Svensk stjernefrø med danske aner

tekst christina svendsen | foto Maria Ellermann

Alba August går stadig på skuespillerskole, men spillede alligevel med i en af Nordkrafts forestillinger i foråret som trak fulde huse. Her spillede hun sammen med Esben Smed, der er i gang med at opleve sit folkelige gennembrud, og alt tyder på, at hun er på vej til det samme

I marts spillede Alba med i Please, Continue (Hamlet) på Teater Nordkraft. Den gamle historie blev sat i moderne rammer, og teateret blev ramme for en mordsag, hvor det skulle besluttes om Hamlet skulle dømmes eller ej. Byretten i Aalborg stod for dommere, advokater og retsbetjent, mens Hamlet, Ofelia og Gertrud (Hamlets mor) blev spillet af tre dygtige skuespillere, der skulle improvisere. Hver aften blev der udvalgt en jury fra publikum, der besluttede Hamlets straf. Vi tog en snak med Alba inden stykket fik premiere, for at høre mere om den unge svensker med de danske forbindelser.

Please, Continue (Hamlet) var et anderledes projekt og Alba sagde hurtigt ja til at deltage:

– Jacob, som er teaterchef på Teater Nordkraft, ringede til mig sidste sommer. Han havde set stykket i Frankrig, tror jeg det var, og var helt opslugt af det. Han havde en idé om, at han ville lave det, så han skulle finde sit cast. Han måtte forklare det tre gange, før jeg forstod konceptet, fordi det er
så specielt. Men jeg syntes, det
 lød så fedt, og det var en mega-
fed udfordring som skuespiller.
 Der er ikke noget manus, så det
hele er improviseret, fortæller
Alba.

Hamlet uden distance

Der var ikke Albas første møde med Shakespeare;

– Jeg har læst Hamlet tidligere, og vi har haft en del Shakespeare på skolen. Men jeg tror først, at det er nu, hvor man har sat Hamlet ind i en rigtig historie, at jeg forstår karaktererne og historien. Jeg synes, det er så genialt at tage en gammel historie som denne, og føre den ind i en performance som det her. Det er fandme fedt! Når jeg tidligere har læst klassikere, som Shakespeare, så har jeg haft så meget distance til det, fordi det er så langt væk. Men at få lov til at forstå det sådan følelsesmæssigt, det er en stor oplevelse.

Alba fortæller, at det kan være svært at skabe forbindelse til den karakter, man spiller på scenen, når det handler om de gamle stykker;

– Det kræver i hvert fald et kæmpe arbejde at have kontakt til sig selv samtidig. Det synes jeg er svært. Når man læser Shakespeare, så er det jo så fantastisk smukt skrevet. Men det er det sværeste i hele verden at spille, griner Alba.

Alba nævner Det Kongelige Teaters opsætning af Romeo & Julie, som en forestilling hvor det lykkedes at bevare teksten, men samtidig give den noget moderne, så der ikke var nogen distance mellem skuespillerne og den tunge handling.

Ekskluderende

De fleste der har set et klassisk Shakespeare-stykke ved, at man skal holde tungen lige i munden for at kunne følge med. Det er et gammeldags, knudret sprog, som ikke altid er så nemt at forstå for det moderne menneske. Denne journalist forstod ærligt talt ikke halvdelen af, hvad der foregik på scenen, da jeg selv så et stykke på originalsproget på Shakespeares Globe-teateret i London. Og det på trods af, at jeg har brugt en del år på at læse litteraturhistorie på universitetet. Shakespeare er svært tilgængeligt for de fleste, men helt enormt smukt når man knækker koden. Derfor valfarter publikum stadig ind og ser diverse opsætninger, mens mange skuespillere drømmer om rollerne. Det gælder også Alba:

– Det vil jeg sygt gerne. Men jeg kan også mærke, at der er lang vej til at skulle lave Shakespeare. Der ligger et stort arbejde i det, og man skal også lære sproget at kende. Men Shakespeare og andre gamle stykker kan også komme til at være lidt ekskluderende, for det kræver, at man kender til det, og kender til sproget, for at kunne følge med. Derfor er det også så fedt at lave Hamlet i denne kontekst, hvor alle kan forstå hvad det handler om, alle kan følge med i historien.

Please, Continue (Hamlet) var Hamlet uden de sproglige krummelurer, så i stedet var historien kogt ned til rene følelser. Da de tre skuespillere havde fundet sig til rette i konceptet, så kunne man ikke lade være med at lade sig bevæge som publikum. Det var rene og rå følelser på scenen og man følte med Hamlet, når han bønfaldt Ofelia om at tilgive ham. Samtidig kunne man jo godt forstå hvorfor Ofelia var ked af det.

– Det er meget tydelige rammer; Jeg vil have Hamlet dømt, for han har dræbt min far. Samtidig er han min ekskæreste, og jeg kan ikke lade være med at føle med ham. Det er meget simpelt og reelt, fortæller Alba.

