nede i starten, valgte vi at have kontor i Biersted, hvor Tinna bor. I februar 2018 flyttede vi så her til Strandvejen i Aalborg, hvor vi er en del af Fokus Huset. Det er skønt at være en del af så alsidigt et hus. Her er både KaffeFair, undervisning af udsatte unge, møbelpolstring, yoga og garncafé – og det passer os fint med masser af liv og forskellige mennesker, fortæller Betine over kaffen.

Lille Aalborg og Miehe-Renard

Der er en dejlig, åben karma i APPETIZEs kontor, hvor der tydeligvis er travlhed med at producere jubilæumsudgaven af magasinet. Man er i gang med at planlægge et interview med Camilla Miehe-Renard, der var redaktør på magasinet i den spæde start for 17 år siden. Alle er enige om, at det var noget af et scoop dengang at have denne københavnske kendis med, og hen over frokosten, planlægges der spørgsmål om, hvad der egentlig fik Camilla med på den idé, og om hun har fulgt med i magasinet siden. Der hersker en slående god og åben atmosfære i kontoret. Det er tydeligt, at her siger alle, hvad de mener, hvornår og hvordan de har lyst.

Vi er en arbejdsplads for virkelig mange mennesker

– Vi har vores fastansatte grafiker, Catrine Knøsgaard, og derudover har vi vores webredaktør, Christina Svendsen, her en fast dag om ugen og lidt ind imellem. Udover disse to har vi tilknyttet et virkelig stort net af freelancere, herunder fotografer og journalister. På den måde er vi blevet en ’stor’ arbejdsplads, der giver både ’nye’ og ’gamle’ kreative hjerner i Aalborg muligheder, og det er vi stolte af at medvirke til. Vi er altid åbne for samarbejde med mennesker, der ligesom vi, har en passion for det, de laver, siger Betine.

Fra hvidt palæ til gummistøvler

Basen for produktionen af APPETIZE er reklamebureauet Creativum, som Tinna og Betine etablerede, kort tid før de købte rettighederne til magasinet.

– Vi er slået godt igennem som reklamebureau, og vi har så afsindigt forskellige kunder: Fra en stor byggematador til en familiedrevet vingård, en kartoffelavler, en bækkenklinik, cykeltaxaer og et laboratorium. Vi elsker forskelligheden i kunderne, og at vi det ene øjeblik er til møde i et hvidt palæ, og det næste står vi på en mark i gummistøvler. Vi laver alt fra logoer til foldere og messemateriale – alt hvad der kan trykkes på – og selvfølgelig hjemmesider, forklarer Tinna. Betine tilføjer:

– Vi er eksperter i at lave trykte og online magasiner, og vi har fundet ud af, at vi er utrolig effektive og gode til alt, hvad der handler om planlægning og produktionen. Vi er lige nu i gang med at producere et magasin for City Ejendomme Aalborg, og vi har lavet en række andre – for eksempel et i samarbejde med A. Enggaard omkring Østre Havn.

Man har brug for at bladre

Man kan spørge sig selv, om der virkelig stadig er en værdi i trykte magasiner og i de trykte medier?

– Jamen det er der helt bestemt. Et fysisk magasin giver én ro
og en fordybelse, som man ikke finder på en skærm. Jeg er en af dem, der stadig læser trykte bøger, og jeg gider slet ikke læse en bog på en skærm. Jeg sidder meget bag en skærm her på jobbet og har brug for at bladre. Der er en kvalitet i at mærke papiret i hænderne. Det er en tendens, jeg kan se, at også mange unge mennesker går op i – se bare på alle dem, der interesserer sig for bagning og madlavning helt fra bunden. Alle har brug for off-time – væk fra skærmene, siger Tinna.

Fakta om Tinna

Navn Tinna Feifer Møller
Født Den 23. september 1980 Bopæl Biersted
Opvokset i Arentsminde
Gift med Michael Feifer Møller, der er indehaver af 2M Stål- design
Børn Frederik (13) og Josefine (11)
Yndlingsret Alt godt fra Havet
Yndlingsmusik Jeg er især helt vild med Volbeat og Kim Larsen
Det vildeste jeg har gjort At stå på scenen foran flere hundrede mennesker til APPETIZE Prisen – og så endda sammen med Mads Steffensen – og Betine

Direktøren for det hele

Hverken Betine eller Tinna går op i fancy titler. For dem er det opgaverne og kontakten med kunderne og samarbejdet med hinanden, der tæller. Alligevel endte det med, at Betine blev ’direktøren for det hele.’

