34-årige Sarah Anthony Martin er bodypiercer og brænder for sit fag. Hun er svær ikke at lægge mærke til i gadebilledet med de mange piercinger og tatoveringer, der dækker det meste af kroppen.
Hvis man har mødt Sarah Anthony Martin i Aalborg, er der en god sandsynlighed for, at man har lagt mærke til hende. Hun er nemlig tatoveret over det meste af kroppen.
– Over det hele! Måske ikke under fødderne og i håndfladerne, indskyder Sarah.
Sarah er professionel bodypiercer. Derudover er hun mor og et gennemsyret familiemenneske.
– Vi bor i Aalborg Øst og hygger derude, når jeg ikke arbejder. Jeg arbejder meget, men når jeg ikke gør det, så er jeg sammen med min familie, fortæller hun.
Aalborg blev for lille
Til daglig arbejder Sarah hos Artistic Tattoo og Piercing på Vesterbro i Aalborg, hvor hun blev udlært for næsten 15 år siden. I den mellemliggende tid har hendes arbejde ført Sarah rundt i det meste af verden.
– Jeg rejste til Skotland og piercerede, fordi jeg følte, at på det tidspunkt var Aalborg mindre end den er nu. Der så jeg endda ikke ligeså festlig ud, som jeg gør nu. Selv dengang oplevede jeg, at folk kørte ind i vejskilte og glemte at køre over, når der var grønt lys, og jeg holdte på cyklen ved siden af. Jeg ville gerne ud og opleve noget mere og blive en bedre piercer. Jeg har blandt andet haft min egen forretning i staten New York og i Oregon. Derfor kan jeg en masse ting som piercer, som jeg aldrig nogensinde ville have haft muligheden for at lære, hvis jeg var blevet udelukkende i Danmark, fortæller Sarah.
Sarah vendte tilbage til Artistic for omkring fire år siden;
– Så det er der, jeg blev født inde og nu er jeg kommet hjem igen efter at have været ude i den store vide verden.
Interessen startede foran Anna og Lotte
– Hvis vi skal tage det helt Adam og Eva-agtigt, så er et af mine barndomsminder at sidde ved min oldefar inde i stuen og se Anna og Lotte. Jeg sad imellem hans ben og så lå hans arme ned over mig, Han havde de her gamle sømandstatoveringer, der var helt grønne, men engang har været sorte. Der var skibe, ørne og nøgne damer. Jeg kan huske, at jeg var noget mere interesseret i hans arme end Anna og Lotte, for det så vildt sejt ud. Min far, dengang han levede, havde også tatoveringer, så det har altid fascineret mig voldsomt.
Hendes første møde med piercing var dog ikke en god oplevelse;
– Jeg fik huller i ørene, da jeg var ti år. De blev skudt i. Forfærdelig oplevelse. Jeg græd og græd. Min første rigtige piercing blev lavet, da jeg var 13 år. Det var en navlepiercing, og det var en noget bedre oplevelse. Min første tatovering fik jeg, da jeg ikke var gammel nok til at få den. Så har jeg ikke sagt for meget, griner Sarah.
Hun griner lidt af tankerne bag den første tatovering;
– Den skal altid være der, fordi det var den første, men det er en G-nøgle på skulderbladet, som var tegnet af en medstuderende på gymnasiet, fordi jeg elsker musik. Men hvem gør ikke det? Jeg ved ikke, hvor dyb en begrundelse, det er.
Nu, hvor jeg er blevet ældre, så synes jeg heller ikke, at der skal være en god grund. Du kan blive tatoveret, hvis du har lyst og du kan få det, du har lyst til, fordi du synes det ser pissefedt ud og fordi det klæder dig og det passer godt til dine former. Men på det tidspunkt tænkte jeg, at det skulle have en mening og det blev så til en G-nøgle på skulderen.
