Thomas fra Brovst

tekst Sussie Vinkel Munk | foto Ida Wang

Han startede sit liv som forhutlet børnehjemsbarn i Seoul i Sydkorea. Senere blev han adopteret af en sygehjælper og en smed, der gav ham verdens kedeligste, men også verdens tryggeste opvækst i sovebyen Brovst. I mange år var et af livets højdepunkter en omgang pølsemix med karryketchup i pølsevognen ”Den fodkolde”. Mød skuespilleren, Thomas Hwan, der er blevet landskendt for rollen som politimanden Alf i tv-serien ”Bedrag”

APPETIZE møder Thomas på cafeen i Huset i Hasserisgade. Et ældre par genkender ham tydeligvis hen over vegetar-buffeten. Men de siger ikke noget. De kigger bare – og bliver siddende lidt for længe og lytter til interviewet. De har nok respekt for Alf, tænker journalisten og glæder sig lidt over at sidde her i hjørnet med en så begavet politimand fra Bagmandspolitiet. Det viser sig dog hurtigt, at være en illusion. Min gæst træder nemlig hurtigt frem som det, han mest af alt er: En ganske almindelig dreng fra Brovst. Thomas vil gerne fortælle om sin trygge opvækst i den mindst sindsoprivende soveby i hele Danmark. En by, hvor alle sover kl. 21, og hvor det er LIGE FØR, at der hvirvler de der store, ensomme frøkapsler rundt i gaderne, mens skiltene knirker i deres hængsler.

– Min opvækst har virkelig været stille og rolig, fortæller Thomas og ser et øjeblik virkelig stille og rolig og ærlig ud. At kunne se sådan ud på kommando er – finder journalisten senere ud af – noget han har trænet til perfektion i sine teenageår.

– Jeg var bare sådan en gennemsnitlig knøs fra provinsen, og jeg har egentlig – når jeg tænker over det – fået en opdragelse, der var meget i pagt med naturen, sådan at man fik lært, hvor alting kommer fra osv. Jeg har virkelig tilbragt meget tid på min fars slægtsgård i Tanderup, der ligger lidt uden for Brovst. Det var en gård lige som i gamle dag med 20 malkekøer, svin og 70 tønder land, fortæller Thomas og fortsætter sin landlige beretning:

– Vi var virkelig meget på gården, hvor vi hjalp til, legede, og hvad ved jeg. Jeg tilhører den sidste generation, der har ligget på knæ og samlet kartofler op. Når man ligger der og knokler i timevis, så får man et naturligt forhold til manuelt arbejde. Man lærte virkelig, at ting ikke kommer af sig selv, og at det var nødvendigt at blive ved for at blive færdig, og at alle skulle hjælpe, husker Thomas og fortæller, der heldigvis også var tid til at lege.

– Min lillebror og jeg legede i høet og fik lov til at køre traktor som små. Vi havde også en leg, hvor det gjaldt om at fange mus og så derefter teste, hvor mange mus man egentlig kunne ha’ i lommen på én gang, smiler Thomas.

Tove og Hans’ søn

Man kunne forestille sig, at Thomas’ umiskendeligt asiatiske udseende kunne skabe problemer for ham i et lille samfund som Brovst, hvor der ikke var så mange der skilte sig ud i 80’erne og 90’erne. Men det har slet ikke været et issue for Thomas at gå rundt hele barndommen og ligne Karate Kid.

– Nej, det har slet ikke været noget, man har tænkt over. Jeg var bare Tove og Hans’ søn, eller ”Thomas fra Diget” som mine forældres ejendom hedder. Alle kender alle i Brovst, og der var ikke noget særligt ved det, så jeg har aldrig følt mig anderledes. Jeg ved, at min bror, der også er adopteret, har det på samme måde. Måske skyldes det også, at der dengang ikke var etniske grupper i Brovst, som man på en eller anden måde kunne blive identificeret med. Jo, der kom jo selvfølgelig en flygtningelejr i Tranum – men det var noget andet.

Kælderen under bilhandlen

Thomas’ interesse for at stå på en scene tog sin spæde begyndelse i kælderen under bilhandleren H. Rasmussen Biler i Brovst.

– H. Rasmussen Biler er ejet af en af mine kammeraters far, og vi var en flok unger, der fik lov til at bruge kælderen til at spille musik. Vi lavede et band der hed Pure Little Laddies, som spillede alt muligt musik. Jeg spillede bas, fortæller Thomas. Pure Litte Laddies fik skam spillejobs til den lokale sommerfest i Brovst osv.

