Bare en helt almindelig familie

tekst christina svendsen | foto Johny Kristensen

En af dem, der kendte Dirch Passer allerbedst, var hans datter Josefine. Hun voksede op med danmarks bedste komiker, men for hende var han bare far. 
I hendes barndomshjem blev der nemlig lagt stor vægt på, at de bare var en helt almindelig familie

Vi møder Josefine på Ulla Terkelsen i Vestbyen, og selvom hun kun har boet i Nordjylland i få år, så er hun allerede på udebane her, i stedet for det trygge nordenfjords i Nørresundby. Der er hun endt, efter at have været en tur forbi blandt andet London, Odense og Horsens gennem et langt liv. At hun skulle kalde Nordjylland for hjem, var bestemt ikke noget, hun selv ville have forudsagt for 10 år siden, for hun har altid regnet sig selv som inkarneret københavner.

Fandt kærligheden i Nørresundby

For nogle år siden, da Josefine boede i Horsens, fik hun kontakt til en gammel bekendt på Facebook:

– Han var min soulmate, jeg vidste det bare ikke helt
 endnu. Men det havde jeg ind-set, da han ansøgte om mit
 venskab igen. Så begyndte 
tårerne bare at trille ned af 
kinderne på mig, indleder hun.
 Der gik ikke længe, før Josefine rykkede teltpælene op.
 Hendes to yngste døtre bo
ede i Tranum med deres far, 
så det var ikke en svær beslutning. Men det har dog stadig været svært at finde sig til rette i den nye hjemstavn,

– Jeg elsker nord for fjorden, og jeg elsker også Aalborg, men er allerede blevet meget nordjysk, for jeg siger, at jeg tager over til Aalborg, og hører hjemme i Nørresundby, fortæller Josefine med et smil.

– Da jeg flyttede herop, grinede jeg lidt af andre med den holdning, og syntes, at det var noget mærkeligt noget, for det er jo bare en bro. Men som årene er gået, har jeg jo selv fået samme holdning. Jeg tror faktisk, at jeg er blevet mere jysk, end jeg selv ved, efter jeg er flyttet herop. Når jeg er tilbage i hovedstaden, så er jeg københavner igen det øjeblik jeg lander. Men når jeg kommer tilbage hertil, så er jeg også straks tilbage i det laaangsomme tempo, der er heroppe.

Roen får hun i høj grad hos kæresten Lars, der lige er blevet certificeret Tai Chi-instruktør. Josefine fortæller grinende, at han endda kan få hendes københavnervenner til at blive helt rolige i hans selskab.

– Samtidig synes de, det er sjovt, at jeg har fundet sammen med en rigtig nordjyde.

Arbejder på kogebog

Sidste år udgav Josefine børnebogen ”Da Josephines sutteklud blev væk,” der er baseret på en anekdote fra hendes egen barndom. Bogen blev til i samarbejde med maleren Lisbet Winther, der har stået for de fine illustrationer. I øjeblikket arbejder hun på en anden bog, som hun håber at færdiggøre i år.

– Den har ligget og summet i de sidste ti år, for det hele skal vende rigtigt. Jeg har aldrig ville skrive en bog om min far, og det er det heller ikke som sådan. Det er anekdoter, der alle sammen tager udgangspunkt i madoplevelser. For hvis man er et madøre, og kommer af en familie af madører, så synes jeg, at det helt naturligt at tage udgangspunkt i madoplevelser, fortæller hun og forsætter,

– Det er en blanding af alle mine yndlingsopskrifter, og tager udgangspunkt i madoplevelser fra min barndom. Bogen henvender sig til mennesker, som faktisk måske synes, det er lidt træls at lave mad. Jeg vil gerne prøve at give dem kærligheden til mad, og kærligheden til at stå i et køkken. Samtidig er den fyldt med anekdoter om min far og min familie, samt nogle af mine små livsfilosofier, der er samlet gennem et langt liv.

Som barn oplevede hun tit at blive lagt til at sove i køkkenet, mens hendes mor lavede mad. Hun blev vækket, når hendes far kom hjem fra teateret, så de kunne spise natmad sammen alle tre.

– Så lå jeg dernede i køkkenet og sov til duften af komfuret, der brasede. Sådan var det fra jeg var et par år gammel til jeg begyndte i skole. Min far ville jo gerne have at vores familie skulle være så, i bund og grund, almindelig som muligt.

