Gammel nok til selv at bestemme

tekst NELLY SANDER | Foto CLAUS PEUCKERT

Studievært Jens Gaardbo siger, at alt nyt er noget lort. Han finder stor værdi i at holde tingene simple, både professionelt og privat. Og så insisterer han på at have dage, hvor kalenderen er tom, så han selv kan bestemme, hvad dagen skal bringe

Jens Gaardbo sidder på kontoret derhjemme, roligt tilbagelænet i sin yndlingsstol med en kop kaffe foran sig. Det er lørdag. Kalenderen er ryddet, for han kan godt lide at bestemme selv.

– For eksempel en dag som i dag, der sørger jeg for, at dagen er renset, der er intet, jeg skal. Jeg vil have muligheden for at disponere. Det har nok noget med alderen at gøre, at jeg kræver af min tilværelse, at jeg har dage, hvor jeg siger: ”Jeg bestemmer.” Fordi nu er jeg blevet 62, og det er jo ikke enormt gammelt, men gammelt nok til, at man skal tage lidt mere fat i rattet og sige: ”Nu kører jeg derhen,” fortæller han.

Den gamle gartner Gaardbo

Som årene er gået er han blevet mere og mere glad for det elementære som fx at gå i haven.

– Jeg kan godt lide noget så simpelt som at få en tomatplante til at give flest mulige tomater. Jeg kan godt lide at slå min græsplæne. Jeg kan godt lide at føle, at livet ikke altid behøver at være sådan et uoverstigeligt bjerg af bekymringer og tankevirksomhed. Jeg kan godt lide, at livet også er enkelt og simpelt.

Selvfølgelig er det lidt en joke, når han siger, at ”Alt nyt er noget lort,” og så alligevel …

– Hold nu op, hvor er den moderne tilværelse kompliceret. Altså hvad hed den medicin, jeg fik sidst? Måske kan jeg se det på borger.dk. Hvor er min profil derinde? Hvad er mit kodeord? Hmmm, narh, jeg opgiver. Hvorfor skal min mobil hele tiden opdateres? Hvorfor kommunikerer min Peugeot med mig, når jeg bare vil køre i ro og fred? Det er blevet så kompliceret, man kæmper sig gennem dagen. Og jeg vil helst bare foretage mig enkle ting, spise en banan, kigge ud ad vinduet og klappe hunden. Det er små ting, men de betyder lige så meget som alle de store ting.

At være et simpelt menneske på jobbet

Det enkle er ikke kun i fokus i Jens Gaardbos privatliv. Han forsøger også at lade det være grundstenen i sit arbejde som studievært på TV2 News, hvor han på en almindelig vagt gennemfører 10-15 interviews.

– Jeg kan mærke, at jeg hele tiden forsøger at lære mig selv at stille simple spørgsmål som ”Hvorfor har du gjort det?” ”Hvad skal du i morgen?” ”Hvad er klokken?” Altså jeg forsøger virkelig at gøre det så simpelt som muligt. På den måde kan man sige, at jeg i en alder af 62 er havnet et sted, hvor jeg virkelig har savnet at være. Hvor jeg har brugt mange år på strategisk arbejde, regne den ud og alt det der, hmm hvad nu hvis vi gør sådan, kan vi så også .. Hvad med a, og hvad med b. Jeg kan så godt lide, at jeg er havnet et sted, hvor jeg kan få lov at være så simpelt et menneske som muligt.

Det hele begyndte i Frederikshavn

Jens Gaardbo er født og opvokset i Frederikshavn, og selvom det er mange år siden, han rejste fra byen, og dialekten næsten er forduftet, så tag ikke fejl. Der bor stadig en frederikshavner i hans sjæl. Og når han er tilbage i byen, er dialekten der med det samme.

– Jeg identificerer mig i høj grad med den by. Der er energi i den. Og der er en vis vilje. Det er en by, der altid har skulle kæmpe for at komme videre. Vi plejer sådan med et skævt grin at sige, at Hjørring får det hele forærende: sygehus, sygeplejeskole, seminarium, domstolen osv. Man kan godt begå en forbrydelse i Frederikshavn, men man bliver dømt i Hjørring. Og hvis man virkelig fejler noget, så skal man også til Hjørring, selvom de fleste frederikshavnere nok hellere vil dø i Frederikshavn, end de vil overleve i Hjørring, siger han med et grin.

