Meget mere end sød

Ena Spottag blev folkeeje, da hun sidste år vandt i tv-programmet ‚Vild med Dans‘. Hun er også kendt fra tv-serien ‚Badehotellet‘, hvor hun spiller den elskelige køkkenpige Martha. Men hvad de færreste ved, er, at hun også er helt vildt genert og har lidt flere skarpe kanter, end man lige skulle tro

Selv om Ena havde debut på scenen på Aalborg Teater i en anmelderrost opsætning af ‚Hamlet‘ i sidste måned, så kender hun alligevel teateret ret godt. Hun trådte nemlig sine barnesko på teatrets snørklede gange, fordi begge hendes forældre havde job her, da hun var barn.

– Det var jo der, jeg fandt ud af, at jeg ville være skuespiller, for det er der, jeg husker teater fra. Jeg har virkelig brugt meget tid der. Både når jeg orkede at være der, og når jeg ikke orkede at være der. Men jeg har holdt ved drømmen, så det er en ring, der sluttes nu. Jeg havde helt klart brug for komme tilbage til Aalborg.

Plads til fantasi

Familien Spottag flyttede til Vodskov fra Fyn, da Ena var tre år gammel. Her boede de, indtil hun var 10 år. Som mange andre, der har forældre med aftenarbejde, så var Ena ofte med på teateret, når forældrene eksempelvis skulle lave prøver på nye stykker. Det gode var, at hun nok havde en af de bedste udklædningskasser, et barn kunne ønske sig.

– Det var helt klart en legeplads, men også et sted hvor man bare var træt, og åbenbart også muggen til tider – som jeg fik genfortalt for nylig – når jeg kom direkte fra skole og skulle vente på, at mine forældre havde fri, griner Ena.

Det lyder umiddelbart som en spændende barndom, og det er Ena enig i, men nogle gange vil man jo bare gerne være som de andre;

– Jeg spurgte faktisk tit, hvornår vi skulle være en almindelig familie. Det er måske også, fordi mine forældre havde nogle hippieagtige idealer, der er lidt langhårede. Jeg har et billede af min mor, der sidder med en t-shirt på fra mine bedsteforældres bageri, og en djellaba, som er arabisk mandetøj. Hun er højgravid og har dækket flot morgenbord med en helt rodet, krøllet dug og grimme plastikting; men alligevel helt vildt lækkert med nybagte boller. Det hele har været lidt crazy, men alligevel har jeg bare nogen gange haft lyst til, at der var lidt orden i det.

Børneleg i skoven

I Vodskov boede familien i et nybygget rækkehuskvarter med en masse familier, der havde jævnaldrende børn.

– Ligeså snart vi landede her, så fik jeg mig en ven, og så var der bare tusinde børn at lege med. Jeg havde en slags pseudofamilie, der var fra Sri Lanka. Det var fantastisk at komme hos dem med deres meget stærke mad og underlige Bollywood-agtige film, hvor de vælter alting hele tiden, og lige præcis ikke kysser damen. Moren var fantastisk, og en eller anden dag kunne jeg godt tænke mig at møde hende igen, for hun har virkelig farvet min person.

Med Hammer Bakker på den anden side af gaden, så var det også en barndom, der var fyldt med natur, og Ena brugte meget tid i skoven.

– Der var frit spil for fantasien, og der gik jeg rundt og fantaserede om at være Robin Hood eller Ronja Røverdatter. Det var bare en fed, dyb skov. Det har helt klart betydet meget. Jeg gik på Aalborg Friskole, hvor der også var et stort skovområde at lege i. Hele skovdelen har fyldt enormt meget for mig. Opvæksten i Vodskov var meget fantasistimulerende, fordi der var så mange forskellige mennesker at lege med, og man kunne lave ulykker, men under nogenlunde ordnede forhold. Kravle ned i en skraldespand og finde et par gamle sko og bytte dem for en underlig gren fra Sri Lanka. Det var sgu meget fedt.

Derefter flyttede familien på fire til Birkerød, der ligger nord for København. Det var et meget ’pænt’ miljø og lidt af et kulturchok for den 10-årige skovpige, der var vant til højt til loftet. Der gik et stykke tid, før hun fandt sit rette miljø, hvor hun hørte til, så det var en voldsom oplevelse at flytte fra Nordjylland. 
I foråret var Ena forbi barndomshjemmet for første gang, siden hun flyttede derfra.

