Filmanmeldelse: Officer og Spion (2019)

Tekst Christina Svendsen | Foto Presse (Filmbazar)

Genre: Drama
Biografpremiere: 17. september 2020 (I Biffen i Nordkraft)
Medvirkende: Jean Dujardin, Louis Garrel, Emmanuelle Seigner
Instruktør: Roman Polanski
Længde: 2 timer 12 minutter

Den franske film Officer og Spion (org. titel: J’accuse) havde premiere på filmfestivalen i Venedig i 2019 og har nu endelig fundet vej til de danske biografer.

I 1894 bliver den franske kaptajn Alfred Dreyfus anklaget for forræderi og spionage mod den franske stat og dømt til livstid på den gudsforladte Djævleø i Fransk Guyana. Der er ikke mange beviser imod ham, men da en ekspert i håndskrift argumenterer for, at Dreyfus er skribenten bag et fældende notat, bliver hans skæbne beseglet. Dreyfus bliver dømt på et tyndt grundlag, men det er ikke det store problem for dommerne, da han er jøde og antisemitismen hang tungt over Frankrig dengang.

Den egentlige hovedperson i denne film er ikke Albert Dreyfus, men Oberst Picquart, der bliver ny leder i den militære efterretningstjeneste, hvor han næsten falder over en ny mulig gerningsmand, der giver langt mere mening end den landsforviste Dreyfus. Det er dog ikke ligetil at få en korrupt militærledelse at indrømme sin fejltagelse. Han får dog hjælp af blandt andet forfatteren Émile Zola, der skriver et åbent brev i avisen med overskriften: ’J’accuse’ (oversat: Jeg anklager) til præsidenten, som skaber stor opstandelse i datidens Frankrig.

Picquart bliver spillet af Jean Dujardin, der internationalt nok er bedst fra filmen The Artist fra 2011. I Dujardins portræt bliver Picquart en nærmest klassisk heltefigur med en stålfast beslutsomhed og kraftig kæbe.

I Officer og Spion får vi den virkelige historie om Dreyfus-affæren, der har brændt sig fast i den franske historie, men den ringede kun en svag klokke hos mig. En stor del af filmen foregår i mørke rum, hvor seriøse mænd ryger en masse, taler og lægger planer. Det virker som om behovet for at få så meget så muligt med af historien i en films begrænsede spilletid til tider spænder ben. Det var flere sekvenser, der virkede ligegyldige, når man ikke er inde i historien, men muligvis har større betydning, når man får lidt flere nuancer med. Fx er der en sværdduel, som kom en smule uforklaret og ud af det blå for mig.

Men det solide håndværk, som den 87-årige instruktør Roman Polanski stadig kan levere, skinner igennem, og filmen vinder over tid. Den fortæller om et interessant kapitel i den franske historie, hvor mediernes magt og antisemitismen begge spiller en hovedrolle.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*