Vi er alle gamere

tekst ChriStinA SVEnDSEn | foto LouiSE Dybbro

Til august er der for første gang spilfestival i Aalborg. Game Scope indtager havnefronten d. 25. – 28. august. Her kan du høre lidt om, hvorfor det også er noget for dig, lige meget om du har spillet computer hele livet, eller aldrig har spillet andet end kort

Hånden på hjertet; Når man hører ordet ”gamer”, så er der nok mange, der tænker en teenager med ualmindelig bleg og usund hud, samt et BMI på langt under 18, på trods af, at diæten hovedsageligt består af chips og cola. Det har længe været en fordom om dem, der spillede computer og den slags. Hvis det nogensinde har været det sande billede af en såkaldt gamer, så er det i hvert fald ikke billedet mere. Sandheden er nærmere, at vi alle sammen er gamere. Jep, også dig. Hvis du sidder med en smartphone inden for rækkevidde, så er der nemlig en stor sandsynlighed for, at den indeholder et spil eller to. Angry Birds, Candy Crush og Wordfeud har været deciderede landeplager, hvor der blev dystet på tværs af køn og generationer. For at være gamer behøver du ikke engang spille digitalt. Brætspil og andre analoge spil hører jo også med.

Hygger med spil i pausen

I dag har jeg en aftale med tre af de ildsjæle, der står bag Game Scope, som er Aalborgs første spilfestival, nemlig Thomas, Maria og Stine. De har kontor på Boulevarden hos Business Aalborg, sammen med en masse andre projekter, der også hører ind under kommunens paraply. Vi starter med at tale om programmet, hvor de stadig er i gang med at få de sidste aftaler på plads. Det er et puslespil at få en festival som denne til at hænge sammen, men de tre arrangører, jeg har siddende foran mig, virker mere spændte end stressede. Måske er det fordi en del af deres job egentlig også er at lege; forleden brugte de frokosten på at spille Hearthstone, et online-kortspil, der har rødder i World of Warcraft. De nævner flere gange dette spil, som et hvor alle kan være med. Det er et strategispil, hvor hastighed ikke er en del af det. Derfor kunne bedstemoren sagtens spille mod sit barnebarn.

– Gaming er for alle, indskyder Maria.

(Næsten) alt er gratis

Planlægningen af festivalen begyndte allerede i starten af 2015, hvor et par lokale spiludviklere gik til kommunen med ønsket om, at der skulle være en spilfestival i Aalborg. Det var et meget relevant ønske, da der er mange spiludviklere her i byen. Samtidig er Aalborg blevet en studieby, hvor der bliver uddannet rigtig mange fra IT-uddannelserne.

Game Scope kommer til at foregå på havnefronten foran Universitetets bygning, Create, der ligger i mellem Utzon Center og Musikkens Hus. Alle arrangementer kommer til at foregå på selve havnefronten og inde i bygningen, og man kan frit dukke op i løbet af dagen. Festivalen er nemlig gratis, og arrangørerne håber, at de kan lokke så mange forskellige mennesker som muligt til. Det meste er fuldstændig gratis, udover et par turneringer og et LAN-party, hvor der vil være en brugerbetaling på grund af de høje omkostninger ved at afholde den slags events.

En lille del af festivalen er helliget de professionelle, så der vil være en konference for dem de to første dage. Derudover er der fyldt op med arrangementer for alle os andre. Game Scope lægger vægt på, at festivalen skal dække over et bredt spektrum både med hensyn til forskellige genrer af spil og med platforme, så der er noget for enhver smag. Der er også turneringer, hvor spillerne har mulighed for at vise, hvad de kan.

– Vi vil jo rigtig gerne vise det her til et bredt publikum. Der kommer til at være turneringer, hvor kendere har tilmeldt sig i forvejen, men det er åbent for publikum. Tilskuerne kan også få lov at prøve de forskellige spil, så de ved hvad det egentlig er deltagerne i turneringerne sidder med. Så du kan komme ind fra gaden og selv få en lille smag af, hvad det er de laver, fortæller Stine.