Drømmen om de gode roller

For mange mandlige skuespillere er det en drøm at spille Hamlet, men der er ikke en klar drømmerolle på den kvindelige side.

– Jeg synes Ofelia er en fantastisk rolle. Men hun bliver også meget et offer, da hun er så forelsket i Hamlet. Det, at Hamlet har det
så psykisk dårligt efter sin fars død, kommer til at gå ud over Ofelia, som faktisk tager sit eget liv. Hun er virkelig offer for alle på en eller anden måde, men jeg synes, det er en spændende opgave, at skulle spille hende i sådan en sammenhæng som denne. Det synes jeg virkelig, fortæller Alba og fortsætter:

– Men Romeo & Julie er jo også en fantastisk forestilling. Der er ikke så mange kvindelige roller som for eksempel Hamlet, men så kan jeg jo bare spille Hamlet, siger Alba med et smil, mens hun påpeger manglen på de kvindelige karakterroller i samme stil som den berømte danske prins:

– Alt er skrevet til mænd af mænd i udgangspunktet. Men jeg tror på, at der kommer så mange gode roller til kvinder i fremtiden, det gør jeg virkelig.

Kæmpede med det danske

– Jeg er vokset op i Stockholm hos min mor og mine søstre. Jeg flyttede til København, da jeg kom ind på teaterskolen, så jeg har boet her i to år.

Da Alba flyttede, satte hun sig hurtigt for, at hun ville lære dansk, men det var dog nemmere sagt end gjort.

– Det har virkelig været en kamp. Dansk er jo bare et mærkeligt sprog. Hele første år på teaterskolen var bare en kamp om at lære dansk. Efter det år begyndte der at ske noget, så man ikke skulle bruge sin hjerne så meget på det danske. Det er jo ikke som at snakke engelsk, men mere som en dialekt, fordi de to sprog ligger tæt op hinanden, fortæller Alba.

– Jeg har altid været svensk og en smule dansk, men nu er jeg ligeså meget dansk, hvis endda ikke mere. Jeg tror endda, jeg bliver i Danmark. Det er meget mærkeligt, at det er gået så stærkt og har været så naturligt. Jeg havde aldrig regnet med, at jeg ville blive en dansk skuespiller. Det er ret vildt.

Den danske forbindelse

Alba er datter af den danske filminstruktør Bille August og den svenske skuespillerinde Pernilla August. Det hjælper selvfølgelig også på, at tilknytningen til Danmark er gået stærkt.

– Det er både på grund af Teaterskolen, men også på grund af min familie. Min far og mine søskende er danske, så jeg har jo altid haft kontakt til dem. Det er noget andet at bo her. Det er virkelig dejligt at have en hverdag sammen med min danske familie. Men så har jeg jo også fået en masse gode venner i Danmark, som har gjort at jeg gerne vil blive. Det er rart at have begge dele (det svenske og det danske, red.), og jeg tror, jeg kommer til at arbejde ligeså meget i Sverige. Det er virkelig luksus at kunne blande det.

Det er utvivlsomt også en fordel at kunne tale både svensk og dansk, da de to lande har stor tradition for at udveksle skuespillere. Det giver flere arbejdsmuligheder på et marked, hvor jobsene er få og konkurrencen er stor. Alba har været med i flere projekter i Sverige som teenager, så de første grundsten til en karriere i hjemlandet er allerede lagt.

Teater eller film

– Lige nu er jeg enormt nysgerrig omkring teater, fordi jeg ikke har så meget erfaring. Så jeg skal helt klart prøve at udfordre mig selv og lave så mange teaterprojekter så muligt. Drømmen er jo at kunne lave begge dele. Det er sjovt, at der er så stor forskel på at lave film
 og teater. Bare med hensyn til hvordan man arbejder; På film er det meget intensivt, hvor du er væk i tre måneder fra familie og ven
ner. Det er fedt, intenst og hårdt. Det kan være lidt uberegneligt.
 På teateret får man nogle rutiner, hvor der er en prøveperiode og derefter en spilleperiode. Man finder en anden hverdag i det, tror
 jeg. Jeg tror, at alle skuespillere har det sådan, at man vil prøve alt. Dog tror jeg, at film ligger tættere på mig, men derfor er jeg stadig sindssygt nysgerrig på teateret. Det, at jeg er vokset op med at være omkring film, tror jeg, er en stor del af det. Men også, at jeg har lidt filmerfaring. Der er mange, der har det modsat, hvor de har spillet rigtig meget teater, men er nysgerrige på, hvordan det er at lave film, fortæller Alba.

Måske til udlandet

Ligesom mange andre, så lokker de gode muligheder for arbejde i udlandet også hos Alba. Hun tager det dog ganske roligt indtil videre, for der er masser af muligheder herhjemme.