– Vi kastede os ud i alle mulige former for komplicerede numre med saxofoner og alt muligt, siger Thomas med et stort grin. Bandet talte ham selv, hans bedste kammerat Kasper, Mette, Karen, Kathrine og Ida.

– Jeg tror det der med musikinteressen i virkeligheden handlede om, at vi var klar over, at vi måtte gøre et eller andet, der ikke havde noget med Brovst og Fjerritslev at gøre, hvis vi skulle gøre os håb om en dag at slippe væk derfra.

 

Pølsemix med karryketchup

De læsere, der indimellem besøger eller (måske mest sandsynligt) passerer igennem Brovst vil vide, at der lige til venstre, straks man entrerer byen, ligger den legendarisk gode pølsevogn ”Den Fodkolde”. Thomas kender den selvfølgelig også – bedre end mange faktisk.

– Ja, der er altså blevet lagt nogle opsparede fritidsjobs-kroner i Den Fodkolde på vej fra idræt, fodbold osv. Pølsemix med karryketchup var det bedste, fastslår Thomas med kendermine. Pure Little Laddies led en naturlig død, da bandets medlemmer fløj i alle retninger for at gå på gymnasiet.

– Kasper kom på Nørresundby Gymnasium, og jeg kom på Fjerritslev. Men vi dannede derefter et nyt band og holdt på den måde kontakten ved lige med hinanden. Han hører stadig til mine bedste venner og bor nu i København. Han kom dertil et par år efter mig og læste økonomi og innovation på universitetet, startede et firma, som han solgte for et par år siden, og nu er han i gang med et nyt firma, siger Thomas og tøver et kort øjeblik, før han tilføjer:

– Jeg er glad for, at jeg har Kasper. Det er sjældent med mennesker, man har kendt hele sit liv, ikke? Jeg mener, det betyder noget, at vi har boet med udsigt til den samme fucking mark i mange år, at vi har set hinandens liv og udvikling på tætteste hold. Kasper og jeg ses så tit vi kan, og vi skal snart ha’ en bodegatur i København og snakke om nye og gamle dage.

Dansepartner nr. 3

Da Thomas var omkring 14 år, cyklede han til landsbyen Skovsgaard, der ligger lige uden for Brovst, for at melde sig til Skovspillene – en amatørteaterscene, der hvert år opfører store opsætninger med mange skuespillere, musik osv.

– Dette år skulle de opføre Sound of Music, så da jeg kom og meldte mig gav det visse problemer, fordi jeg jo hverken kunne være et von Trapp barn eller nazisten med mit udseende. Så jeg blev ”dansepartner nr. 3”. Det var så min storslåede debut på de skrå brædder. Jeg var med tre gange i skovspillet, og man skal ikke tage fejl af, at de faktisk var meget ambitiøse og hyrede en professionel instruktør osv. Det var første gang, jeg oplevede, at være med i noget i den retning. Jeg kan huske, at jeg syntes, at det var skidesjovt, og at det var en meget speciel måde at lave noget på, fortæller Thomas. Han havde på det tidspunkt for længst luret, at det var et effektivt scoretrick i forhold til pigerne i Brovst, at være med i et band og fyre den af med en basguitar. Men nu opdagede han, at det også scorede piger at være med i skovspillene.

– Ja, det var populært blandt pigerne at være med i det, siger Thomas. Når han ikke cyklede til Skovsgaard eller spillede bas i bilhandlerens kælder, så sad han og stirrede tomt ud i luften ved sit bord i Brovst Skole. Timerne var lange der.

– Jeg var skidedoven i skolen. Selvom jeg havde let nok ved fagene, kunne jeg ikke tage mig sammen. Jeg var en dagdrømmer og brugte alle timerne på at sidde og forestille mig den musik, vi skulle spille. Jeg planlagde, hvordan jeg kunne slippe for ting, jeg ikke gad, jeg udtænkte hvordan man skulle spille ”All my loving” på bas, eller hvordan man kunne komme til at følges med Ditte hjem, uden at det virkede påfaldende.

