Kulturen er fællesskab

tekst CHrIstInA sVendsen | foto joHny krIstensen & fokus | advertorial

Hvad er kultur? Hos FOKUS Folkeoplysning er svaret klart: Kultur er ensbetydende med fællesskab. Det er i hvert fald i allerhøjeste grad sandt hos Kulturklub Fokus

En kold aften i november er APPETIZE inviteret indenfor i Gug Kirke af Kulturklub FOKUS, der hører under FOKUS Folkeoplysning. Kirken lyser op i den mørke vinteraften, og indenfor er alle stole fyldt af glade ansigter, der skal nyde en aften i selskab med Jeppe Aakjærs poesi, med sangerparret Bente Kure og Leif Erntsen som kyndige guider.

En af de vigtige hjørnesten hos FOKUS Folkeoplysning er deres kulturklub. Den har 800 engagerede medlemmer, der blandt andet bliver inviteret til 6-7 gratis arrangementer per sæson. Denne sæson har budt på arrangementer, såsom et foredrag med biolog, Eske Willerslev, om menneskelig evolution og DNA fund, journalist, Peter H. olesen, om Aalborgs nyeste arkitektur og Signe Wenneberg om grøn omstilling. Manden i spidsen for Kulturklubben er Lars Bang Jensen, der arrangerer og afvikler de forskellige aktiviteter. Han har været tovholder for projektet i alle de 10 år, den har eksisteret. Mens fortællingen om Jeppe Aakjær er godt i gang i kirkerummet, så skynder vi os at fange Lars til en snak om, hvad kulturklubben egentlig går ud på.

 Klubhus i Gug Kirke

Selvom Kulturklubben bevæger sig rundt omkring i byens forskellige kulturinstitutioner, bliver de alligevel ved med at vende tilbage til Gug Kirke.

– Det har altid været et åbent hus, hvor der blandt andet her været jazzkoncerter. Samtidig er det et meget moderne byggeri, som de har taget til sig, de folk der bor der. Så vi holder af at komme her, fortæller Lars.

Han nævner, at Lars Lilholt for nyligt havde været på besøg og bagefter sagde: ”Det var vel nok fantastisk at være her.”

– Det er den typiske reaktion, når man inviterer nogen til at optræde her, at man oplever det som en stor ting. En lille gave kunne man sige – både til publikum og til de optrædende. Rummet fungerer til det, som det er skabt til. Her kan man være sammen, siger Lars.

Derfor er det heller ikke tilfældigt, at det er Gug Kirke, der er rammen om sæsonens sidste aktivitet.

– Mange af de folk, der er her, de opfatter det som vores hjemmebane, hvilket jo er lidt pudsigt, griner Lars.

Fællesskabet

Lars er egentlig uddannet socialrådgiver, men har aldrig arbejdet i den funktion. I stedet er det kulturen, der har været et gennemgående tema i hans arbejdsliv. For ham hænger det sociale og det kulturelle dog alligevel lidt sammen.

– Det, der tænder mig er, at man kan lave berigende fællesskaber. At man kan blive klogere og opleve sammen. Man kan også bryde isolation hos nogle mennesker, fordi man kan give dem en sammenhørighed. For nogle af dem som kommer her, er det kvalitetstid, fordi de hører med til den her flok og kender hinanden på kryds og tværs. man opbygger et fællesskab, siger Lars eftertænksomt.

– Vi har haft to meget fine udflugter i år. Når du samler folk til en busudflugt og er sammen med dem i 8, 10 eller 12 timer, så kommer de jo til at gnubbes. Hvis de senere mødes på Skråen, hvor der er 400 mennesker, er der allerede 40, der kender hinanden. Samværet starter ikke fra 0. Det kan starte fra 12 grader. Jeg bilder mig ind, at dem der optræder på scenen, kan mærke det. At her er der nogle mennesker, som har noget til fælles. så er man et andet sted, fordi man har en fælles reference, fortsætter han.

Folkeoplysning

Fordi Kulturklubben hører ind under FOKUS, skal der også være et folkeoplysende element i aktiviteterne, hvilket passer Lars rigtig godt.

– Det er vigtigt, at der er en markering i vores by af, at det nu er 150-året for Jeppe Aakjærs’ fødsel. Han var faktisk den mest læste forfatter i Danmark i en lang årrække, og hans sange har stadigvæk et stærkt liv, men der er også nogle andre sider af hans personlighed, som færre kender til. Han var kontroversiel i sin tid og blev smidt i arresten, fordi han anfægtede kirkens lære. Han var bestemt ikke en fodformet personlighed, og det er jo en historie, der bliver glemt i al pænheden. Der kommer det folkeoplysende ind, som Kulturklubben jo også er en del af, fordi man skal have noget ind mellem ørene, så man forstår det, man kommer fra og måske også forstår lidt om, hvor man er nu, fortæller Lars.

Engagerede medlemmer

Nogle af de mange, der er dybt engagerede i fællesskabet, er ægteparret Frede og Kirsten Kanstrup. De har været medlemmer siden 2010, hvor først Frede og derefter Kirsten gik på pension. Kirsten nævner bredden i programmet, for eksempel byvandringer, ture i naturen og foredrag, som en af de største grunde til, at hun meldte sig ind. De har begge været vant til frivilligt arbejde tidligere, og der<for var det kun naturligt, at de fortsatte med det i Kulturklubben.

– Fællesskabet i Kulturklubben er jo også, at folk giver en hånd med. Der er jo også mange, der kommer med forslag til aktiviteter, fortæller Frede.

De er begge enige om, at fællesskabet er noget af det vigtigste i klubben. At være sammen om fælles oplevelser og få ny fælles viden. Fordi der er et fastlagt program, får man også nye oplevelser, som man ellers ikke ville have fået.
Lars står på den anden side og skal samle alle trådene.

– Det er med at finde noget, der tiltaler den gruppe, vi prøver at tale ind i. Jeg får forslag fra medlemmer, for det beder jeg dem om. Så er det mit job at redigere i det og sige: ”Det prøver vi.” Medlemspakken er en buket, som folk helst skal synes lyder spændende. Det er jo et privilegeret arbejde at få lov til det, men man skal også helst have en ambition, når man har ansvaret for sådan et program.

Han fortæller, at det dog ikke kun er et spørgsmål om at vælge de rigtige aktiviteter, men også at finde det helt rigtige forum, som i dag, hvor Bente, Lars og Jeppe Aakjær virker helt rigtige i Gug Kirkes lokaler.

aftenens koncert startede med en fællessang af Jeg er havren, hvor det var svært ikke at få gåsehud. Den stemning ville måske ikke have opstået på samme måde på skråen eller et andet sted.

Respekt for gæsterne

– Man skal altid have stor respekt for sine gæster, for der mange af dem, der ved meget mere, om det vi nu snakker om, end du gør. Når man har det job, jeg har, så bliver man generalist, hvor man ved en smule om rigtig mange ting, men aldrig meget om én ting, fortæller Lars.

Det er tydeligt, da Lars går på scenen og introducerer aftenens arrangement, at respekten er gensidig. Han fortæller varmt og humoristisk og får hurtigt hele salen til at le. Det istemmer ægtepar- ret Kanstrup også;

– Han har en rummelighed og en tolerance, som gør, at folk føler sig godt tilpas, fortæller Frede.

Noget tyder i hvert fald på, at der gemmer sig et helt specielt fælleskab i Kulturklub FOKUS, på trods af at gruppen består af over 800 medlemmer. Det eneste de har tilfælles er en kærlighed og nysgerrighed til den fantastiske kultur, der findes lige uden for døren i hele Nordjylland.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*