Fårups far

APPETIZE har mødt Fårup Sommerlands direktør, Søren Kragelund i anledningen af forlystelsesparkens 40 års jubilæum og aktuelle sæsonstart. Det blev til en snak om massemord på kyllinger, en barndom i Jomfru Ane Gade, ordblindhed og om hvorfor pokker en vindmølle i Nordjylland må være 150 meter høj, når en rutsjebane kun må være 20

Det kan være lidt svært at karakterisere Søren Kragelund i få ord. Ser man ham på et foto, ligner han (og han slår sikkert journalisten ihjel, når han læser dette) en grående, men stadig fit for fight ornitolog eller miljøingeniør. HVIS han nu blev placeret bag rattet i en bil med et logo for en offentlig miljømyndighed. HVIS han blev iført en kakhifarvet skjorte, et par grønne gummistøvler og en tommestok, der kunne måle højder på rutsjebaner – ja, så ville han faktisk ligne én af dem, han har brugt rigtigt mange år på at kæmpe imod. Men når man kommer lidt ind under overfladen på manden, får man et ganske andet indtryk. Man bliver klar over, at Fårups grundlægger indeholder langt flere facetter og er uhyre meget mere handlekraftig og målrettet end yndlingsmodstanderne i de grønne gummistøvler. Søren er både gammel og ung. Han er både forretningsmand og legebarn. Han er både innovativ og stædig. Han skifter konstant emne, bevæger sig hurtigt, og styrer samtalen som en uregerlig dreng i 8. klasse.

Den driftige oldefar

Man skal noget tilbage i tiden for at finde frem til det grundlæggende stof Søren Kragelund er gjort af. Han er barn af Aalborg, men født på den tidligere fødeklinik i Nørresundby. Sørens far var en stor og kendt mand i byen. Han var direktør i Kragelunds Fabrikker – en af fordums tiders store og betydningsfulde virksomheder.

– Min far var 3. generation i firmaet, der blev grundlagt i 1885 af min oldefar. Kragelunds Fabrikker producerede i begyndelsen kolonialvarer – alt fra saftevand til bagepulver, skolekridt, ovnsværte, madkulør og dansepulver. Ja, altså, dansepulver brugte man store mængder af til at sprede på dansegulvene i forsamlingshuse osv., forklarer Søren i hurtigt tempo, da journalisten spørgende hæver øjenbrynene over det sidste produkt. Sørens oldefar var en umådelig driftig mand, der også fik agenturet på salg af kridt fra FLSmidth. Kridt var en meget vigtig råvare som fyldstof i bl.a. maling.

– Min oldefar var med i alle mulige ting. Han boede i det, der nu er spejderborgen i Aalborg, og han havde på et tidspunkt en plan om at lave endnu en cementfabrik i Aalborg – en plan der dog ikke blev til noget. Jeg har en fornemmelse af, at han var et meget dygtigt menneske, der kunne mange ting og interesserede sig for meget. Han var medsponsor på byggeriet af Vor Frue Kirke, og han var registreret som den 3. mest velhavende mand i Aalborg. Hans søn, min bedstefar, førte arven videre på bedste måde. Han blev gift med en Strøyberg – det var den familie, der ejede det store hvide Strøybergs Palæ i Aalborg (overfor Friis, red.) og herfra drev de bl.a. Strøyberg Kul, fortæller Søren. Mens han fortæller om sine aner er det tydeligt for APPETIZES journalist, at hans fædrene ophav betyder meget for ham. Øjnene lyser af det samme engagement, der ses, når man snakker om rutsjebanerne i Fårup Sommerland og turismen i Nordjylland. Dog kan det være lidt svært at følge med undervejs, for Søren Kragelund taler hurtigt og er hele tiden lidt længere fremme i tankerne. Han fortæller i en sidebemærkning, at han bedstemors søster faktisk blev gift med den legendariske danske forfatter Poul Henningsen (PH, red.)

