Fra grimt p-hus til smukt shoppingcenter

tekst MARIA ELLERMANN | foto MARIA ELLERMANN

Den 20. september åbner Friis og Magasin et forenet og styrket shoppingcenter. Tag med på en rejse gennem Aalborgs handelshistorie, hvor fremsynede stormagasiner har dannet rammerne for det centrum, vi kender i dag

Bag Vor Frue Kirkes springvand ligger Stadsarkivet, hvor vi finder vores lokalhistoriske rødder. Historiker Bente Jensen byder indenfor i den gamle bygning. På et bord ligger kort, fotografier og bøger spredt ud. Vi skal have afdækket en tidslomme af vores fælles historie. Fortællingen har fokus på bygningen, der for snart 50 år siden husede P-huset Metax og stormagasinet Anva – eller det som i dag kender som Friis Shoppingcenter og snart også Magasin.

I 1870 åbnede Magasin Du Nord for første gang dørene i Bispensgade

Firmaets rødder går tilbage til 1868, hvor Theodor Wessel og Emil Vett åbnede en forretning med boligtekstiler i Aarhus under navnet Emil Vett & Co. Forretningen blev hurtigt en succes, og i 1870 kunne firmaet åbne sin første filial i Bispensgade 19-21, Aalborg kaldet Magasin du Nord. Selskabet åbnede franchiseafdelinger landet over, hvor selvstændige manufakturhandlere benyttede selskabets navn og solgte dets varer. I 1892 var der 50 filialer. I 1906 var tallet vokset til 98, og i 1920‘erne nåede man op på hele 170 filialer landet over. Der var bl.a. både filialer på Læsø og i Brønderslev.

Magasin du Nord blev overdraget til købmændene M. Mouritsen og V. Bisgaard i 1912 på adressen Bispensgade 19-21. Herefter blev navnet Magasin du Nord, Mouritsen og Bisgaard. Omkring 1934 trak V. Bisgaard sig ud af forretningen, og købmand Chr. Skjødt kom ind. Herefter blev navnet Magasin Skjødt & Mouritsen.

Lotte Skou – Center manager i Friis

Aalborg satsede på handel og vækst gennem stormagasiner

I 1950‘erne skiftede selskabet dog strategi og satsede fremover på få store forretninger frem for mange små. Selskabet blev børsnoteret i 1952. I 1954 fik virksomheden sit nuværende logo med stjernen, og man begyndte at markedsføre sig under det korte navn Magasin.

Magasin Skjødt & Mouritsen lukkede ved årsskiftet 1974/1975 og i marts 1975 åbnede Hennes & Mauritz på adressen. I Aalborg var der samtidig stormagasinet Stilman i Bispensgade 5. Anva (kort for andelsvarehus) overtog i 1967 bygningen i Bispensgade. Anva-kæden bestod af varehuse i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Haderslev, Odense og København og var blandt andet tænkt som en konkurrent til Illum og Magasin.

I samme tidsrum åbnede Salling på Nytorv. I starten af 1960‘erne satsede Aalborg stort på at tiltrække handel og vækst gennem stormagasiner. I 1964 gjorde Aalborg plads på Nytorv til Salling ved at fjerne store dele af Store- og Lille Nygadekvarteret (Den sidste rest af kvarteret ser du i dag foran Friis Shoppingcenter) og flere planer for øgede handelsmuligheder var på tegnebrættet.

Bente Jensen – Arkivar i Aalborg Stadsarkiv

Den gamle eksercerplads skulle omdannes til shoppingcenter

Siden 1700-tallet var her øvelse- og træningsplads for militæret, kaldet Lille Eksercerplads. Pladsen grænsede op til Slotspladsen og hang sammen med Aalborg Slottet. Stor Eksercerplads lå hvor Øgadekvarteret er placeret i dag. På pladserne blev der lavet knæbøjninger og armstrækkere samt øvet march.

I 1932 købte kommunen området og i tiden fra 1932 til 1960‘erne fungerede pladsen som parkeringsplads og grønttorv, men grundet kommunens vækststrategi, satte de i 1970 den store plads til salg. Anva købte grunden og kunne flytte stormagasinet fra Bispensgade til et nyt og moderne byggeri i krydset mellem Nytorv og Fjordgade. I 1974 slog Anva dørene op med Salling som genbo. Synergien mellem de to magasiner, skulle efter hensigten give folk segmenterede shoppingmuligheder.