– Det er bare vigtigt at have 
mig selv med i det. Det er jo en 
trend med at skandinaver ta-ger til Hollywood, og det virker
 selvfølgelig spændende, men 
jeg har ikke lyst til at tage til 
Hollywood bare for at være der.
 Så bliver det meget meningsløst at lave skuespil, i hvert fald for mig. Man skal også kunne holde til det, hvis man skal lave det her job i lang tid. Jeg tror, man skal passe på med at have for travlt. Så tror jeg ikke man overlever i branchen til man bliver gammel. Men der er nogle meget dygtige instruktører og skuespillere i udlandet, som kunne være spændende at arbejde sammen med, men der er sgu også mange i Danmark, Sverige, Norge og Finland, som jeg er nysgerrig på.

Kom ind i første forsøg

Alba kom ind på Teaterskolen i første forsøg;

– Jeg tror, det havde noget at gøre med, at jeg kom som svensk og var så lost, så jeg var ikke så nervøs, fordi der var andre ting at være nervøs for. Selvfølgelig havde jeg præsentationsangst, men jeg vidste nok ikke rigtigt, hvad jeg havde kastet mig ud i.

Hun søgte kun ind på Den Danske Scenekunstskole i København, men hvorfor søgte hun mon ikke også i Sverige?

– Jeg tror, det har været fordi, jeg altid har haft en drøm om at bo i Danmark på et tidspunkt, og udforske min danske side. Jeg havde lavet nogle filmprojekter i Sverige og kunne mærke, at jeg trængte til noget uddannelse. Jeg tror først, at det var da jeg startede på skolen, at jeg turde sige højt, at det var skuespillet, jeg gerne ville. Inden tror jeg ikke, at jeg har turdet at sige det højt for mig selv. Jeg startede på et teatergymnasium, da jeg var cirka 16 år, hvor der var omkring 10 timer teater om ugen. Jeg havde så svært ved at følge med i skolen og koncentrere mig, så at skulle sidde ned og lytte til en lærer gjorde, at jeg havde for meget lyst til at pjække. Så da jeg startede på det her teatergymnasium, havde jeg vildt meget arbejdslyst, så det blev lidt en redning for mig. At jeg fik lysten til at gå i skole, fortæller Alba.

Støtte hjemmefra

I stedet for enten at presse på eller prøve at tale hende fra det, så lod Albas forældre hende selv tage beslutningen om, at skuespillet var den rigtige vej at gå.

– De har nok bare prøvet at blande sig så lidt som muligt. Men det har selvfølgelig været dejligt at kunne snakke med min mor om forskellige skuespilopgaver, jeg har haft. En der virkelig forstår det, og har super-meget erfaring. Når jeg skal løse en opgave med en karakter, så kan jeg bruge min mor. Men de har aldrig haft en mening om mit valg om at være skuespiller.

Men hvordan har det påvirket hende, at have kendte forældre under sin opvækst?

– Jeg ved det ikke. Jeg har jo ikke prøvet noget andet, så det er svært for mig at sige. Det er først nu, hvor jeg er blevet ældre, at folk har styr på, hvem de er. Når man er teenager, er der ikke så mange der ved, hvem ældre skuespillere eller filminstruktører er. Så er der nok andre kendisser, der er mere spændende, siger Alba med et smil,

– Jeg synes mere, jeg har kunne mærke det, efter jeg er blevet ældre.

Base i Danmark

– Som skuespiller ved man jo aldrig, hvor man ender, men drømmen er en base i København. Det kommer også an på familie. Jeg har familie i hele Norden, og folk flytter hele tiden, så jeg håber, at vi alle sammen kan finde en base i samme by på et tidspunkt. Jeg har flyttet ret meget i mit liv, så jeg tror det ville være godt for mig at blive boende i København, og for én gangs skyld at blive ét sted og ikke skulle være på vej hele tiden. Man bliver sådan lidt rodet i hovedet af det.

Der er da også en stor familie at holde styr på;

– Jeg har otte søskende, men vokset op med to søstre. Min storesøster er også skuespiller, mine brødre er manuskriptforfattere og jeg har en anden søster, som er scenograf, så vi er alle sammen lidt indenfor samme branche. Det kunne være, at vi på et tidspunkt får lov at arbejde sammen. Det kunne være spændende.

Vilde rejser

Lige nu er Alba dog godt tilfreds med at gå på skuespillerskole:

– Det optager hele ens liv, og er super intenst. Men jeg synes, der sker rigtig meget for mig som skuespiller, og det er bare så godt. Det er meget specielt, at man er otte mennesker, der arbejder sammen hver dag. Det er nogle vilde rejser, man laver sammen. Det er nok det bedste, jeg har oplevet hele mit liv, tror jeg. Det er meget op og ned, hvor man har lyst til at give op den ene dag og den næste dag, så elsker man det.

Interviewet er slut og jeg sidder tilbage med indtrykket af en ung kvinde med ben i næsen. Det kan måske være fordi, at det danske sprog stadigvæk er nyt, men hun udtrykker sig med en eftertænksomhed, som man ikke ser så tit hos unge på 22 år. Samtidig har hun et fint og nærmest fe-agtigt udseende, men man fornemmer en ild bagved øjnene. Det skal blive spændende at se, hvornår hun bryder igennem muren.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*