Løj om alder

Gymnasiet blev nemmere for mig, end skolen var. Jeg gjorde godt nok endnu mindre ved lektier osv. Men til gengæld fik man en masse ansvar selv, og jeg lærte at balancere, så jeg ikke kom mere end 10 afleveringer bagefter osv., og så indhente alt det forsømte til eksaminer, som jeg var god til. Men mine forældre havde lugtet, at skolen ikke rigtigt interesserede mig, så de forlangte, at jeg tog fritidsjobs. Jeg havde derfor alle mulige jobs. Jeg vaskede op på Rønnes Hotel i Slettestrand, jeg gjorde rent ved en advokat i Brovst, jeg cyklede rundt med Jyllandsposten, og jeg var bybud i Sparekassen. Jeg fik også et serveringsjob på Kokkedal Hotel. Jeg var kun 17 år, og for at få jobbet var jeg nødt til at lyve om, at jeg var 18 år. Det blev aldrig opdaget, griner Thomas og forsvarer sig med, at der altså skulle tjenes mange penge til alle de cigaretter, der blev røget, og øl, der blev drukket. Evnen til at se ærlig og uskyldig ud på kommando, har Thomas opøvet til perfektion i den periode. Han måtte nemlig ikke ryge, så når hans mor fiskede den ene pakke cigaretter efter den anden op af hans lommer, fik han brug for det uskyldige ansigt.

– ”Ja, jeg fatter godt nok ikke, at de andre gider at ryge. Men jeg kan da godt holde cigaretterne for dem,” var forklaringen, når hans mor holdt pakkerne spørgende og garanteret også ret inkvisitorisk frem mod ham.

– Vi var et slæng der holdt til på Brovst Hotel. Ved siden af lå Kahytten, der var vores stamværtshus og et slags diskotek. Jeg har også været til et hav af private fester hos de andre rundt omkring i Brovst. En gang imellem tog vi til Jomfru Ane Gade i Aalborg, og det var så vildt derinde for os, og vi kunne overhovedet ikke styre det. Der har virkelig været mange gange, hvor jeg har taget den første morgenbus hjem til Brovst. Den gik kl. 7.05. Det var 970’eren og den kører altså igennem alle flækker på vejen, så det tager evigheder, inden man er hjemme. Nogle gange skulle man jo i skole til kl. 8. Det kunne slet ikke nås, men så var det noget med at pjække fra første time, styrte hjem og tage et bad og så tage i skole til næste time, husker Thomas.

Pokerfjæs dækkede over slackeri

Pokerfjæset over for hans mor blev også brugt i de utallige tilfælde, hvor han festede på værtshusene i Fjerritslev med vennerne under dække af at skulle mødes og lave afleveringer.

– Tricket var at virke mega ærlig og indrømme, at nu har vi altså slacket alt for meget med de her afleveringer, så NU skulle det ha’ en ende, nu havde vi virkelig travlt, det gik jo virkelig ikke osv. En- gang imellem opdagede mine forældre det, og de prøvede at stramme op ved at sige, at den næste weekend altså skulle tilbringes derhjemme. Det var godt, at de gjorde det. Men det var selvfølgelig FORFÆRDELIGT, for det ramte altid de weekender, hvor de fedeste planer var, griner Thomas. Han blev student med et fornuftigt gennemsnit trods slackeriet.

– Det er altid blevet sagt om mig, at det da var godt, at årskarakteren ikke stod i huen. Jeg var nemlig ekspert i at hive en dårlig årskarakter op til eksamen. Jeg kunne sagtens få fem i årskarakter i matematik og så få 12 til eksamen.

I lære hos Tommy Kenter

Efter gymnasiet flyttede Thomas til Aalborg, hvor han fik en lejlighed på Anneberghøj lige over for stadion. I et par år brugte han en masse tid på amatørscenerne i bland andet det Hem’lige Teater og Morskabsteatret. For at tjene penge fik han et job som vikar på Halvrimmen Skole. Det var han faktisk så god til, at han fik fast job som musik- og idrætslærer for 1.-4. klasse og billedkunst.

– Jeg var glad for jobbet, og samtidig fik jeg en del respekt for de lærere, der har haft mig selv i skolen, siger Thomas. På de aalborgensiske amatørscener mødte han en del unge mennesker, der arbejdede på at søge ind på teaterskolen.