En projekteret omfartsvej skulle krydse centrum

De to magasiner fik stillet en direkte omfartsvej i udsigt fra kommunen. Det gik dog ikke helt som planlagt. Ønsket var, at Dag Hammerskjoldsgade der i dag ligger parallelt med politistationen, skulle have direkte passage til området ved Nytorv. Vejen skulle have krydset Kayerødsgade, Danmarksgade samt Nørregade. Men den projekterede gade blev nedstemt, da den ville fjerne mere af centrums gamle bydele og skabe meget trafik. For at stadsfæste beslutningen, placerede man Plejehjemmet Ågården i den ene ende og Hovedbiblioteket i den anden.

Opførelse af bygninger til Anva og parkeringshus i april 1972 ved Nyhavnsgade og Fjordgade. (Foto: Leif Nielsen)

Magasin slog nu for 2. gang dørene op i Aalborg

Anva-varehuset blev i i 1987 til OBS! Interiør, men blev allerede i 1988 solgt til Magasin, der med en ny strategi igen skulle genvinde sin position i Aalborg.

Magasin i krise

I slutningen af 1990‘erne var Magasin på landsplan i økonomisk krise. Ved overtagelsen af Illum, havde man også overtaget en stor kredit til Jyske Bank, der løbende var vokset, så banken var blevet den største aktionær med en ejerandel på 40%. De to storaktionærer lagde i 1999 en handlingsplan, der skulle skaffe kontrollen over selskabet tilbage til den familiedrevne virksomhed, og finde en køber til bankens ejerandel. For at reducere sin gæld begyndte selskabet i 2001 at skille sig af med en række investeringsejendomme. Men de mange tiltag for at skabe en turn-around mislykkedes, og i november 2004 blev koncernen solgt til et Islandsk køberkonsortium. De mindre afdelinger i Aalborg, Kolding og City 2 havde i en årrække kørt med underskud og lukkede i 2005.

Prisvindende og multifunktionelt shoppingcenter

I 2010 åbnede Friis dørene til et moderne og multifunktionelt shoppingcenter, tegnet af det anerkendte og prisvindende arkitektbureau C.F. Møller. Med forening af hotel, fitnesscenter, universitet og shopping i samme kompleks, skulle der skabes et center fyldt med liv og muligheder. Tværdelt af Nytorv, skulle den elegante gangbro forbinde bygningens mange funktioner og skabe direkte passage fra vandsiden til gågaden. Det fremsynende center blev i 2011 hædret med den ærefulde pris som årets shoppingcenter.

Friis stod alene i det nye centrum

På trods af den fine pris og den varme modtagelse i Aalborg, var der udfordringer for det nye center. Havnefronten, Musikkens Hus og hele Østre Havn-området med studieboliger, liebhaverboliger og små virksomheder var i 2010 slet ikke bygget, og Friis stod alene i det nye centrum.

Den spirende byudvikling skabte nyt potentiale

Da nuværende center manager Lotte Skou i 2015 overtog ansvaret for Friis, måtte der derfor tænkes nyt. Men potentialet var der, for Aalborg var i gang med en fantastisk udvikling. Friis befandt sig pludselig i byens nye midte omgivet af et spirende bymiljø, kultur, uddannelse, detailhandel og boliger. Derfor satte Lotte Skou sammen med DEAS, der i 2015 var blevet ny administrator af shoppingcentret, gang i en stor detailhandelsplan, der skulle gøre Friis til en ny shoppingdestination i Nordjylland og bidrage til hele detailhandlen i midtbyen. En plan, hvori Magasin endnu engang skulle åbne stormagasin i Aalborg på nøjagtig samme adresse som før.

