Som barn var noget af det ypperste mine kassettebånd med f.eks. Sebastians ’Skatteøen’, danske børnesange, diverse disney-fortællinger og sange. De blev flittigt afspillet på min kassettebåndoptager eller i min walkman. Jeg sled dem faktisk op. Men glæden var stor og ligeså følelsen af selvstændighed. For jeg kunne selv vælge, hvad jeg ville høre samt hvor mange gange i træk. Det var også på min båndoptager at jeg kunne optage mig selv, og det fik jeg vist vanvittig meget sjov ud af. Men hvor ville jeg dog ønske at jeg havde gemt nogle af de bånd den dag i dag, for det havde helt sikkert været skægt at lytte til, tror jeg.
Senere overtog cd’en, stereoanlægget og discman’en mit værelse og liv. Jeg fik mit første mini-stereo i fødselsdagsgave, og der følte jeg at jeg kunne lægge verden ned. For nu skulle der spenderes penge på cd’er. Ak ja, Stereo Studio tjente mange gode penge på mig igennem årene, og blandt mine første cd’er var bl.a. Spice Girls, Backstreet Boys, Aqua og Hanson. Men når jeg så ikke havde mere købekraft, var der heldigvis også råd for det. For så gik jeg på biblioteket og lånte ofte så mange cd’er at jeg nåede grænsen for udlån. Generelt var jeg en ret flittig låner på biblioteket, men jeg lånte også alt muligt. Noget der desværre er gået lidt fløjten efter at alt er blevet så digitalt og nemt tilgængeligt.
Sidstnævnte sætning er netop humlen i dette indlæg. For nu hvor alt er blevet så digitalt, så indrømmer jeg blankt, at jeg mest lytter til musik, podcasts og lydbøger over diverse digitale platforme. Selv mine ledningsbaserede høretelefoner er nu erstattet med trådløse bluetooth. Men hvad så med alle mine kassettebånd og cd’er? Kassettebåndene er kun fundet frem i anledningen af dette indlæg og lyttet til for mindernes skyld. Men cd’erne er derimod en anden sag for mig. Jeg kan stadig finde på at høre dem på mit anlæg, selvom det ikke er nær så ofte, siden bluetooth hørebøfferne-og højtalerne fik deres indtog i mit liv. Men helt ærligt; det er bare noget andet at sætte en plade på og så skrue godt op – hvis man altså lige ser bort fra at det muligvis generer naboerne. Det giver mig nemlig en særlig følelse af nostalgi og sensationel opløftethed. Det sitrer i kroppen som en forelskelse og jeg mærker musikken mere, næsten som om den var live. Så jeg slipper nok aldrig mine cd’er eller pakker dem vildt langt væk. Det samme gælder mine bøger og film. For selve ejerskabsfølelsen er også ganske trivelig ved at have dem stående fremme. Allerede her burde den skarpe læser kunne afkode, at mit hjem bestemt ikke et som taget ud af et Bo Bedre magasin, hvor der kun er plads til ’de rigtige livsstilsbøger som ingen jo alligevel læser’ eller ’de der aktuelle indretningsartikler som overhovedet ingen charme besidder’.
Men hvor bliver lp’en af, tænker du måske? Den har jeg ikke rigtigt et forhold til, da den er fra før min tid. Mine forældre ejede ganske vist adskillige lp’er, men de begyndte at købe mange cd’er i min barndom. Lp’en har dog fået en revival og opnået kultstatus her de senere år. Så jeg har da overvejet at anskaffe mig en lp-pladeafspiller og starte min egen lp-samling. Men det er altså ikke lige sket endnu, og er også en smule dyrt sådan lige uden videre. Eller sagt på en anden måde; jeg har en masse andet, som jeg hellere vil bruge mine penge på.
Det hele er jo bare døde ting, og der er selvfølgelig også grænser for, hvor meget man skal gemme på. Men det er vel ingen skam at gemme på lidt nostalgi til næste generation samt beviser fra en svunden tid? En tid hvor båndsalat eller ridser i cd’en var ét af ens værste mareridt. En tid hvor man sad og forsøgte at optage den perfekte stime af hits, og inderligt hadede når radioværten speakede ind over musikken. En tid hvor der skulle batterier i discman’en, og hvor man kunne huske samtlige telefonnumre i hovedet, fordi man ikke rendte rundt med en mini-computer med strøm på i lommen. En mere simpel tid uden en masse stress, hvis du spørger mig. Men jeg er også en sucker for nostalgi og eventyr.