– Jeg begyndte selv at tænke, at det skulle jeg sgu også prøve, selvom det føltes lidt urealistisk. Lidt ligesom at drømme om at blive jagerpilot. Især fordi dem, jeg kunne se, der søgte ind, virkelig var dygtige og havde trænet til det i årevis, fortæller Thomas. Trods følelsen af ikke at ha’ evnerne, var han blandt de ikke færre end 1100 håbefulde, der søgte ind på Skuespilskolen i 2002. Man må sige, at det om noget er et nåleøje at komme ind der – for der skulle nemlig kun optages 8 i København, Odense og Århus.

– Optagelsesprøven er formet som et udskillelsesløb, hvor man først kommer ind i tre minutter og skal fremføre en tekst, derefter går man videre til to andre runder – hvis man er heldig, forklarer Thomas. Helt vildt overraskende for ham selv, overlevede han de første prøver og var pludselig blandt de sidste 20. Da afslaget så kom i et brev, gik det først rigtigt op for ham, hvor gerne han virkelig havde villet det.

– Jeg gik rundt og var nede over det, da telefonen ringede. Det var skuespilleren Tommy Kenter, der var i røret. Han havde været en af censorerne til den sidste prøve, og han havde været virkelig uenig med de andre censorer om, hvem af os der skulle ud eller ind. Derfor ville han nu tilbyde mig gratis undervisning hjemme hos ham 
selv sammen med nogle andre vragede. Han var klar over, at det selvfølgelig var svært, eftersom jeg boede i Aalborg, men han ville give mig tilbuddet anyway. Undervisningen skulle foregå hver tirsdag og torsdag aften, 
fortæller Thomas, der
efter en meget kort tøven takkede stort ja til det 
generøse tilbud. Det næste 
halve år tilbragte Thomas derefter i pendulfart mellem Aalborg og København. Samtidig fortsatte han med at passe sit lærerjob, så han kunne overleve indtil næste optagelsesprøve.

Sovemetoder i toget

– I den forbindelse skylder jeg min far en stor tak, for han har virkelig mange onsdage og fredage kørt fra Brovst til Aalborg, hentet mig ved toget og kørt mig på job, inden han selv skulle møde, siger Thomas, der udviklede forskellige kreative teknikker i ikke særlig vellykkede forsøg på at forvandle DSB’s sæder til en magelig seng, så man kunne sove under togturen.

– Man kan f.eks.,  selv om man ikke må, hive nakkepuden af og bygge en trekant hen over hovedet med den, så man ligger inde i et slags lille telt og kan sove i nogenlunde fred. Man fandt også hurtigt ud af, at det gjaldt om at få fat i en af de bagerste pladser, for ellers stak ens fødder ud, så folk stødte ind i dem, når man lå ned på sædet. Nogle gange var det hele helt forfærdeligt. Jeg kan huske engang, hvor AGF havde spillet mod Brøndby, og toget var fyldt op med tilhængere. Så var der ikke noget at gøre – man fik ikke lukket et øje. Andre gange kunne man være så uheldig, at der kun var pladser i ”rygeren”. Hvis man endte i rygeren, kunne man ligeså godt selv ryge en smøg og drikke en guldbajer, før man lagde sig til at sove. Når man vågnede i Aalborg, føltes det som om, man havde sovet på et værtshus, og man stank af røg, når man mødte ind på skolen, fortæller Thomas.

Det afgørende brev

Trods de forskellige transportmæssige udfordringer lærte Thomas en masse af aftenundervisningen hos Tommy Kenter. Mest af alt lærte han noget om sig selv.

– Det var både sjovt og spændende. Vi øvede tekster, lavede en masse øvelser og fik ting at arbejde med hjemme og alt muligt andet. Jeg var tit den første der gik, fordi jeg skulle nå toget. Og jeg tror, at de andre syntes, at det var virkelig sjovt, at jeg kom fra Nordjylland. De havde en forventning om, at så var man nok total stenet og langsom, så jeg følte i lang tid, at jeg var nødt til at være fremme på beatet, og jeg forsøgte at snakke med, når de andre snakkede løs om alle mulige forestillinger, de havde set. De må ha’ tænkt: ”Hvorfor snakker du med om det her? Du har jo ingen anelse om, hvad det er, eller hvor det er…” Og det var rigtigt, jeg anede ikke noget om noget. De første mange gange var jeg nødt til at springe ind i en Taxa på Hovedbanen, fordi jeg ikke anede en skid om København eller om, hvordan man fandt ud til stedet, hvor Tommy bor. Jeg tror, at hele forløbet fik mig til at indse, at jeg måtte tage mig sammen og være den, jeg er. Jeg fandt den der kartoffel-opgravermentalitet frem igen og knoklede for det, griner Thomas. Efter træningen med Tommy Kenter gik Thomas atter til optagelsesprøve på Statens Teaterskole i 2003. Igen arbejdede han sig støt og roligt gennem de første udskillelsesløb. Til sidst var der bare at vente på den endelig besked, som ville komme i et brev.

