På de højeste bjerge og i de dybeste kløfter

tekst ThoMAS MØLLEr | foto LouiSE DyBBro

Michael Rasmussen var en exceptionel bjergrytter, men han blev også centrum i en af de største skandaler i Tour de France. Den har kastet lange skygger i hans liv, men nu er han ved at finde fodfæste i Danmark. Han er i fuld gang med at tage en bachelor i Sport Management ved UCN i Aalborg

Der blev kigget en ekstra gang sidste år, da de nye studerende på uddannelsen i sport management samledes for første gang. For der var et kendt ansigt i flokken.

Mange af de studerende havde som børn og som helt unge fulgt hans bedrifter i bjergene, når fjernsynet transmitterede fra Tour de France. De havde set ham række ud efter sejren, og de havde set, hvordan den gule trøje var blevet flået af ham kort før Paris. De havde fulgt nedturen og hørt dopingindrømmelserne på pressemødet i Herning. Hvem husker ikke opremsningen: EPO, væksthormon, testosteron, DHEA, insulin, IGF-1, kortison og blodtransfusioner.

Navnet på den nye klassekammerat var Michael Rasmussen.

– Vi spottede ham med det samme, og vi kiggede lige en ekstra gang, fortæller Bjørn Benedikt, der går på hold med den detroniserede cykelstjerne på UCN i Aalborg.

– Men vi fandt hurtigt ud af, at han er ligesom alle os andre bortset fra, at han har været sindssyg god til at køre på cykel. Jeg har lært Michael at kende som et åbent, ærligt og intelligent menneske, der vil noget med sin uddannelse, siger Bjørn Benedikt.

Vil gerne tilbage

michael-rasmussen-3-copyDet er et indtryk, der bliver bekræftet, da Michael Rasmussen et par dage senere stiller op til interview i Randers, hvor han bor sammen med sin kæreste. Han er i fuld gang med at skrive sin bacheloropgave, og han er glad for at gå på uddannelsen i Aalborg.

– Jeg tror i virkeligheden, at jeg blev modtaget som de fleste andre studerende. Jeg blev ikke overøst med nysgerrige spørgsmål. Tværtimod er jeg blevet behandlet meget respektfuldt af mine medstuderende. Spørgsmålene er kommet stille og roligt hen ad vejen, forklarer han.

Men Michael Rasmussen er også bevidst om, at han kommer med en anden historik end sine klassekammerater og frem for alt en masse praktiske erfaringer.

– Jeg har for eksempel holdt en enkelt lektion eller to, hvor jeg fortalte om, hvordan dele af dopingverdenen fungerer. Den har jeg jo haft meget tæt inde på livet.

Sport management er en lederuddannelse inden for sport og event, og Michael Rasmussen lægger ikke skjul på, at han en dag gerne vil vende tilbage til den professionelle cykelverden i en lederrolle.

– Det har jeg helt sikkert lyst til. Jeg tror, at det kan blive væsentlig nemmere at overbevise nogen om, at de skal skrive en lang check, når jeg også har det teoretiske fundament på plads. Cykelsporten har i mange år været drevet af gamle ryttere, hvis kvalifikationer først og fremmest har været deres egne erfaringer. Det ser jeg som en del af forklaringen på de problemer, som sporten er havnet i.

Med tårer i øjnene

Parallelt med uddannelsen i Aalborg har Michael Rasmussen været konsulent i et beskæftigelsesprojekt for Randers Kommune. Han arrangerede en cykeltur for en gruppe skrøbelige unge, der havde svært ved at komme i gang med livet. Opgaven var at få sat struktur på deres hverdag og få dem sendt i den rigtige retning. Målet for turen hed Alpe d’Huez, og han skulle træne og motivere dem til at gennemføre den.

Af de 16, der påbegyndte projektet, gennemførte de 13. Af dem cyklede de 11 op til Alpe d’Huez.

– Det var meget imponerende. Vi havde tårer i øjnene, da vi stod på toppen, siger Michael Rasmussen.