Han kommer hyppigt i byen, hvor hans gamle mor fortsat bor. Han besøger gamle venner og kommer også for at se ishockey og har en god relation til klubben. Han sidder hele tiden på nettet og følger med i, hvordan det går White Hawks, hvordan det går med FFI håndbold og -fodbold, også med Serie 1 Kvinder og med Lilleputterne. Det hele.

– På den måde er jeg meget patriotisk og meget sentimental omkring min hjemby.

Hjemmeskrevne historier og lange cykelture

Som barn boede Jens Gaardbo lige midt i Frederikshavn sammen med sine forældre og to brødre. Når han ikke sad og klaprede på sin fars gamle skrivemaskine og skrev historier fra nær og fjern, drønede han rundt på sin cykel.

– Jeg kunne være mange timer derude. Så kørte jeg over i fiskerihavnen, så kørte jeg forbi flådestationen, så kørte jeg ned og så færgerne, der kom og afgik. Så kørte jeg over og så på skrothandleren … Der var altid noget at se på, siger han.

Når han er tilbage i byen i dag, hvor hans gamle mor på 93 år stadig bor, går han lidt rundt i sine egne fodspor.

– Jeg kan godt lide at komme til Frederikshavn, men også resten af egnen, fx Aalbæk og Skagen. Jeg har en teori om, at vi som mennesker – i nogen grad – er ligesom den egn, vi kom fra. Det er, som om den natur, vi er vokset op i, sætter sig i os, og derfor har jeg også noget udlængsel.

Han kan stadig godt lide at stå og kigge ud over vandet og se skibene sejle af sted.

Den udlængsel har fulgt ham hele livet. Det er nok også derfor, han godt kan lide at komme for tidligt i en lufthavn og finde et sted, hvor man kan se flyverne tage af sted.

– Jeg har det på samme måde med banegårde, jeg kan godt lide det der med horisonten, siger han.

Journalisthøjskolen

Frederikshavn som fast bopæl måtte han lægge bag sig, da han – til sin store overraskelse – kom direkte ind på Journalisthøjskolen i Aarhus som 19-årig. Han bestod sin uddannelse, og de første år derefter levede han som en slags journalistisk daglejer, hvor han boede rundt omkring – på Bornholm, i Næstved og Vejle samt ad to omgange også i Aalborg, hvor han var vikar på Nordjyllands Radio:

– Så sad jeg på mit værelse i Aalborg og ventede ved telefonen om morgenen, og så ringede de og sagde: ”Vi har sygdom i dag, kommer du lige ind?” Så kom jeg ind. ”Kan du ikke lige interviewe borgmesteren i Brønderslev?” Så kørte jeg til Brønderslev og interviewede ham og kørte hjem igen, og så fik jeg en check for det. Sådan var det, fortæller han.

Efter et par år skulle der opbygges en ny regionalradio i Vejle, og her kunne han gøre brug af sine erfaringer fra bl.a. Nordjyllands Radio. Han fik fast job, var med til at bygge stationen op og arbejdede der i en årrække. Indtil en dag, hvor telefonen ringede.

Den friske luft kom ind i livet

Telefonopringningen kom fra TV2. Ledelsen ønskede at få Jens Gaardbo med på det nye hold af journalister, der skulle være med til at bygge Danmarks første selvejende tv-station op. Han takkede ja.

– Det var helt enestående og en eufori, også fordi det var et monopolbrud. Vi levede i en form for gammeldags land, kan man sige, for der var kun én tv-kanal, den ejede staten, der var også monopol på flyvning, det var kun SAS, der måtte flyve. Det var virkelig gamle Danmark. Så der kom en masse liberalisering på det tidspunkt, og i ’89 faldt muren, så Europa åbnede sig. Det var en tid, han husker tilbage på med stor glæde, selvom det også var hårdt arbejde at være med til at bygge en tv-station op fra bunden.

– Der var en god stemning, man knoklede som et svin og sov på den nærmeste sofa og drak en masse øl, husker han.
Der gik dog nogen tid, før den unge kanal fik bidt sig fast i danskernes bevidsthed som et seriøst alternativ til DR.

– Det tager tid at lære at blive dygtig, og når sandheden skal frem, var der ikke ret mange, der så vores nyheder til at begynde med. Og hvis de så dem, så de også dem på 1’eren, for – som de sagde: ”Vi vil lige vide, hvad der er sket.” De var ikke sikre på, at vi havde styr på det, griner Jens Gaardbo.
Han tror, at danskernes skepsis i høj grad skyldtes, at studieværterne på TV2 ikke var sådan nogle veletablerede, midaldrende mennesker fra København, som man var vant til fra DR.

