Aalborg fejrer Melodi Grand Prix 2018

Tekst Christina Svendsen (Guide AKKC) | Foto Presse

Så er der ikke længe til at Danmarks største musikkonkurrence løber af stablen i Gigantium. Det meste af byen er pyntet op og overtaget af Grand Prix stemning og der er masser at give sig til, selv hvis man ikke har fået billetter til showet på lørdag. Her kan du set et udvalg af dem.

10. februar – Den Store Grand Prix Bagedyst i Shoppen (kl. 13)
Shoppen i Aalborg afholder i samarbejde med Liv Martine (tidligere vinder af DR’s Den store bagedyst) en vaskeægte bagekonkurrence om hvem der kan bage den bedste MGP-kage. Deltagerne er udvalgt på forhånd på baggrund af indsendte kagebilleder. Finalisterne medbringer her et eksemplar af deres bud på en MGP-kage, som dommer Liv Martine skal smage på, inden hun kårer vinderkagen, ligesom der også vil være smagsprøver til alle fremmødte. Vinderen af konkurrencen tildeles to billetter til børnenes MGP i Gigantium lørdag den 17. februar. Klar, parat, bag!

8. februar
- Gin Prix på LA Bar i Jomfru Ane Gade
LA Bar er specialister i gin, hvilket de har markeret det sidste stykke tid med deres helt eget Gin Prix, hvor man kunne købe fire luksusgin med tonicvand til 150 kr. og stemme på sin egen favorit. Den 8. februar kåres årets vindergin ved stemmeoptælling, og dagen derpå trækker værterne af DMGP-showet en vinder af fem drinks med vinderginen. Derudover vil der blive trukket en vinder af to billetter til det store show den 10. februar. Alt offentliggøres den 8. februar på LA Bars’ Facebook-side.

De Syngende Grand Prix Træer
Besøg De Syngende Træer og kom i den helt rette grandprix-stemning, inden de to shows løber af stablen den 10. og 17. februar. Fra den 26. januar vil træerne i Kildeparken være udsmykket med grandprix-pynt og afspille grandprix-hits sunget af alle vinderne af Dansk Melodi Grand Prix gennem tiden.

Indtil 10. februar -
Grand Prix Cocktails i Jomfru Ane Gade
For at hylde Aalborg som årets grandprix-by serverer en lang række af Jomfru Ane Gades diskoteker og barer unikke cocktails, der alle er tilsat smagen af grandprix-hits – ergo er der al mulig grund til at begive sig ud i en pubcrawl! Alle cocktails prøvesmages af en jury, som efterfølgende kårer den bedste drink. Vindercocktailen bliver serveret til reduceret pris resten af februar. Følgende steder langer i denne uge grandprix-cocktails over bardisken:
- Andy’s m. Cliche Love Song
- Den Nordiske Ambassade m. Vi maler byen rød
- Guldhornene m. Boom Boom
- Hornsleth m. Disco Tango
- Fabrikken m. Smuk som et stjerneskud
- Heidi’s Bier Bar m. To lys på et bord
- LA Bar m. Der står et billede af dig på mit bord
- Sprutten m. Skibet skal sejle i nat.

8. februar -
 Mageløse Melodi Grand Prix på Aalborg Hovedbibliotek (kl. 19.00-20.15)
Kom med til et interessant og anderledes foredrag, når journalist og grandprix-ekspert, Johann Sørensen, gæster Aalborg Hovedbibliotek. Aftenens helt store samtaleemne vil være melodigrandprixet, nærmere bestemt grandprixets mageløse evne til at samle folk i en tid, hvor verdenskonflikter og politiske beslutninger distancerer os fra hinanden. Skynd dig at tilmelde dig – arrangementet er gratis!

8. februar- 
Melodi Grand Prix Kahoot Quiz på Fabrikken i Jomfru Ane Gade (kl. 21.00)
Test din grandprix-paratviden, når Fabrikken afholder Kahoot Quiz, hvor alle spørgsmål vil centrere sig om Dansk Melodi Grand Prix. Du skal altså være en habil grandprix-nørd for at trække dig sejrrigt ud af quizzen. Til gengæld kan aftenens vinder se frem til at modtage to billetter til showet i Gigantium lørdag den 10. februar.

8. februar
 – Melodi Grand Prix Bier Pong-turnering på Heidi’s Bier Bar (kl. 21.00)
I anledning af Dansk Melodi Grand Prix afholder Heidi’s Bier Bar en storslået beer pong-turnering, hvor førstepræmien lyder på ikke blot en, men hele to billetter til det eftertragtede show i Gigantium den 10. februar.

8. februar – 
Grandprix Pre-Party på Hornsleth i Jomfru Ane Gade
Hornsleth Bar er vært for årets pre-party, hvor alle implicerede i DMGP samt pressen får rig mulighed for at udforske kunstnerens unikke og provokerende univers. Fra kl. 23 åbnes festen for alle øvrige festglade personer, og med nogle af byens mest velsmagende cocktails på drinkskortet er der lagt i kakkelovnen til en yderst munter aften. Festen er kun forbeholdt DMGP-implicerede frem til kl. 23.

