Vi har mange planer her på Østkysten. Så mange, at jeg kan mærke skuldrene begynde at kysse lidt på øreflipperne. Og dét var slet ikke meningen med alt-det-der-flytten-på-landet-halløjsa, hvor skuldrene skulle den anden vej – nemlig nedad.
Vi bor på en 12.000 m2 stor grund, hvoraf huset kun udgør de 157 m2. Og selvom huset bestemt er beboeligt og hyggeligt, så venter der mange spændende projekter indenfor. Dem har vi så småt taget hul på. Kæresten svinger f.eks. med penslen. Måske en anelse for kraftigt for min smag, da jeg både har fundet malerpletter på gulvet og på tv’et. Men væggene bliver hvide, og det er vel det vigtigste.
Jeg har også hængt lamper op, skruet greb på køkkenskabene og lavet alle de småting, der skal laves, når man overtager en ny bolig. Men med 11.843 m2 tilbage på grunden, så er der i dén grad også mange spændende projekter udenfor husets fire vægge.
Så mange, at jeg farer fra det ene hjørne til det andet, for jeg kan slet ikke falde til ro i alle de spændende projekter, vi har med grunden. For jeg vil allerhelst arbejde på dem alle sammen på samme tid.
Vi skal f.eks. lave en wellness-krog med vildmarksbad. Og her har vi planer om at anlægge en eller anden dekorativ terrasse omkring. Jeg ser for mig en terrasse af sveller fra togbaner. Jeg har dog hørt, at de skulle være sovset ind i alle mulige kemikalier, så det bliver nok ikke til noget. Skulle en bedrevidende læser vide noget andet om svellernes ”kemikaliserede” beskaffenhed, må vedkommende gerne give lyd fra sig.
Vi skal også lave et hønsehus og en hønsegård. Gerne snart. Og får. Islandske får, for så føler jeg mig ikke så langt væk hjemmefra. Æblelund skal vi også lave. Køkkenhave. Petanque-bane, og, og, og…
Drivhuset
Men takket være min far, kommer vi til at skulle fokusere på kun én ting resten af september. Og alene den kendsgerning giver mig ro i sindet. Mine islandske forældre mellemlander nemlig her på Østkysten på deres vej til vinterhi i Spanien. Og siden jeg – i al beskedenhed – har noget der ligner ti tommelfingre, er vi ret afhængige af hjælpen udefra.
Min far har bygget mit barndomshjem i Reykjavik, så nu har han fået ansvaret for at vores drivhus bliver til noget.
Vi har besluttet os for at drivhuset skal stå skråt på grunden, så indgangen vender direkte mod hovedhusets indgang. Men da drivhuset helst skal spille sammen med køkkenhaven i en æstetisk helhed, er vi nødt til at tage en række æstetiske beslutninger nu – før min far om nogle få dage kommer med sin store, beskidte hammer.
Og hvis ikke du har oplevet en vægt før, så er det sin sag at sætte en æstetisk tænkende vægt som mig til at tage æstetiske beslutninger.
Derfor har jeg målt og skridtet op og tegnet og talt og overvejet, hvordan vores fremtidige spisekammer skal tage sig ud. Min kæreste har troligt fulgt efter og forsøgt at måle, skridte op og tegne og tale og overveje. Men så har det dryppet fra penslen, så hun er vendt tilbage til de sysler.
Men nu har vi siddet timevis med vores satellitfoto af grunden og klippet små hvide stykker ud i nogenlunde de rigtige køkkenhave-mål. Så har vi siddet og flyttet rundt på brikkerne for at få et æstetisk look, som vi får lyst til at opholde os på og pleje og dyrke.
Alle havebøgerne, vi har købt og lånt, siger det samme – køkkenhaven skal være dejlig og hyggelig at opholde sig i. Derfor ville det være lidt kedeligt med ene og alene kvadratiske og firkantede felter.
Vi har derfor leget med forskellige muligheder, hvor beslutningen (indtil vægten kommer op med en ny mulighed) er faldet på idéen om en allé. Jeg kan se det for mig. Det bliver et pragtfuldt syn. Når vi således træder ud af hovedhuset, kan vi gennem en slags allé se direkte hen mod drivhuset, som var det et palads.
Og det skal det også være. Østkystens palads. Her kommer vi til at opholde os mange timer i fremtiden ved duften af citrusfrugter og synet af oliven- og melontræer. Og køkkenhaven skal danne en slags ramme om alléen, der fører op til paladset. Hvert af de hvide felter (12 i alt) på billedet skal forestille ca. 5 m2 af køkkenhave. Dette giver i alt 60 m2, som burde give afgrøder nok.
Nåh. Tiden går, og om lidt kommer min far med sin store, beskidte hammer. Kryds fingre for at jeg næste gang kan vise nogle flotte billeder af paladset med de store, majestætiske vinduer fra domshuset i Aalborg. Og kryds også gerne fingre for, at jeg bagefter kan fokusere på kun ét andet projekt fremover. For det giver meget mere ro.
