Der er virkelig noget om snakken

tekst ChriStinA SVEnDSEn | foto hEnriK pEtit, ChriStinA SVEnDSEn og priVAt

At være journalist for APPETIZE er et spændende job, hvor man til tider bliver kastet ud på dybt vand. For eksempel når man pludselig finder sig selv på Bakken blandt skuespillere, hvor flere nærmest er nationale klenodier. I maj var der pressemøde på årets cirkusrevy, og jeg var med for allerførste gang. Her kan du læse om, hvordan det er at være med til den slags, når man er en nyuddannet grøn skribent fra lille Aalborg

I starten af maj holdt Cirkusrevyen pressemøde, hvor pressen for første gang blev introduceret for nogle af årets kostumer, for at få en snak med de medvirkende. Jeg var så heldig, at jeg blev inviteret med af Aalborg Kongres & Kultur Center, som gerne ville dele nyheden med os, da forestillingen kommer et smut forbi Aalborg i starten af september.

Jeg blev færdiguddannet fra universitetet sidste sommer, og har derefter arbejdet lidt som freelanceskribent hos APPETIZE og brugt en hel del tid i arbejdsløshedskøen, som mange andre i denne tid. Jeg er stadig lidt grøn, så det er derfor med noget frygt og bæven, at jeg sætter mig i flyveren mod København sammen med AKKC’s pressechef, Susanne Kabel, og deres fotograf, Anders Hestbek, som er med til at lave programmet Showtime om AKKC, som blandt andet bliver sendt på DK4.

Susanne er en yderst erfaren pressechef og underholder undervejs med historier om mange af de kunstnere, der i tidens løb har underholdt hos AKKC. Der er god brug for underholdning, da flyet er over en time forsinket. Samme morgen er hele Aalborg Lufthavns elektroniske system gået ned, så personalet er prisgivet til gammeldags metoder, som at tælle passagerene, for at sikre at alle er tjekket ind. Den slags tager tid, men alle tager det heldigvis med ophøjet ro.

Ved ankomsten til Kastrup tager vi en taxa direkte ud til Bakken, der virkelig kommer til sin ret i det smukke solskin. Bakken ligger lige ved siden af Dyrehaven, og naturomgivelserne sammen med den gamle forlystelsespark gør, at man næsten føler sig transporteret til en anden tid. Det gælder også Cirkusrevyen, som emmer af historie. Cirkusteltet blev slået op for første gang i 1935 på Bakken, og her har Cirkusrevyen hørt hjemme lige siden, bortset fra et enkelt år, 1945, hvor årets Cirkusrevy måtte holdes i København på grund af el-rationering.

Røverhistorier i gårdhaven

Når man træder ind bag den gamle facade i Cirkusrevyens faste lokaler, så er det stadig cirkusstemningen, der er det centrale. Det er
 en overraskende lille bygning i forhold til, hvad jeg havde forventet, men det gør det intimt og hyggeligt. Det er i øvrigt
et indtryk, der bliver bestyrket yderligere i løbet af dagen. Bandet, med kapelmester James Price i front, er i gang med at øve, og de lyder som om de er fuldstændig klar til premieren. Musikken er med til at understrege, at det altså ikke er hvilken som helst bygning, jeg lige er trådt ind i.

Trods det forsinkede fly er vi for tidligt på den, så vi får lov at følge med Susanne ud i den hyggelige gårdhave bag scenen. Alle er overraskende afslappede i forhold til at premieren er mindre en uge væk. Jeg forsøger at skjule, at jeg er knap så afslappet. Jeg befinder mig et sted, som jeg har set utallige billeder af igennem tiden. Cirkusrevyen og de mange medvirkende er en del af Danmarkshistorien, og det kilder i maven af ren begejstring over pludselig at befinde sig midt i det. Da Ulf Pilgaard pludselig dukker op og taler om så dagligdags ting som elendige parkeringsforhold, bliver det hele en tand for mærkeligt. Samtidig sidder Niels Ellegaard og fortæller røverhistorier og jeg føler mig som en meget heldig journalist.