8. – 17. februar 
- Grandprix-bus kører rundt i Aalborg – fyldt med pynt og grandprix-musik i højtalerne
I dagene mellem DMGP og MGP kan du komme med på en unik bustur, når den pompøse grandprix-bus slippes løs i Aalborgs gader. Grandprix-bussen kører på forskellige ruter rundt i byen og vil være pyntet med diskokugler og festlige farver, ligesom bussen vil blæse gamle grandprix-slagere ud af højtaleren for fulde gardiner.

9. februar
 – ”Grand Prix samler alle”: Fest for hjemløse i Kirkens Korshærs varmestue (kl. 16.00-18.00)
Kirkens Korshær åbner dørene og inviterer indenfor til en sand grandprix-fest for Aalborgs hjemløse. Eftermiddagen byder blandt andet på livemusik med den garvede grandprix-deltager, Helge Engelbrecht, som har deltaget i Dansk Melodi Grand Prix hele fire gange, og P4 Nordjylland sender live fra festen.

9. februar
 – Karaoke Grand Prix Edition på Fabrikken i Jomfru Ane Gade (kl. 22.00)
Kom og skrål med på alle de kendte grandprix-hits, når Fabrikken danner rammen for Grand Prix Karaoke.

10. februar
 – Melodi Grand Prix Yoga i YOGA HUSET Aalborg (kl. 16.00-17.30)

YOGA HUSET Aalborg hylder Dansk Melodi Grand Prix og inviterer dagen derpå til grandprix-yoga. Find din indre glamour-yogi frem, medbring glimmermåtten og tag del i en sjov og anderledes yogatime til lyden af klassiske grandprix-slagere.

10. februar
 – Dansk Melodi Grand Prix sendes live i kedelhallen i Nordkraft (kl. 20.00)

Er du en af dem, som ikke nåede at få fingrene i de eftertragtede billetter til grandprixshowet i Gigantium den 10. februar? Fortvivl ikke! Kedelhallen i Nordkraft slår nemlig lørdag aften kl. 18 dørene op for et storskærmsarrangement, hvor du kvit og frit kan se showet live i selskab med andre grandprix-entusiaster. Ønsker du at kombinere festlighederne med et velsmagende måltid, kan du, mod bestilling, få stillet sulten hos Azzurra Nordkraft, som byder på spisning kl. 18.30.

10. februar
- Dansk Melodi Grand Prix sendes live på storskærm på Heidi’s Bier Bar (kl. 20.00)
På selve grandprix-aftenen blænder Heidi’s Bier Bar op for et festligt storskærmsarrangement, hvor der både vil være rigeligt med snacks på bordene samt kold øl i hanerne.
(Thomas Nedergaard Kristiansen: 40827362 / tk@rekom.nu)

10. februar
- Melodi Grand Prix livemusik på Andy’s i Jomfru Ane Gade (kl. 21.00 / livemusik fra kl. 23.00)


Er du til livemusik i festlige omgivelser, bliver du simpelthen nødt til at aflægge Andy’s besøg denne lørdag aften. I anledning af Dansk Melodi Grand Prix vil musikerens optræden tage udgangspunkt i grandprix- klassikere. Der er Happy Hour mellem kl. 21-23, hvor du kan nyde to af husets cocktails til én drinks pris. Desuden vil Andy’s have tilbud på månedens cocktail til 60 kr., som lyder på en drinkfortolkning af Bashims grandprix-hit Cliche Love Song.

10. februar
- Melodi Grand Prix klassikere hele natten på Fabrikken i Jomfru Ane Gade (Kl. 23.00)

Fabrikken spiller op til en sand fest fuld af grandprix-musik. For at hylde Dansk Melodi Grand Prix vil Fabrikkens dj denne aften blæse massevis af grandprix-klassikere ud af højtaleren, mens du nyder drinkfortolkningen af Smuk som et stjerneskud.

10. februar
- Grandprix-afterparty på Heidi’s Bier Bar efter Grand Prix-finalen i Gigantium
Efter det store grandprix-show i Gigantium inviterer Heidi’s Bier Bar indenfor til et festligt afterparty, hvor aftenens musik og drinks kommer til at emme af grandprix.

17. februar – Børnenes MGP
De voksnes fest er på lørdag, men derfor burde man bestemt heller ikke gå glip af Børne MGP, som foregår i Gigantium d. 17. februar. Sangerinden Mette Lindberg og den populære børnevært Kristian Gintberg, der blandt andet står bag Ramasjang-Mysteriet, er aftenens værter, som kan ses på DR kl. 20, hvis man ikke har været så heldig at få billetter.

17. februar -
Melodi Grand Prix sendes live i kedelhallen i Nordkraft (kl. 20.00)
Er du en af dem, som ikke nåede at få fingrene i de eftertragtede billetter til børnenes MGP i Gigantium den 17. februar? Fortvivl ikke! Kedelhallen i Nordkraft slår nemlig lørdag aften kl. 18 dørene op for et storskærmsarrangement, hvor du og din familie kvit og frit kan se showet live i selskab med andre grandprix-entusiaster. Ønsker du at kombinere festlighederne med et velsmagende måltid, kan du, mod bestilling, få stillet sulten hos Azzurra Nordkraft, som byder på spisning kl. 18.30.