Han sidder lige nu og skriver bacheloropgave om projektet. Så relevant er det i forhold til hans uddannelse. Men faktisk var han allerede sidste år med i et lignende tiltag i Hedensted Kommune, der også sluttede på toppen af Alpe d’Huez.

– I Hedensted var de lidt nervøse for, hvilke overskrifter mit navn kunne trække. Nogle af deltagerne kæmpede jo med misbrug af forskellig art. Omvendt mente de også, at jeg var egnet til projektet, fordi jeg selv havde været nede på bunden og vende, og fordi jeg er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at komme tilbage.

Michael Rasmussen ser da også sin deltagelse i de to projekter som en form for blåstempling af sin person. Den bekommer ham godt efter en årrække som professionel cykelrytter, der bragte ham store sejre, men hvor han undervejs kom ud i et omfattende dopingmisbrug. I hans tilfælde blev konsekvenserne voldsomme. Han mistede næsten alt, men valgte midt i sin desperation at holde fast i livet. I dag er han ikke i tvivl om, at det var hans familie, der gjorde forskellen.

Den 25. juli 2007

michael-rasmussen-4-copyDer er nogen dage, der bare står ekstra stærkt i erindringen. I Michael Rasmussens tilfælde er det onsdag den 25. juli 2007. Inden dagen var omme havde den da også indskrevet sig i Tour de Frances historie.

– Det er med afstand den vildeste dag i mit liv. Den betyder, at jeg formentlig vil blive husket mest for det, som jeg ikke vandt, siger han. Michael Rasmussen var den dag iført løbets førertrøje. Den havde han kørt i, siden han kom først over målstregen på ottende etape, hvor han også erobrede den prikkede bjergtrøje. Han var for alvor ved at sætte sig på løbet, og nu gjaldt det kongeetapen til Col d’Aubisque.

– Der er ingen tvivl om, at det er den dag, hvor jeg har kørt allerstærkest på cykel i hele min karriere. Jeg havde også kørt rigtig stærkt de andre dage, men den her dag var så intens, jeg var så fokuseret, og mit hold leverede en præstation på allerhøjeste niveau. Jeg satte Cadel Evans, Leipheimer og Contador på vej op ad bjerget, og jeg kunne nærmest gøre det efter behag.

Da Michael Rasmussen stod som sejrherre på toppen af Col d’Aubisque, tænkte han, at nu kunne det ikke gå galt.

– Jeg førte Tour de France med mere end tre minutter, og der var reelt kun tre etaper tilbage af løbet. Jeg var med afstand den bedste rytter det år.

Tunnelsyn

Men det gik galt. Michael Rasmussen blev fløjet ned fra bjerget i helikopter til en skæbne, der var mere grum, end han havde fantasi til at forestille sig. Der havde ganske vist været uro om hans person i flere dage. Den gule trøje tiltrak masser af opmærksomhed, og det var kommet frem, at Michael Rasmussen havde fået advarsler for sine whereabouts. Det vil sige indberetninger til dopingmyndighederne om, hvor han befandt sig. Det blev det helt store emne på hans pressemøde på tourens anden hviledag.

– Det er klart, at det pressemøde var hårdt at komme igennem, men det var ikke noget, der bekymrede mig. Det var jo kun advars
ler, og mit hold, Rabobank, bakkede mig 100 procent op. En cykelrytter var jo aldrig blevet smidt ud af et løb, fordi man vurderede, at han talte usandt.

Men der var uro omkring Michael Rasmussens person. Meget mere end han selv registrerede. Det internationale pressekorps gravede i sagen, fransk politi var på stikkerne, dopingmyndighederne havde kig på ham, og da etapen til Col d’Aubisque skulle begynde, nægtede de franske ryttere at køre imod ham. De kom dog på andre tanker, men hvordan kunne han overhovedet konkurrere på allerhøjeste niveau i den situation?

– Hvis man skal være i stand til at vinde Tour de France, så skal man som udgangspunkt heller ikke være helt normal. Der er ingen tvivl om, at jeg var udstyret med et ekstremt tunnelsyn. Jeg var i stand til at udelukke alt det, som ikke havde med selve cyklingen at gøre. Det var min styrke, men det blev måske også min svaghed. Jeg var slet ikke klædt på til kommunikationsmæssigt at håndtere den situation, som jeg stod i.

