Kun til lyst

tekst Christina svendsen | foto henrik sandberg

En af Dirch Passers mest elskede film var Sommer i Tyrol fra 1964, hvor han spillede sammen med Ove Sprogøe, Susse Wold og Lone Hertz. Filmen fandt sted i et drømmeland af romantiske, storslåede landskaber i Tyrol, hvor de folkekære skuespillere slog sig løs i en fornøjelig kærlighedshistorie. Til maj får publikum lov til at nyde samme historie på scenen hos Aalborg Teater, dog i en opdateret udgave

Selvom man ikke kan huske at have set Sommer i Tyrol, så er der alligevel en klokke der bimler, når man hører Ove Sprogøe prale med sit dametække i ”Man kan jo ikke gøre for, at man har charme, eller Dirch Passer, der med ophøjet ro beroliger de utålmodige gæster med „Ja-ja-ja, nu kommer jeg“. Vi har taget en snak med instruktør Rolf Heim, og Carsten Svendsen, der spiller tjeneren Leopold, i Aalborg Teaters nye udgave af den gamle klassiker. Vi møder Rolf og Carsten dagen efter 1. prøvedag, og de virker begge som nogen, der lige har overstået første skoledag tilbage efter sommerferien, og er begge spændte på at tage fat på det nye stykke. Men hvorfor er valget lige faldet på Sommer i Tyrol? Og hvorfor i filmversionen og ikke den tyske operette, Im weißen Rößl, fra 1930, som filmen bygger på?

– Tanken var, at man skulle
 modernisere en klassiker. Tiden udvikler sig, og man ser
 anderledes på tingene. Der 
kommer nye generationer, 
så man skal ligesom prøve 
at holde klassikerne i live og 
det er det, vi prøver nu med 
Sommer i Tyrol. Det er den 
samme historie, vi fortæller,
 vi prøver bare at gøre det på 
en ny måde. Humoren er selvfølgelig end anden; humoren i
dag er ikke den samme som 
i 60’erne, selvom vi beholder
 teksten fra filmen. Vi laver ikke operetten, for der er omkring 30 medvirkende, og en parallel-historie, som vi ikke synes var så interessant at fortælle, og som ikke rigtig gav nogen mening, som er meget elegant løst i filmen. Alle kender jo filmen i Danmark, og er vokset op med den, men ingen kender operetten, fortæller Rolf.

Overrasket af filmproduktion

Rolf er oprindeligt fra Schweiz, så han kendte ikke til Dirch Passer, men det har dog ændret sig;

– Det er ikke muligt at arbejde i teaterbranchen i 15 år uden at kende Dirch, griner Rolf.

Han blev overrasket over at høre om den store danske filmproduktion i 60’erne og 70’erne;

– Jeg talte med Ole Ernst på et tidspunkt og han sagde, at de lavede op mod 5-10 film om året, og det er jo helt vildt. Jeg var ikke klar over, at Danmark har haft så stor en filmproduktion. Det kom bag på mig, at den danske filmtradition var så veletableret allerede dengang. Det var jo meget populære film, som dog ikke blev så kendte i udlandet, for det er jo meget nationalkulturelle film. Det er kun Olsen-banden, som åbenbart havde en strygende karriere i Østtyskland, har jeg hørt. Hvorfor lige Østtyskland, ved jeg ikke, griner Rolf.

De regnfulde alper

Til gengæld er han vokset op i Schweiz, som mange danskere nok har et lidt romantisk billede af. Specielt hvis man har kørt igennem alperne, hvor der er mange smukke huse, der minder om hotellet i Sommer i Tyrol. Rolfs eget billede af hjemlandet er noget mere nuanceret.

– Hotellerne der blev bygget i 60’erne og 70’erne, var ikke særligt charmerende, og ikke ligefrem Im weißen Rößl, griner Rolf og fortsætter,

– Det var jo store betonbyggerier med plastiktræer indenfor, et skrækkeligt sted at være. Man skal også huske på, at når det begynder at regne i alperne, så kan det regne i dagevis, fordi skyerne bliver hængende i de høje bjerge. Så man kan sagtens have en uge eller to, hvor det bare regner hver dag. I det flade Danmark stryger skyerne jo videre, så der er altid lidt opholdsvejr. Det er også sådan nogle ting, jeg husker, og så er de der betonbyggerier bare virkelige triste.

Men de fleste minder er heldigvis gode,

– Jeg elsker at være i bjergene. Jeg har altid klatret, gået tur og stået på ski. Så på den måde kan jeg godt forstå romantiseringen af alperne, fastslår Rolf.