– Det var pludselig naboens datter, Line Baun Danielsen, det var Morten Stig Christensen, en håndboldspiller, og sådan en jyde som mig, som også var naboens søn. Altså der var en stor grad af identifikation for mange danskere forbundet med TV2, det var simpelthen en tv-station, der mere lignede ens eget liv, og derfor blev det en mega succes over årene.
Da folk altså lige havde vænnet sig til den nye stil.

 

Molekyler, medicin og branding

I 1997 blev Jens Gaardbo chef for TV2-Nyhederne. I samme periode begyndte der at komme flere og flere tv-kanaler igennem til danskerne, og det påvirkede også TV2:

– Vi kunne godt mærke, at den her kærlighed til os, fordi vi havde været de friske unge nye, der var kommet, den begyndte at tage af. Vi vidste også, at folk – fordi de havde alle de kanaler – ikke kunne huske, på hvilken kanal de så hvad, og jeg var meget optaget af, at folk udtrykkeligt skulle kunne se forskel på at se TV-Avisen på 1’eren og Nyheder på 2’eren, husker han.

På den måde blev hans job i langt højere grad et spørgsmål om begreber som strategi, positionering og branding, end det var et spørgsmål om journalistik, og han kom til at interessere sig mere og mere for det område.

I den forbindelse blev han headhuntet til medicinalvirksomheden Lundbeck, hvor han arbejdede med strategi og branding. Og der var store og spændende brandingmæssige udfordringer i medicinalindustrien.

– Jeg kunne rigtig godt lide det dilemma, der er forbundet med at fremstille medicin. For i vores politiske tradition er der en
vis foragt for, at private firmaer tjener penge på andres sygdom. Og bruger rotter og grise i forskningen. Og på den anden side er det de samme skeptikere, der øjeblikkeligt banker på døren når de selv bliver syge. Og i det øjeblik må man formode, at de er taknemmelige for, at nogen har haft penge nok til at betale forskere i de otte-ti år, der typisk forløber før medicinen er klar.

Journalister i hoppeborge

Efter et par år forlod Jens Gaardbo af forskellige årsager Lundbeck og valgte at lave sit eget kommunikationsbureau, de første fire år alene, derefter i kompagniskab med sin tidligere kollega Søren Kaster.

At være selvstændig journalist var en helt ny oplevelse, som Jens Gaardbo stadig sætter stor pris på:

– Mange journalister har den opfattelse, at samfundet er noget, der bliver pustet op om morgenen ligesom en hoppeborg, og så kan de hoppe rundt i den om dagen, og når de så går hjem, så går luften ud af ballonen. Hvis man så ligesom jeg er så heldig at komme væk fra det i mange år, så opdager man, at der er et fantastisk liv derude. Der er universiteter, der er virksomheder, der er kommuner, der er mennesker, der arbejder hver eneste dag og der er masser af spændende projekter, som man kan deltage i, som forsøger at gøre samfundet bedre.

Jens Gaardbo kan godt forstå, hvis folk nogle gange oplever journalister som dem, der gør samfundet dårligere.

– Vores tilgang til samfundet er jo kritisk. Vi er dem, der sådan lidt vrængende spørger: ”Hvorfor gør I det?” og ”Har I tænkt jer om?” og ”Hvad skal der ske nu?” og ”Er det ikke noget værre lort?” Man har en kritisk tilgang til samfundet – men ude i det samme samfund er der faktisk mennesker, der forsøger at lave projekter, at rejse penge, at bygge broer og lave løsninger, siger han.
Han synes med sine egne ord, at han fik en enorm gave ved at være ude i samfundet i de år. 
Men en dag ringede telefonen igen …

Fakta

Navn Jens Gaardbo
Født 13. november 1956 i Frederikshavn
Ægtefælle Pernille Gaardbo (f. Aalborg 1966)
Børn Mark (35 år) og Gustav (21 år)
Bopæl Skovshoved (Gentofte Kommune)

Måske et tegn fra oven

Jens Gaardbo sad i sit sommerhus og kiggede ind i skoven. Han spekulerede som en gal. Han og hans partner var ikke helt enige om, hvilken vej de skulle gå med deres fælles firma.

Så ringede telefonen igen. Det var TV2 News, der spurgte, om han kunne tænke sig at komme tilbage.

– Det havde jeg faktisk ikke skænket en tanke. Men så har jeg det sådan nogle gange, at det her er et tegn. Så jeg sagde ja og tænkte, at det nok var for et par år, men nu er der faktisk her i september gået otte år.