– Jeg var derhjemme på arbejde på Halvrimmen Skole, da jeg fik en sms-besked, som var uforståelig og virkelig mærkelig fra én på Tommys hold, der skrev noget om, at ”det bliver superfedt, og jeg har snakket med Birgitte, der også er kommet ind”. Jeg styrtede hjem og flåede brevet op, hvor jeg så en masse navne på en liste – men ikke mit eget navn. Jeg nåede at tænke: ”Er det en slags hån, at de sender de andres navne til mig. Satans!” Men 30 sekunder efter så jeg mit eget navn, der stod øverst på listen, husker Thomas, der selvfølgelig blev umådelig glad.

 

Lejede kælderen hos lesbisk par

Brevet kom om foråret, og i august var Thomas flyttet til Køben
havn og startede på skolen og de mest arbejdsomme og hårde år i 
hans liv. Det var en helt ny tilværelse for den unge nordjyde – bl.a. skulle han også vænne sig til de vilde boligpriser i hovedstaden. De var lidt anderledes end i Brovst. Eller i Aalborg for den sags skyld.

– Det er fuldstændigt vildt. En af mine veninder giver 11.000 kroner for en toværelses på Amager! Nå men jeg fandt frem til en mulighed i Emdrup hos et lesbisk par, der havde sat en annonce omkring udlejning af deres kælder for 2.500 kroner, fortæller Thomas. Lokket af den fornuftige husleje slog han til og flyttede til Emdrup. Han havde dog overset, hvor langt væk det lå fra skolen, så han endte med at måtte køre 11-12 km på cykel hver vej. Metroen var ikke en mulighed, for den var lige åbnet, og havde en masse begyndervanskeligheder og gik i stå om morgenen, så man kom for sent.

– Men jeg kom i gang, og det var kanonhårdt med skemalagt undervisning fra 8.30-18.30. Man måtte ikke ha’ et fritidsjob, og der var endda ofte ting, man skulle forberede hjemme. Man levede ligesom inde i en klokke i de år, og venner og familie vænnede sig til at sige: ”Nå, Thomas, ham ser vi nok igen om et par år…”

Mange teaterroller

Thomas boede i den lesbiske kælder et par år. Derefter fik han en kæreste og flyttede sammen med hende på Nørrebro. Forholdet sluttede igen, og Thomas flyttede ind til sin lillebror, der boede på kollegium. Her boede han, indtil han afsluttede skolen i 2007.

– Jeg var meget heldig med at finde jobs hurtigt efter afslutningen på skolen. Det er kun cirka halvdelen af de nyuddannede skuespillere, der kan leve nogenlunde af det i starten. Jeg var sindssygt heldig at komme med i en forestilling på det Kongelige Teater, fortæller Thomas, der ellers havde været forberedt på, at hans asiatiske udseende sikkert ville gøre det vanskeligt at finde roller. Han talte med sin vejleder om det, der forberedte ham på, at han kunne møde vanskeligheder, fordi han med sit udseende ikke kunne spille ”hvad som helst”, selvom Thomas selv følte, at han netop kunne spille hvad som helst. Måske var han bedst egnet til film…

– Men jeg endte med at få en masse teateropgaver, bl.a. i ”Det Røde Rum” på det Kongelige Teater og et halvt år på Aalborg Teater, siger Thomas. Det er en underdrivelse af dimensioner, at det er gået ham godt. I slutningen af 2010 stod han overfor både en hovedrolle på Danmarks største landsdelsteater OG en fastansættelse på nationalscenen. Samtidig havde han allerede dengang modtaget Reumerts talentpris for sin rolle i opførelsen af ”Pornografi” på Aalborg Teater. Lige nu er han i gang med indspilningen af 2. sæson af ”Bedrag,” hvor han igen spiller Alf. Men selvom APPETIZEs journalist både lokker og truer ham, er hans mund forseglet, hvad angår handlingen i den nye sæson. Vi må vente i spænding.