– Det var ret syret, for jeg har jo ikke set det, siden jeg var lille. Jeg ringede bare til min mor og græd lidt og tog derefter bussen hjem igen, griner Ena.

Kaosmenneske

Enas første rolle heroppe er Ofelia i ‚Hamlet‘, som havde premiere to dage før APPETIZE talte med hende.

– Det er en ret heftig rolle at blive kastet ud i som den første. Også fordi Ofelia er en meget ensom karakter, og hun har det ikke sådan superhyggeligt, så jeg glæder virkelig meget til at skulle lave Ronja, siger Ena med eftertryk. Ronja Røverdatter er nemlig den næste rolle, som hun skal spille på Aalborg Teater.

Selvom det har været en voldsom start, så er hun meget begejstret for mødet med de andre skuespillere og holdet bag scenen.

– Jeg synes, der er en meget stor generøsitet på teateret, og folk har virkelig lyst til at arbejde sammen med hinanden. Der er plads til at have sine egne meninger, hvilket jeg synes er dejligt, for det kan jeg ikke lade være med. Jeg ytrer dem gerne hele tiden, og det kan være virkelig irriterende, men folk har været overbærende. Det er en generøs stemning, og det er et dejligt teater.

‚Hamlet‘ har også været mødet med teaterdirektøren Hans Henriksen, da han er instruktør på stykket.

– Han er totalt forvirrende og et kaosmenneske, men er meget kreativ og har en god åbenhed, som jeg godt kan relatere til. I forhold til at være et kaosmenneske og finde ud af, at ud af det kaos opstår der noget, som man ellers ikke ville have fundet. Jeg tror ikke, jeg ville kunne holde til at lave fire forestillinger med ham om året, men kan desværre og heldigvis sagtens relatere til den måde, han arbejder på, for jeg er også selv et kaosmenneske, forklarer Ena.

Frækt råd

Skuespillet har altid været en del af Enas liv, så måske var det også naturligt, at det var den vej, hun gik.

– Jeg havde en opfattelse af, at man ikke rigtig kunne være andet. Jeg forsøgte på at lade være og prøvede en masse andre ting af, da jeg fandt ud af, at man godt kunne blive noget andet. Jeg spillede musik og gik på to forskellige musikefterskoler, hvor jeg alligevel endte med at lave teaterting. Da jeg var lille, havde jeg lidt en drøm om at blive arkæolog og lavede arkæologiske udgravninger i mine forældres have i Vodskov. Jeg troede også, jeg ville lave noget med astronomi, men havde ingen forudsætninger for at kunne gøre det, fortæller Ena.

Ena søgte ind på teaterskolen fem gange, før hun blev optaget i Aarhus.

– Når jeg tænker på, hvad jeg har lavet i de år, hvor jeg ikke kom ind, så har jeg vel egentlig bare stenet. Men jeg er alligevel glad for det, for det har givet en masse erfaring i forhold til livet, for jeg har haft nogle hårde jobs. Jeg er meget følsom, så jeg har også haft nogle hårde nedture. Jeg fik lov til at få knust nogle af de naive ungdomsdrømme, og det tror jeg var meget sundt. Men jeg passede godt nok ikke ind. Jeg var svær at putte i en kasse. Jeg følte, at jeg burde passe ind et sted, og når man så ikke gør det, så hænger man lidt der og dingler, og tænker: ’Hvor var det lige jeg skulle hen?’ Når der så ikke er noget, der melder sig, så får man det ret nederen, erkender Ena.

Da hun kom ind på teaterskolen, fandt hun ud af, at det var
her hendes kasse havde gemt sig. Det var dog en kasse, hvor der heldigvis var plads til bevægelse. Året før hun kom ind, havde hun holdt en pause fra det hele. Op til den sidste prøve læste hun hos Marion Reuter, en skuespiller fra Tyskland, som også er en del af det nuværende ensemble på Aalborg Teater.

– Lige inden jeg skulle op til prøven, siger hun til mig: ’Ena, du skal bare være liderlig på din tekst. Kan man sige det på dansk?’ Nej, det kan man ikke, men det giver virkelig god mening, fortæller Ena grinende.