En tatovering behøver ikke en betydning
Det er langt fra alle af Sarahs tatoveringer, der har stor personlig betydning;
– Det er der ikke rigtig nogen af dem, der har i den forstand. Selvfølgelig, så har jeg mine tegneserieportrætter af mine børn og datoer på min krop for, hvornår jeg har mødt min mand og hvornår mine gode venner er døde. Sådan nogle ting har jeg også, og det har selvfølgelig en betydning. Men jeg vil sige firs procent af det, hvis ikke halvfems procent, er fordi, jeg synes, det er pissefedt. Jeg synes ikke nødvendigvis, at man skal gøre det legitimt at få en tatovering ved at kunne fremlægge et Excel-ark over, hvorfor du godt må få den her tatovering. Fordi din mormor blev kørt ned af en gul traktor, så har du en gul traktor tatoveret? Det kunne jo også bare være fordi, gule traktorer er seje. Fred være med det, hvis du synes, at alle dine tatoveringer skal have en betydning. Men for mit vedkommende, så synes jeg bare, det ser blæret ud.
Afviger fra normen
Sarah har flere tatoveringer end de fleste, men mener, at hun vækker mere opsigt, fordi hun er kvinde.
– Du kan faktisk finde mange mænd i gadebilledet, som har ligeså mange tatoveringer som mig. Men fordi jeg er en pige, så skiller jeg mig automatisk ud. Min eksmand er mere tatoveret end jeg er, og når vi var sammen offentligt, så var det altid mig folk spurgte ind til og ikke ham, selvom han sidder med måske tyve procent flere tusser i ansigtet, end jeg har. Det er fordi, jeg er kvinde, at man lægger mere mærke til, jeg har valgt at gøre noget, som afviger fra normerne om, hvordan kvinder bør se ud. Så lægger mere mærke til det, tænker jeg.
For Sarah krævede det ikke store overvejelser at blive tatoveret i ansigtet; - Overhovedet ikke. Det var ikke sådan, at jeg brugte lang tid på at tænke over det. Jeg tænkte bare, det kunne se mega svedigt ud med en diamant lige her. Og så fik jeg en diamant, griner hun.
– Det er ikke fordi, jeg skal lyde som et airhead, der bare tænker; ’Åh, det er fedt. Så gør vi det.’, for der er selvfølgelig en masse ting, jeg gennemtænker. Blandt andet fordi, jeg går meget op i min forretning og min familie, så derfor er der en masse ting jeg tager dybt alvorligt,. Men det er en hobby, en livsstil og en måde at leve på, og derfor behøver jeg ikke, i hvert fald i mit tilfælde, at skulle tage alting op i plenum. Det kunne også være, at det bare var fordi, at det var pissefedt med en diamant på kinden.
Fra undergrund til mainstream
Tatovering og piercing er gået fra at være undergrund til mere mainstream, hvilket både kan være en skidt ting og en god ting.
– Alle har tatoveringer og piercinger i dag, og det nyder vi jo godt af, fordi det er jo takket være vores kunder, at vi kan blive ved med at lave det, vi elsker og brænder for. Det, jeg personligt er her for, er at få lov til at gøre folk glade og endnu finere end da de kom ind i butikken. Derfor er der ikke noget brok over, at det er blevet mere kommercielt. Man ser fotomodeller med tatoveringer og piercinger, og det er jo vildt fedt, fordi det betyder, at man bliver taget seriøst af de fleste. Der er flere, der tager en seriøst i hvert fald, og det er vildt fantastisk. Det er fedt, at det jeg laver, rent faktisk er ved at blive anderkendt og bliver set på som et seriøst erhverv, hvor alt min energi, som går på at kunne tilbyde sikkerhed, hygiejne og viden, det rent faktisk bliver værdsat og lyttet til. Man er ikke bare piercer, fordi man ikke kan få tiden til at gå eller kan finde ud af andet. Det bliver faktisk set som noget, der kræver nogle færdigheder og en masse viden. Det er det fede ved, at det er blevet gjort mainstream. Det kan jeg godt lide. Men nogle gange kan jeg da også savne det med, at vi var nogle, som var imod noget etableret på eller anden led. Men det gode ved tatovering og piercing er, at det har så mange forskellige facetter. Så derfor har man ikke mistet det. Det er der stadigvæk, bare med et andet udtryk.
