Musikken skal mærkes på huden

tekst CHRISTINA SVENDSEN | foto BETINA FLERON

Lars Lilholt er en vaskeægte spillemand, der har brugt årtier på landevejen, hvor han har spillet tusindvis af koncerter. Der har publikum i alle aldre stået side om side og sunget med på utallige hits, hvor teksten næsten står indprentet i den danske sommernats sjæl

På trods af, at Lars Lilholt ikke har boet i Aalborg i mange år, har han stærke bånd til byen;

– Jeg er opvokset i byen og er ud af en gammel Aalborg-familie. Min farfar havde Aalborgs største danseskole, som han gav videre til min farbror. Det hed K. Kristensens Danseinstitut og lå nede på Nytorv i mange år. Da jeg var dreng, var danseskolen en af attraktionerne i byen. Der var kæmpestore afdansningsballer i Aalborghallen, mindes Lars.

Cikel blev til cykel

Nordjyder kan have ry for at være svære at komme ind på livet af. Det fik Lars at føle, da han flyttede med familien fra Sjælland til Aalborg.

– Jeg var syv år, boede i Herlev og snakkede københavnsk. Så skulle jeg lige pludselig til Aalborg. Jeg glemmer aldrig den dag, jeg kom til byen. Vi boede i noget, der hed Boligforeningen Bakkebo i nogle gule rækkehuse. Der var masser af børn. Men jeg snakkede jo københavnsk og sagde cikel i stedet for cykel. Hver gang jeg åbnede munden, så skreg de af grin. For det lød ikke godt i aalborgensiske ører, at en dreng stod og snakkede ærkekøbenhavnsk. De gik i gang med et eller andet, der var en blanding mellem en fodboldkamp og en slåskamp. Jeg gik ind, og så sagde min mor; ’Gå nu ud igen.’ ’Hvad tror du, at de laver?’ sagde jeg til min mor. ’De spiller rugby,’ sagde hun så.

Den unge Lars gik modigt ud og spurgte om han måtte være med, men blev til grin endnu engang over den meget lidt aalborgensiske udtale af ordet ’rugby’.

– Men så gjorde jeg noget. Min bedstefar boede ned ved Aalborghallen. Han var indvandrer, for han kom fra Hjørring, starter Lars med et skævt smil.

– Som syvårig gik jeg ned til ham og sagde; ’Du bliver nødt til at lære mig at snakke aalborgensisk.’ Så fik jeg fire dages intensivt kursus. Jeg ciklede derned, men cyklede tilbage. Så kunne jeg sige træls og mågewærk og fik hurtigt lært det sprog.

Derefter faldt Lars hurtigt til.

– Så var jeg jo aalborgenser. Jeg rejste først fra Aalborg, da jeg var tyve, så det er jo derfra min verden går. Jeg er jo aalborgenser stadigvæk, selvom jeg faktisk har boet her ved Gudenåen i snart 50 år.

I lære som Bob Dylan

Musikken har altid været en del af familiens liv.

– Jeg er jo opvokset på en danseskole, hvor frøken Møller altid spillede polka på klaveret. Min far var violinist og brassist. Han var oprindeligt arkitekt, men under oliekrisen i ’73 blev han fyret. Han har faktisk været med til at tegne Sygehus Syd. Men så fik han job i symfoniorkesteret, fordi han var en god brassist. Han har altid spillet og der har altid været musik i vores familie. Jeg gik til blokfløjte første gang, da jeg var fire år.

Derefter stiftede Lars bekendtskab med blandt andet klaveret og guitaren.

– Men det var først, da jeg opdagede Bob Dylan, og de der guitar-akkorder kunne bruges, at jeg begyndte at spille på den. Som syttenårig opdagede jeg folkemusikken med Ewald Thomsen, og så begyndte jeg faktisk at spille violin.

Det opdagede faren, og der gik ikke længe før Lars vågnede op til en speciel gave.

– Jeg havde ikke spillet violin mere end 14 dage, da jeg vågnede op en dag, og så lå der en gammel engelsk sømandsfiol ved min seng. Jeg spillede så meget, at jeg som tyveårig skulle have været på konservatoriet. Men jeg fandt ud, at jeg ville hellere stå i lære som Bob Dylan på et værtshus.

