I love Grækenland

tekst JANNI BIRCH ANDREASEN | foto SUNCHARTER, JENS OLE JENSEN

Et gammelt ordsprog siger, at enten bliver man forelsket i Korfu eller så bliver man forelsket på Korfu. Så det var nok ikke uden grund at min kæreste og far til vores to børn sagde; du må kun tage af sted, hvis du lover ikke at forelske dig, da han hørte at jeg skulle til Korfu. Men det gjorde jeg. Jeg forelskede mig i Korfu og Grækenland

Tilbage i september, hvor efteråret allerede var begyndt at gøre sit indtog, tikkede en invitation ind i mailboksen, som man ikke kan sige nej til. Mailen var fra PrimoTours og SunCharter, som gerne ville invitere APPETIZE med på 4-dages pressetur til Grækenland til nuværende og nye rejsedestinationer. Valget faldt på undertegnede, som redaktionen mente, med to små børn derhjemme, godt kunne trænge til at komme ‘lidt mere ud’.

Gensyn med det azurblå hav

Jeg har, tilbage i starten af mine tyvere, været på interrail, hvor rejsen endte i Grækenland. Nu glædede jeg mig til at gense det azurblå vand, som jeg dengang blev fascineret af og til at nyde de græske specialiteter. Tanken faldt også på mit navn, for Janni er samme måde, hvorpå drengenavnet Yannis og Ioannis udtales. – Janni, that’s a boys name, som en ung fyr fik et godt grin ud af til min dengang store fortvivlelse. Så med mit, for grækere, maskulint klingende navn og med masser af positive forventninger mødte jeg op i lufthavnen en lørdag i starten af oktober med afgang mod Athen.

I lufthavnen denne tidlige morgen mødtes jeg med 27 andre forventningsfulde deltagere, heriblandt journalister, direktør i Primo Tours og SunCharter, Bjarke Hansen (ham fra reklamerne), bureaufolk fra begge selskaber samt folkene bag radioprogrammet Dahl på Hack, som vi skulle overvære optagelserne af undervejs i det tætte program. Vi flyver direkte til Athen med DAT i et mindre propelfly, som viser sig, sammen med den kvindelige pilot og kabinepersonalet at følge os på hele turen. Stemningen er god, og jeg ser frem til nogle oplevelsesrige dage med folk, jeg endnu har til gode at lære at kende.

Under flyveturen ser vi landskabet ændre form og en af bjergtinderne stikker længere op over de lavtliggende skyer. Det er det hellige græske bjerg, Mount Athos, får jeg at vide af en af de mere garvede rejsejournalister. Athos huser en hel del klostre og munkefællesskaber, og det er kun tilladt for munke at bebo halvøen, som bjerget ligger på. Athos er desuden på UNESCOs verdensarvliste, og imponeret over den gode historie flyver vi videre over Grækenland.

Agios Minas, Grækenlands Riviera

Med ankomst i Athen kører vi halvanden time nordpå i bus til den nye feriedestination med SunCharter, Agios Minas. Destinationen ligger i en idyllisk bugt med små gyngende fiskerbåde og autentiske tavernaer. Man fornemmer, at vi er lidt uden for sæsonen, men den græske atmosfære er her i høj grad endnu. På denne tid af året er det de lokale som nyder Agios Minas. Vi spiser en sen frokost på en taverna med udsigt ud over bugten til den brolagte ø, Evia. På kort tid fyldes bordet, bogstavelig talt, af mezé, som er flere små græske specialiteter sammen med den traditionelle drik, ouzo og kander af hvidvin. Man fornemmer hurtigt, at græsk mad er social food. Der smages, snakkes om maden, tages billeder, og man når knap at smage på én ret før en anden kommer bordet rundt. Der skåles i ouzo, stemningen er god, og vi bliver hurtigt enige om, at man vist ikke har været i Grækenland, hvis ikke man kommer hjem og lugter af hvidløg.

Med mad i maven, ro i sindet og mod på græske oplevelser, får jeg en fornemmelsen af, at det må være sådan det er at rejse med SunCharter og PrimoTours, hvor der altid er en dansk rejseleder med. Der er styr på tingene og altid en go-to-person. Det er rart for en nordjyde som mig.

Eftermiddagen nydes på vores charmende hotel, Pelagos Hotel, som i skrivende stund gennemgår en større renovering, så det er klar til at tage imod SunCharters gæster i 2019. En gåtur ned mod vandet giver anledning til at forestille sig denne afslappede oase tæt på den nærliggende storby Chalkis, som er hovedbyen på Evia. Til aftenen kører vi de 5 km fra Agios Minas ind til Chalkis, hvor vi spiser med de græske agenter, hvilket giver anledning til mange gode snakke om Grækenland og de græske traditioner. Vi sidder helt ned til vandet og de fortæller, at når tidevandet imellem Evia og fastlandet hver 6. time skifter, står vandet stille i 8 minutter. Vi afslutter med at gå en tur langs promenaden, som har et meget livligt café-miljø, som denne lørdag aften let leder tankerne hen på vores egen Jomfru Ane Gade. Kombinationen af storby og det lokale miljø med gode bademuligheder er ret genial, og jeg forstår nu valget på denne nye feriedestination.