De voksne kunne lære af børnene
– For at være helt ærlig, så får jeg ikke ret meget negativ respons. Jeg får utrolig meget positiv respons eller også så er de fleste heldigvis så godt opdraget, at de holder deres mund. Det er lidt nemmere for folk, der gemmer sig bag en skærm at komme med nogle nederen kommentarer, men det synes jeg heldigvis ikke er særlig slemt. Når det er noget med mine børn, så stopper det med at være ligegyldigt og noget jeg kan ignorere. Så er der ikke nogen pyt-knap, jeg kan trykke på. Der er jeg desværre nødt til at opdrage på folk, for mine børn skal holdes udenfor. Jeg er deres mor ligegyldigt, hvordan jeg ser ud. Og de elsker mig ligegyldigt, hvordan jeg ser ud. Og det her fjæs med alle de her tatoveringer og piercinger har altså været det første de har set, da de kom ud, så de synes ikke, at der er noget, der er mærkeligt. Der har jeg en grænse, men ellers når folk har alt muligt mærkeligt at sige, og det har de engang imellem, så fred være med det, for det har ikke noget med mig at gøre. Jeg ved, hvem jeg er og hvad jeg står for, så det er ikke så vigtigt. Og jo, nogle gange så kan jeg godt undres, det er mere, der den ligger. Jeg kan forundres over, hvorfor fanden det er vigtigt for dig, hvordan jeg ser ud. Påvirker det din livskvalitet, hvordan jeg ser ud? Nej, det gør det sørme ikke, så hvorfor er det vigtigt? Hvorfor er det, at du kan gå fuldstændig i spåner over, at der er en, der ikke ser ud ligesom dig eller en, der har truffet nogle valg, som du ikke ville træffe? Hvis du er nysgerrig på det, så kunne du gøre ligesom så mange af de søde børn, jeg møder. Gå hen og stil sig op, kig og sig; ’Må jeg spørge om noget? Hvorfor har du grønt hår?’ For det gør de små børn og så kan man sige; ’Hey, babe. Jamen, det er fordi jeg synes, at det er skideflot’. Så siger børnene okay, og så går de videre. Det kunne de voksne lære noget af.
Sarah giver et fint eksempel på de glimrende komplimenter, som man kan få fra børn; -
Vi er til Nordic Inc i Frederikshavn hvert år for at arbejde, så var vi en tur i gågaden, hvor der er en pige, der går forbi mig og så siger; ’Se mor, en havfrue!’ Så siger jeg; ’Det er nemlig rigtig, skat’ og giver hende en high-five og går videre. Der er børn altså bare seje.
Der skal være plads til alle
Sarah fastslår med et smil, at hendes hverdag består af den samme trummerum som de fleste andre.
– Jeg skal også købe ind, vaske tøj, gøre rent og gøre alle de kedelige, dagligdags ting, hvor jeg forsøger at fortælle mine børn, at selvom det er røvsygt, så gør man det bare, for at få familien til at fungere. Det skal jeg jo også gøre. Jeg gør det så bare med grønt hår, tatoveringer i ansigtet og en mærkelig hjemmelavet kjole på. Sådan ser jeg så bare ud, mens jeg går ud med skraldet.
Heldigvis lever vi i en verden, hvor der er ved at blive mere plads til dem, der stikker udenfor normen.
– Du skal jo bare være på sociale medier i fem minutter og så fin- der du ud af, at der er en hel revolution i gang i hele samfundet. I hvert fald i den vestlige verden og forhåbentlig i hele verden, hvor man begynder at få øjnene op for, at der er mange måder at leve på og der er mange måder at være menneske på, og der er ikke en måde, der er bedre end den anden. At alle er lige værdige måder at leve på. Det begynder ligeså stille at vinde indpas, og der begynder ligeså stille at være mere plads. Selvfølgelig er det en hård kamp og det koster blod, sved og tårer. At jeg er tusset i ansigtet er så lille del af det. Der er andre mennesker, der har meget mere på spil, end jeg har, for eksempel i form af deres seksualitet og med racisme. Så det er endelig ikke for at underkende det, men der er altså en masse, der bliver skubbet til i øjeblikket. I den rigtige retning.