– Det er jo rigtigt; man skal gøre det, fordi man har lyst til det. Den lyst kan være brændende, ligesom liderlighed er. Det gav faktisk virkelig god mening for mig. Det er det bedste råd, jeg har fået.

Kontrær og dæmonisk

Allerede inden Ena var færdig på teaterskolen, havde hun fået rollen som Martha i Badehotellet.

– Efter castingen glemte de faktisk at fortælle mig, at jeg havde fået rollen, så jeg måtte selv ringe op og spørge, fortæller Ena. Serien blev hurtigt en stor succes, hvilket var en ambivalent følelse for en skuespiller i sin første tv-rolle.

– Det er lidt mærkeligt, men også sjovt og hyggeligt. Jeg forstår godt, hvorfor den er blevet så stor en succes, for det er jo lidt det, man har brug for, når der sker så mange forfærdelige ting ude i verden. Så kan man gemme sig lidt i noget, der er sket engang, og noget der er lidt hyggeligt.

– Selvom Martha er så lille en rolle, så tror folk, at jeg er enormt sød, og det er jeg egentlig ikke. Det kan godt være, at jeg kan være sød engang imellem, men Martha er jo bare altid sød. Så derfor kan man nok nogle gange have en fornemmelse af, at man altid skal være sådan: ’Hej, det er mig, der smiler, er kærlig og forstående.’ Jeg kan jo også være virkelig irriterende, kontrær og dæmonisk. Derfor er det rart at lave teater, fordi man får lov at prøve kræfter med noget forskelligt. Badehotellet kan dog også være et frirum, hvor man kan spille lidt rollespil i en verden, hvor alting er lige lidt nemmere, end det er i virkeligheden, fortæller Ena.

Ena ér nu meget sød og rar, men hun understreger, at hun da håber, at hun indeholder lidt flere facetter end det.

Vild med Dans var et eventyr

I efteråret 2015 deltog Ena i TV2’s Vild med Dans, der stadig trækker danskerne til skærmen hver fredag. Selvom det ikke lige var et program, hun fulgte med i, så var Ena ikke sen til at sige ja.

– Det var lidt et eventyr og nok også et miljø, jeg slet ikke havde nogen forståelse af. Jeg ser ikke særlig meget TV og havde egentlig tænkt, at det var noget lidt letbenet underholdning, hvad var idéen egentlig med det? Men det var jo også en unik mulighed for at prøve noget helt syret. Det havde været mere oplagt for mig at tage til Sydamerika, besøge en shaman og tage noget Ayahuasca. For mig var det et gratis syretrip. Det var ligesom at være med i et eventyr, fortæller Ena. Det var i øvrigt en sætning, hun gentog så tit, mens programmerne stod på, at en producer bad hende om at stoppe med at sige det.

Svært at blive genkendt

Specielt Vild med Dans bevirkede, at Ena ofte blev genkendt på gaden.

– Det har været meget voldsomt, fordi jeg jo i virkeligheden er sindssygt genert. Når man laver interviews, er man jo på arbejde, men når jeg møder folk, jeg ikke kender, så er jeg simpelthen så genert. Jeg har social angst på den måde, at jeg kan få koldsved af at møde nye mennesker. Det har været lidt paradoksalt, fordi nogen har haft et billede af, at jeg var så sød og bare havde lyst til at give alle en krammer, for det er nok det sidste, jeg har lyst til. Jeg kan egentlig godt lide mennesker, men jeg kan bedst lide mennesker lidt på afstand. Jeg havde fanget mig selv i et nuttethedsnet, som gjorde, at jeg fik rigtig mange henvendelser og krammere fra folk, som forventede, at jeg var på en bestemt måde, som jeg ikke var. Så jeg har faktisk gemt mig en del det sidste halve års tid. Ikke fordi det skal være en buhu-historie, men man får nogle gange fanget sig selv i noget. Når man tager på eventyr, så kaster man sig jo bare ud i noget helt vildt. Nu er det heldigvis stilnet lidt af, og jeg tror også bare, det var lidt voldsomt de første par måneder efter Vild Med Dans. Jeg kan godt lide, når folk er ligeså generte, som jeg er, så er det nemmere, fortæller hun.

