Anmeldelse: Repremiere Snefald

Tekst Catrine Knøsgaard og Foto Allan Toft

Foto: Allan Toft

Mange forbinder julen med alt det gode, samvær med familien, hygge, mad og gaver. Men det er ikke sådan julen er for alle, og heller ikke for forældreløse Selma, der bor midlertidigt på sjette år hos sin nabo Ruth, sammen med hendes elskede hund, Casper. 

Da børnene i hendes klasse skal fortælle deres juleønsker til hele klassen, bærer det præg ene materielle ønsker, men 9-årige Selma øsnker sig noget helt særligt til jul. Det er ikke at få sine forældre tilbage, for de er jo døde, men hun ønsker sig blot en onkel eller anden familie. Ja, faktisk tror hun slet ikke på Julemanden, men hun skriver ønsket ned, og sender afsted til Julemaden i Snefald, foldet som en papirfugl.

Selmas fremtid hos Ruth er usikker, og de er begge frustreret over hvad sker ske, så de skændes tit. Skænderierne topper den dag børneforsorgen endelig kommer forbi, for at fortælle at Selma skal i pleje. Selma ved ikke, at det var børneforsorgen, men tror at vedkommende var forbi for at hente hunden Casper, så hun vælger at stikke af efter mørkets frembrud. Eller det vil sige, at hun opdager en hemmelig portal, da skabet i stuen åbner sig, idet hun er på vej ud af døren.

I mellemtiden møder vi indbyggerne i det fortryllede Snefald, som tæller Julemanden Julius, nisserne IQ, Winter, Stål og alle de andre nisser. Der er magi, liv, højt humør og humor, men der er også seriøsitet, for Julius’ dage er talte, og han skal have fundet en lærling til overtage hans virke som julemand.

Den nye lærling skal præsenteres ved årets julefest i Snefald, men nissen Winter, som også er Julius’s sekretær, har andre planer for, hvad der skal ske med Snefalds fremtid og hvem der skal være den nye Julemand, da han finder ud af, at han ikke er Julius’s udvalgte. Det han ikke ved, er at der kommer besøg fra VU (verden udenfor), som vender op og ned på hans skumle planer.

Foto: Allan Toft

Dragende og fortryllende scenografi

Fra det øjeblik man træder ind til den store scene på Aalborg Teater, er man ikke i tvivl om, at der er virkelig er kælet for forestillingens scenografi. Lyset, effekterne og ikke mindst de specieldesignet elementer på scenen underbygger, forstærker og drager en, og man synker bare dybere ind i den eventyrlige julehistorie.

Scenen føles levende, når de helt fysisk skifter fra Ruth og Selmas lejlighed, hvor man får følelsen af et koldt lejlighedskompleks midt i en storby, med etageejendomme i baggrunden, og over til Snefald, for der sænkes kæmpe glitterende snefnug ned fra loftet, og hvor der flyver lysende papirfugle igennem luften fra VU til Snefald og Julemanden. Det hele føles magisk og man bliver varm i kroppen for det emmer virkelig af jul, selv i Julemandens botaniske have, hvor de stor snefung ændrer farve og bliver tæt på tropisk.

Foto: Allan Toft

Eventyrlig og virkelig

For mig, der ikke ligefrem er rutineret teatergænger, og min søn på 6, som jeg havde med ind og se Snefald, gav de forskellige sceneskift en form for lethed, og samtidig gjorde det, at vi ikke nåede at kede os. Der skete hele tiden noget nyt på scenen, hvad enten det var et nyt vindue der åbnede op, Julemandens søjleformet værksted, hvorpå han pustede lys i glaskugler, så børnene i VU kunne få deres ønsker opfyldt, eller da han pludselig kom kørende på sin slæde, en forgyldt ATV med rensdyrgevir. Alt det foruden stykkets historie, fik det hele til at gå op i en højere enhed.

Historien i Snefald adskiller sig som sådan ikke fra mange andre juleeventyr. Og dog. For udover Selma, der ønsker sig en familie i julegave, ændrer stemningen sig i det ellers hyggelige juleeventyr sig. I takt med at Winter overtager Snefald, pålægger han indbyggerne en lang række restriktioner. Snefald forvandles til et sted, hvor man må pludselig hverken må lege, lave julefis, eller kaste med sne. Der kommer hegn for, så man ikke gå ud i Julius’ Botaniske have eller forlade Snefald i det hele taget. Det er frustrerende for indbyggerne, og de ved ikke, hvad de skal gøre nu Julius er forsvundet.

Magien forsvinder og man kan drage paralleller til virkeligheden, hvor vi jo kender til enkeltpersoner, hvorpå lysten til magt bliver så altoverskyggende. Så selvom det er et juleeventyr, er der noget socialrealisme over det, både på den måde Selmas liv skildres, men også i hele den måde Winter takler magt på.

Foto: Allan Toft

Det er store emner, der er tale om i Snefald, men det til trods er det skildret på en sådan måde, at mindre børn kan sætte sig ind i det, og rent faktisk kan forstå det gode og det onde. I en scene, hvor Winter læser et brev højt fra Julius, hvor han skriver, at han er taget væk, og overlader tronen og julemandstitlen til Winter, udbryder min søn pludselig: ”Han lyver! Det er ikke rigtig det, han siger.” Det vidner for mig om, at det både er en god historie, som man lever sig ind i, men også at det er godt skuespil i det, at Winter siger én ting, men udtrykker noget helt andet.

Og det er ikke kun Winter, der leverer en overbevisende præstation på scenen. Hele skuespillerensemblet i Snefald lever sig ind i rollerne og giver publikum dejlig oplevelse både i deres skuespil, sang og dans. Hovedrollen Selma, spillet af Line Nørholt, er naiv, uskyldig, drømmende og nysgerrig, som et barn i virkeligheden ville være. Og Julemanden Julius, spillet af Jørgen W. Larsen er varm, godtroende og legende. Ja, han har de personlighedstræk og egenskaber, man forbinder med en Julemand.

Foto: Allan Toft

Om der bliver jul i VU og om Snefald forbliver en diktaturstat med Winter som ”Julemand”, synes jeg, man skal se stykket for at finde ud af. Jeg kan dog sige så meget, at min søn Julian og jeg synes, det var et rigtig godt juleeventyr, med drama, magi, glimmer og en lykkelig slutning. Vi gik i hvert fald derfra med masser af julestemning i kroppen.

Så Julian og jeg er enige om at give Snefald 5 store stjerner.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*