Snurrer med fyld

snurrer med fyld

Mange har nok set de forskellige slags kanelsnurrer, der bliver lavet. Jeg synes, det kunne være sjovt at bruge samme teknik, bare til en anderledes form for pølsehorn og skinkehorn. Denne opskrift giver skønne luftige snurrer, der passer perfekt til madpakken! Det gode ved dem er, at de sagtens kan fryses ned. Jeg lavede dem, inden vi tager på en lille ferie i København. Jeg tænker, de er dejlige nemme til den hurtige frokost.

God fornøjelse!

Dej til snurrer:
1000 gram økologisk hvedemel
100 gram gær = 2 pakker
5 deciliter sødmælk
250 gram smør
6 spiseskefulde sukker
2 æg
2 teskefuld fint salt

Fremgangsmåde

1. Hæld sødmælken op i kasserolle, og varm den forsigtig op. Kom smør i, og lad det blive 37-38 grader varmt.
2. Kom det så op i skålen til din røremaskine, og rør så gæren ud i mælken.
3. Når gæren er rørt ud tilsætter du hvedemel og æg, og ælter dejen godt igennem. Tilsæt sukker og salt. Det skal æltes 7-8 minutter ved lav hastighed.
4. Sæt dejen til hævning, og lad den hæve i 25 minutter. Husk at overdække med husholdningsfilm og et viskestykke, og bare lad dejen blive i røreskålen.

Fyld til snurrer:

1 pakke skinketern
1 bundt purløg
1 halv pakke emmentaler
1 pakke små kyllingepølser

Skær pølser og ost i tern, hak purløg.

Når dejen er færdig hævet, skal den deles i to lige store stykker. Ælt med lidt mel, til den er håndterbar. Rul dejen ud, til en aflang firkant. Lig pølser og ost, på den ene halvdel, og lig den anden halvdel over. Den anden portion, skal der skinketern, ost og purløg på, ellers er det samme fremgangsmåde. Skær dem ud i 3 cm brede strimler. Sno nu dej-strimlerne og drej dem sammen til små snurrede boller. Lad dem hæve i 30 minutter. Pensel dem med et sammenpisket æg. Snurrene skal have 10-15 minutter ved 200C varmluft. Lad dem afkøle på en rist.

På min Instagram, har jeg gemt en video, hvor jeg viser fremgangsmåden, så hvis man er i tvivl, så ligger den øverst på min profil. Man kan finde mig under: laurasahl

Annonce