Manden der lokkede Dirch til Jylland

tekst CHrISTInA SVenDSen | foto preSSe & prIVAT

I 70’erne spillede Dirch Passer to sæsoner på Holstebro Teateret. Manden der fik ham derover var Ernst Trillingsgaard, som i dag er direktør for Aalborg Kongres & Kultur Center. Vi har taget en snak med ham om gamle dage og han fortæller blandt andet om, hvorfor Jylland var så godt for Dirch

Jeg møder Ernst Trillingsgaard på hans kontor, hvor han kommer lige fra travbanen. Derfor har han også en anekdote om Dirch Passer frisk i erindringen, så jeg bliver straks bedt om at huske ham på, at han skal fortælle historien om travbanen. Vi får sat os og får en kop kaffe, der varmer godt i den sidste rest vinterkulde. Ernst starter med at fortælle, at han faktisk selv har kørt travløb i sine unge dage.

Cyklede på travbanen

– Det var dengang i 70’erne, da Dirch var hos mig i Holstebro. Så jeg tog ham med på travbanen, hvor vi fandt på, at Dirch skulle køre foran feltet inden opstarten. Han var jo meget populær, og hvis han kørte foran med en hest, så ville folk jo strømme til. Jeg havde ham med nede i stalden, hvor jeg havde min egen hest. Så kunne jeg godt se, at han gik lidt rundt dernede, fortæller Ernst og går lidt forsigtigt rundt på kontoret for at demonstrere, hvor nervøs Dirch var;

– Så kunne jeg godt se at han blev lidt stille og jeg sagde:
”Hvad er der i vejen?”
”Det er fordi, jeg går og tænker på, at måske kunne jeg finde en bedre idé?”
”Nå, nå. Så lad mig høre.”
”Jo, det er meget sjovere,” sagde han, ”hvis jeg kørte op på cykel foran. Det kan jeg lave mere grin ud af.”
”Så gør du det min dreng.” Og det gjorde han så, fortæller Ernst grinende og fortsætter;

– Da han så de heste, så blev han så rystende nervøs, at han ikke turde køre. Derefter havde han selvfølgelig gået og tænkt på hvordan han kom ud af det. Det var en god idé, så han kom cyklende foran en 10-12 heste, og et måbende publikum, der sagde: ”Hvad dælen er det? Der kommer Dirch Passer cyklende,” fortæller Ernst.

På fisketur

Ernst kommer i tanke om en anden anekdote;

– Jeg er født på Jegindø, hvor fiskekuttere tog ud om natten. Der var vi med en gang om året. Da vi kom ind om morgenen, gik Dirch og jeg nede på havnen, og han var så stille;

– ”Du er så tavs, hvad er der i vejen? Du siger ikke noget!” Han plejede ellers nok at kunne snakke, for vi havde det godt sammen. ”Der er ikke noget i vejen,” sagde han. ”Det er der da, det kan jeg mærke på dig. Fortæl mig hvad det er.” Han var ikke meget for det, men sagde til sidst: ”Nu har jeg været med hele natten, og jeg har ikke forstået et ord af, hvad de sagde,” fortæller Ernst grinende og giver sig til at efterligne den tykke vestjyske accent, som jeg ærlig talt heller ikke fatter et klap af.

– Han var helt ked af, at havde været med i fem timer og ikke forstået et ord, griner Ernst.

Ville ikke til Jylland

I 60’erne havde Ernst med stor succes lokket nogle store revystjerner fra blandt andet ABC-teateret til Holstebro. Han kendte Dirch og havde derfor også spurgt ham:

– Det ville han ikke, fordi alt foregik i København, både film, teater og radio. Mange af de store stjerner havde et hårdt program, hvor de lavede prøver eller film i løbet af dagen og derefter spillede om aftenen. Og mange gik jo også til den om natten. Så skulle de op igen næste formiddag til prøver, og sådan kørte det uafbrudt. Hele tiden i 5. gear, fortæller Ernst og minder om den berømte historie, hvor Dirch spillede med i to forskellige forestillinger på en aften og måtte spæne fra det ene teater til det andet.

– Han var presset til det yderste, men skulle jo også tjene penge. Derfor ville han ikke til Holstebro, fordi pengene var i København. Men så mødte han Bente, en ung pige, der var suffløse. De faldt for hinanden, og blev jagtet af bladene, der alle ville have et billede. Det er jo klart, for det var en god historie med den store mand og denne bette model. Han blev han så træt af fotograferne, at jeg foreslog, at han skulle komme til Holstebro. Det indvilligede han i, så jeg tog over med vores borgmester, som kom med, for hvis det gik helt galt, så var vi i hvert fald to om fiaskoen, fortæller Ernst med et grin.

Det var da også ved at gå galt, for da de skulle skrive kontrakt, mødte Dirch ikke op.

– Til sidst dukkede han op iført en ordentlig herregårdsbrandet, som han kaldte dem. Da klokken blev mange, havde vi andre også fået en del at drikke, og han sagde pludselig: ”Ernst, det er i orden. Jeg kommer.” Tidligere havde han spurgt borgmesteren, hvor han hørte til politisk, hvortil borgmesteren svarede: ”Jeg er socialdemokrat.” ”Godt, så kommer jeg slet ikke!” svarede han bestemt, men de blev da gode venner, for det var en socialdemokrat af den gamle type med cigarer og det hele. Da Dirch så ombestemte sig, hev jeg straks kontrakten frem, som jeg havde siddet klar med hele aftenen.

I skjul for pressen

I Jylland fik Ernst Dirch installeret i et sommerhus ved Vesterhavet, så pressen ikke kunne finde ham. Hans unge kæreste Bente hjalp ham med at ændre livsstil, og de gik mange ture ved stranden.

– Jeg fik ham også med på golfbanen. Jeg spillede ikke golf, men begyndte at lære det, for at få ham af sted, for han skulle have noget motion og skulle have tiden til at gå. Han tabte sig og blev sundere, men hjertet havde det svært, for han var jo en stor mand. DR har lavet et portræt, hvor de påstår, at det gik jævnt nedad for Dirch fra 1974, og det har jeg klaget over, for det passer ikke. Han havde to år, hvor han havde det godt, og fik motion, frisk luft og kom på golfbanen. Han var jo ikke syg i den forstand, hans hjerte var bare nedslidt, og hos os var han i topform.

Ernst husker ham også som en perfektionist, der kunne arbejde med timingen i timevis inden den sad i skabet. Derudover var han en ordekvilibrist, der konstant legede med ordene. Dirch var også klar over det store ansvar, der lå på hans skuldre, for det var hans navn, der solgte billetter.

Afslutningsvis spørger jeg Ernst om, hvad det var, der gjorde Dirch til noget helt specielt:

– For det første, så var han jo genial på sit område. Der er ikke nogen senere, uanset hvor gode de er, der når op på siden af ham. For det andet havde han, på scenen, sit udseende med sig, som gjorde, at bare du så ham kunne du komme i godt humør. Han var jo ikke en flot fyr som Poul Reichhardt, men kunne til gengæld få folk til at le ved bare at løfte et øjenbryn.

 

1 Trackback / Pingback

  1. En kulturlegende træder tilbage – appetize.dk

Kommentarerne er lukkede.