Nedturen

Tunnelsyn eller ej. Da helikopteren havde bragt Michael Rasmussen ned fra Col d’Aubisque, stirrede han direkte ind i katastrofen. Hans teammanager, Theo de Rooij, havde allerede ringet til ham, mens han sad i helikopteren. De skulle tale sammen, når han kom ned til hotellet.

Det var kommet frem, at den italienske tv-kommentator og tidligere professionelle cykelrytter Davide Cassani havde set Michael Rasmussen træne i Dolomitterne i juni. Historien gik allerede verden rundt, for Michael Rasmussen havde indberettet til antidopingmyndighederne, at han på det tidspunkt befandt sig i Mexico. Det blev fatalt.

Teammanager Theo de Rooij mødte op på Michael Rasmussens hotelværelse og meddelte, at Rabobank trak ham ud af Tour de France. Gul trøje eller ej. Han var færdig i løbet.

– Min verden styrtede sammen. Det løb mig iskoldt ned ad ryggen. Jeg ringede til Cassani og spurgte ham, om han var sikker på, at det var mig, som han havde set i Dolomitterne. Han svarede mig ikke. Beder du mig om at lyve, spurgte han. Nej, det gør jeg ikke. Jeg spørger dig, om du er 100 procent sikker på, at det var mig, som du så. For de trækker mig ud af Tour de France lige nu.

– Så begyndte Cassani at græde i den ene ende af telefonen, og jeg begyndte at græde i den anden ende. For vi vidste begge, hvad der nu kom til at ske.

I nattens mørke

I ly af mørket blev Michael Rasmussen kørt væk fra hotellet i en af Rabobanks biler. Den bragte ham til et andet hotel, der lå tæt ved lufthavnen i Pau. Herfra skulle han næste morgen flyves hjem til Italien. Foran ham stod en lang nat mutters alene på et fremmed hotelværelse.

– Det var en nat, som jeg knap og nap overlevede. Der er ingen tvivl om, at det var tankerne om min søn, der bragte mig levende igennem den. Tanken om at han, der på det tidspunkt var halvandet år, skulle vokse op uden en far. Hvis det ikke havde været for ham, kunne historien meget vel have fået en anden udgang den nat.

Det var hverken den mistede sejr, de mistede penge eller vanæren, der ramte Michael Rasmussen hårdest. Det var forræderiet.

– Jeg følte mig i den grad forrådt af mine allernærmeste. Det var jo dem, som havde været med til at facilitere, at alt det her kunne foregå. Altså mit hold, Rabobank. Og det var dem, der førte kniven mod mig. Jeg følte mig jo i virkeligheden uden skyld. Hvis jeg nu havde testet positiv, så havde jeg tænkt, at det var mig selv, der fuckede op. Jeg havde ikke været smart nok. Men jeg følte netop, at jeg var smart nok.

At Tour de France året forinden var blevet ramt af en skandale, da vinderen af løbet, Floyd Landis, måtte aflevere sin gule trøje efter en positiv dopingtest, havde ikke fået Michael Rasmussen til at stoppe op.

– Jeg gjorde jo nøjagtig det samme i 2006 og 2005. Det var en del af præmissen for at vinde eller køre med om sejren. Jeg blev selvfølgelig mere og mere påpasselig, og i virkeligheden blev jeg så påpasselig, at det var det, der kom til at bide sig selv i halen. Jeg gjorde alt for at undgå at komme i problemer for eksempel ved at sende breve fra Mexico. Altså have fuldstændig rygdækning. I virkeligheden skulle jeg bare have ladet være med at komplicere tingene for mig selv, for jeg har aldrig været nervøs for at teste positiv. Jeg var påpasselig og tog ingen chancer.

En uønsket mand

Michael Rasmussen overlevede natten på hotelværelset ved lufthavnen i Pau. Næste dag blev han fløjet hjem, men mareridtet var kun lige begyndt. Han troede, at han snart var tilbage på cyklen klar til at kæmpe med om sejren i årets Vuelta a Espana. Men sådan kom det ikke til at gå.