Lav dit eget spil

– Der kommer til at være nogle foredrag og workshops. For eksempel om Unity, der er en software man kan udvikle spil i. Unity er et dansk program, og er et af de mest brugte i hele verden til at lave computerspil. Der er en, der laver en workshop for folk, der ingen erfaring har med at lave spil. Han har lavet nogle ting i forvejen, så man får en idé om, hvad det kræver at bygge et spil op fra bunden, fortæller Thomas og Stine fortsætter;

– Så når man går derfra, har man et fungerende spil. På netop denne workshop hedder aldersgrænsen 20+, for at ramme de voksne, der føler, at de er hægtet lidt af hele den her bølge. Så har vi også en åben workshop for det lidt yngre publikum, hvor de kan komme ind og sætte sig ved en computer, hvor de i samme program kan prøve at ændre lidt ved nogle baner, og med det samme se hvad resultatet bliver. Derudover kan de prøve spillet med nogle Virtual Reality-briller, fortæller hun.

– Dét, vi også gerne vil vise er, at spiludvikling ikke nødvendigvis er de her kæmpeproduktioner med mega-nørdede spil. Der er jo også rigtig mange danske udviklere, der laver spil til tablets og mobiltelefoner. Det er måske den slags spil, som det lidt ældre publikum sidder med. Selvom de ikke identificerer sig som gamere, så spiller de jo de her spil, fortæller Stine.

Mød festivallen på byens torve

En teknologi, der er godt på vej til at blive allemandseje, er Virtual Reality. Den har selvfølgelig også en stor plads på Game Scope. Blandt andet tager Game Scope rundt til byens torve, med en Christiania-cykel og nogle af de sjoveste VR-spil. Her kan man blandt andet prøve Selfie Tennis, hvor man spiller tennis mod sig selv.

Der er masser af andre VR-oplevelser på Game Scope. De stiller en stor udstillingstrailer op på havnefronten, hvor man kan prøve en masse forskellige spil. De kalder det deres Gamification Lab, og der vil være åbent hus alle dage. Her er rig mulighed for at prøve nogle af de mange spil, der er udviklet til Virtuel Reality. De har desuden et bredt udvalg af briller fra mange af de store mærker indenfor genren.

– Det er en teknologi, der endelig er blevet moden nok til at give en Wauw-oplevelse, som det er blevet forudsagt længe. Det vil vi jo rigtig gerne vise til alle, for det er virkelig en helt unik oplevelse, fortæller Thomas.

Brætspilscafé

Game Scope er ikke kun digital. Der kommer også en brætspilscafé, så der er lidt for de mere analoge spillere. Det er et event, hvor brætspilscaféerne Brætspilscaféen i Sankelmarksgade, Dice ’n Drinks og Spilhylden, samt rollespilsforeningen TRoA er gået sammen om at lave, så der vil være spil for enhver smag. Spilhylden er startet af en flok studerende i Studenterhuset. Thomas fortæller, at bagmændene i starten var glade, hvis der kom 30 mennesker. Nu er Spilhylden flyttet til Kedelhallen i Nordkraft, hvor der kommer ca. 300 mennesker hver gang, hvilket understreger præcist hvor populært brætspil er blevet. Game Scope glæder sig over, at brætspil også bliver en del af festivalen;

– Der bliver jo en helt ny setting nede ved havnefronten i sommeren, hvor man kan sidde og hygge sig med brætspil, fortæller Stine. Udenfor kommer der også til at være lidt spil, for eksempel haveskak, så der er noget for børn og barnlige sjæle.

Spil er ikke kun for sjov

Man kan møde mange af de danske spiludviklere til Game Scope. Der vil ligeledes være en del foredragsholdere, som fortæller om hvilken rolle spil har nu og vil få i fremtiden i vores samfund. En af dem er Christian Vorre Mogensen fra “Noget om Spil”, som sætter fokus på computerspil og nogle af de myter, der er forbundet med gaming. Derudover bliver der peget på, hvorfor forældre og fagfolk skal lære, at spil ikke (kun) er for sjov.
Game Scope skriver følgende om Christians foredrag på deres hjemmeside:

”Computerspil har de sidste 30 år haft en enormt dedikeret fanskare – nørderne. På den anden side af den kulturelle skyttegravskrig har uforstående forældre og bekymrede eksperter i ligeså mange år fremturet med alt fra velmenende råd til formynderiske erklæringer og anbefalet spilletid og aldersmærkninger.

Christian Mogensen fra “Noget om Spil” tager fat på diskussionen med en både videnskabelig og personlig indsigt der tilsammen giver humoristiske og indsigtsfulde svar på bl.a.:

  • Hvorfor har computerspil som medie vokset sig så kæmpestort så hurtigt?
  • Hvorfor bliver vi nødt til at aflive myten om gamere som socialt handicappede kælderdyr?
  • Hvorfor skal vi stoppe med at tro, at gaming gør unge men
nesker voldelige?
  • Hvorfor er nørderne i færd med at overtage verden?
  • Hvordan kan computerspil være designet så fantastisk, at de 
er farlige for os?