Skræmt af børnehaven

– Den var ikke mere almindelig end, at vi boede i et overklassekvarter på Østerbro, omringet af pensionerede overlæger og ambassader. Jeg skulle selvfølgelig også i børnehave, for det var meget moderne dengang. Så jeg kom i børnehave, og, jeg husker det helt tydeligt, den lå inde på Kongens Nytorv, og der var nonner og store parketgulve og, ikke mindst, masser af børn. Da min far kom hjem om eftermiddagen, spurgte han spændt, hvordan det havde været. Jeg havde bare kigget på ham, og sagt: ”Jamen far, der var jo fyldt med børn!” fortæller Josefine grinende og fortsætter;

– ”Må jeg ikke godt få lov til at slippe. Der er forfærdeligt.” Min far var heldigvis enig, for han synes, det var meget hyggeligere, at jeg var hjemme. Så kunne jeg få lov at gå rundt og tulle i min egen lille verden derhjemme i stedet. Det var dejligt, siger Josefine med et sagligt smil på læben.

Faldt ikke for nikkedukker

– Grunden til, at jeg skriver bogen, handler lidt om Dirch-filmen. Jeg synes, at Nikolaj Lie Kaas og Lars Ranthe spillede vidunderligt, men det var jo ikke et portræt af min far. Han blev puttet ind i en historie, hvor han passede ind. Instruktøren ville fortælle en historie om den store kunstner, der blev misforstået, og der var mange andre kunstnere, der kunne have passet ind i den skabelon. Samtidig var der også ting, jeg kunne genkende i filmen. Men der var meget, der ikke stemte overens med det billede, som jeg havde. For jo, han var min mor utro; Jeg har altid sagt, at jeg var glad for, at jeg var hans datter og ikke en af hans koner. At han drak til det sidste, var heller ikke rigtigt. Det stærkeste han drak i de sidste år af hans liv, var hvidvin med vand engang i mellem, men det er der jo ikke en god historie i, fortæller Josefine.

– Han mødte Bente, som blev en stor kærlighed i min fars liv og fik ham på rette køl igen. Vi levede jo simpelthen af klidpiller og tørbøffer. Hun gjorde en meget stor forskel. Men alle kvinder i hans liv har haft en stor betydning på forskellige områder og forskellige stadier af hans liv, og det synes jeg ikke, at filmen anerkender. Alle kvinderne bliver fremsat som nogle nikke-mæhe-lam, og hvis der var noget, han ikke faldt for, så var det nikkedukker. Han var bange for kvinder, det var derfor, de blev skiftet ud, når de fyldte omkring de 30, men han ville stadig have nogen, han kunne have det sjovt med. Når kvinder bliver for voksne, så begynder de at stille for mange irriterende spørgsmål og banke for meget i bordet, og det var ikke hans kop te. Så gik han en lang tur, og det var ikke altid han kom tilbage. Sådan var det jo, siger Josefine med et skuldertræk og et grin.

Hvilede i sit talent

På trods af at Dirch Passer var en af de største stjerner i Danmark, så fortæller alle, der kendte ham, at han var fuldstændig fri af stjernenykker. Det samstemmer Josefine:

– Du så ham aldrig til premierer. Når han havde fri, så var det hjem og være sammen med familien, slappe af, sidde i sin sauna og gå lange ture. Han havde slet ikke det der behov. Han vidste godt, at når han gik udenfor enhver dør, så skulle han være sjov. Hvis folk mødte ham, og han ikke var sjov, så ville de blive enormt skuffede. Det han altid gentog, var, at: ”Folk har betalt mange penge ud fra en løn, der måske ikke er så høj, men de har sparet op og glædet sig til en god aften, og de fortjener det bedste.” Hans publikum var noget af det vigtigste. Nogle gange tror jeg, folk er snobbede, hvis de mangler noget at have det i. Hvis man hviler i sig selv og de ting man kan, og hvis man hviler i sit eget talent, lige meget hvad det er, så har man ikke behov for at skulle ud og være en pralrøv. Derfor havde han ikke behovet, for han skulle ikke bevise noget for nogen, fortæller hun.