Nyfortolkning

– Filmen er allerede en mærkelig blanding af 60’erne og 30’erne. Det leger vi også med, siger Rolf og peger på en række inspirationsbilleder af de forskellige karakterer, der hænger på væggen i prøvelokalet. De byder på en frisk nyfortolkning, men genkendeligheden med figurerne i filmen er stadig vigtig. Kostumebillederne er lavet som inspirationskollager, og der dukker flere sjove referencer op, blandt andet Ms. Doubtfire og Prins Henrik.

– Vi fortæller samme historie som i filmen. Det hele bliver bare shinet lidt op. Så er det selvfølgelig teater og ikke film, så vi skal jo finde på noget andet, fortæller Rolf.

Langt hen ad vejen, så er Sommer i Tyrol en af den slags klassiske forviklingskomedier, der gør sig rigtig godt på teateret, men som man desværre ikke ser så tit mere. Rolf tror dog på, at de er på vej tilbage. Han understreger også, at Sommer i Tyrol ingen ambitioner har om at være politisk, men kun vil underholde.

– Det er kun til lyst, intet andet, fortæller han.

At dømme ud fra reaktionerne på den første læseprøve så tyder det på, at det nok skal lykkes dem at underholde publikum, for hele holdet var gået hjem derfra i godt humør, fortæller Rolf.

Elsker Vesterhavet

Rolf endte i Danmark ad flere omveje, der startede med et svensk teater i Italien, hvor han arbejdede som skuespiller. Derefter blev han inviteret til Norge, hvor han arbejdede i to år som skuespiller, inden jobtitlen blev skiftet ud med instruktør. Et skifte han havde det rigtig godt med, fordi han aldrig lærte at holde af at stå på scenen, men i stedet synes det var sjovere at være med til at udvikle projekter. Efter Norge gik turen til et egnsteater i Vordingborg, og lige siden har Rolf boet i Danmark. Han griner selv af, at han nok har mere en norsk accent, end en schweizisk.

Rolf er kommet en del i Nordjylland, da hans kones familie har haft sommerhus i Saltum. Han elsker Vesterhavet og den nordjyske natur, som, ifølge ham, er det, der kommer tættest på alperne i Danmark. Han tager til Schweiz 2-3 gange om året, hvor de ofte besøger familiens sommerhus, der ligger i 1.200 meter oppe i Alperne. Og Rolfs to børn deler heldigvis hans kærlighed til alperne.

Kærlighed til karakteren

Carsten Svendsen er lige færdig med at spille Bunbury, hvor Oscar Wilde’s klassiker blev opdateret til de farverige 60’ere. Som Sommer i Tyrol var Bunbury også forestilling hvor publikum helst bare skulle more sig. Carsten spillede fæhovedet Aksel, der, med Carstens egne ord, mest bare var interesseret i at spise.

Selvom han var et fæhoved, så kunne Carsten stadig finde træk i karakteren, som mindede om ham selv. Blandt andet, at man nogle gange bare vil have sin mad i fred, og det kender vi vel egentlig alle sammen. Generelt mener han, at det er vigtigt, man som skuespiller, holder af de karakterer, man spiller;

– Der er altid noget kærlighed at finde i karaktererne. Du kan altid finde et eller andet at holde af, og det skal man også, understreger Carsten.

Det er heldigvis nemt at holde af tjeneren Leopold, som han spiller i Sommer i Tyrol og Carsten begynder for alvor at forstå, hvor meget filmen egentlig fylder i folks bevidsthed. Derfor er han da også klar over, at nogle kommer til at drage referencer til manden, der udfyldte rollen før ham.

– Sommer i Tyrol er jo nærmest verdenskendt i Danmark, så du kan ikke lave Sommer i Tyrol og spille Leopold uden at tale om Dirch Passer, siger Carsten med et smil.

En fin lille kærlighedshistorie

Carsten er, som mange andre, vokset op med Dirch Passer og hans film, deriblandt også Sommer i Tyrol,

– Jeg har set Sommer i Tyrol en milliard gange! Jeg er helt vild med Dirch Passer i de gyldne perioder, og jeg er selvfølgelig vokset op med hans humor. Men, som jeg jokede med Rolf om, jeg burde næsten starte hver forestilling med at gå ud på scenen og sige: ”Jeg ved ikke om I kan se det, men jeg er altså ikke Dirch. Han kommer ikke.” Man kan mærke, at der er så mange forventninger til det på en eller anden måde. Jeg kan jo ikke leve op til Dirch Passer, hvem fanden kan det? Det kan du jo ikke! Hans myte er blevet så stor nu, at det kan ikke lade sig gøre. Og det skal jeg heller ikke. Vi skal lave Sommer i Tyrol, og det er det. En fin lille kærlighedshistorie. Der er vitterligt ikke særlig meget ben i den, men det er delikat, det der er. Det er det virkeligt, siger Carsten og fortsætter,

– Jeg blev helt glad efter læseprøven i går. Da jeg gik ud af lokalet, tænkte jeg, at det her kan blive skidesjovt. Virkeligt sødt, rart og sjovt. En god aften for alle der kommer ind og ser det. Vel og mærke hvis man lader være med at tage Dirch med i ligningen, siger Carsten.

