Verdensmesteren fra Brovst

Tekst Christina Svendsen | Foto Johny Kristensen

I 80’erne var der én nation, der regerede i toppen af speedway. Efter Ole Olsen havde banet vejen i 70’erne, så var der frit spil for de to kronprinser, Erik Gundersen og Hans Nielsen, der tog sporten med storm. Vi har mødt den ene, Hans Nielsen, til en snak om gamle dage

Hans Nielsen blev født i 1959 i Arentsminde i en søskendeflok på syv børn. Da han blev 6 år flyttede familien til et nedlagt landbrug et par kilometer uden for Brovst. Lige i nærheden lå der er grusgrav, hvor Hans’ skæbne blev beseglet. Det var nemlig her, at interessen for motorsport startede. Sammen med et par af brødrene blev tiden brugt på at køre ræs og øve hop i grusgraven. Hans var ikke mere end 7-8 år før han købte sin første knallert af en skolekammerat;

– Han havde en gammel mobylette, der stod ude i et skur, som ikke kunne køre. Den kunne jeg købe for en femmer, hvis jeg ville. Der var endda en hel tankfuld blå benzin med. Så det var faktisk ret billigt, synes jeg, griner Hans.

Speedway startede på knallertbanen

Interessen for speedway blev vakt, da Hans blev 13 år, og storebroren var startet i en klub lige udenfor Aalborg. Ole Olsen vandt verdensmesterskabet i speedway på samme tidspunkt.

– Jeg havde overhovedet ikke tænkt speedway dengang. Aage Knudsen fik den idé, at vi skulle starte en motorklub ude i Brovst igen. Med lidt hjælp fra kommunen fik vi oprettet det, der dengang hed Han-Herred Motorklub. Det var faktisk knallertbanen, man startede med. Der havde vi vores gamle knallerter, hvor vi satte en nummerplade foran og en fodhvile til højre og så var det det, vi kørte speedway på, fortæller Hans.

Klubben udviklede sig og de blev nogle af de første, der kørte med 50 kubik-cykler i Danmark.

– Det blev en rigtig fin sport i forhold til, at vi knejter tidligere kunne komme til at lære at køre speedway. Det havde man ikke i andre lande. Det er egentlig der, grundstenen blev lagt til, at vi fik de fantastiske midt-80’ere, hvor alle os knallertkørere var blevet rigtig gode, fordi vi startede tidligere, end de fleste andre. Det er klart; jo tidligere man starter i en sport, jo bedre bliver man, fortæller han.

– Klubben blev mere og mere organiseret og vi fik den store speedwaybane senere i sæsonen i 1973. Jeg vandt ikke det helt store i starten. Jeg havde stadigvæk ikke helt så gode og stærke motorer, som nogle af de andre. Men Aage Knudsen var en rigtig stor støtte. På alle mulige måder, så var det ham, der hovedsageligt stod for klubben og var formand i rigtig mange år. Han gjorde et kæmpe stykke arbejde.

Den første titel

Da Hans blev gammel nok til at køre på en speedwaycykel med en 500 kubik motor, så blev økonomien et problem. Forældrene havde ikke mulighed for at hjælpe, for med syv børn, var der nok at bruge pengene på. Men igen var det Aage Knudsen, der tilbød en løsning;

– Han kørte jo selv, men jeg tror, at han skulle holde det år. Så havde han sin egen gamle to-ventil Jawa, han skulle af med, som jeg så kunne købe billigt. Det havde jeg egentlig heller ikke penge til, men der måtte jeg så ud og låne lidt af min gamle bedstefar. Jeg tror aldrig, at jeg fik det betalt tilbage igen. Vi havde et hold i tredje division i Danmarksserien, og vi blev faktisk Danmarksmestre det første år, jeg kørte med som 16-årig i ’76. Jeg gjorde det også fint individuelt. Jeg kom med i semifinalen
til juniormesterskabet til DM. Det var sådan set fint nok. Jeg skrab
te mig lige igennem, men efterhånden havde den her to-ventil Jawa kørt rigtig meget og den var ved at være godt slidt. Preben Møch og min storebror Jens Henry mente, at hvis jeg skulle have nogen chance i finalen, som skulle køres senere på året i ’76, så var jeg nødt til at have en anden motor. Så sammen med min bror, lavede de en indsamling i Brovst for at skaffe nogle penge til en ny motor. Dengang var fire-ventil motoren lige kommet frem i England og nogle enkelte havde dem i Danmark. Så de satsede på at få nok penge. Det var noget med 8.500 kr. og det var rigtig mange penge dengang, som de skulle have samlet sammen nede i byen. De fik skrabet de her penge sammen et par uger inden vi skulle køre finalen ovre ved Selskov-banen i Hillerød på Sjælland. Så det var lidt specielt, for der var ikke rigtig nogen, der havde lagt mærke til mig som en god speedwaykører. Vi kørte jo bare i 3. division og havde ikke kørt noget særligt åbent løb eller noget som helst. Vi kom til Sjælland helt ukendte og med en helt ny fire-ventil motor. Jeg nåede lige at komme ud og køre en enkelt prøverunde, inden vi skulle køre finalen. Der blev kigget lidt skævt; ’ Nå, hvad fanden, der kommer en lille knejt oppe fra Brovst med en ny fire-ventil motor’. Der var ikke andre, der havde sådan en, det var kun mig, husker Hans.