Møde med Dronningen

Pressemødet nærmer sig og gårdhaven bliver tyndere befolket, da personalet både på og bagved scenen skal gøre sig klar. Ind i mellem dukker de op i gården til en rolig kop kaffe eller til et besøg hos kostumieren, der har værksted ud til gården. Stemningen er ved at blive lidt mere hektisk og elektrisk, men alle er stadig i højt humør. På et tidspunkt finder jeg Ulf Pilgaard siddende alene i gården i fuldt Dronning Margrethe-kostume, dog uden sminke og paryk. Det er det skøreste syn, og jeg føler, jeg burde tage et billede. Men kan man virkelig forstyrre en mand som ham? Det føles lidt som at forstyrre Dronningen midt i en rolig kaffestund.

Der er ikke mange, der kan gøre mig nervøse, men Dronningen og barndomshelte kan. Hendes Majestæt har også skræmt livet af mig, da jeg tidligere arbejdede i en bogbutik i Aarhus, der er kongelig hofleverandør. Derfor kommer Dronningen til tider forbi, og stod pludselig en dag i butikken. Jeg kom gående fra baglokalet og fik øjenkontakt med en rar ældre dame, som viste sig at være Hendes Majestæt. Jeg gik så meget i panik, at jeg fluks vendte om på hælen og flygtede ud bagved igen. Hun tog det heldigvis pænt og sendte mig et forstående smil inden jeg løb min vej.

Ulf Pilgaard nåede at være en del af dansk revys guldalder sammen med Dirch Passer, blandt mange andre. Samtidig ramte han ungdomskulturen med et brag i mine teenageår, da han spillede med i Nattevagten. Netop den film er måske også medvirkende til, at jeg er en lille smule bange for ham, for den skræmte i hvert fald livet af mig dengang. Mine nerver gør knuder i gårdhaven, men jeg tager mig sammen og spørger pænt om et billede, og han siger da heldigvis ja.

Pressemøde

Jeg smutter derefter ind i salen, hvor de er ved at være klar til, at pressen dukker op. Der er dækket op med mad i salen, men fadene
 er alle dækket med film, så der bliver sendt mange lange blikke i bordets retning. Specielt fra mig, for jeg har ikke fået noget at spise siden kl. 5.30 samme morgen. Instruktør Lisbeth Dahl dukker op og understreger straks, hvor afslappet huset egentlig er, for hun går i gang med at gøre maden spiseklar. Det samme gør Torben Træsko, der er direktør for Cirkusrevyen. Det er tydeligt, at de tager teten, fordi nogen skal jo gøre det. Der er ikke nogen forskel på høj og lav i dette hus; de er fælles om arbejdet og alle hjælper til. Pressefotograferne ser straks en mulighed for et godt billede, og der går ikke længe før det dunkle område foran scenen er fuldstændig oplyst af de blitzende kameraer. Både Lisbeth og Torben stiller da også begge velvilligt op for kameraerne.

Pressen får udleveret en liste over de forskellige numre, som der er mulighed for at tage billeder af i dag. Først er det dansernes tur, hvor den kyndige koreograf René Vinther guider sine kollegaer på plads. Han danser også med på scenen og ser ung ud, så i første omgang undrer jeg mig over, hvem den bestemte danser mon er. Det viser sig, at han faktisk er en yderst erfaren herre, der har arbejdet som koreograf siden 2002, da han var 25 år, og har været koreograf og danser hos Cirkusrevyen flere gange.

Undervejs dukker Ernst Trillingsgaard, som er direktør for Aalborg Kongres & Kultur Center, op. Han bliver arbejdsgiver for hele holdet i den første uge i september, hvor Cirkusrevyen, traditionen tro, spiller i Aalborg, men i dag vælger han at holde sig i baggrunden. Så han sætter sig diskret på en stol på tilskuerrækkerne og betragter begivenhederne. Torben ”Træsko” gør ham senere selskab, og der er noget fascinerende ved at se de to herrer, der i mange år har styret slagets gang på hver deres side af vandet, sidde helt uberørt af hurlumhejet. Det kan være svært at se, hvem der skulle kunne overtage efter dem, når de en dag vælger at forlade manegen.

Efterhånden er det blevet Ulf Pilgaards tur til at få taget billeder på scenen. Han spiller endnu engang Dronning Margrethe i et nummer, der passende hedder Endnu et år. Han er hjemmevant i karakteren og skåler bag bordet, der til forveksling ligner det som Dronningen sidder bag under nytårstalen. Ulf må sidde der et stykke tid før fotograferne er tilfredse, og jeg føler mig som en klaphat ved at stå og tage billeder med en telefon blandt professionelle folk. De ved præcis hvad de vil have og bjæffer kommandoer til skuespillerne, der erfarent parerer instrukser. ”Kig her,” ”Løft hovedet,” ”Kig ned,” ”Stil dig op,” ”Sæt dig ned,” er nogle af de ordrer, der fyger gennem luften.

