Aalborg Symfoniorkesters egen fløjtenist er solist

PRESSEMEDDELELSE: Aalborg Symfoniorkester

Norske Kaja Marie Andersen er solofløjtenist ved Aalborg Symfoniorkester og spiller jævnligt små solostykker ved orkestrets torsdagskoncerter. Men 18. januar træder det 29-årige stortalent helt i front, når hun er solist i amerikanske Christopher Rouse’s Fløjtekoncert fra 1993.

 

På dirigentpodiet står estiske Olari Elts, som vil tage publikum gennem i alt fire smukke værker, hvoraf de andre tre hylder Italiens betagende varme og landskaber. Koncerten er beskrevet som en god begynderkoncert på grund af de mange smukke og lettilgængelige toner.

 

Fløjtekoncerten

Lange linjer og skønne melodier præger fløjtekoncerten, som Christopher Rouse komponerede i 1993. Han er blandt andet inspireret af den keltiske folkemusik, der høres som meditative, lyriske passager i de langsomme satser, mens den mere dansante del af folkemusikken træder frem i de hurtige – men alt sammen i Rouse’s helt eget musikalske tonesprog.

 

Kaja Marie Andersen

Kaja Marie Andersen har spillet i Aalborg Symfoniorkester siden 2021, og i februar 2023 blev hun fastansat som 1. solo fløjte.

 

Hun er født i 1994 i Skien i Norge og begyndte at spille fløjte i en alder af ni år i det lokale skolekorps og på den lokale musikskole. Kaja er ud af en musikalsk familie, så det at spille et instrument var en selvfølgelighed. Hendes onkel er fløjtenist, så der var heller ikke helt tilfældigt, at det blev netop dette instrument, hun valgte.

 

Kaja er uddannet ved Norges Musikkhøgskole, Conservatoire National Supérieur de Musique et de Danse de Paris, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Det Jyske Musikkonservatorium, hvor hun har studeret hos Andrew Cunningham, Tom Ottar Andreassen, Sophie Cherrier, Vincent Lucas, Ulla Miilmann og Thomas Jensen. I august 2023 debuterede hun i solistklassen fra Det Jyske Musikkonservatorium.

 

KajaFør hun blev ansat som 1. solofløjtenist i Aalborg Symfoniorkester, spillede hun med flere andre store skandinaviske orkestre, blandt dem Det Kongelige Kapel, Copenhagen Phil, DR SymfoniOrkestret, KORK, Bergen Filharmoniske Orkester, Odense Symfoniorkester, Sønderjyllands Symfoniorkester og Stavanger Symfoniorkester.

 

Kaja spiller på en Lev Levit 14 karats guldfløjte med et Jan Junker 22 karats mundstykke generøst udlånt af Sparebankstiftelsen Telemark.

 

Mendelssohn og Schubert priser det smukke Italien

Wien var i begyndelsen af 1800-tallet anerkendt som et centrum for musik og kunst. To dominerende komponister prægede byens musikscene. Den ene var den italienske operakomponist Rossini, der opnåede enorm succes med sine lettilgængelige og melodiske operaer. Den anden var den store titan, Beethoven, som nød særlig gunst hos adelen og andre velhavende mæcener.

 

Schubert kæmpede for at finde sin egen plads, men lod sig tydeligt inspirere af begge komponister, og netop da ”Rossini-feberen” var på sit højeste i Wien (ja i hele Europa), komponerede Schubert sin ouverture i italiensk stil. Den indleder aftenens koncert, der giver plads til endnu et kort værk, nemlig Notturno af Giuseppe Martucci. Han er ikke uden grund blevet kaldt for den italienske Brahms – det er varmglødede og fyldige klange, som bærer de smukke melodier i denne musik.

 

Vi bliver i Italien i aftenens symfoniske værk, hvor Mendelssohn på en større dannelsesrejse rundt i Europa blev meget betaget af støvlelandet. Symfonien er fyldt med liv, nerve og energi, og musikken flyder afsted på den mest naturlige og frie måde – Romantikkens Mozart er Mendelssohn også blevet kaldt. Man kan næsten dufte citronerne og se det azurblå hav for sig.

 

Koncertprogram

Franz Schubert: Ouverture – i italiensk stil D. 591

Christopher Rouse: Fløjtekoncert

Pause

Giuseppe Martucci: Notturno, op. 70, nr. 1

Felix Mendelssohn: Symfoni nr. 4, Den Italienske

 

Medvirkende:

Solist: Kaja Maria Andersen

Dirigent: Olari Elts

Aalborg Symfoniorkester

 

Tid og sted:  Torsdag 18. januar 2024 kl. 19.30 i Koncertsalen i Musikkens Hus