Laboratorium i Jomfru Ane Gade

Efter 2. verdenskrig var det så Sørens far, Anders, der overtog familiedynastiet og arven sammen med sin søster, Kamma. Efter krigen og den begyndende globalisering af industrien, ændrede Kragelunds Fabrikker sig også.

– Der skete nogle ændringer undervejs i takt med at verden udviklede sig. Jeg kan blandt andet huske, at man ophørte med at sælge bonevoks. I det hele taget afspejlede virksomhedens produkter og produktion de behov, der var i samfundet og i husholdningerne. Min far drejede i første omgang salget mere i retningen af kemiske produkter som f.eks. rengøringsartikler til skoler osv. Jeg kan huske, at vi havde et stort laboratorium i Jomfru Ane Gade, hvor der sad en masse damer og blandede kemiske stoffer i kolber og bøtter, og det var meget spændende at besøge det laboratorium, siger Søren. Han boede i en lang overgang med sine forældre og søskende Ved Stranden, lige over for hvor kasinoet og SAS Radisson nu ligger, i den bygning der senere kom til at huse frisørskolen. Senere flyttede familien dog til det langt mere fredelige Solbyen.

Fritidsjob som kyllinge-afliver

– Virksomheden bevægede sig i retningen af at være et industrihus, der solgte både kridt og salt, som vi importerede fra blandt andet Polen. Salten blev pakket i ”Saltlageret”, som nu er en restaurant og diskotek af samme navn i Jomfru Ane Gade. Men efterhånden som verden udviklede sig, steg behovet for nye forretningsområder, og min far begyndte at kigge sig om efter nye muligheder. Der var en trend i tiden omkring sundere mad, og bl.a. steg interessen for at købe kyllingekød. Derfor begyndte min far at producere og sælge kyllingefoder i samarbejde med PP Hedegaard, og for at teste foderet opdrættede vi selv en masse kyllinger, husker Søren, og fortæller til journalistens store forbløffelse, at kyllingefarmen lå inde midt i Jomfru Ane Gade, hvor kyllingerne var fordelt på to rum og gik rundt på trådnet.

– Jeg arbejdede i fabrikken efter skoletid, og jeg kan stadig huske travlheden på stedet, hvor vi blandt andet blandede de to slags kyllingefoder til salg, og at vi havde en brandslange, som vi brugte når der skulle spules og gøres rent efter dyrene. Jeg kan også huske nogle mærkelige forsøg med udviklingen af røgbomber, der skulle bruges til at teste ventilationsanlæg i kyllingefarme, husker Søren og fortæller, at han også arbejdede i rugeriet, hvor han havde et fritidsjob som en slags massemorder, der aflivede de ikke levedygtige kyllinger, der blev ruget ud.

– Ja, uha. Men det tænkte man jo ikke et sekund over dengang. Der var en stor spand med vand, som vi smed dem ned i og lagde et tungt jernlåg henover. Vi klippede også spidsen af næbbene af kyllingerne, så de ikke skulle hakke hinanden.

Ludere og lommetyve i Håbet

Det virker heldigvis ikke som om Søren har taget voldsomt skade af det noget makabre fritidsjob. Faktisk var det hele hans liv at gå i skole, først på Skipper Clement Skolen og siden på Stolpedalsskolen, komme hjem og så smutte hen i fabrikken og hjælpe til.

– Det var et råt kvarter at vokse op i, og der var ikke ret mange børn i området, så jeg omgikkes mest de voksne henne på fabrikken og mine brødre. Man kunne også tilbringe timer med at kigge ud af vinduerne og ned på gaden, hvor der altid foregik en masse, og nogle gange dramatiske ting, som for eksempel en stor folkestrejke, hvor en politimand blev ”løbet ihjel”, røde faner og ophedede optog med kommunisterne, der havde hovedkvarter lige skråt overfor i Østerågade. Ikke så langt fra hvor vi boede, lå også det berygtede værtshus ”Håbet”, hvor der var både ludere og lommetyve, og det var også spændende for os drenge. Jeg kan huske, at vi havde nogle barnepiger, der kunne fortælle en masse grufulde historier om, hvad der skete i Aalborg downtown.