Inspireret af Steppeulvene

Der var nok inspirationskilder at trække på, da Lars voksede op.

– Jeg er vokset op i 60’erne, hvor der kom en ny Beatles-plade hvert eneste år. Rolling Stones, Kings og alt det er jo lydtapetet til min opvækst. Da jeg var 15 år, begyndte jeg at skrive sange selv på dansk. Jeg kan ligeså tydeligt huske det, for jeg lå med min kammerat Bjørn til en eller anden fest. Vi havde planket en fest i Hasseris, hvor de rige bor. Vi lå i en koger på gulvet, og så sagde Bjørn til mig; ’Hold kæft mand, har du hørt at Bob Dylan synger på dansk?’ Og det gjorde han, indtil det gik op for os, at det var Steppeulvene. Fra den dag i ’68 begyndte jeg at skrive sange på dansk. Det har jeg faktisk gjort lige siden, fortæller Lars.

Han mindes kun en enkelt gang, hvor han har sunget på engelsk. Selv da han deltog i TV2-programmet Toppen af Poppen, hvor en gruppe kunstnere fortolker hinandens musik, blev de ellers engelsksprogede numre omskrevet til dansk.

– Jeg har det sådan, at det sprog vi
 har, det kan man høre med huden.
 Man kender alle nuancer. Det ved 
jeg alt om, fordi jeg startede som
 en københavnerdreng, der lærte 
at snakke aalborgensisk. Der er
 mange nuancer i det danske sprog og det har altid fascineret mig. Det kan jeg slet ikke på engelsk, for det forstår jeg jo ikke. Jeg kan selvfølgelig sagtens snakke engelsk. Jeg kan synge en sang på engelsk, men jeg forstår den dybest set ikke, for jeg kan ikke høre det med huden. Det er der for i øvrigt ikke ret mange danskere, der kan, selvom de synger på engelsk.

Historiefortæller

Lars fortæller, at han lærte meget om folkemusik af en ældre herre, som han mødte i Haverslev, nemlig Otto Trads.

– Ham løb jeg i røven af, indtil han døde som 89-årig. Så har jeg spillet folkemusik til legestuer, sølvbryllupper og alt muligt i omegnen omkring Rold Skov, for det var der Otto holdt til.

Det er dog ikke kun dansk folkemusik, der har en plads i hjertet hos Lars.

– Irsk musik har jeg altid holdt meget af. Som ung mand boede jeg i Israel i et halvt år, I tre måneder boede jeg i en kibbutz, hvor der var en irsk pige, som jeg bagte på. Det havde jeg ingen succes med, men til gengæld ville hun gerne lære mig sit hjemlands vemodige sange. Da jeg kom hjem fik jeg et par plader forærende med Dubliners. Den irske musik har jeg altid holdt meget af, og det gør jeg stadigvæk.

Lars Lilholt kan fortælle historier, som få andre. Det gælder specielt i musikken, hvor han ofte finder inspiration i vores fælles historie og i folkesagn. Det gør Lars også på sit nyeste album, Decameron, som udkom d. 9. april. Her kommer Faust endnu engang på besøg i et af numrene, nemlig ’Den magiske møhårspensel’. Lars fortæller, at melodien er en gammel dansk folkemelodi, mens teksten er en variant af Faust-myten.

– Under corona-nedlukningen sidste år sad jeg og gloede her oppe i mit studie i tre måneder. Der skrev jeg alle tekster og melodier til denne her plade. Men denne der (’Den magiske møhårspensel’, red.) var en, jeg fandt i min skuffe og fik gjort færdig. Det var faktisk en sang, jeg begyndte på for mange år siden, hvor jeg skrev musik til indvielsen af Jysk Teatermusikhus, hvor de havde en stor musical om Asger Jorn. Sangen var oprindeligt tænkt til Asger Jorn.

Den gyldne middelvej

– For mange år siden skrev jeg en sang, der hedder Fandens Fiol, som også er en Faust-myte. Den er så mere bygget over en norsk folkehistorie, tror jeg. I Fandens Fiol sælger han sin sjæl til djævelen for at blive god til at spille på violin. Og det gør han. Han bliver den bedste spillemand i landet. Den dag han møder kærligheden, kan violinen ikke slippe hans hånd. Han må blive ved og falder død om til sidst. Den skrev jeg jo, fordi jeg tænkte, at det er en af farerne ved at ville leve af at være populær spillemand eller musiker. Derfor skrev jeg den til mig selv. Der gik nogle år og så fandt jeg ud af, at den handlede om mig selv. Mit første ægteskab gik helt rabundus og det er jo fordi, at jeg havde solgt min sjæl til fanden.