– Jeg var så genert, da jeg gik på efterskole, at jeg skrev breve til folk, jeg gerne ville være venner med, fordi jeg ikke turde at snakke til dem, fortæller Ena grinende.

At skrive et brev på den måde, ville nok også være grænseoverskridende for nogle, men Ena har også en vane med at kaste sig ud i ting.

– Jeg tænker meget over tingene, men mest efter jeg har gjort dem.

Genertheden følger heldigvis ikke med på scenen, for der fungerer rollen som et skjold. Det kan ligefrem være en befrielse ifølge Ena;

– Man kan udleve en masse sider af sig selv, som ikke er så farlige, for det er jo bare teater. Men man kan godt blive påvirket. Når man spiller en, der er så ensom som Ofelia, så kan man godt gå hjem og ligge sig helt apatisk på sin sofa. Men det er meget befriende at stå på den scene.

Mangler nørderiet

En af de ting, Ena savner mest fra København, er nogle af dem, der er lige så nørdede som hende selv.

– Jeg er længere væk fra det miljø, som også er en stor del af mig, nemlig det lidt mere nørdede. Jeg ved, der er et kæmpestort nørdemiljø i Aalborg, blandt andet de mange brætspilscaféer. Jeg havde også overvejet, om man skulle begynde at spille magickort igen for at komme ud og opleve noget andet. Jeg mangler nogle, der er ligeså glade som mig for, at bogen ‚American Gods‘ bliver lavet til en TV-serie, fortæller hun.

Ena kalder selv meget af det nørdede for eskapisme og dyrker det med stor glæde. Det er er alt fra abstrakt tegneseriekunst til Playstionspil. Den lidt, med hendes egne ord, ’tacky’ fantasykunst har hun også et blødt punkt for:

– Jeg savner den drage, jeg havde til at hænge over min seng, da jeg var teenager. Jeg savner den inderligt, fortæller hun grinende. Ena elsker også fantasy- og sciencefictionbøger, så hun favner bredt.

– Begrænsning er ikke lige noget, der fylder hos mig, og derfor har det været lidt svært, griner hun. Derfor undgår hun også serier, fordi det er for vanedannende. Hun glæder sig blandt andet til at se ‚Stranger Things‘ på Netflix, men det kræver god tid, som der ikke er meget af i øjeblikket.

Kvindelige helte

Det næste, der er på programmet for Ena, er hovedrollen i Aalborg Teaters opsætning af ‚Ronja Røverdatter‘.

– Det er jo den ultimative fantasybog for små piger, så den har haft en stor betydning for mig, fortæller Ena, der stadig ser den hvert år til jul sammen med sin lillesøster.

Ronja og Pippi var tidligere nogle af de eneste heltinder, en dren- gepige havde at spejle sig i. Nu er der heldigvis kommet flere til, for eksempel Merida i Disneyfilmen ‚Brave‘ og Rey i ‚Star Wars‘ nr. 7, hvilket Ena er rigtig glad for.

– Jeg tror, der bliver flere og flere Pippi’er og Ronja’er, der stiller sig frem og siger, at sådan her kan man også godt være kvinde, mener Ena og fortsætter:

– Jeg er en af de piger, der ikke har siddet og planlagt mit bryllup nogensinde, for det var det mest kedelige, jeg kunne forestille mig. Vi har snakket om, at det kan være svært at være en anden farve, men det er også svært at være kvinden Ofelia, som jeg lige har spillet. Hun har kun en mulighed i livet, og det er at blive gift, afslutter hun.

Ligesom alle de store, kvindelige heltinder, så er Ena heldigvis ikke kun sød. Hun er faktisk allermest modig, og det bliver spændende at se, om eventyret og gåpåmodet en dag fører til drømmerollen i en ‚Star Wars‘-film.

Fakta om Ena

• Født den 28. maj 1985 i Odense
• 
Forældre Datter af skuespillere Dea Fog og Jens Jørn Spottag
• Søskende Laura Spottag
• 
Yndlingsfilm ‚ET‘
• 
Drømmer om at være med i ‚Star wars‘
• Andre talenter har spillet irsk folkemusik
• Aktuel i ‚Ronja Røverdatter‘ på Aalborg Teater