Anmeldelse: The Greatest Showman

Tekst Christina Svendsen | Foto 20th Century Fox

Titel: The Greatest Showman
Premiere: 25. december 2017
Spilletid: 105 minutter
Instruktør: Michael Gracey
Medvirkende: Hugh Jackman, Michelle Willams, Zac Efron, Zendaya

Så sikkert som at der er jul hvert år, ligeså sikkert er det, at biografen bugner af film i juleferien. En af dem er The Greatest Showman, der havde premiere 1. juledag.

Filmen handler om PT Barnum, der blandt stod bag Barnum & Bailey Circus, der lukkede ned tidligere på året. Filmens PT Barnum har ikke meget tilfælles med virkelighedens, hvilket nok er meget godt for han var en kontroversiel mand, der både var elsket og hadet.

Hugh Jackman spiller Barnum, der håber på at kunne give sine to døtre og sin kone et bedre liv end han selv har haft. Han er en drømmer, men der er hårdt at få enderne til at mødes i det 19. århundredes New York. Barnums lykke ser dog ud til at vende, da han bliver showman og laver et varietéshow med mennesker, som normalt ville blive gemt bag lukkede døre.

Filmen er en musical og en udenlandsk anmeldelse af filmen sammenlignede musiknumrene med et skud ren glæde lige i hjertet, hvilket rammer hovedet på sømmet. Man skal være ualmindelig julesur, hvis man ikke bare bliver en smule berørt.

Ingen kunne havde spillet denne rolle som Hugh Jackman. The Greatest Showman er en romantisk film fyldt med store følelser og en idealistisk kamp for underhunden. Det kunne nemt have kammet over og blevet noget pladder, men Hugh Jackman formår at sælge det med lige præcis det rette showmanship og blåøjede troværdighed. Derudover virker han til bare at have det sjovt i rollen, hvilket smitter af på resten af fortællingen.

Gruppen Barnum hyrer til at optræde i hans varieté er et miskmask af udskud, der ikke passede ind i datidens samfund. Der er dværgen, den skæggede dame, den tatoverede mand, hundedrengen, der har hårvækst overalt, et sort akrobatisk søskendepar blandt andre. Mens Barnum får sit show, der kan sælge billetter, så får de for første gang et sted de kan kalde hjem og en gruppe, der bliver deres familie.

Det er i portrætteringen af denne gruppe, hvor historiens hjerte ligger. De fleste mennesker har prøvet at føle sig udenfor normen en gang i mellem på livets lange vej, hvilket ikke er rart, så de kanter, der ikke passer ind, bliver slebet af, indtil vi kan snige os uset igennem samfundet.

Det “privilegium” har de optrædende ikke, for deres særpræg sidder udenpå, så de kan ikke gemme sig. Med Barnums hjælp, så bliver deres særpræg til en styrke og de får lov at vise verden, at de også har lov at være der. Sådan var virkeligheden nok desværre ikke, men lad det nu ligge. Deres kamp mod en omverden, der ikke vil anerkende dem, vil nok vække genklang for en del unge i den store verden, der stikker udenfor normen.

På trods af, at jeg er en helt almindelig gennemsnitsdansker, så må jeg indrømme, at jeg kneb mere end en enkelt tåre i biografen.

Kort sagt så er The Greatest Showman bedst, hvis man lader kynismen blive hjemme og bare lader sig overvælde af den visuelle fest på lærredet. Der er fyldt med store følelser, fantastiske billeder og en Hugh Jackman i topform. Jeg tvivler på, at den går over i historien som en af store musicals, men det ændrer ikke på, at den er et skønt og overvældende selskab i den time og 45 minutter, som filmen varer.

About Christina Svendsen 30 Articles
Christina er blandt andet filmanmelder og blogger for APPETIZE. Du kan læse mere fra hende på hibou.dk