Teater i blodet gennem tre generationer

Tekst Christina Svendsen | Foto Allan Toft

Hvis man nogensinde har bevæget sig ind salene hos Aalborg Teater, så er der en stor chance for, at man er stødt på Henrik Weels rolige og myndige røst fra scenekanten. Han og teateret har nemlig en lang historie sammen, der blandt andet byder på en anekdote om en meget ung Ena Spottag, der “lånte” hans kostume til udklædning, da hun huserede bag scenen i barndommen

Henrik Weel er den tredje generation i sin familie, der har valgt en karriere på de skrå brædder. Efter næsten 40 år i teaterbranchen, så virker det som et naturligt valg, men det var lige ved at blive en helt anden vej;

– Da jeg var yngre, begyndte jeg at læse musikvidenskab på universitetet, men jeg tror ikke rigtig, jeg var studieegnet, fortæller Henrik og slår en latter op.

– Men jeg gik meget op i klassisk musik og var med i Københavns Drengekor. På musikvidenskab ender man tit med at blive gymnasielærer, og jeg vil meget hellere selv spille og synge.

Har hjemme på Aalborg Teater

Henrik er uddannet i Odense på Landsdelsscenen, og startede på Aalborg Teater i 1989 under teaterdirektør Mogens Pedersen. Efter nogle år hvor han arbejdede freelance rundt omkring i landet, blandt andet i København, hvor han stadig er bosat, og i Aarhus, så kom lysten til at have et fast holdepunkt, så han fandt tilbage til Aalborg Teater, da Morten Kirkskov satte sig i direktørstolen. Med et par enkelte afstikkere til de københavnske teatre, så har Henrik haft hjemme på Aalborg Teater lige siden.

– Det har altid været et godt teater at være fastansat på. Nu kender jeg det jo også tilbage fra Mogens Pedersens tid, og det har altid været et meget ungt teater, hvilket måske lyder som et paradoks, for jeg tilhører jo ikke de unge mere, siger Henrik med et smil.0

– Der har altid været en særlig energi over det. I København har man jo alt muligt andet, som TV, reklamer eller film. Her er du fokuseret på at være det her sted og det er meget charmerende. Teateret har også en tilpas størrelse, hvilket jeg godt kan lide, fordi alle står sammen om det projekt vi laver. Jeg kender i hvert fald ikke nogen, der er i mod det, griner han.

– På teatrene i København og Aarhus har jeg nogen gange været ude for, at det bliver så stort, at man forsvinder lidt, fortsætter han.

Tiderne skifter

Sidste år fik Aalborg Teater ny teaterdirektør i form af den norske instruktør Hans Henriksen. Han er uddannet i Rusland, og Henrik har nydt den anderledes tilgang, som Hans har bragt med sig.

– Det er mere improvisatorisk og vi snakker om flere ting. De gamle læremestre korser sig jo, men tiderne skifter, fortæller Henrik med et smil.

Han skynder sig at understrege, at han bestemt også var meget tilfreds under Morten Kirkskov.

I efterårssæsonen medvirkede Henrik i Hamlet, en rost forestilling instrueret af Hans Henriksen. Opsætningen var klassisk med hensyn til det sproglige, mens det visuelle var mere eksperimenterende. Blandt andet var videoprojektioner en stor del af stykket.

– Jeg synes, det var spændende. Men det er også en udfordring for sådan nogle gamle nogen som mig, for vi er jo opdraget anderledes. Her er det meget op til os selv at være med til at forme tingene. Det kræver mere at være skuespiller i dag end dengang. Dengang kom de som regel med et færdigt arrangement til os, som ikke ændrede sig forfærdeligt meget. I dag er det mere frit og der skal komme nogle bud fra skuespillerne. Det var lidt mere stift dengang.

Det berømte efternavn

Henriks far var også skuespiller;

– Jeg har spillet med ham i et par forestillinger. Det var meget sjovt. Han holdt sig egentlig meget for sig selv, når vi var på turné. Vi var med i Macbeth og Genboerne, men det er mange år siden og nu er han har jo ikke mere.

Selvom familien tidligere fandt vej til teateret i Aalborg, så gik der længere tid for Henrik.

– For nyligt fandt jeg nogle gamle billeder af min farfar, som var meddirektør på Aalborg Teater, da hans kone, Karen Marie Løwert, var teaterdirektør i 1960 til 65. Men jeg har aldrig været i Aalborg før jeg kom her i 89. Det er jo egentlig lidt mærkeligt.

Henrik er barnebarn af Liva Weel, men har aldrig mærket vægten af det berømte efternavn.

– Det har aldrig været et problem for mig, mens jeg tror det har været et større problem for min far. Hans mor, Liva Weel, var jo så berømt som man næsten kunne være på det tidspunkt. Hans far, Arne Weel, var jo nærmest også en myte dengang. Det tror jeg, har været svært, fordi han blev sammenlignet på en lidt urimelig måde med en anden generation. Det har jeg ikke oplevet på den måde.

Den hårde jul i teaterfamilier

Julen betyder meget for Henrik, hvilket den altid har gjort, mens faren slet ikke havde det på samme måde, som det viste sig senere;

– For mit vedkommende så holdt han gode grimasser til slet spil. Han generede ikke min juleglæde, men jeg kunne forstå at han ikke kunne lide højtiden, da han var barn. Han havde ikke nogen familie i julen, for de arbejdede jo hele tiden. Min farmor arbejdede hele tiden og det gjorde han også selv. Han havde altid premiere 2. juledag, lige når hele min mors jyske familie kom, og kunne godt være lidt pirrelig. Men det var nu mere fra hans barndom. Liva Weel optrådte jo til de juleløses jul, hvilket nok svarer til hjemløse i dag. Dem optrådte hun for flere gange i løbet af julen, så når hun kom hjem, så var hun træt og havde måske fået lidt for meget at drikke, så der var ikke nogen juleaften for min far.

Henrik har det ikke på samme måde som sin far, men forstår ham godt. For en skuespiller er december nemlig lig med juleforestillinger, som er sjove men hårde. Han fortæller, at hans læge altid plejede at joke med, at han kunne mærke på frekvensen af Henriks besøg, at det var juleforestillinger på programmet, for så dukkede han op med forskellige skavanker.

I år er det dog en sjælden stille og rolig juleferie for Henrik, da Underkastelse sluttede i midten af december og de starter prøver på det næste stykke d. 2 januar.

Til foråret spiller Henrik Weel med i forestillingen Drengen der ville vægtløs, der handler om en dreng, der drømmer sig væk fra det kedelige provinsliv.