Jens Gaardbo er tilbage ved sin læst. Ved det fuldstændigt ordinære håndværk, som han altid har sat pris på: At sidde foran en computer med et manuskript, som han bearbejder så godt som muligt for derefter at gå ind foran et kamera og formidle det så godt som muligt.

Klummerne og de sociale medier

Ved siden af jobbet på TV2 News skriver Jens Gaardbo klummer i BT. Han bruger meget sig selv i klummerne. Med sætninger som ”Vidste du, at man kan have pikhud på fingrene?” eller ” Tarmen skulle CT-scannes, for den har været utæt i mange år” anlægger han ofte en selvironisk vinkel med sig selv som antihelt.

– Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg ikke er noget krukket menneske. Jeg kan godt se, at jeg er en nar engang imellem, det kan jeg virkelig. Jeg har også dage, hvor jeg kigger mig i spejlet og kommer til at grine, fordi jeg virkelig synes, at jeg ligner en idiot, siger Jens Gaardbo.

Han holder i øjeblikket en klummepause, for han er med egne ord ikke sådan en, der lige kan sparke en klumme ud af fingrene.

Desuden går han meget op i, at klummerne skal være upolitiske, for i forhold til hans fag som journalist, ligger det ham meget på sinde ikke at få en label som venstre- eller højreorienteret smækket på sig.

Med hensyn til de sociale medier kan det ikke overraske, at han principielt er imod.

– Alt nyt er noget lort, som jeg plejer at sige, så derfor er jeg jo aldrig den, der råber ”Hurra, sociale medier.” Jeg er heller ikke den, der råber ”Hurra, en ny buksemode” eller Hurra, en ny bilmodel.”Jeg er imod ethvert fremskridt.

Meeen måske sker det alligevel en dag, at Facebook kommer ind i varmen.

– Jeg kan godt se, at mere og mere af vores research foregår på FB, så jeg er muligvis nødt til at komme på. Jeg kan også godt se, at min kone har en hurtigere og god kontakt med vores yngste, fordi hun bruger Messenger og sådan noget der, så det kan godt ske, at jeg lige skal lette røven lidt, for jeg skal heller ikke gå og krukke over, at jeg er gammeldags. Det kan man også blive isoleret af.

Tomaterne, basunen og klynkeklubben

Hvor meget klummer og sociale medier kommer til at fylde, må tiden vise. Selvom Jens Gaardbo, når han fortæller om sin fritid i haven, fremelsker et roligt, idyllisk billede af næsten Morten Korchske dimensioner, giver en opremsning af hans fritidsinteresser et anderledes travlt indtryk:

– Jeg bruger meget tid på have og drivhus og har også en lille vinmark ude i Hvidovre. Så er der sommerhuset, som også skal passes. Der er drengene og barnebarnet. Jeg spiller også noget fodbold. Og nu starter hockeysæsonen, så kommer der også mange dage hen over vinteren, hvor White Hawks spiller herovre i de københavnske ishaller. Så kører jeg ud og ser dem og er ved at dø af nervøsitet hver eneste gang. Men de er jo heldigvis gode, så jeg kører ganske ofte tilfreds hjem bagefter.

Det stopper ikke her:

– Så har jeg netværk, der skal passes. Jeg skal jo også ses med Bangsbostrand Byorkester og jeg har en pokerklub og en klynkeklub, siger han.

Han spiller basun i Bangsbostrand Byorkester, som har været en stor del af hans liv. Orkesteret har eksisteret i 50 år, hvoraf Jens Gaardbo har været med i 46 år. Det bliver ikke til meget i hverdagene på grund af afstanden til Frederikshavn, men de mødes stadig af og til og har arrangementer rundt omkring i landet. Og klynkeklubben, den startede, da han var ansat i Vejle for mange år siden:

– Vi opdagede på et tidspunkt, at vi altid sad og jamrede over chefen. Både da vi var i Vejle og senere, da vi fik nye chefer. Så blev vi alle sammen selv chefer, så sad vi og jamrede over medarbejderne. Nu jamrer vi mest over at blive ældre. Vi har klynkerunder, når vi mødes og kårer aftenens bedste klynk.

Jens Gaardbo har købt sig ind på en vingård som hedder Nordlund.

– Der går jeg så og roder med vinrankerne og er ualmindelig dårlig til det. Men jeg kan bare godt lide at gå i marken sådan en sommerdag eller en forårsdag – eller en vinterdag – og solen skinner, og der er insekter, og jeg er omgivet af vinplanter, så er jeg lige for en stund et meget lykkeligt menneske, som går rundt i min egen vinmark i Bordeaux.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*