Huller i øret skal laves hos pierceren
En sag, der ligger tæt på Sarahs hjerte, er, at man ikke skal have lavet huller i ørerne med en piercing-pistol, som man kender fra nogle smykkehandlere.
– En piercing-pistol kan ikke steriliseres, det er den ene ting. Så kan man sige, at man sætter jo en steril pakning på, men hvad gør det at sætte en steril pakning på noget, der er oversmurt i vævsvæsker, du ikke kan se med det blotte øje, som er blevet håndteret uden handsker og har lagt og rodet rundt i en skuffe. Det er da ligegyldigt. Der bliver nemlig ikke engang brugt en nål, fordi det der laver hullet, når du bliver piercet med en pistol, det er ørestikken. Og ørestikken er jo ikke skarp som en nål, fordi den bliver jo siddende i dit øre bagefter og du kan jo ikke rende rundt med en nål i øret, så derfor skal man via tryk smadre den her ørestik igennem øreflippen og det giver så meget traume på vævet. Jeg har kunder, som har fået skudt huller i ørerne for tyve år siden, som kommer ind og fortæller, at den dag i dag, når de sætter ørestikker i det her hul, så går der straks betændelse i. Det er fordi, at man laver så meget traume på vævet ved at bruge de her ørepistoler. Så er der selvfølgelig også smitterisikoen, hvilket er klamt nok i sig selv. Det er ikke fordi, jeg har noget ondt og sige om dem, der bruger de her ørepistoler. Det handler måske mere om, at det er blevet så naturlig en del af vores sociale kultur, at det gør man bare. Når man får lavet huller i ørene, så går man bare ind til en guldsmed og det skal vi altså lige have rykket over til mig i stedet for, sådan at man bliver piercet, når man skal have en piercing og når man skal købe en halskæde, så går man til en guldsmed. Det er sådan, at det hænger sammen. Man går jo heller ikke ind til bageren, for at købe et pund fars, så hvorfor skulle man gå ind til guldsmeden for at blive piercet?
Sarah har den overbevisning, at hun ikke vil pierce nogen, som ikke selv kan bede om det. Heldigvis er det ikke så tit, at Sarah må afvise forældre, hvor barnet enten ikke er gammel nok til at kunne sige ja eller nej, eller hvor barnet ikke synes, det er så god en idé.
– I de snart 15 år jeg har piercet, så er det noget, jeg kan tælle på én hånd. Men når folk kommer ind med spædbørn, så siger jeg automatisk nej. Der er selvfølgelig nogen, der siger, at det er en del af deres kultur eller det er en tradition i deres familie, og det har jeg fuld forståelse for, det er bare ikke noget, jeg skal være med til. Jeg vil ikke pierce nogen, der ikke kan fortælle mig, at de gerne vil pierces. Fordi det handler om retten til egen krop og det handler om at kunne give samtykke inden andre mennesker gør noget ved din krop, som ændrer den permanent. Mine små kunder er mine homies. Det er mega fedt at have dem inde og de er skidesjove. Vi snakker jo sammen. Det er det, der er så fedt. Der er mange, der glemmer, at børn er små mennesker. Altså, de er rigtige mennesker for pokker, så man kan jo rent faktisk snakke med dem, hvilket jeg tror kommer bag på nogle voksne. Så fortæller jeg dem jo bare, hvad der skal ske. Det er altid hyggeligt. Det er få gange, at der nogen, der græder, når de bliver piercet i øreflipperne. Selvfølgelig sker det, men der også nogle gange at voksne græder, når de bliver piercet. Det er fair nok. Når de voksne græder, så tænker jeg mere det handler mere om den forløsning, det kan være at blive piercet. Når børnene græder, så handler det om, at de synes, at det gør ondt og det er sgu fair. Men der er måske to ud af halvtreds, der græder, når jeg piercer øreflipper. Da jeg fik skudt huller i ørene, der tudbrølede jeg, fordi jeg blev så forskrækket over det der kæmpe plaf på hver side af hovedet. Det er meget mindre voldsomt at blive piercet, end det er at blive skudt.