Kæmpesamling af kranier

En begivenhed Søren særligt husker fra sin barndom midt i Aalborg, var da kommunen gik i gang med at grave fjernvarmeledninger ned lige uden for gadedøren Ved Stranden. Under arbejdet stødte arbejderne på sort jord, hvori der gemte sig en masse kranier og hestekranier, der viste sig at stamme fra Grevens Fejde i 1534, hvor Skipper Clements bondehær, på flugt fra feltherrens Rantzaus hær, blev jaget op og indesluttet i Aalborg, som faldt efter få dages belejring den 18. december 1534. Mellem 7-800 mand, og deres heste, blev hugget ned, hvorefter byen blev givet fri til plyndring. Skipper Clement blev kort tid senere taget til fange og henrettet.

– Min bror og mig fulgte med i gravearbejdet på nærmeste hold, og jeg kan huske, at vi samlede en kæmpesamling af blandt andet hestekranier og dele af skeletter. Det var jo helt vildt og fantastisk set med nutidens øjne, og et kæmpestort historisk fund. Men dengang var det mere sådan ”nå, nå”, og skeletterne blev bare kylet ned i hullerne og dækket til igen. Men det er jo helt vildt at forestille sig, at her sad man med en kraniet af en af de våbenføre mænd, der havde fået et sværd i knolden osv., siger Søren og griner i skægget over, at Radisson Hotel, kasinoet osv. er bygget oven på en slags massegrav.

Engelsk mor

I barndommen følte Søren altid, at hans familie var lidt speciel, fordi hans mor, Maureen, var englænder.

– Mine forældre mødte hinanden i Liverpool, hvor min mor er født. Min far var i byen på en eller anden form for praktik i et engelsk firma, fortæller Søren. Parret valgte at flytte til Danmark, hvor de fik sønnerne Søren, Patrick og Thomas.

– Hvis jeg skal betegne min opvækst med et enkelt ord, må det være ”spændende”. Min mor snakkede engelsk, og det var i sig selv lidt anderledes end i mine kammeraters hjem. Og så var det sjovt at rejse på ture til Liverpool og besøge min mors familie. Min mors familie var købmænd, og jeg kan huske, at de boede i sådan et typisk engelsk kvarter, hvor den ene gade nøjagtigt ligner den anden, fortæller Søren og vender straks efter igen blikket tilbage mod al den tid, han som stor dreng tilbragte i virksomheden sammen med de voksne.

– På en måde blev jeg nok tidligt voksen, fordi jeg altid var sammen med voksne. Jeg hørte en masse skægge historier fra medarbejderne, og jeg fik hurtigt et stort ansvar. Jeg tror, at jeg meget tidligt lærte noget, som jeg stadig har med mig i ledelsen af Fårup Sommerland, nemlig hvor vigtigt det er, at man på et hold hver især gør det, man har aftalt. Jeg lærte allerede dengang, at det altså skulle fungere og lykkes, hvis jeg havde fået ansvar for at hente sække med foder eller et eller andet. Der stod jo en anden og ventede på at få det.

I lære som smed

– At min mor snakkede engelsk har måske medvirket til, at jeg har døjet med at være ordblind. Jeg kan huske, at jeg aldrig fik mere end 03 i diktat, fortæller Søren. På grund af den manglende boglighed var han i tvivl om, hvad han skulle, da han nærmede sig gymnasiealderen. Enden på det blev, at han kom i lære som smed i smedeafdelingen på jernstøberiet De Smithske i Nørresundby (det nuværende Desmi, red.).

