Blog: Om fortid, fremtid og positive øjne

TEKST OG FOTO CECILIE VESTERGAARD WENNERLIN

Svært at kigge frem, men vigtigt at kigge tilbage. Sådan synes jeg ofte, det er, fordi fortiden rummer så meget, man kan bruge til at blive klogere.

Jeg har læst en masse ting, de forgangne 4-5 uger, og meget har været ubrugeligt i det store billede. Men noget har også været tankevækkende og interessant. Der var historikeren (tror jeg, vedkommende var), der gjorde opmærksom på det spændende ved sammenhænge, og som bragte Maude Varnæs fra Matador ind i Corona-konteksten ved at gøre opmærksom på, at hendes bacille-forskrækkelse måske ikke er så hysterisk for datiden (og tiden lige nu, jo), som den gøres til. For 1. afsnit af Matador foregår blot 10 år efter, Den Spanske Syge hærgede. Og kun et par årtier efter, Tuberkulosen raserede som epidemi. Måske var hun blot mærket erfaringerne. Hvis jeg kunne FaceTime med Lise Nørgaard, ville jeg spørge hende, hvad hun tænkte.

Jeg har også læst en artikel fra en dygtig klummeskribent, der belyste, hvordan dét at kigge tilbage – i alle mulige sammenhænge – lige nu kan gavne os alle sammen. Også i skolerne. Hvordan de lange, hvide håndvaske, engang fandtes på alle mellemgange og i klasseværelser, fordi man huskede, hvor vigtig håndvask var. De skal indføres igen, mener hun.

Jeg tror, der er noget rigtigt i det. Jeg tror, man som helt almindelig borger var bedre indstillet mentalt på sygdomsbekæmpelse i de små ting for 60 år siden. Der havde man lige haft Polio-epidemien, og jeg har hørt flere menneskers egen fortælling om, at alle dengang kendte nogen, der var ramt.

Min tipoldemor boede langt ude på ”Kæret” et sted i Nordjylland, og som min mormor engang har fortalt, så blev alt, der kunne, skoldet eller kogt. Det kan godt være, der var halm i træskoene, men der var også en bevidsthed om at passe på.

Lige nu oplever jeg selv relevansen af også at se tilbage på alt, hvad man har lært, når der har været mangel. Og det er ikke fordi, jeg hentyder til gær og toiletpapir. Det er fordi, Corona-krisen også handler om at være okay med nøjes. Og ikke nødvendigvis føle, at man så mister størstedelen af sin livskvalitet. Det handler om at deale med, at man ikke kan rejse, som man plejer. At den glæde kan høstes et andet sted, frem for at blive tabt. Det handler om, at mange af os oplever utryghed og uforudsigelighed omkring vores økonomi, og at vi tænker mere på madbudgetter frem for fladskærme.

Jeg vil gerne give mine tre (jeg har flere, men nu er tre jo så godt et tal) positive perspektiver på, hvad der kan høstes mentalt og bevidsthedsmæssigt af den krise, vi står i lige nu:

  1. At bekæmpe spild

Det har vi jo allerede talt om længe. Der findes bevægelser mod det, og vi ved, hvad det betyder i mange sammenhænge, at vi undgår at smide alt for meget ud. Men det er som om, der er en kæmpe, udstrakt hånd lige nu ift. for alvor at forstå det. Her taler jeg mest til min egen og mine forældres generation (uden at generalisere, for jeg ved, alle liv er forskellige). For de tidligere årgange – de har prøvet at mangle. Min farmor og farfar sad på æblekasser ved spisebordet, fordi de ikke havde råd til stole, da de i 50’erne blev gift og købte et lille hus. Mine bedsteforældre, de har altid forstået at lave festmåltider ud af få ting, fordi deres gen for udnyttelse frem for spild af ressourcerne, er så veludviklet. Og mine svigerforældre (og min mand, også faktisk), de er eksperter i at reparere – hvilket vores drenges gennem tiden ødelagte og gen-reparerede legetøj og tøj afspejler på fineste vis. De ved, hvor vigtigt det er, at udnytte det, man har. For de har prøvet noget andet, før overfloden kom til.

  1. At få øje på værdien i de små ting

Hvor gør man af sin skuffelse over en aflyst fest, en aflyst rejse, en aflyst koncert etc. ? Man kan f.eks. opveje den ved at lukke lidt solskin ind et andet sted. Krisen tvinger os til at flytte fokus hen på de ting, vi måske ikke har set før. Uanset om de ligger inde i noget, der kan udvikles i os selv, eller om de ligger i noget omkring os. Det er som om, det er en floskel. Men det virker faktisk. Det er ikke en skam at finde glæde i at betragte en arbejdsom myretue. Eller at begynde at male. Eller at starte en dagbog.

  1. At fællesskabet betyder noget 

Og at det findes steder, man ikke troede. F.eks. når det gælder om at bekæmpe en sygdom. Afspritning er fællesskab. At smile til hinanden på afstand er fællesskab. Der er også et fællesskab, når tingene er faldet mere til ro igen. Fordi, der er vi fælles om at huske, ligesom de huskede i årene efter Den Spanske Syge, og ligesom de huskede, da Polioen havde sluppet.

¨¨¨¨

Rigtig god april-dag til dig, der læser med <3

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*