Reklamestunt i Anva i februar 1986. Mod at ligge i sengene i en halv time fik kunderne et sæt sengetøj. (Foto: Søren Schnoor)

Grundig research udgjorde grobund for ny strategi

Efter mere end et års grundig research i nordjydernes handelsmønstre og personlighed, udviklingen i detailhandlen, planerne for Aalborgs udvikling, Aalborgs vækst samt butiksmiksanalyser, var strategien for Aalborgs nye shoppingcenter klar – og i november 2016 offentliggjorde Magasin, at de i 2018 vil åbne sit syvende danske stormagasin i Aalborg som en del af Friis Shoppingcenter. Ud over åbningen af Magasin bar strategien på en helt ny tilgang til detailhandel. For hvad skal et shoppingcenter kunne og rumme anno 2018, hvordan skal den fysiske detailhandel møde fremtidens forbruger, og hvem er nordjyderne egentlig?

Vi vil overraskes, have kvalitet og føle os trygge

– Vi skal møde nordjyderne i øjenhøjde med varme og imødekommenhed. De bruger byen for at blive overrasket og inspireret. De kommer til midtbyen med nogle ønsker, og de ved måske allerede, at de skal spise frokost med en veninde, have nye sko til aftenens arrangement samt købe en gave til værten – men HVAD de vil spise, HVILKE sko de vil have, og HVOR de skal finde en gave, er styret af lyst og impulser. Det skal vi favne, og derfor laver vi et butiksmiks, hvor man kan finde et bredt udvalg. Samtidig er der en stigende målgruppe i Aalborg, der er enormt stilbevidst og ved nøjagtig, hvad de vil have, og dem skal vi også imødekomme. Der skal være kendte, internationale brands side om side med lokale og specielle koncepter, så føler nordjyden sig tryg og mødt. Ydermere skal her være hyggeligt.

Et sted, hvor man har lyst til hænge ud

– Byens mange mødre og studerende skal have mulighed for at mødes med studie- og mødregruppen i vores lounges, og man skal have mulighed for at spise med venner og familie, mens man shopper. Det skal være nemt at mødes og opholde sig i detailhandlen, der i dag handler om meget mere end shopping. Det handler i høj grad også om oplevelser og øjeblikke, vi har lyst til at dele med andre; ikke kun fysisk, men også på de sociale medier.

Beliggenheden med Anva varehuset og med Nordkraft i baggrunden

Centret bliver åbnet op med flere indgange

– Vi har også kigget indad og ændret navnet på facaden fra FRIIS til
Friis Shoppingcenter, fortæller Lotte. Indretningen har fået et cool
og hyggeligt udtryk, der giver plads til at kunne sidde og være sig selv. De nye indgange, døre og flytning af rulletrapper, skal gøre det nemmere at bevæge sig rundt og åbne centret op. For ligesom det skal være hyggeligt at opholde sig, skal det også være nemt at kunne forbinde det med sine daglige indkøb og madoplevelser. Og de mange mennesker der dagligt befinder sig i og omkring Friis i forbindelse med deres studie, arbejde eller aktiviteter i midtbyen, skal nemt kunne komme ind og købe en sandwich og en kop kaffe på vejen.

Det er andre tider nu. Bymidten er vokset og strækker sig længere mod øst med Karolinelund, Nordkraft, havnefronten og Utzon Center, hvilket har øget gennemstrømningen i Nørregade. Og man mærker det i den grad også i Friis Shoppingcenter. I takt med byudviklingen er kundestrømmen i centret steget, og flere og flere benytter sig af parkeringskælderen, der er et af byens mest centrale parkeringsmu- ligheder.

Friis Shoppingcenter ejes i dag af Danica og ATP og drives af DEAS, som også administrerer 18 andre shoppingcentre i Danmark.

På forkant og involveret i kulturlivet

– Vi vil gerne være en del af Aalborgs puls og en smule på forkant. Nordjyderne er fremadrettede og initiativrige. Der er en stærk pionerånd, og vi vil meget gerne bakke op om private og kommunale initiativer fremadrettet. Lotte roser Aalborg Kommune for de mange nye tiltag, som har skabt et dynamisk liv i byen.

Centret er lige nu i gang med en total transformation, og der er håndværkere i gang overalt. Under ombygningen er der åbnet nye koncepter i centret, heriblandt Jysk og Sport24, og flere er på vej – bl.a. er to helt nye spisesteder i Aalborg annonceret: D’let og Anettes Sandwich. Kom og vær med når Friis Shoppingcenter og Magasin d. 20. september slår dørene op til en ny og spændende shoppingoplevelse.