– Vi skulle stifte det hersens selskab, og der skulle jo være en adm. direktør. Jeg ringede til Tinna, der gik og handlede i Føtex og forelagde hende sagen. ”Du er ældst, så det er dig,” sagde hun hen over køledisken. Sådan blev det, og så blev Tinna kreativ direktør, husker Betine.

– Betine er også langt bedre end mig til det med at tegne firmaet udadtil, for jeg kommer nemt til at sige noget mærkeligt, og når det sker kan jeg se, at Betines briller begynder at dugge, og så ved jeg, at den er gal, griner Tinna.

Det pinligste øjeblik

Betine giver hende ubetinget ret.

– Tinna er dejlig umiddelbar og en gang imellem er hun altså virkelig sjov. Det værste jeg har oplevet var, da hun stod på scenen foran et hav af mennesker til vores ’APPETIZE Prisen’ uddeling sidste år. Jeg mener… Vi var i Europahallen, der var nærmest sådan en smuk ’Oscar’ stemning og DR’s Mads Steffensen var vært. Tinna skulle åbne en kuvert og afsløre en vinder, og så valgte hun at sige noget ret sjofelt… Jamen altså…, halvråber Betine og slår ud med armene, brister i en stor latter og viser med hele sin mimik, hvor sjovt situationen var.

Det bliver over mit lig

APPETIZE-pigerne er enige om, at de er gode til at blive enige igen, når de er uenige.

– Det foregår ofte sådan, at jeg foreslår noget. Så tordner Betine: ’Det bliver over mit lig!” Og så går der lige nogle timer, og så kommer hun og siger, at det måske ikke var helt dumt alligevel, og så finder vi en vej frem. Vi er begge passionerede, og dem der er omkring os bliver uden videre draget ind i det. Det må de finde sig i. Sådan er det, konstaterer Tinna.

– Folk der ringer spørger engang imellem: ”Er det den gamle eller den unge, jeg snakker med…?’” Og det er sjovt, men det kan godt være, at jeg som 55-årig er den ældste, men Tinna, der lige er blevet 39 er indeni meget ældre end mig, griner Betine.

Fakta om Betine

Navn Betine Hvidberg Brix
Født Den 7. april 1964
Bopæl Aalborg
Opvokset i Stae
Gift med Bruno Brix, der er politimand. Bruno og Betine har lige fejret bryllupsdag nummer 29
Børn Nikoline (28) og Benjamin (26) der i dag begge er bo- sat i København
Yndlingsret Boller i Karry… det bliver jeg aldrig træt af, men det er nok også fordi jeg får det så sjældent
Yndlingsmusik Jeg elsker alt fra Queen og ABBA til Minds of 99 og MØ
Det vildeste, jeg har gjort Det var da jeg i 2010 sprang det originale AJ Hackett Bungy-jump i New Zealand

Tilfredshed er godt

Den landskendte forfatter og psykologi professor, Svend Brinkmann, fra Aalborg Universitet har i bøger og foredrag opfordret til at turde gå imod det han beskriver som tidens (selv-)udviklingstyranni og at turde stå fast i sig selv og risikere at gå glip af noget. Uden at vide det udlever Tinna og Betine professorens pointer i deres dagligdag.

– Vi har ikke APPETIZE og Creativum for at blive millionærer. Vi har ikke kæmpeambitioner, og vi er tilfredse med at få muligheden for at arbejde sammen med hinanden, og med at tingene kører fint nok. Tilfredshed er ok for os, men vi møder ofte mennesker der siger til os, at vi altså skal stræbe, have store mål og udvikle forretningen. Vi vil gerne udvikle os og gør det hver dag, men det sker som en følge af, hvad vores kunder har brug for. På den måde er vi langt fra typiske iværksættere. Vi drømmer dog om at få APPETIZE bredere ud. Lige nu udkommer magasinet 6-7 gange om året i 11-13.000 eksemplarer på udvalgte steder i Nordjylland. Vi ville gerne efterkomme efterspørgslen fra de mange, der gerne vil have magasinet ud til dem – hvis økonomien var til det, siger Betine.