– Det gik jo rigtig godt. Den kørte godt, den motor, og jeg vandt, så det var en super oplevelse for mit vedkommende. Det første store løb, jeg overhovedet havde vundet. Den måde det hele var sket på med opbakning fra byen, hvor de også var med i bus, for at se den her finale.. De skulle jo over og se om de fik lidt for pengene. Det var starten på karrieren. Mange spørger, hvad min største titel er og hvad jeg sætter mest pris på. Den her er en af de store, fordi det er den første og på grund af den måde det skete på.

Mod England

– Det gik stærkt efter, jeg havde vundet juniormesterskabet. Jeg fik et opkald fra Finn Thomsen, som kørte for en professionel klub i Wolverhampton. Han spurgte, om jeg var interesseret i at komme over i det følgende år i ’77 og køre professionel speedway for Wolverhampton. Indtil da havde jeg egentlig ikke haft nogle tanker og ambitioner om, at speedway var noget, jeg skulle være verdensmester i og leve af. Men nu kunne jeg så lige pludselig forstå, at hold da op, her er en mulighed og det kunne da godt være, at det var det, man skulle. Så den tanke voksede ret hurtigt. Problemet var bare, at jeg stadigvæk gik i skole. Dengang skulle man op til realeksamen om sommeren, og sæsonen i England startede allerede i marts. Hvis jeg skulle køre for klubben, så jeg skulle jo på en eller anden måde ud af den skole, griner Hans.

Fordi Hans kun var 17 år, tog hans storesøster Jane med for at hjælpe ham på plads.

– Jeg skulle bo hos en engelsk familie med tre børn, der var rigtig søde til at tage sig af mig. Min søster tog hjem efter en uge, og så gik det fint derefter. Det var en kæmpe oplevelse at skulle til udlandet for første gang og køre på engelske baner for en engelsk klub, snakke engelsk og skulle prøve at leve af det.

Det tog dog lidt, før han vænnede sig til de nye forhold;

– Jeg skulle ud og træne på den her Wolverhampton speedwaybane, som var helt anderledes end de fleste af de baner, vi har herhjemme. Så under den første træning døjede jeg virkelig med at komme ordentligt rundt på banen. I det første løb vi skulle køre, lavede jeg også et 0 og døjede gevaldigt. Jeg var begyndt at tænke, om jeg var god nok til det her eller om jeg skulle tage med Jane hjem igen. Men en uges tid efter kom jeg ud og køre på en anden bane, som var lidt større og nemmere at køre på og der gik det rigtig fint. Jeg tror, jeg lavede en syv point, som var supergodt. Det første år man kører, er det jo en ny bane hver gang, så man skal være åben for at lære. Og det gik egentlig meget godt, så jeg endte med et snit på omkring 7,5 point, som var rigtig fint for en nybegynder. Men det var selvfølgelig et kæmpe spring fra 3. division, en amatørdivision i Danmark, og så komme over i den bedste liga i England. Det var jo imod kørere som Ole Olsen og Ivan Mauger. De var vældig søde og Ole kom også over og hilste på mig, da jeg kørte i Coventry første gang. Så jo, det var en kæmpe oplevelse.