Men den gyldne middelvej kom heldigvis senere.

– Jeg vil ikke sige, at det var mig, der fandt den. Det var den kvinde, som jeg blev gift med. Hun kunne godt se, at hvis hun skulle have et liv med mig, så var hun nødt til at være en del af det. I dag arbejder hun i koncernen og er faktisk min chef. Da vores børn var små, der rejste vi med dem. Når de var trætte, så fik de ørepropper i og blev lagt i en flight case og skubbet ind under scenen. De er jo voksne nu. Lærke, som er den ældste, fra mit første ægteskab, hun er 37 i dag og har gjort mig til bedstefar. Samtidig er hun med i orkesteret, fortæller Lars stolt.

Familierne kom med på landevejen

– Det var Ninna (Lars’ kone, red.), der sagde, at nu gør vi det sådan. Hun havde snakket med min mor, for min far var også en, der spillede hele tiden. Jeg ved ikke helt, hvad de snakkede om, men enden på det blev, at hun tog med. Hun startede med at sælge merchandise, og styrer butikken i dag sammen med Frank Panduro i Horsens, som er min manager. Så skulle børnene med og vi fandt ud af det. Det endte jo med, at Tine (Lars’ søster, red.), som var med på det tidspunkt, også havde små børn, og der var mange, der også havde. Så havde vi ungerne med og så fik de alle sammen en lille læderjakke og løb rundt.

Børnene fra dengang er blevet voksne, men der er kommet nye folk i orkesteret, som også alle har børn, så nu er der endnu engang småfolk med på turnéen.

– Forrige år, da vi var på Samsø, lå jeg på stranden med mit band og ti unger. Den gamle forsanger havde to af sine egne børnebørn med ude i vandet og fem andre unger. Det har jeg altid godt kunne lide. Luna, vores mellemste datter, er mønsterbryder, heldigvis. Hun læser medicinalkemi. Hun går på universitetet og skal ikke være barfodsgøgler. Hun sagde forleden dag; ’Far, jeg havde været til en fest, hvor jeg vågnende op og så lugtede der af øl og cigaretter. Ved du hvad far, så følte jeg mig hjemme. Det var ligesom min barndom. Jeg var helt tryg.’ Så tænkte jeg; ’Hold kæft, hvad har jeg budt dem,’ fortæller Lars med et grin.

– Men for dem har det været naturligt. Vi var og er sådan nogle sigøjnere, der rejser rundt. Men jeg har været heldig at finde et godt sted, fortæller Lars og slår hånden ud mod det idylliske hus i baggrunden. Vi sidder nemlig i Lars’ naturskønne have, hvor der er en ro, som ikke findes mange andre steder.

– Her har vi boet i snart 30 år og det er betalt for lang tid siden. Her er stille. Så trækker vi os tilbage her om vinteren og kører rundt om sommeren.

Lars fortæller, at vinteren altid har været brugt som en tiltrængt pause.

– Nogle gange, også da børnene var små, der tog vi langt væk. Hvis vi havde spillet 100 koncerter i løbet af en sommer, var man brugt og så tog vi til Sicilien. Der har vi været nede en del gange. Reglen var egentlig, at vi kører hjem, når far tager de korte bukser af. Så det vil sige i november, griner Lars.

– Da de gik i skole lavede vi en aftale med skolen om, hvad de skulle lave og så underviste jeg dem.

Lediggang er roden til alt kunst

Når man er vant til et liv på landevejende, så var det ikke helt nemt at vende sig til at skulle slappe helt af derhjemme. Så den første nedlukning var noget af en omvæltning.

– Vi sad derinde den 11. marts, mig og min hustru, og da det var færdigt, så måtte jeg jo vende mig om og sige til hende; ’Lille skat, du er fyringstruet’. Så sagde hun; ’Nå, men så går jeg i haven.’ Så levede vi af grønsager hele sommeren, smiler Lars.