I løbet af oplægget vil der blive peget, fortalt og diskuteret om 
den stadigt voksende generation af nye gamere, og hvorfor vi som forældre og fagfolk skal til at lære at spil ikke (kun) er for sjov!” 
Med den beskrivelse rammer han lige ned i forældrenes frygt. Mange forældre til tidens teenagere, er vokset op dengang alt det der med computere og internet ikke var allemandseje. Det var derfor noget mystisk, som vi for alvor først lærte at bruge som voksne. Lige meget hvor digitale vi er, så er det svært at følge med vores børn, hvor nogle kunne betjene iPads før de kunne gå.

– Det er for at fortælle forældre, at det måske ikke er så farligt, at børnene spiller spil. Måske handler det bare om at stille de rigtige spørgsmål, fordi der er rigtig meget læring i de fleste spil i dag, fortæller Maria. 
Konsulentvirksomheden Skolen i Spil vil fortælle om, hvordan man kan bruge spil i undervisningen, uden at kede børnene ihjel. De siger selv: ”..spil og spil-tænkning kan gøre alle former for undervisning til et lystbetonet, sjovt og motiverende fællesskab hvor alle kan være med.”

– De tager udgangspunkt i de spil børnene selv spiller derhjemme, fortæller Stine.

Nørdernes Gudfar

Når man siger spilkultur, så er det svært at komme udenom Jacob Stegelmann. Holdet bag festivalen er, forståeligt nok, enormt stolte af, at han lægger vejen forbi. Stegelmann tager publikum med på en rejse blandt nogle af de nedslagspunkter, der har været i spillenes verden. Han har da også været med lige fra starten, men tryllebinder stadig tilskuerne i dag, med sin rolige og trygge stemmeføring. Han er den hyggelige onkel inde i fjernsynet, og jeg kender ikke én, der ikke vil ønske at han var deres onkel i virkeligheden. Der skal nok blive rift om pladserne, når Troldspejlet Live tager plads på havnen.

Tilbage på kontoret er interviewet ved at være slut, og vi kommer til at snakke om hvilke spil, der er blevet spillet gennem tiden. Stine nævner The Sims, og Maria og jeg udbryder næsten i kor; ”Uh, med alle snydekoderne.” Sims åbnede op for, at legen på børneværelset også kunne foregå bag skærmen, da det jo egentlig bare var en luksusver- sion af dukkehuset. Snydekoderne var uundværlige, for det sjove var selvfølgelig at bygge det vildeste hus, man kunne forstille sig.

Spillet Minecraft er blevet ufatteligt populært hos de yngre spillere i dag, og giver samme mulighed for at bygge sin egen verden bag skærmen. Spillet giver en uovertruffen viden om det tredimensionelle rum, som selv en ihærdig gymnasielærer ikke vil kunne matche. Thomas sammenligner det med den digitale version af LEGO, hvor man aldrig løber tør for klodser, og nævner, at Minecraft også bliver brugt på ingeniørstudier, hvor spillet giver muligheder for at forstå fysikkens regler, når man bygger en stor konstruktion.

Gaming i øjenhøjde

– Vi vil gerne oplyse folk om spil, spilbranchen og spilkultur i øjen-højde. Det er en af de ting vi har lagt rigtig meget vægt på, fordi vi synes der er en fremmedgørelse, når man normalt taler om disse områder. Vi vil gerne have at folk taler sammen, for det skaber en større forståelse, fortæller Thomas.

Festivalen giver til gengæld spiludviklerne en unik mulighed for at møde deres publikum, og se deres produkt blive brugt. De understreger alle tre, at det er vigtigt, at man kan prøve tingene til festivalen. Derfor er det ikke nok kun høre om, hvordan man laver computerspil, men vigtigt at prøve at lave sit eget.

Der er virkelig noget for hele familien hos Game Scope, Lige meget om du er hardcore gamer eller om du kun spiller brætspil en gang imellem, så tag din ven, dit barn, din bedstemor i hånden og tag en tur på havnen i slutningen af august. Jeg kan næsten garantere, at det bliver både lærerigt og sjovt.