Sunde julegodter til vovsen

Tekst redaktion/PM | Foto Presse

December kan være en hård måned for livvidden på de fleste mennesker med mindre man er standhaftig. Det kan være fristende at dele den lækre julemad og julegodter med de firbenede, men det advarer Agria Dyreforsikring imod. Deres tal viser at december er nemlig den måned, hvor flest hunde skal en tur forbi dyrlægen. Det skyldes, de har smagt lidt for meget på julemaden.

Når Fido ser et stjerneskud, ser det noget så lækkert ud. Men det er vigtigt, at hunden hverken får fiskefilet eller andre lækkerier fra det traditionelle julebord. Menneskemad er nemlig en af de ting, som kan gøre julen hård for de firbenede husvenner. Tal fra Agria Dyreforsikring viser, at december er den måned, hvor flest hunde må en tur forbi dyrlægen på grund af madforgiftning.

– Ofte skyldes forgiftninger, at mange hundeejere ikke er klar over, at julemaden er farlig. Det kan også skyldes, at der i juletiden kommer flere velmenende gæster på besøg; venner og familie, som ikke nødvendigvis kender reglerne for fodring i huset, siger Tine Antvorskov, der er direktør i Agria Dyreforsikring, om statistikken.

Tine Antvorskov forklarer, at der typisk er to former for julemad, som giver problemer i december for mange hunde. Det er fed og salt mad samt julesnacks.

Fed flæskesteg og juleand

Meget af julemaden, vi mennesker holder af, er alt for fed og salt for hunde. Det kan give vovsen problemer med fordøjelsen og ondt i maven. I værste fald kan det give betændelse i bugspytkirtlen. Hunde bliver stressede, hvis de føler sig dårligt tilpas og har smerter. Så selvom det virker meningsfuldt at smide et saftigt stykke flæskesteg i madskålen, så er det bedst at lade være.

Nødder, rosiner og chokolade

Snacks og kager kendetegner julen, og det er ofte chokolade, nødder og rosiner, som finder vej til bordet, når der skal julehygges. Desværre er alle tre ting giftige for hunden. Nødder kan desuden sætte sig fast i tarmen. Det er ikke nok at undlade godbidderne til hunden, man skal også sikre sig, at hunden ikke hopper op og napper af skålen på sofabordet. Hvis hunden begynder at kaste op eller får diarré, bør man overveje at søge dyrlæge.

Lav selv sunde og lækre godbidder

Hvis man mener, at hunden fortjener lidt ekstra godbidder i december, kan man overveje at bage julegodter selv. Der findes masser af opskrifter på snacks til hunden, som er både lækre og sunde. Agria Dyreforsikring disker her op med et bud på godbidder. Lav en stor portion, så du har nok til hele december:

Kyllingekiks

Kyllingekiks er en sprød godbid, som er let at lave, og hunden vil elske dem.

Du skal bruge:

  • 1 kyllingefilet
  • 120 g majsmel
  • 120 g hvedemel
  • 1 tsk tørret persille
  • 1 æg
  • 1 dl vand
  • 1/4 dl rapsolie eller solsikkeolie

Sådan gør du:

Kog kyllingefileten i en gryde med vand, til den er gennemkogt. Hak den nu i små bidder. Det bedste resultat får du, hvis du bruger en køkkenmaskine eller blender.

Bland mel og persille sammen i en skål.

Hæld kyllingen, et æg, vand og olie i blandingen, og ælt det hele sammen til en dej. Den vil være lidt smuldret i starten, så ælt den godt sammen, til den bliver fast og glat. Hæld mere vand eller mel i, hvis den bliver for tør eller våd.

Rul dejen ud til den er 0,5 cm tyk. Tryk kiks ud i den størrelse, du vil have, med en kageform. Kageforme, der ligner rensdyr, kødben, juleklokker osv., kan købes i de fleste isenkræmmere eller på nettet.

Har du ikke kageforme, kan du også rulle dejen ud til en pølse på 1 cm tykkelse og skære bidder ud på 1-2 cm.

Læg alle bidderne på en bageplade med bagepapir. Kiksen hæver lidt og flyder ikke ud, så de kan godt ligge tæt på hinanden.

Bag kiksen på varmluft ved 150 grader i ca. 20 minutter. Hold øje med kiksene, så de ikke bliver brændt. De er færdige, når de har fået en gylden farve og en sprød lyd, når du banker på dem.

Lad den køle af, inden du deler ud af godbidderne.

De kan opbevares i en kagedåse eller anden tæt beholder.

God fornøjelse!

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*