Teateranmeldelse: Kiksekartellet på Vendsyssel Teater

tekst CECILIE WENNERLIN | foto Vendsyssel Teater

Det er en farvelade af virkelighed og uvirkelighed, smækket op på et lærred i mønstre, der først kan være lidt svære at gennemskue, men så kommer det, lidt efter lidt, og grin efter grin.

Og hvilke mønstre!

”Kiksekartellet” er Vendsyssel Teaters første egenproduktion i denne sæson. Dramatiker og skuespiller, Pernille Sørensen, er stykkets tekstforfatter, og inspireret af bronze-skulpturen Tyrebrønden på Amtmandspladsen Hjørring har hun forfattet en fortælling, der må siges at være en hyldest til både Hjørring som by, lokalhistorien – og til den svære kunst, det er, at kunne balancere på humorens knivsæg.

Og lige den med balancen, den vender vi tilbage til, for allerførst må stykkets overordnede motiver ridses op. Næsten før, man som publikum ved af det, er man nemlig inviteret med til debataften hos kunstforeningen ”Skitserne”, hvor de farvede og tøjmatchende briller stråler om kap med debatpanelets farverige titler og småskøre personligheder. Hele humlen er den føromtalte skulptur, Tyrebrønden, hvis placering man i panelet er voldsomt uenige om. Den skal nemlig flyttes, forstås. Der går ikke længe, før det åbenbarer sig, at der er store interesser på spil i diskussionen, og at nogle af dem måske skal findes mange årtier tilbage i tiden.

For lige pludselig sætter de mystiske hændelser ind. Folk forsvinder, rygterne svirrer om et hemmeligt selskab fra 1940’erne ved navn Kiksekartellet, og uhyggen sænker sig i det hele taget over teatersalen. Men dog ikke mere end at det næste grin altid findes lige rundt om hjørnet. Og hvad griner vi så af? Lad mig forklare det på denne her måde: Kiksekartellet… det er et lystspil blandet sammen med krimikomedie, blandet sammen med samfundssatire og krydret med revystemning. Og det tør siges, at det forlanger noget af skuespillerne, som de mestrer fuldt ud.

Bente Eskesen, Søren Hauch-Fausbøll, Hanne Laursen, Robin Haslund Buch og Pernille Sørensen holder sig nemlig lige midt på balancebommen, hvor det netop ikke bliver pjattet og for meget. Alle fem har de en stor humoristisk situationsfornemmelse – og der er nok at holde styr på i den forbindelse, for stykket rummer intet mindre end godt og vel 30 forskellige karakterer. Det stiller også krav til publikum, for også vi skal holde tungen lige i munden for at kunne finde rundt i de sindrige navne, forbindelser – og ugerninger.

Instruktør Joy-Maria Frederiksen har i sin meget flotte iscenesættelse fat i den nerve, der gør, at det latterfremkaldende ikke blot er forbeholdt nogle få, men rammer det brede publikum. Og trods de mange forskellige karakterer i stykket, er det som om, de alle er blevet givet til de helt rigtige skuespillere.

Nogen vil påstå, at det altid er et sikkert træk at lade mænd spille karikerede kvinder, men et par mandeben i nylonstrømper og en falcetstemme er kun sjovt, hvis der samtidig er en forståelse for, at der er en begrænsning for udskejelserne. Igen, balancebommen.

Her må fremhæves Søren Hauch-Fausbøll, der i karakteren ”Tizz” med stor succes spiller en ”trashy” og friblødende ung pige, der har masser af hashtags på hjertet. Det fungerer særdeles godt. Også Robin Haslund Buchs vidunderlige Fru Amtmandinde rammer lige på kornet med sit længselsfyldte, melodramatiske kropssprog og hamrende sjove repliklevering. Alle skuespillere har godt fat i det kontrolleret overspillede. Det ses f.eks. ved Bente Eskesens svensktalende kiksemester, der er genial i sin stumfilmslignende mimik og ved Hanne Laursens fortrinlige journalist fra den lokale tv-station, der med sin sikre og skarpe replikføring på fineste vis kager (eller skal vi sige kikser) rundt i navnet på sin arbejdsplads.

Også stykkets forfatter, Pernille Sørensen, har et solidt tag i den humoristiske nerve, når hun med et godt tempo leger med de forskellige typer, som f.eks. den uden tvivl selvudnævnt-karismatiske mandlige vært for paneldebatten om Tyrebrønden, der med sine overenergiske dansetrin og pumpede energi lige præcis rammer en stereotyp, vi kan se det sjove i.

Der er ingen tvivl om, at scenografien i Kiksekartellet bærer rigtig, rigtig meget. Og det gør den godt, for scenograf Camilla Bjørnvad har fået sin del af den føromtalte farvelade til at dreje sine tandhjul i et mønster, der giver mening. Hendes leg med farver og rekvisitter er en kæmpe stor del af, at man som publikum netop fanger stemningen helt og kan mærke hvilket univers mellem to virkeligheder, vi befinder os i, og hun får fremstillet skiftende mellem nutid og fortid på en overskuelig måde. Janus Jensens lyddesign rammer absolut plet, for det eneste rigtige må netop være at understrege det karikerede, syrede og satiriske med musik, vi i forvejen kender og har placeret. Anders Budolf Andersens lysdesign fremhæver krimi-fornemmelserne, som befandt vi os i en noir-lignende Bogart-film, midt i alt det satiriske og farverige.

Som publikum er man stærkt henført i alle grinene. Og man er af og til også en smule hægtet af, for der sker rigtig, rigtig meget i handlingen. Men kan man overgive sig til dét, at ikke alt nødvendigvis behøver at blive husket og forstået for at være underholdende, så er ”Kiksekartellet” en smukt leveret latterindsprøjtning, der oven i købet er fyldt med fine referencer til Hjørring som by og dens historie.

Se mere om Kiksekartellet her