Teateranmeldelse: Hedda Gabler på Aalborg Teater

Tekst Mahilde Falden | Foto Aalborg Teater

Hedda Gabler optræder i nye og mere moderne klæder i et tragikomisk stykke, der sender publikum en tur gennem hele følelsesregisteret.

I sidste uge havde Hedda Gabler premiere på Aalborg Teater, og det er ikke første gang, at Aalborg Teater tager fat i en velkendt Henrik Ibsen-klassiker. Sidste år var publikum vidne til en ikke mindre end formidabel fremførelse af Et Dukkehjem, så derfor var mine forventninger høje, da jeg satte mig i det røde sæde.

At Ibsens fortællinger stadig har stort fokus i år 2020 skyldes efter min opfattelse, at problematikkerne stadig er aktuelle her næsten 130 år senere. Stykket skildrer det komplicerede opgør med det borgerlige liv og den rutineprægede og materialistiske hverdag, hvor de helt grundlæggende dyriske instinkter i tide og utide titter frem. Stykket skildrer både de helt basale hverdagslige problemstillinger samt sprængfarlige psykologiske udfordringer i ægteskabet, der kommer til syne i jagten på det helt perfekte liv.

Bolette Nørregaard Bang spiller hovedrollen som Hedda Gabler, hvilket er velvalgt i min optik. Bolette Nørregaard Bang gør et fantastisk og overbevisende stykke arbejde som den maniske ægtefælle til den mere afbalancerede og i manges øjne kedelige Jørgen Tesman.

Det er tydeligt fra start, hvordan Jørgen Tesman vil gøre alt for Hedda Gabler, men ikke desto mindre er hun sjældent tilfreds. Dog ændres hverdagen markant, da to personer fra fortiden dukker op – et meget klassisk point of no return. Ejlert Løvborg, som er Hedda Gablers ungdomskæreste, er pludselig kommet til byen, og det samme er Thea Elvsted, som er kommet for at finde ham.

Hedda Gabler begiver sig ud i et farligt spil fyldt med løgne og bedrageri, hvor hun forsøger at manipulere og kontrollere sine omgivelser til egen fordel. Scenografien, der udgøres at et glasbur, vidner dog om, hvordan hun er fanget i sit eget sind og i sin egen afgrænsede virkelighed, alt imens Jørgen Tesman udviser en skrøbelighed og føjelighed, som hun mildest talt bare fejer ad vejen.

Man underholdes løbende af Hedda Gablers stærke og ironiske sprog og Jørgen Tesmans underdanige opførsel, samtidigt med at man løbende også føler utryghed ved at være vidne til Heddas maniske og depressive sind.

Hedda Gablers farlige spil afsluttes med en trukket pistol, og efter alt hvad der er sket gennem stykket, er man ikke sikker på, hvem kuglen sendes imod, før man ser blodet eksplodere på glasburets vægge.

Som publikum er man opslugt fra start til slut, men slutningen kommer dog førend forventet og ønsket. Jeg sad tilbage med en nysgerrighed, der ikke var fuldkommen stillet. Stykket mangler baggrundshistorie – især en dybere forklaring af, hvorfor Hedda Gabler handler, som hun gør. Om stykket skulle have været længere eller om det skulle vinkles på en anden måde, vil jeg ikke udtale mig om, men én ting er sikkert: jeg var ikke parat til at forlade salen, da lyset blev tændt.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*