Navn Hans Hollen Nielsen
Født 1959
Bopæl Strandby nord for Frederikshavn
Gift med Susanne ’Sanne Nielsen’ siden 1992 (de blev kærester i England i 1978)
Børn Daniel 24 år og Daisy 25 år
Golfhandicap 6,3
Har været speedway-landstræner siden 2016

Starten på drømmen

Et trafikuheld kunne have sat en stopper for karrieren, inden den rigtig var begyndt;

– Jeg havde denne her ene cykel, hvor motoren blev slidt. Jeg kørte ind imellem 30 løb, inden den blev repareret. Så det var meget primitivt det første år, men trods alt, så kunne det lige køre rundt og jeg kunne holde skindet på næsen. Men jeg var ikke ude at køre så mange internationale løb dengang. Det var kun de allerbedste, der var ude og køre VM og par og den slags. Jeg blev faktisk inviteret til at komme med på det danske hold senere på sæsonen, da de skulle køre en semifinale for det danske landshold ved VM for hold i Norge. På vejen derover blev vi involveret i et trafikuheld, faktisk et rigtig slemt uheld. Jeg kørte sammen med Finn Thomsens mekaniker derop. Vi havde cykler med i denne her kassevogn, hvor vedkommende der kørte, kom til at overhale på motorvejen, men han så ikke, at der kom en bagved med 200 km/t og ville overhale. Vi blev torpederet bagfra og vi trillede ud over autoværnet og ned ad en bakke. Væggen mellem førerhuset og cyklerne blev smadret. Jeg lå og sov om bag sæderne, så jeg kom ind og rullede rundt sammen med cyklerne. Jeg var totalt forslået og brækkede tommelfingeren. Den ene bilist var under ulykken blevet slynget ud af bilen, så lægehelikopteren landede på motorvejen og tog ham med. Jeg kom med i en ambulance og var i Tyskland i en uges tid med en brækket tommelfinger. Jeg kørte selvfølgelig ikke med i Norge, desværre. Men trods alt, så havde jeg fundet ud af, at jeg kunne sgu godt være med i det game her. Jeg kan ikke sætte en dato på, hvornår jeg begyndte at drømme om, at det kunne blive rigtig stort, men det var nok sidst på sæsonen i det første år, tror jeg.

Hans fortæller, at han var begyndt at blive nævnt i de engelske speedway-reportager, som en mulig fremtidig verdensmester.

– 7,5 i snit var rigtig godt for en ung udlænding, og når man læser den slags begynder man også selv at tro lidt på det, griner Hans.

Ingen brækkede knogler på banen

– Det, jeg oplevede med Ole Olsen, var, at han var ekstrem, ligesom Ivan også var. De kørte meget psykologisk på hinanden og prøvede at slå hinanden ud på en måde, som jeg slet ikke var til. Jeg ville bare køre noget speedway og se hvem, der kørte hurtigst. Alt det andet backstage og psykologiske, det gik jeg ikke så meget op i. Jeg tror, at de første gange, jeg begyndte at køre fra Ole, var svære tider for ham. Når du er en af de bedste i verden og der så pludselig kommer en ung landsmand, som slår dig engang imellem – det er ikke sjovt, fortæller Hans.

– Vi havde det jo fint nok, når vi kørte sammen og det var heller ikke, fordi vi havde de store problemer, når vi kørte mod hinanden. Af og til kørte vi alle lidt hårdt på hinanden. De kørte ret hårdt på det psykologiske, specielt på mig, og specielt da jeg blev rigtig god og kørte fra dem engang imellem. Når de var så hårde ved mig, blev jeg selvfølgelig rimelig hårdfør og gav igen og var også hård ved dem. Jeg lærte ret hurtigt, at man kunne være rigtig hård, når man kører i England. Jeg har oplevet barrieren nogle gange, hvor jeg har kørt ind i den og slået mig. Men syv ni tretten, så har jeg aldrig brækket noget. Det var mere bare knubs og blå mærker, men dem tog jeg så også ret mange af det første år. Sådan er det bare, når man skal lære og presse citronen lidt ved at køre lidt hurtigere end man måske egentlig helt kan. Så kommer der nogle styrt ind imellem, det er klart og vi ved jo at man lærer mest af sine fejltagelser.