Kække Lise

Lise Baastrup er en skarp og sjov dame, og svarer kækt tilbage på fotografernes formaninger, da det bliver hendes tur. Da en fotograf beder hende læne sig på grillen, får han et kækt svar om, at det da kun er fordi han gerne vil have bryster i avisen. Det bestrider han ikke, og det er tydeligt, at fotograferne nyder den bramfri Lise, der kan give dem kam til deres hår.

Jeg var selv så heldig at interviewe Lise og Vicki Berlin i efteråret, da de var med i Vinterrevyen. De to var nogle af de sjoveste og ærligste mennesker, jeg nogensinde har interviewet, så det er befriende at opleve at Lise Baastrup stadig er akkurat ligeså sjov og fuldstændig sig selv, selvom det er første gang hun er med i Cirkusrevyen. Hun lader sig på ingen måde intimidere af omgivelserne, men går til det med krum hals. Hun har selvfølgelig også en del erfaring, både fra revy, TV og teateret. Hun er vikar for Ditte Hansen, der har valgt at hoppe dette års Cirkusrevy over for at fokusere på sin TV-karriere.

Fattet og klar

Da der er blevet taget de sidste billeder af det samlede hold skuespillere og dansere, er det journalisternes tur. Jeg får lov til at hjælpe Anders, og skal for første gang stille spørgsmål til levende billeder. Han er en god makker at have ved sin side, og giver sig god
 tid til at svare på alle mine mange spørgsmål, da han er noget mere erfaren end jeg. Vi fanger Lisbeth Dahl, som virker fattet på trods af, at det er hende, der skal samle alle trådene som instruktør. I dag er der mange, der river i hende, så vi får hurtigt afsluttet vores mini-interview, og jeg bliver en smule stolt, da jeg dagen efter ser klippet på AKKC’s facebookside.

Derefter er pressemødet slut, men vi får endnu engang lov til at følge med bagved scenen. Jeg agerer mikrofonholder, mens Anders filmer og Ernst Trillingsgaard interviewer, og det er sjovt at opleve den venskabelige tone, Ernst har med skuespillerne, som han tydeligvis kender godt efter mange års samarbejde. Niels Ellegaard tager straks muligheden for at bytte om på rollerne og låner min mikrofon, så han interviewer Ernst i stedet.

Man skulle tro, at alle var rystende nervøse så tæt på en premiere, men hele holdet virker til at have styr på det. I stedet emmer stedet af en energi, som skal brændes af på scenen. Næsten som et fodboldhold før en vigtig kamp. Alle glæder sig til at vise arbejdet frem for publikum.

Ren livsglæde

Da skuespillerne skal i gang med eftermiddagens prøver, så lister vi lige så stille af. Jeg er næsten glad for at få en times tid for mig selv på Bakken til at fordøje de mange indtryk. Tiden bliver brugt på at nyde solskinnet og stemningen i den gamle forlystelsespark. Specielt den nyeste attraktion, Korsbæk, er virkelig en fryd for alle os med hang til nostalgi. Korsbæk er blevet sin egen lille bydel, og på det centrale torv er der i dag udeservering, som flere besøgene nyder på en af årets første sommerdage. Her i blandt et ældre par, der tager en spontan svingom til harmonika-spillerens melodi. Parret ser ud til at være på den gode side af 80, men har en livsglæde som et par 20-årige, der lige har mødt hinanden. Den oplevelse sætter på sin vis et perfekt punktum for dagen; selvom Cirkusrevyen efterhånden har mange år på bagen, så er folkene bag stadig fyldt af en oprigtig entusiasme over det produkt de leverer år efter år. De vil bare give publikum en god aften, akkurat som Dirch og kompagni ville i deres tid.

Holdet har respekt for den gloværdige historie, men hviler ikke på laurbærrene. Anmeldelserne af årets revy tyder da også på, at de endnu engang har ramt plet. Jeg tror, at aalborgenserne kan glæde sig til en sjov uge i september. Det gør skuespillerne i hvert fald.

Annonce