Når man siger Grækenland, siger mange også ofte ø-hop i samme sætning. Og vi skal da også videre til en smuk græsk
 ø, men inden vores DAT fly tager os til Korfu, har vi et par timer i Athen med en dansktalende græsk guide. En ting jeg bemærker ved Athen er dens modsætninger. Hvor vi på strøget ser gamle kirker og bygningsværker omgivet af store kæder som H&M, og Tiger er sandelig også at finde her. Den græske agent, Christos opfordrer mig til at kigge op. Oppe på tagene fornemmer man frodige oaser. Det er roof gardens, og nogle af dem har også restauranter deroppe, fortæller han. Når man bor så tæt i
 en storby må det grønne op, og det er da en skøn idé at kombinere haven med en restaurantoplevelse. Mine tanker ledes hen
på vores populære rooftops derhjemme, og på resten af turen rundt kigger jeg nu mere op. Efter endnu en skøn mezé slutter vi
 af med en varm tur op på det imponerende Akropolis, hvor vi alle er taknemmelige for, at årstiden ikke siger sommer, men kun
 30 grader (deroppe) og efterår.

Indkvartering på Paradise Hotel

Sent søndag aften indkvarteres en del af os, heriblandt undertegnede, lidt skeptiske på Paradise Hotel på Korfu. Trods navnet var her en rolig stemning og mulighed for at fordøje dagens indtryk med de andre over en kølig græsk øl i poolbaren. Dagen derpå går turen med bus til Korfu by, hvor vi oplever Achillion Museum og Mouse Island, der ligger formet som en mus ud for Kanoni. Her findes en unik mulighed for at stå under de landende fly, som ankommer til Korfu. Broen man går ud på minder mig om Aalborgs kulturbro med fly i stedet for tog.

Med tid på egen hånd i Korfu by befinder jeg mig godt i den smalle shoppinggade, Filellinon str., som mest af alt minder mig om gaden, som Carrie og co. shopper i, da de er i Abu Dabi i filmen Sex and the City 2. Her er alt hvad hjertet begærer af ting lavet i oliventræ, lækre lædervarer, smykker og andet nips. Jeg får købt mig to par lædersandaler (til næste sommer), en saltske i oliventræ og 2 drømmefangere til mine drenge, inden turen går retur til Paradise Hotel og tid til at blive klar til optagelserne af Dahl på Hack.

Radioprogrammet Dahl på Hack er sponsoreret af SunCharter og derfor med på turen. Blandt gæsterne var direktør for SunCharter og PrimoTours, Bjarke Hansen samt den græskfødte skientusiast Thomas Uhrskov, som bl.a. kunne berige os om den græske kultur.

Vores sidste dag gik til feriebyen Barbati, hvor vi så opstarten af et spændende hotelprojekt, Ionian Village, som PrimoTours og SunCharter samarbejder med. Vi så et færdigt værelse i 4 stjerne-genren og en lejlighed med egen pool og privat strand til 5 stjerner. Området har stort potentiale og der er ingen tvivl om, at det bliver ren luksus, når det står helt færdigt til sæsonen 2019.

Som kulmination på turen og netop inden turen går retur til Danmark og hverdagen igen, når undertegnede og et par andre en helt fantastisk dukkert ved Barbati Beach i det græske hav, der målte en temperatur på 23 grader. Det er den perfekte afslutning på en helt igennem fantastisk tur i det mest imødekommende selskab. Tanket op på solenergi og nyforelsket i Grækenland, kan turen godt gå retur til Danmark

Græsk palør

Skål på græsk hedder jamas
Huskeregel for udtalelsen: Man skal tænke på en pyjamas og så smider man py’en
Jamas: hyggeskål blandt venner
Isigia: høflig skål, som ikke bliver brugt så ofte, men som vil imponere blandt grækere
Når nej betyder ja
Man skal være opmærksom på at ’næ’ betyder ja på græsk

Fakta

Suncharter flyver fra Aalborg Lufthavn med danske rejseguider

Aalborg Lufthavn får yderligere 900 p-pladser i 2019 og får således 6000 gratis p-pladser og 500 i Direct Parking

Smart teknologi Aalborg Lufthavn er den første i Danmark med ny tekologi i securityområdet. Med EU Security Stan- dard C2 i X-Ray maskinerne behøver du ikke tage dine elektroniske enheder op af håndbagagen og kommer derved hurtigere igennem sikkerhedskontrollen og videre på din ferie

Nye Destinationer 2019

Helios er den Ioniske oase på fastlandet, med den smukke Paraskevi Beach. Imellem Helios og byen Sivota kører en shuttlebus, som også stopper ved de mange strande langs kysten. Så der er rig mulighed for både by- og strandliv.

Lefkas er de hvide bugters ø med Corali Beach, som er kendt som Surfers Paradise. Hver dag fra kl. 15 er der i 2 timer en helt særlig vindstrømning, som gør stranden ideel for surfere.

Paleros er det autentiske Grækenland med en hyggelig strandpromenade med tavanaer og en lystbådehavn med masser af liv.