Nordisk Finale i 1981. Fra venstre er det Alf Busk, Erik Gundersen, Hans Nielsen, Preben Eriksen, Ole Olsen og holdleder Jørgen Jensen

Stridsøksen lever stadig

– Ole Olsen stoppede i ’83, og det lå i luften, at det var en af os, (Erik Gundersen og Hans, red.), der snart skulle til at vinde noget VM. Så allerede der, var der en del rivalisering, men vi kom stadigvæk fint ud af det med hinanden. Vi rejste meget sammen, og kørte på hold og par sammen. Men efter ’83 blev Ole hold- leder for Danmark. Vi blev spurgt af pressen, hvad vi synes om det. Jeg tænkte, at det var da fint. Ole havde en masse erfaring og jeg kunne garanteret lære en masse af ham. Hvis han kunne lægge alt det andet fis på hylden, som vi havde været igennem med rivalisering, og det tænkte jeg, at det kan han selvfølgelig. Det var jo bare rivalisering på banen. For mit vedkommende var det i hvert fald ikke et problem, at han ville være holdleder. Men da han i foråret ’84 havde annonceret, at nu skulle han gøre Erik Gundersen til verdensmester, så syntes jeg ikke lige, at det passede til, at han skulle være holdleder for os alle sammen og så gøre Erik til verdensmester. Det synes jeg ikke hang så godt sammen.

Det er efterhånden mange år siden og Hans understreger, at de har det fint med hinanden i dag. Det betyder dog ikke, at stridsøksen er helt begravet.

– Det var lidt sjovt med forpremieren på ’Kongernes fald’. Der var vi jo først i Vojens og Haderslev, og overnattede dernede, Erik, Ole og mig. I mange år har vi fint kunne snakke sammen og haft det fint, det er jo efterhånden mange år siden, så vi gassede jo hinanden lidt. Men der er ikke nogen, der siger, at ’ja, det var også forkert’ eller ’det jeg gjorde, var også forkert’. Der er ikke nogen, der har givet sig en meter, griner Hans.

Vil ikke udfordre skæbnen

Siden karrieren sluttede har Hans ikke været tilbage på speedwaycyklen;

– Jeg tog beslutningen i ’99, da jeg kørte det sidste heat, at det var det. Jeg har været rimelig heldig igennem hele min karriere, og vi ser jo, hvor slemt det kan gå, både med Erik og nogle af de andre kørere rundt om i verden. Jeg tog en beslutning og min indstilling var den, at ‚so far so good‘. Nu ville jeg ikke udfordre skæbnen længere. Jeg har heller ikke rigtig haft lyst til det. Det kunne være sjovt nok på en måde, men jeg siger stadig nej.

I stedet bliver tiden nu brugt som landstræner for det danske speedwayhold og på golf, som er blevet en familiesport.

I et afslappet øjeblik efter den første VM-titel i 1986

Kostede en Rolls Royce

Hans interesse for golf startede i Australien, da han var 26 år. Når den europæiske speedway-sæson holdt pause fra oktober til marts, blev vinteren somme tider brugt på at køre løb i Australien, der jo havde sommer på samme tidspunkt.

– Det har ikke været noget, man har tjent en masse ved, men det har været en god ferie om vinteren, i stedet for bare at gå her i kulden. Så man kunne opleve et fantastisk land og møde endnu flere fantastiske mennesker, og køre lidt speedway også, fortæller Hans.

Det var en australsk promoter, der på et tidspunkt inviterede ham med på en runde golf, og Hans har været bidt af sporten lige siden;

– Jeg meldte mig ind i den nærmeste klub, da vi kom tilbage til England. Jeg har haft det sjovt med sporten og brugt det som afslapning ind mellem løbene.
Der gik ikke længe før konen Sanne også blev bidt af sporten, på trods af en indledende modvilje. Det endte dog med at koste ham en Rolls-Royce;

– Jeg havde joket lidt med, at jeg nok skulle købe en Rolls Royce til Sanne, hvis det lykkedes hende at få en hole in one. Det fik hun et par år efter og så måtte jeg jo holde mig til det og købe den til hende, griner Hans.

Golfen er gået i arv

Begge børn, Daniel og Daisy, har arvet interessen for golf. De har været på landsholdet som juniorer og rejst rundt i hele Europa. Mens Daniel er kommet til den konklusion, at han nok ikke bliver professionel golfspiller, så har Daisy været professionel i de sidste 5år.

– Vi har støttet op omkring det og rejst med, da de var mindre. Det har været ekstremt seriøst for dem begge og det har været sjovt, at vi kunne dyrke vores hobby sammen. Det er stadig glæ- den ved sport, der er centralt hos Hans Nielsen og familien. Og nu er han endda selv med til at hjælpe nye danske speedway- talenter mod sejr i sin rolle som landstræner.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*