Hjemme i Italien erfarede han, at han var blevet fyret fra sit hold. Han befandt sig i en tilstand af raseri, rådvildhed og depression.

– Jeg havde jo aldrig løjet over for mit hold. De havde jo altid vidst, hvad jeg foretog mig. De havde givet mig testosteron, foretaget blodtransfusioner, lavet falske certifikater i et væk og alt mulig andet. Nu var jeg en uønsket mand. Situationen var absurd.

En årelang nedtur havde taget sin begyndelse. Det var ikke bare hos Rabobank, at Michael Rasmussen var uønsket. Dørene ind til den forjættede cykelverden lukkede sig en efter en, og de mange juridiske slagsmål blandt andet mod Rabobank tog sin begyndelse. Pengene fossede ud af kassen. Det er dyrt at føre sager. Især når man ikke vinder dem, konstaterer Michael Rasmussen tørt.

På ganske kort tid var han gået fra folkehelt og cykelstjerne til en udstødt paria.

– Det var voldsomt. Der er heller ingen tvivl om, at jeg var i en højrisikogruppe for at gøre noget rigtig, rigtig dumt.

En sammenligning mellem Michael Rasmussen og den italienske cykellegende Marco Pantani ligger lige for. De var begge eminente bjergryttere, og de oplevede begge et fald fra tinderne. I 1999 havde Pantani så godt som vundet sin anden Giro d’Italia-sejr, da han blev taget ud af løbet med en for høj hæmatokritværdi. Det kom han sig aldrig over. Fem år senere blev han fundet død på et hotelværelse i Rimini af en overdosis kokain.

– Jeg tror ikke, at der er nogen tvivl om, at Pantani var mere skrøbelig, end jeg er. Og så havde han ingen familie. Han havde ikke kone og barn, som jeg havde. En ting er at trykke på en seksløber, en anden ting er at komme ud i sådan en dekadence, som han var. Det har jeg aldrig været. Jeg har været ramt af depression, men jeg er kommet retur. Vi har nok hver vores måde at håndtere den slags situationer på.

michael-rasmussen-5-copyIndrømmelsen

Den 25. juli 2007 blev Michael Rasmussens sidste dag som cykelryt
ter i verdenseliten. Han var siden med til at skabe det danske cykelhold Christina Watches-Onfone, men det var på et andet niveau, og her var han i lige så høj grad teammanager, som han var cykelrytter. Den historie fik også en brat ende, da det i efteråret 2012 blev kendt, at den amerikanske rytter Levi Leipheimer havde nævnt Michael Rasmussen i forbindelse med de amerikanske antidoping-myndigheders undersøgelse af Lance Armstrong. Derfor valgte Michael Rasmussen selv at lægge kortene på bordet.

I januar 2013 var han til to dages afhøring hos Anti Doping Danmark på Hotel Scandic i København. For at kunne slippe med en karantænedom på kun to år skulle han fortælle alt. Det var betingelsen, og den levede han op til. En specialagent fra de amerikanske antidopingmyndigheder deltog i afhøringen. Han kiggede Michael Rasmussen dybt i øjnene og sagde: ”The truth will set you free.” Men gjorde den så det?

– Den gang havde jeg mest lyst til at pande ham en, men i dag må jeg give ham ret et langt stykke ad vejen. Det er rart, at jeg kan gå ind til et interview som det her med den tryghed, at jeg kan svare på alt, uanset hvad du spørger mig om. Det øger min troværdighed enormt.

Omvendt har Michael Rasmussen også måttet se sig omtalt som stikkersvin med henvisning til de konsekvenser, som det havde for andre i cykelmiljøet, at han lagde alle kortene på bordet.

– Så i den henseende har sandheden ikke sat mig fri. Den har sikkert skabt mig nogle fjender og nogle begrænsninger. Andre ryttere har valgt den bløde mellemvej og fortalt lidt, og så er folk tilfredse, for sandheden er jo ofte grim. Jeg vil i hvert fald sige, at nogle er sluppet billigere igennem det end andre. Jeg er helt på det rene med, at jeg nok er en, der deler vandene. Men jeg kan sgu ikke holde hykleriet ud.