– Jeg var virkelig glad for at være der, og det passede fint med at jeg senere læste teknikum i Aalborg. Udover at arbejde som elev i smedeafdelingen fik jeg et år i De Smithskes tegnestue, hvor jeg lærte at bruge tegnemaskiner og designe anlæg. Den erfaring har jeg haft stor gavn af sidenhen, og det er fortsat mig der har dialogen med håndværkere og leverandører, når der skal konstrueres og bygges nye forlystelser i Fårup Sommerland. Jeg kan også stadig sagtens svejse, hvis det er nødvendigt, forklarer Søren.

Hvad er fremtidens erhverv?

Eventyret om Fårup Sommerland startede i 1969, hvor Sørens far efterhånden var blevet træt af både kyllinger, salt, kridt og sand.

Handlekraftig som man jo er i den Kragelundske familie, kontaktede han derfor den amerikanske ambassade, og spurgte, hvad de mente, at fremtidens erhverv mon var. Han havde vel ræsonneret sig frem til, at amerikanerne, med deres evige fremsyn, sikkert kunne svare på det. Det kunne de også. Ambassadens svar lød nemlig, at fremtidens erhverv var EDB og turisme. Sørens far var lidt usikker på det første, så han slog sig på det sidste. Så på en måde kan man takke amerikanerne, eller i hvert fald en eller anden klog medarbejder på ambassaden, for at Fårup Sommerland findes i dag.

– Min far var ikke sådan teknologisk interesseret og var lidt skræmt af alle de dippedutter og dioder osv. Men set i bakspejlet er jeg sikker på, at Aalborg kunne ha’ haft en gigantisk klynge af IT og televirksomheder stadigvæk, og vi kunne garanteret også ha’ scoret Nokias hovedkvarter, hvis vi bare havde turdet, at være mere fremsynede dengang alting skete i den branche.

En stor legeplads

Søren stoppede med arbejde og studier for at hjælpe med at føre turistplanerne ud i livet. Ideen var i første omgang at etablere en stor legeplads, hvor man brugte sig selv og kroppen i aktiviteterne. Næste skridt var at finde frem til, hvor legepladsen skulle ligge.

– Jeg husker, at vi blandt andet var ude at bese arealer på Gjøl og en stor grusgrav syd for Aalborg. Til sidst endte vi i området omkring Løkken og Blokhus, og det blev hurtigt oplagt at vælge en placering her på grund af de mange turister, der allerede var i området, forklarer Søren. Han fortæller videre, at hans far og han gennem de første år sammen havde forskellige tvister omkring sommerlandets udvikling. Søren trak i retning af en forlystelsespark, mens hans far var mere kulturelt orienteret.

– Vi var også omkring etableringen af et kæmpe akvarium. Men den idé blev aldrig til noget, fortæller Søren.

Smedens øre…

Da Fårup Sommerland åbnede i 1975 kom parken fantastisk godt fra start. Det væltede inde med familier og børn med kassebukser, islændertrøjer og medbragte leverpostejmadder indpakket i sølvpapir. Der var ikke så mange attraktioner i begyndelsen, men trampoliner og minigolf var mere end nok til at tilfredsstille de oplevelseshungrende gæster, der ikke var vant til så store armbevægelser.

– Den første sæson havde vi 40.000 gæster og antallet bare steg og steg. I 1989 tog vi så et enormt skridt fremad, da vi etablerede aquaparken. Den har siden været en vigtig og populær del af Fårup, og i 2015 udvidede vi den med to vilde verdensnyheder – Vandkanonen og Vandfaldet, fortæller Søren. Rygtet vil vide, at han med egne hænder byggede en mægtig sandmodel af aquaparken, før planerne blev ført ud i livet. Et andet rygte handler om, at Søren med egne smedehænder har svejset alle samlingerne i Fåruptoget om, fordi de ikke var gode nok. Om rygterne taler sandt eller ej, vides ikke med sikkerhed. Men det er i hvert fald et faktum, at Søren Kragelund har mere end én smedefinger med i spillet, når det gælder forlystelserne og især byggeriet af dem. Hans interesse i konstruktioner og maskiner fornægter sig ikke, og han forklarer selv, at han hjemme fra privaten, der ligger lige uden for forlystelsesparken kan HØRE det med det samme, hvis der er et defekt leje eller andet i en eller anden forlystelse, for eksempel i Træstammerne, eller i de store rutsjebaner, Falken, Lynet eller Orkanen.