Han ligger vægt på, at man ikke skal gå i teateret med en forestilling om at se filmen på scenen, for det bliver en anden oplevelse. Men teateret kan også noget helt specielt, som filmen ikke kan.

– Historien er så lystspilsorienteret, og vil ikke andet end, at vi bare skal have det skidesjovt med hinanden. Teaterets magt ligger i, at det er et her og nu øjebliksbillede. Vi er derinde i salen sammen, så det er en fællesoplevelse mellem publikum og skuespillere.

At skulle spille samme rolle som Passer, skræmmer ikke Carsten,

– Jeg er egentlig ikke så bange for det med Dirch. Jeg hverken kan eller skal spille Dirch, jeg skal spille Leopold. Men selvfølgelig vil jeg være inspireret af ham og filmen.

Ulykkelig forelsket

Det romantiske lystspil blev en kæmpesucces, da det havde premiere i 1964. Men hvorfor tror Carsten, at filmen tog danskerne med storm?

– Hvis man skal se det i et større perspektiv, så blev filmen lavet i tiden efter 2. Verdenskrig, og måske prøvede man at vende tilbage til et Tyskland uden nazismens fortegn. Derudover er tyrolertøj og tyrolerkutyme bare sjovt! Det skal man dog nok ikke sige til tyrolere. Men der er ikke noget at gøre, det er bare sjovt. Selve historien er jo også ret sød, og er et meget velkomponeret trekantsdrama. Plottet byder på masser af forviklinger, og alle får hinanden til sidst, fortæller Carsten og fortsætter,

– En af de karakterer jeg synes var sjovest, er kejseren, der bare går rundt og siger ”tak, tak, tak”. Selv han vil jo bare gerne være krofatter, så filmen er meget nede på jorden og noget alle kan nikke genkendende til. Der er ikke det store drama, men i stedet noget vi alle har oplevet, nemlig, at man er forelsket i nogen, som ikke vil have dig. Og her får de jo faktisk hinanden, så det ender lykkeligt. Jeg tror, man kan nikke genkendende til nogle træk i samtlige karakterer. Altså, man har følt sig selv som værende alle sammen, ikke? Nogle gange går man ned ad gaden og synger: ”Man kan jo ikke gøre for at man har charme,” mens man føler, at man svæver på en sky. På andre tidspunkter føler man sig som en tåbe. Der er noget, man kan genkende, og jeg tror, at det er det, der har gjort succesen. Plus, at den epoke af dansk film og teater var et sammenspil af nogle skuespillere, som bare fungerede. Men hvorfor lige Tyrol, det ved jeg ikke. For mig er det bare sjovt. Smid en mand i en grøn hat op på en alpetop og sæt ham til at jodle, det er sgu sjovt, griner Carsten.

Sidste sæson på Aalborg Teater

Ligesom Dirch, føler Carsten også en forpligtelse overfor publikum, fordi det er er et privilegeret job.

– I betragtning af hvor hårdt det er at komme ind på teaterskolen og bibeholde et job i denne branche, så har du bare at gøre dit bedste overfor publikum. Man skal gøre det ordenligt, men det synes jeg egentlig generelt man skal. Man skal gøre det bedste man kan, for det er sjovest. Det er i hvert fald ti gange sjovere, end ikke at gøre noget som helst, understreger Carsten.

Denne sæson er hans sidste på Aalborg Teater, hvor han har været fastansat de sidste ti år. Efter sommerferien går turen mod København, for Carsten vil gerne tilbage til hjembyen igen. Han er opvokset på Frederiksberg, faktisk ikke så langt fra Dirch Passers gamle hus. I første omgang har han en enkelt forestilling på Det Ny Teater i august, og derefter er kalenderen åben. Men Carsten virker spændt på de nye muligheder, selvom han vil blive savnet på Aalborg Teater. Han ser også frem til muligheden for at lave mere film og TV, og det lader sig bedst gøre, hvis man har base i hovedstaden.

– Jeg har boet i Odense i fire år og her i 10 år, og kunne bare godt tænke mig at komme hjem. Nu har jeg været på Aalborg Teater i 10 år, og jeg tror, at folk skal have lov at se på nogle andre end lige mig, siger Carsten og slår en stor latter op.

Annonce