En belastet historie

Man skal ikke grave særlig dybt i cykelsportens historie, før det står klart, at brugen af stimulanser og doping er lige så gammel som sporten selv. Nogle af de allerstørste legender vandt deres sejre på doping. Men hvornår blev Michael Rasmussen klar over, at han befandt sig i en sport med netop den historie?

– Det var egentlig ikke noget, som jeg beskæftigede mig med før langt oppe i min karriere. Jeg var 20 år og blev nummer otte til VM i mountainbike, og det gjorde jeg fuldstændig ren. Jeg vandt VM-medalje allerede som junior uden at skænke doping en tanke. Jeg gik i gymnasiet, og mine konkurrenter var fuldtidsprofessionelle. Men jeg havde et medfødt råmateriale at tage af. Min udholdenhed var exceptionel, jeg var ekstrem målrettet, og så var jeg i øvrigt en sindssyg dårlig taber. Helt frem til 1997 vandt jeg cykelløb på allerhøjeste niveau i mountainbike-verdenen. Jeg var nummer seks på verdensranglisten, og jeg var ren.

Det er da også uomtvisteligt, at Michael Rasmussen havde et usædvanlig talent for at køre på cykel og især for at køre opad. I 1997 satte han rekord på Odense Universitet i antal kørte watt pr. kilo. Rekorden står stadig den dag i dag. Ingen har kunnet slå den i de forløbne knap 20 år.

– Så hvad skulle jeg bruge doping til? Jeg syntes jo nærmest, at jeg var lige på grænsen til det ulovlige, hvis jeg drak en Red Bull. Men så kom jeg til Italien, og der fandt jeg ud af, at der var en hel verden, som jeg ikke kendte til. Samtidig skete der noget i mountainbikesporten. Lige pludselig begyndte mange af mine konkurrenter at køre rigtig, rigtig stærkt.

Nålen i armen

Hvis man er udstyret med et særligt talent, skal man så leve med, 
at mindre talentfulde ryttere begynder at køre fra en? Det var det spørgsmål, som Michael Rasmussen stillede sig selv i Italien.

– Jeg lå og trænede sammen med nogle unge drenge på 19-20 år, som kunne fortælle stolpe op og stolpe ned om det ene og det andet. Jeg var 24 år og havde været professionel mountainbike-rytter i fire år. Men det var først nu, at jeg stiftede bekendtskab med den verden.

For Michael Rasmussen var det grænseoverskridende øjeblik, da han i sommeren 1998 sad på et hotelværelse i Bolzano og viklede gummislangen rundt om armen og strammede til. Han følte sig som en narkoman, da han første gang stak nålen i armen.

– Det var ganske vist jern og ikke doping, som jeg tog den dag, men selve proceduren var meget grænseoverskridende for mig. Min konklusion var, at hvis jeg skulle opretholde den position, jeg havde som ren rytter, så var det det, der skulle til. Det var et konkurrencevilkår, og derfor har jeg heller aldrig omtalt mit brug af medikamenter som et dopingmisbrug. Jeg har aldrig misbrugt doping. Jeg har brugt det.

Lad være!

michael-rasmussen-2-copyI dag er Michael Rasmussen en erklæret modstander af doping. Enhver der spørger får klar besked: Lad være! Konsekvenserne er enorme ikke blot for atleten selv, men også for de nærmeste.

– For mine forældre har det været en rigtig hård tur at følge deres søns fald. Jeg er opvokset i den lille landsby Tølløse og sagt i al beskedenhed, så var jeg på det her tidspunkt byens stolte søn. Jeg er helt sikker på, at det var en rigtig hård omgang for mine forældre at komme igennem. Det er en af de ting, som jeg fortryder. Hvis jeg har påført andre mennesker skade. Det er ikke særlig rart.