– Rollen som Alf har betydet, at jeg bliver genkendt på gaden, og det er jo naturligt nok, når man ved, at der sidder halvanden million mennesker og ser det. Men det sjove er, at man selv næsten glemmer rollen lidt igen, fordi det jo nu er to år siden, vi startede indspilningerne til første sæson, fortæller Thomas, der i en periode er blevet købt fri fra Det Kongelige Teater af DR på grund af optagelserne.

Chokolade i åndehuller

Thomas’ kæreste, Johanne Louise Schmidt, er også skuespiller. Læserne kender hende måske fra rollen som den lidt excentriske sekretær, Rose, fra filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens ”Fasandræberne.” Parret mødte hinanden på Det Kongelige Teater og bor nu sammen på Amager. Ifølge Thomas er det en stor fordel, at de begge er skuespillere. Han havde ellers troet, at det ville være en farlig ting.

– Vi har en lidt vanvittig hverdag, hvor vi tit ikke ser hinanden. Men vi ved jo begge to, hvad det handler om, så det hjælper meget. Vi ved, at der er peaks op til premierer osv., hvor vi så prøver at passe på hinanden, og vi behøver ikke forklare, hvorfor vi hver især ind imellem fordyber os dybt i et eller andet. Heldigvis er vi også gode til at finde åndehuller, hvor vi slapper af med chokolade i sofaen osv., siger Thomas. Han afviser desværre, at han og Johanne finder på at flytte til Nordjylland.

– Nej altså… Hvis jeg skal flytte igen, bliver det nok længere væk, fastslår Thomas og erkender, at det desværre er sjældent, at han gæster landsdelen. Det er lang tid siden, han har nydt en omgang pølsemix i Den Fodkolde. Alligevel er det tydeligt – også i hans dialekt – at han stadig er nordjyde. Han har desuden udtalt i et interview i Politiken, at ”han har en stor fed vendelbo inde i kroppen,” så helt glemt os, har han ikke.

En slags parallelhistorie

– Det er ikke tit, at jeg er herovre, siger Thomas og kigger rundt i den efterhånden menneskeforladte café, hvor der nu kun lyder mumlen ude fra køkkenet.

– Det sker måske kun to-tre gange om året efterhånden. Men jeg er stadig nordjyde, og jeg har været overrasket over at opdage, hvor stor en del af ens mentalitet, der ligger i sproget. Jeg har arbejdet meget med at kunne lægge det nordjyske fra mig, hvis det er nødvendigt for en rolle, men jeg er stolt af mine nordjyske rødder, og jeg synes, at det er alt for sjældent, at man hører de forskellige dialekter, f.eks. nordjysk, i det offentlige rum. Det er en styrke at komme fra Nordjylland, og jeg har mange gange været glad for den der kartoffelopsamler mentalitet, hvor man kan tage sig selv seriøst og give ting en ordentlig skalle. Der er virkelig et eller andet rigtigt stærkt over den der nordjyske stædighed, der bare sidder under støvlerne af én, siger Thomas. Hans jordbundne forældre fra Brovst har for længst forliget sig med, at deres søn er endt i København som skuespiller. Måske har de vidst, at han var gjort af et særligt stof, siden dengang i 1983, hvor de hentede deres lille søn i Kastrup Lufthavn, hvor han ankom fra et børnehjem i Korea. Nogle år senere hentede de endnu en lufthavnssøn – Thomas’ lillebror.

– Mine forældres holdning til jobs er, at man bare skal være glad sit for job, og så er det i øvrigt ligegyldigt, hvad man laver. Nej for resten, min mor havde jo en hemmelig drøm om, at mindst én af hendes sønner blev postbud, så han kunne komme ind og drikke kaffe hos hende hver dag, siger Thomas og slutter på en måde der, hvor hele eventyret om ham begyndte – i Sydkorea.

– Min bror og jeg har det til fælles, at vi er adopterede. Det er ligesom vores fælles historie, og det er noget vi har sammen, som ingen andre helt forstår betydningen af. Vi joker med, at min biologiske mor sikkert er stofmisbruger og den slags. Selvfølgelig er der en slags nysgerrighed indeni omkring det, men jeg kan på ingen måde nogensinde finde frem til min biologiske familie, for jeg er et hittebarn, fundet på gaden. Men jeg har det på en måde godt med, at historien om mig er en slags parallelhistorie, hvor der er flere spor. En ukendt historie, der kunne ha’ været endt anderledes, og så en kendt historie, der foreløbig er endt rigtigt godt.