Når man ikke er til havearbejde, så skulle der findes andre sysler at få tiden til at gå med;

– Jeg gik op på loftet, for jeg gider ikke arbejde i haven, og jeg har et studie heroppe. Så satte jeg mig derop i tre måneder og kiggede på et stykke blank nodepapir med en stemt guitar og en kampklar computer ved hånden. Lediggang er roden til alt kunst, og det endte med, at jeg faktisk havde gjort tyve sange klar. I august sidste år, hvor det hele ikke var så slemt, kunne vi mødes i bandet. Vi kunne ikke få lov at spille koncerter, men vi kunne godt mødes i studiet. Så lavede vi den plade, der kommer nu. Men vi kom til at lave en juleplade også. Så derfor kom denne plade ikke til jul, som jeg egentlig havde planlagt.

Julepladen var endnu et biprodukt af nedlukningen.

– Det var fordi, jeg kedede mig i september. Jeg havde egentlig altid drømt om at lave en juleplade, for jeg elsker julens musik, især de gamle klassiske melodier. Jeg har spillet dem med min far, da vi var mindre, og har desuden altid gået og spillet violin juleaften og så har de danset om træet. Så indkaldte jeg mit orkester og vi blev testet. Vi kunne stå i rundkreds i en hal i Gammel Ry. Jeg ringede til fire af mine folkemusikvenner, så vi var 12 mand. Vi stod i en rundkreds og spillede akustisk. Lydmanden optog det, og vi optog det bare på én gang. Hvis det ikke svingede, måtte vi tage den om. Så kom vi til at lave den juleplade. Den endte med at ligge nummer et på top 100 i tre uger og vi får en guldplade for den, fortæller Lars med et overrasket og stolt smil.

– Det var fandme sjovt. Den er blevet skidegod, for det er jo hit på hit de gamle sange. Vi spiller dem som folkemusik og det skal svinge.

Pesten i Firenze

Titlen på det nye album er inspireret af en gammel historie, der har visse ligheder med begivenhederne i løbet af det sidste år.

– Da jeg sad på loftet og skrev, samlede jeg det hele i en mappe, jeg kaldte Decameron. Decameron er en bog, der udkom i 1353, 600 år før jeg blev født. Det er egentlig en historie om nogle unge mennesker, der flygter fra det pestramte Firenze. De tager ud på landet og isolerer sig på en gård eller et stort hus. Så fordriver de isolationen med at fortælle hinanden historier. Det var jo det, jeg gjorde. Jeg sad isoleret, og fortalte historier, men godt nok kun til mig selv. Så tænkte jeg, at jeg nok fandt på et godt dansk navn på et tidspunkt, men det gjorde jeg ikke. Men den skal nok fylde sit navn ud, for det gør vi jo med tiden.

Mere personlig

Lars fortæller, at den nye plade er mere personlig end nogensinde.

– Det er jo paradoksalt for noget, der er lagt op som et stort fælles projekt, hvor vi spiller alle sammen og meget er håndspillet. Men de tekster, der er kommet på, er måske det mest personlige, jeg nogensinde har udgivet. De er tæt på mange af dem.
Det gælder blandt andet sange som ’Til min far’ og ’De to røde stole’.

– Det er to stole, som jeg husker fra min barndom. Mine bedsteforældre havde fået dem i bryllupsgave i 1909, da de blev gift i Aalborg. Min farmors far, min oldefar, var en velhavende mand. Han kørte med heste og var vognmand. Han havde foræret det unge par en sofa og to stole. Der var flere ting til, men tre af dem er endt hos mig for 25 år siden. Jeg kan huske, at jeg lå i de stole som dreng mange gange i den fine stue, når jeg skulle have ro. Min far fortalte, at han også lå der, da han var lille. Mine børn har ligget der, og nu er det mine børnebørn. Det er symbolsk og det kan jeg godt lide. Det er et billede på slægternes tyngde og altings forgængelighed, synes jeg.

Lars Lilholt har altid historien med, men er også selv blevet en del af historien. Til sommer vil man forhåbentlig kunne høre hans genkendelige melodier til havefester og i Skovdalen, hvor vi endnu engang kan stå side om side med hinanden og nyde fælleskabet.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*