Michael Rasmussen er i dag separeret fra sin mexicanske kone, som stadig bor i Italien sammen med deres fælles søn. Han har valgt at flytte hjem til Danmark for at kunne tage fat på det næste kapitel i sit liv. Han vurderer, at han her har flere muligheder.

Noget tyder på, at det er korrekt. For midt under interviewet bliver det offentliggjort, at Michael Rasmussen netop har indgået en to-årig aftale med Hald Ege Høj-, Fri- & Efterskole, hvor han skal undervise i mountainbike. Historien kører online på alle de store medier og på cykelsites. Michael Rasmussen er tydelig stolt og glad.

– Skolen har startet en meget ambitiøs sportslinje med håndbold, fodbold og mountainbike. Steffen Højer og Jonas Kamper er tilknyttet fodbold. Ann Grete Nørgaard og Rikke Skov er på håndboldlinjen, og jeg skal tage mig af mountainbike. Det er et seriøst setup, og der er høje forventninger fra skolens side.

Det er underforstået, at Michael Rasmussen ser det som endnu en blåstempling, og dem har der i hans egen optik været nogle stykker af i de sidste par år. Blandt andet i forbindelse med hans tilbagevenden til Tour de France.

Gensyn med touren

– Jeg så slet ikke touren i 2008, og i flere år havde jeg det meget svært med Frankrig. Det blev kun til nogle hurtige mellemlandinger i Paris. Men glæden ved at følge Tour de France er kommet igen, og sidste år var jeg for første gang tilbage. Jeg var dernede i 10 dage sammen med Ekstra Bladet. Det var grænseoverskridende, men også en rigtig god oplevelse. Vi var dernede igen i år, og nu ser jeg allerede mig selv som en integreret del af det ekspert- og journalistkorps, der følger løbet.

Michael Rasmussen sidder og arbejder inde i pressecentret sammen med de andre journalister, og det har gjort ham til en efterspurgt ekspert. Journalisterne ved, at de kan spørge ham om alt, også når det handler om doping. Han gav blandt andet et to-siders interview til den franske sportsavis, L’Équipe, der kontrolleres af ASO, som også ejer Tour de France.

– Det var oven i købet Philippe Brunel, der interviewede mig. Han er en højt estimeret fransk journalist, der vel har dækket de seneste 35 udgaver af løbet. Så det var en accept af min tilstedeværelse dernede. Ellers skulle ASO nok have fået stoppet den artikel.

Uskøn balanceakt

Selvom Michael Rasmussen nu er ved at få genåbnet nogle døre, er han stadig harm over det, som han kalder en uskøn balanceakt i den internationale cykelverden. På den ene side vil man gerne signalere, at man gør noget ved dopingproblemet, og på den anden side vil man også have forretningen til at køre videre. Det har resulteret i en grotesk forskelsbehandling af dopede cykelryttere, mener han.

– Tag for eksempel Alejandro Valverde. Da han blev snuppet i Operation Puerto, fik han løn af sit hold gennem hele sin karantæne. Han vendte tilbage, vandt verdensranglisten og er i dag en af verdens bedste cykelryttere og højt, højt estimeret. Min pointe er, at hvis man bliver taget tilbage i folden og er bakket op af økonomi, så er man også velkommen, siger Michael Rasmussen.

Han peger på Lance Armstrong. Hans historie er en anden, men den illustrerer den samme pointe.

– Så længe Lance cyklede, var han en fantastisk forretning for cykelverdenen, og så kunne man godt se igennem fingrene med hans forseelser. Men da han gik på pension, havde han ikke længere nogen værdi, og så knaldede de ham. Det er hykleri på den helt store klinge.

Michael Rasmussen ser også sig selv som et offer for det, han kalder den uskønne balanceakt.

– Hvis Rabobank havde sagt, at de lagde 20 millioner euro de næste fire år og havde bakket mig op, så havde cykelsporten også levet med det. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

Der var engang

Michael Rasmussens historie startede med en lille dreng, der gerne ville køre hurtigt på sin cykel. Den gav ham store sejre, men undervejs blev doping en præmis for sejrene. Det sluttede brat med udelukkelse, stigmatisering og til sidst karantæne. Det er en historie, der rummer mange af den klassiske tragedies elementer, men oplever Michael Rasmussen det også selv som en tragedie?

