Genre: Thriller
Biografpremiere: 4/10-2018
Medvirkende: Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares, Johanne Louise Schmidt
Instruktør: Christoffer Boe
Manuskript: Bo Hr. Hansen, Nikolaj Arcel og Mikkel Nørgaard
Længde: 119 min
I journal 64 er det fjerde og sidste gang, at det er Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares, der får lov at portrættere makkerparret Assad og Carl Mørck. Forfatteren af bøgerne bag filmene, Jussi Adler-Olsen, er nemlig ikke så begejstret for Kaas’ version af den dygtige og obsternasige politimand.
Denne gang bliver Mørcks interesse vakt, da en gruppe håndværkere finder et hemmeligt rum i en gammel lejlighed. Her er der stillet op til makabert kaffeslabberas, hvor tre mumificerede lig øjensynligt venter på en fjerde gæst, for at fuldende det skumle og mystiske tableau. Hvem er morderen, hvorfor er lige de tre personer blev slået ihjel og hvem er den fjerde plads tiltænkt?
Roden til mysteriet skal findes i pigehjemmet på Sprogø, der fra 1923 og helt indtil 1961 var en anstalt for ”moralsk defekte” piger (Kilde: visitnyborg.dk). I Journal 64 bliver den unge Nete Hermansen gravid udenfor ægteskabet, og bliver derfor sendt til den berygtede ø af sin far. Den hårdhændede behandling sætter spor i nutiden, hvor Carl Mørck og Assad må sande at lukningen af pigehjemmet ikke nødvendigvis satte en stopper for de forbrydelser, der dengang foregik på Sprogø i moralens navn.
Med pigehjemmet på Sprogø har Journal 64 et rigtig spændende udgangspunkt for historien. Personligt vidste jeg ikke så meget om den skammelige del af Danmarkshistorien, og det virker ikke til, at jeg var den eneste med den mangel. Men resten af plottet bliver desværre lidt for tyndt efter min mening. Der ikke meget mysterium i mordgåden og derudover finder jeg det urealistisk, at begivenhederne på øen skulle have medført behovet for det makabre kaffebord. Filmen giver ganske vist en forklaring, men den virker mærkelig påduttet.
Der ligger en anderledes spænding i sidehistorien, hvor hovedsageligt Assad er på sporet af de bagmænd, der forsatte deres ugerninger, da pigehjemmet lukkede. Den ville jeg gerne have set mere til.
Filmens største styrke ligger for mig i kemien mellem Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares. De er yderst seværdige og jeg ville med glæde se endnu flere film med de to som forbrydelsesbekæmpere.
Journal 64 er langt hen af vejen en omgang tomme kalorier, men dem kan jo vi alle sammen have glæde af engang imellem. Man skal gå i biografen for at blive underholdt af de dygtige filmskabere, der gør det så godt, at man kan tilgive det halvbagte plot.