Uheldig udtalelse

– Jeg ville ønske, at jeg kunne tale med ham som voksent menneske, bare lige nogle timer for at få nogle ting sat på plads omkring en masse ting. Jeg ville også gerne lære ham lidt om politik, griner Josefine. Den eneste gang han udtalte sig om politik, var det med støtte til Glistrup. Det skabte straks hvad man i dag ville kalde en shitstorm og Dirch måtte efterfølgende ud og undskylde i pressen. Josefine fortæller, at hendes far bestemt ikke havde de samme menneskeholdninger, som Glistrup havde,

– Men på det tidspunkt havde han nok en trækprocent på 75 %. Samtidig havde manden også en husholdning, der bestod af ekskoner, forældre, svigerforældre, tøjbutikker, manager, privatsekretær osv, som bare drænede budgettet. Han kunne ikke forstå, hvorfor han skulle løbe så hurtigt, arbejde så meget, og få så lidt for det. Så kommer der en gut som Glistrup og siger ”0 % i skat”. Han var så frustreret over, at han kørte sig selv så hårdt, og der stadigvæk altid var en eller anden form for minus på kontoen, fortæller Josefine. Hun er selv i den anden grøft politisk og stemmer på Alternativet. Hun ville gerne have forklaret sin far lidt om, at skattekronerne altså er godt givet ud. Hendes politiske interesse er blevet vakt igennem kæresten Lars, der har arbejdet som SOSU i mange år, og været vidne til utallige nedskæringer gennem tiden.

Den poetiske side

Josefine kan ikke nævne en favorit blandt farens værker;

– Det svinger og kommer an på mit humør. Jeg kan godt lide meget
af det fra 50’erne og 60’erne. Alt det fra 70’erne, synes jeg, er noget lort. Jeg kan da godt grine af det, men kan bedre lide, når han får lov at vise sin poetiske side. Han var et ekstremt poetisk menneske og havde så meget poesi og melankoli i sig. Det synes jeg, Nikolaj Lie viste fantastisk, og det er derfor, jeg har dyb respekt for Nikolaj. Jeg syntes, det var pragtfuldt at se ham i rollen. Når min far fik lov til at vise den poetiske del af sig selv, det nyder jeg. Jeg er ikke så vild med den frembrusende side, for det var overhovedet ikke ham. Jeg tror ofte, at det var, når manuskriptet ikke var godt nok, så begyndte han at råbe. Han blev frustreret, og så blev han nødt til at fylde det hele med et kropssprog, der blev for meget. Han kom jo til tider ud for, at der ikke var noget manuskript, men måske bare en kort storyline og så kunne skuespillerne ellers improvisere hen af vejen.

Familietid

På trods af et tætpakket arbejdsliv fortæller Josefine, at hun fik masser af kvalitetstid med sin far.

– Vi havde ikke et hjem, der var fyldt med store middagsselskaber hver og hver anden dag. Når han havde fri, så var det hjem til den nære familie. Det var der, han ladede op og han havde intet behov for at sidde og smalltalke med en masse mennesker. På det punkt mindede han om Ove Sprogø. Ove var bare meget bedre til det end min far, men de var begge meget private, fortæller hun.

– Vi var en lille familie. Min far var tyr, min mor var vædder og jeg var stenbuk. Vi havde hver vores forcer. Jeg var et meget introvert barn, og også meget introvert som voksen. Da min mor mødte min far, var hun tegner på Politiken. Senere begyndte hun at male og flyttede i et hus langt ude på landet, og boede faktisk der resten af sit liv.

Følger med på Facebook

– Jeg er blevet inviteret i mange Facebook-grupper om min far, hvor jeg er med i nogle af dem, som en flue på væggen. Til tider kan det godt irritere mig, når folk sidder og diskuterer ham og hvem han var, så sidder jeg sådan lidt… Hold op, hvor sidder der mange kloge mænd og damer omkring kaffebordet med kringlen i Sdr. Fjumseslev og Østerbro, som gør sig kloge på, hvad han tænkte, gjorde, følte og mente om alting, fortæller Josefine og knurrer lidt med et glimt i øjet,

– Men man bliver jo nødt til at slippe det. Du kan jo sige sandheden 40 gange, men den slags mennesker hører den ikke. Du kan blive ved med at sige, at sådan var det ikke. Reaktionen er som regel: ”Arme barn, hun skulle bare vide,” siger Josefine opgivende med et træk på skulderen.

Derfor valgte Josefine at trække sig fra at deltage i medierne i kølvandet på den kæmpe interesse efter filmen om Dirch.

– Det blev bare for meget. Jeg havde brug for en pause bagefter, og det samme havde mine børn, for det var også overrumplende for dem.

Men Josefine kan stadig blive overrasket over betydningen af Dirch Passer,

– Jeg tror aldrig helt, jeg forstår hvor meget, han fylder i Danmark. Det kan jeg af gode grunde ikke. For mig var vi jo bare en helt almindelig familie, der drak masser af friskpresset appelsinjuice og puttede jordbær i vores yoghurt og hyggede.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*