– Hvis vi isoleret taler om udfaldet af Tour de France i 2007, så kan man godt kalde det for en tragedie. Men jeg ser på ingen måde mit liv som en tragedie. Heller ikke mit cykelliv. I 15 år havde jeg mulighed for at gøre det, som jeg allerhelst ville.

Men at omkostningerne har været store, lægger han ikke skjul på.

– Det tog mig 25 år at komme i den position, hvor jeg kunne vinde Tour de France, fra jeg som otteårig første gang formulerede målsætningen. Og det kommer i hvert fald til at tage mig 25 år at komme over, at det gik, som det gjorde. Nu er der gået næsten 10 år, og jeg reagerer stadig lige stærkt på det. Jeg kan se, at hårene rejser sig på armene af mig, når du spørger om den 25. juli 2007. Oplevelsen ligger hele tiden og lurer lige under overfladen.

Trods smerten over det, der skete den dag, nyder Michael Rasmussen at genopleve sin sidste etape i Tour de France.

– Jeg tror, jeg har set den på video de første 100 gange. Når jeg er lidt trist til mode, kan jeg stadig finde stor glæde i at se cykelløbet op ad Col d’Aubisque. Jeg ved, at billederne ikke lyver. Vi kan ikke ændre historien. Jeg var den bedste. Hvis der er nogen, der mener, at jeg ikke var den retmæssige vinder den dag, og at Tour de France blev et bedre og renere løb, fordi Contador vandt, så fint med mig. Jeg har ikke behov for at overbevise dem.

Bæstet i cykelrytteren

Michael Rasmussen opererer med et begreb, som han kalder bæstet i cykelrytteren.

– Det er den ekstreme kynisme og det ekstreme vinderinstinkt, som der skal til. Der er ikke plads til medlidenhed ude på landevejene. Det er ikke en syklub for damefrisører. Det er benhårdt, og hvis man ikke har bæstet i sig, så vinder man heller ikke. Det skal man have, både når man er i konkurrence, og når man træner. Man skal være lige så hård ved sig selv, som man er imod sine konkurrenter. Jeg skånede aldrig mig selv.

I dag befinder Michael Rasmussen sig et andet sted, og han har parkeret bæstet i garagen.

– Jeg er blevet langt mere rund med årene. Det tunnelsyn, jeg havde som aktiv cykelrytter, er i dag bredt mere ud. Jeg er mere medgørlig, og jeg er mere rummelig, end jeg var dengang. Nu er det nogle andre arbejdsopgaver, som jeg skal udfylde. I særdeleshed når jeg beskæftiger mig med unge mennesker, hvor det absolut ikke handler om mig og om at køre stærkt på cykel.

Lige nu glæder han sig over de blåstemplinger af sin person, som han har oplevet i de sidste par år. Han er tilfreds med, hvor han er i livet.

– Jeg er stadigvæk ved at finde fodfæste i Danmark. Jeg har kun været her i et par år, og jeg har behov for at falde til ro efter en turbulent periode i mit liv. Jeg har fået afsluttet alle mine retssager, og det er egentlig meget rart at kunne lukke den dør. Lige nu er jeg bare taknemlig for, at jeg kan være med til at flytte nogle unge mennesker, der har behov for det. Det gør mig stolt, og det giver mig masser af glæde.

Når han til januar afslutter sin bachelor i Aalborg, vil han muligvis bygge en master oven på. Han overvejer det, men intet er endnu besluttet. Foreløbig har han gjort op med sin dopingfortid, og han har i den grad gjort op med løgnen. Under interviewet har Michael Rasmussen uden tøven svaret på alle spørgsmål – også dem, der kom tæt på og som gjorde ondt. Tilbage står kærligheden til cykelsporten. Den er intakt.

– Jeg har stadig en helt enorm glæde ved at cykle. Når jeg er ude på landevejene omkring Randers, så får den en over nakken. Jeg ødelægger mig selv fuldstændig i et par timer, og så kommer jeg hjem træt og glad.

Annonce