Genre: Komedie
Premiere: 16. august 2018
Medvirkende: Mila Kunis, Kate McKinnon, Justin Theroux, Sam Heughan, Gillian Anderson, Hasan Minhaj
Instruktør: Susanne Fogel
Manuskript: Susanna Fogel & David Iserson
Længde: 117 min
I spionfilm som Mission: Impossible har den heltemodige hemmelige agent en kvinde derhjemme, som tror, at manden går på et helt almindeligt kedeligt arbejde. Den slags film har manden i fokus, men hvad sker der egentlig for kvinden derhjemme?
The Spy Who Dumped Me har vendt spionfilmen på hovedet og har Audrey (Mila Kunis) i hovedrollen, som kvinden der er blevet droppet af den flotte Drew (Justin Theroux), der lever et skjult liv som hemmelig agent. Da han dukker uanmeldt op i hendes lejlighed med en flok snigmordere på nakken, befinder Audrey og veninden Morgan (Kate Mckinnon) sig pludselig midt i et internationalt spionplot, hvor de bliver nødt til at flygte igennem det meste af Europa.
The spy who dumped me er en af den slags film, som man ønsker ville være bedre. Det er en af de få mainstream-film med en kvindelig instruktør og to dygtige og sjove kvinder i hovedrollerne, så de måtte egentlig godt have gjort sig mere umage.
Filmen virker som om den er bygget på en okay idé, der bare bliver strukket alt for langt. Jeg blev i hvert fald hurtigt træt.
Kate McKinnon er altid seværdig som det sære sidekick. Hun har endda en sød sidehistorie med, om at det ikke altid er sjovt at være den sære. Mila Kunis spiller egentlig også udmærket, men for det meste virker det til, at de råber sig gennem filmen. Der bliver skudt til højre og venstre og folk falder som fluer, men det er simpelthen for utroværdigt og dumt, at de to vænner sig så hurtigt til blodsudgydelser, at Audrey uden problemer sætter sig ovenpå en taxachauffør, der er død et kort øjeblik inden, og kører videre som om intet er hændt.
Der bliver brugt en hel del krudt på klicheer om specielt europæere, men også amerikanere og australiere. Der er nok at gøre grin med hos europæerne, så derfor ville man da også ønske at de havde fundet på noget bedre end, at Europa stadig sidder fast i Berlin midt i 80’erne.
Skulle man gå forbi biografen en dag, hvor der alligevel ikke er andet at lave, så er filmen værd at se for samspillet mellem Mila Kunis og Kate McKinnon. Når den fungerer, så er The spy who loved me fjollet og charmerende. Men man kunne håbe på en toer, hvor der var kælet lidt mere for manuskriptet.