Opfandt hoppepuderne

Sjovt er det også, at det faktisk er Fårup Sommerland, der i begyndelsen af 1980’erne opfandt de hoppepuder, som vi kender den i dag fra alverdens legepladser, rastepladser og campingpladser. Siden er hoppepuden og teknologien bag den udbredt til resten af verden.

– I begyndelsen var hoppepuderne bare oppustede bolde, der lå under et stort net. Senere opfandt man ”pølserne,” som lå foran legepladsen. Hoppepuderne blev hurtigt populære, men det var svært at opnå et konstant tryk i dem, så derfor fandt vi på en ny løsning med at grave hoppepuderne ned og sikre et konstant og korrekt luftryk via en pumpe, der løbende pumper luft ind. Så var alt som det skulle være, siger Søren.

Modstand mod udvikling

Selvom det handler om smil og glade børn, når man er indehaver af en forlystelsespark, så har det ikke været lutter lagkage at være Søren igennem årene. Noget af det, der kan frustrere ham allermest, og som han INGEN fornuftig mening kan se i, er alt det bøvl og den modstand han har oplevet fra de offentlige myndigheder. Lavpandet modstand mod udvikling, oplever han det som. Og han lægger ikke skjul på sin frustration over det.

– Se, siger han og peger med slet skjult ironi ud på nogle ca. 150 meter høje vindmøller, der tårner sig op i landskabet uden for Fårup Sommerland. Man har fin udsigt til vindmøllernes himmelflugt fra det nye Fårup-hotel.

– Dem må man godt bygge så høje, men vi måtte ikke bygge Orkanen så høj, som vi egentlig ønskede, og det var faktisk grunden til, at vi byggede den ned i jorden i stedet for, for at få et ordentligt fald på køreturen, siger Søren.

Mere skaber mere

– Jeg har oplevet SÅ meget bøvl hele vejen igennem, og der har væ
ret en underliggende holdning om, at nu skal vi heller ikke blive for store, og nu må det ikke gå ud over naturen, og nu er vi jo en privat virksomhed, så vi skal holdes lidt nede, ellers breder vi os for meget osv. Det har været hårdt, og personligt mener jeg, at politikerne har været for lidt forandringsvillige. For eksempel har jeg kæmpet siden 1992 for at få tilladelse til at bygge det nye hotel, vi netop har opført. Argumenterne imod har været, at der allerede VAR uudnyttede overnatningsmuligheder i Jammerbugt Kommune. Jamen for pokker, det handler jo netop om at tiltrække så mange gæster som muligt, for jo flere her er, jo flere kommer der. Det er lidt det samme princip som med Jomfru Ane Gade, hvor der netop kommer mange mennesker, FORDI der er mere end ét værtshus. Hvis der kun var ét, kom der ikke nogen. Der kom heller ikke gæster til Skagen, hvis der kun var én god restaurant, vel?

