’Tysktime’ er filmatiseringen af den tyske litteraturklassiker med samme titel af forfatteren Siegfried Lenz fra 1968. Jeg havde desværre ikke stiftet bekendtskab med bogen, så jeg kendte ikke noget til historien på forhånd. Men min erfaring er, at det ofte er en fordel for filmoplevelsen, hvis man ikke har stiftet bekendtskab med bogen, der har inspireret.
Tysktime handler om Sigge Jepsen, der er lukket inde på en ungdomsanstalt i efterkrigstidens Tyskland. Der får han opgaven at beskrive pligtens glæder, hvilket sætter mere i gang hos den unge mand end den intetanende underviser havde forudset. Pligtens glæder sætter gang i tankerne om barndommen under krigen, hvor han vokser op i en lille landsby ved Vadehavet nær den nordtyske grænse. Byen virker næsten uberørt af nazismens lange fangearme, på nær hos Sigges far, der er byens politibetjent og tro nazist.
For faren står pligten over alt andet, så da han bliver bedt om at håndhæve et maleforbud, som byens berømte kunstner er blevet pålagt af regeringen, har han ikke mange overvejelser på trods af, at det går ud over en barndomsven.
Den følsomme Sigge bliver fanget midt imellem pligten for troskab mod faren og sin egen spirende frigørelse og nysgerrighed.
Tysktime er en poetisk film, hvor man ikke får noget forærende. Der er et vist slægtsfælleskab med klassiske danske fortællinger, hvor den barske natur spiller en stor rolle. Den jyske hede danner for eksempel ofte rammen i Steen Steensen-Blichers historier.
I tysktime er det specielt vadehavet og dyrelivet, der har en stor rolle. Naturen buldrer hele tiden udenfor døren, men til gengæld mærker man kun krigen i enkelte glimt. Det er en landsby, hvor livet går sin gang og omverdenen ikke har meget at skulle have sagt.
Historien sneg sig ganske langsomt ind under huden på mig, men ramte aldrig helt derinde, hvor det gør rigtig ondt. Det er en smuk og udsædvanlig film, men jeg føler mig aldrig helt lukket ind. Jeg behøver absolut ikke få alt forklaret under en film, men sad alligevel med en fornemmelse af at blive holdt en smule udenfor. Derfor får filmen fire stjerner med på vejen. Det er dog en film, der kan vinde over tid, så når jeg ser den igen er det absolut ikke umuligt, at den har sneget sig længere op på skalaen.
Filmen har premiere 1. oktober og kan ses i Biffen Nordkraft.