Måske et tegn fra oven

– Jeg tror, at vi får så meget med i bagagen. Det er helt vildt, de mennesker vi har mødt. Vi er taknemmelige for, at vi er blevet kastet ud fra ’bare at være anonyme grafikere,’ til det liv vi har nu, hvor vi møder alverdens spændende mennesker og er blevet tvunget til at sætte os ind i alt fra økonomi til bogholderi og salg, siger Betine.

– Noget, vi har udviklet, er evnen til at sige fra. Vi er blevet gode til at sortere groft i de ting, vi bliver tilbudt og muligheder, der dukker op, tilføjer Tinna.

Betine bander og lyner stadig

Ved Journalisten spørger Tinna, hvordan Betine har forandret sig på rejsen fra grafiker til direktør:

– Betine har formået at bevare sig selv. Hun bander og lyner stadig, og hun er stadig ikke den, der tropper op i høje stilletter og fører sig frem. Hun er blevet bedre til at træffe beslutninger og tage direktørrollen på sig, siger Tinna. Betine tilføjer:

– Ja, jeg har fået mere selvtillid. Jeg har stadig respekt for andre mennesker, men nu tør jeg henvende mig til alle – høj som lav, fordi jeg har fået træning i at tage initiativ og føler et større ligeværd, end jeg har gjort tidligere.

Tinna forstiller sig aldrig

Og hvad så med Tinna – hvad er der sket med hende undervejs:

– Jeg ser en kvinde, der er vokset sindssygt meget. Hun får stadig grineflip, og det er hende, der bringer den gode og uhøjtidelige stemning med sig. Tinna forstiller sig aldrig. Samtidig kan jeg se, at hun i dag tror mere på de fantastiske kreative evner, hun har, og hun har udviklet en empati med kunderne, der betyder, at vi rammer, hvad kunderne har brug for. Jeg har lagt mærke til, at man tit kan se, hvilket bureau, der har lavet hvad, fordi bureauet ofte sætter sit eget aftryk på opgaverne. Jeg synes ikke, man kan se, når vi står bag, fordi det er kundens eget aftryk – og ikke vores – der skinner igennem.

APPETIZE er vellidt

Både Tinna og Betine føler, at de bliver mødt med åbenhed og interesse, hvor de end kommer med Creativum og APPETIZE. Betine forklarer:

– Vi har virkelig fået opbakning, og APPETIZE er et vellidt produkt – også ud over Aalborgs bygrænse. Vi har mødt mennesker fra flere dele af Danmark, der kender magasinet. Og sågar en mand fra Nordsjælland, der plejede at læse magasinet, når han var på forretningsrejse og boede på hotel i Aalborg. Han var blevet pensioneret og ringede og spurgte, om han mon kunne få magasinet tilsendt. Så det får han, da man godt kan abonnere på magasinet.

Det vildeste

– Det vildeste vi har lavet er ubetinget arrangementet med APPETIZE Prisen. Idéen var at lave et nordjysk Oscarshow, og det lykkedes over al forventning. Vi tog udgangspunkt i alle de mange kendte personer, vi havde portrætteret i magasinet, så vores konferencier var Mads Steffensen og underholdning fra bl.a. Dorthe Gerlach, Lasse Rimmer, Emilie Esther, BS Christiansen, Dan Jacobsen, kendt som Danmarks mindste mand og Aalborgs Drag Queen Morgana Le Fay. Nede i salen sad de kendte sammen med gæsterne ved runde borde. Det hele var så vellykket. Men også mega hårdt. At man kan få sådan en idé, og så rent faktisk føre den ud i livet på få måneder. Hvis nogen i mine unge dage, havde fortalt mig, at jeg en dag ville sidde her og drive APPETIZE og at Dirch Passers datter ville skrive artikler for mig, og at BS Christiansen ville tilbyde at hjælpe med vores pris-event… Det er så fedt og vildt, siger Betine.

– Fremtidsplaner? Fremtiden er spændende, og vi udvider hele tiden med flere kunder i reklamebureauet. Vi sætter en ære i at være ’på’ over for kunderne. Vores store erfaring inden for markedsføring – og det er jo over tilsammen 50 år – er ikke til at tage fejl af, siger Tinna.

– Ofte vælges vi til, fordi vi har nogle gode løsninger. Løsninger, der kan realiseres, og som man ikke er træt af at se på efter to måneder, afslutter Betine.