Nyt hotel

– Det har været svært indimellem at bevare gejsten og drømmene om at udvikle Fårup Sommerland, når man ikke har følt, at politikerne og myndighederne var med os. Det har været svært at acceptere, at for eksempel Djurs Sommerland måtte bygge rutsjebaner højere end os. Jeg tænker ikke kun på Fårup Sommerland, men på hele turistbranchen i Nordjylland, som er svær af udvikle, når vi er oppe imod en slags enstrenget politik, der slet ikke flytter sig. F.eks. synes jeg det er helt åndssvagt, at man ikke ser Nordjylland som et hele og reklamerer mere for hinanden, så man i Skagen reklamerede for Fårup og omvendt. Så man i Løkken reklamerede for Fårup Sommerland, selvom vi ligger i to forskellige kommuner, siger Søren. Han kan heldigvis glæde sig i øjeblikket. Da Fårup Sommerland åbnede for sæson 2016 den 4. maj, skete det med et brag af en reception for det nye Fårup Hotel. Håndværkerne har arbejdet på højtryk på hotellet op til sæsonstart, for at blive færdige med indretningen og det sjove skovtema, der præger alle værelser, lobby osv.

– Det er faktisk min datter, Kirsten, der er arkitekt, der har tegnet indretningen af hotellet, og jeg synes, at hun er sluppet ganske godt fra det, siger Søren stolt.

Inge tager sig af hjemmefronten

Man kan få en mistanke om, at Søren sjældent holder fri. I hvert fald ikke om sommeren. Når man er gæst i parken, kan man sagtens møde ham, gående i solskinnet med mobilen, mens han løser forskellige problemer i løbet af dagen. Hans kone, Inge, må for længst ha’ vænnet sig til, at han i flere måneder hvert år er bidt af en gal rutsjebane. Mens han har udviklet Fårup, har hun sørget for ro og orden på hjemmefronten.

– Det har været vidunderligt, at hun har taget sig af alt det derhjemme. Hun var i en periode ansat som døvelærer i Aalborg, men stoppede da børnene var små, så hun har karrieremæssigt lidt det største afsavn, siger Søren. Han mødte Inge på Duus Vinkælder i Aalborg. Her brugte han, efter eget udsagn, størstedelen af sin SU sammen med vennen, Ole Friis (Grundlæggeren af IDA Service, red.)

– Ja, og så blev Inge og jeg kærester, vi blev gift og fik to dejlige unger sammen. Vores søn, Kristian, er 28 år. Han er kunstmaler og bor og arbejder i London, hvor han er blevet uddannet på den anerkendte kunstskole Saint Martins. Han er en meget talentfuld og eksperimenterende kunstner. Kirsten, der er 26 år, læser til arkitekt i København. Hun har været i praktik hos Olafur Eliasson i Berlin og det var meget lærerigt og inspirerende for hende, siger Søren og indskyder, at der faktisk er stor interesse for kunst i hans familie. Også broderen Patrick og hans samlever, Mogens, interesserer sig brændende for kunst og deler den gerne med den lidt mere pragmatiske Søren, som de af og til forsøger at uddanne lidt udi kunstskattene i lokale landsbykirker og den slags.

– Jo, jo jeg synes det er interessant nok, siger Søren og tilføjer, at hans to brødre i øvrigt laver noget HELT andet end han selv.

– Patrick er dr. phil. og pensioneret direktør for Danmarks Kunstbiblioteker og Thomas er i parkforvaltningen i Varde Kommune.

Enighed med Henrik

Det er nok statistisk set ikke så enormt mange fætre, der sammen driver virksomhed, men Søren ejer Fårup Sommerland sammen med sin fætter Henrik Schnack. Forklaringen på det vellykkede samarbejde skal måske findes i de fælles aner, hvor familiedrevne virksomheder var mere reglen end undtagelsen.

– Henrik og jeg har faktisk været ufatteligt enige om udviklingen af Fårup Sommerland. Vi har været enige, når vi skulle beslutte at investere millioner i nye rutsjebaner. Og vi har været enige, da vi skulle bygge hotellet. Vi er sikre på, at det vil vise sige, at være en klog beslutning, vi der har truffet, fordi vi nu har muligheden for at udvikle Fårup til et resort, hvor gæsterne bliver mere end én dag. Vi er også sikre på, at hotellet ikke vil stjæle gæster fra andre turistattraktioner, men at det derimod vil generere flere.