Alt har været vendt op og ned i de sidste par år. Så det var derfor lidt af en forløsning, da forberedelserne til dette års Nibe Festival endelig kunne sættes i søen uden hverken nedlukning eller sygdom.
Kalenderen skrev endelig onsdag den 29. juli 2022, og vi landede så midt i Skalskoven til fire dage med knald på. Normalvis er jeg altid lidt rusten på festivalens første dag. Men i år var jeg nok lidt ekstra spændt, fordi der faktisk var gået tre år siden sidst. Der var heldigvis ikke de store ændringer at spore. Folk var bare glade, frie og “unge” uanset alder. Så det var ret fantastisk at opleve igen.
Zombie-effekten
Jeg havde to ‘festivals-debutanter’ med på mit team i år. Men selvom jeg havde prøvet at forberede dem begge på ‘zombie-effekten’, så tror jeg nu alligevel, at dén ramte og kom bag på dem. Man rammer nemlig lige pludselig en slags mental mur, hvor man bare sumper og ikke kan tage mere ind. Så får man et lidt tomt blik i øjnene og vrøvler muligvis også en smule, når man forsøger at svare eller forklare noget. Motorikken kan også blive udfordret, og kroppen føles uendelig tung, som om den er limet fast for tid og evighed, når man endelig rammer en stol. Men så handler det om at tage den evindelige og sindssygt irriterende ‘ja-hat’ på og fortsætte. Det er lidt en kunst og proces, som kan tage pusten fra selv den bedste. Men vi når som regel i mål, hvilket jeg også synes, at vores flotte festivalsbilleder viser.
Rundt på hele festivalen
Ud over at snakke om de sindssyge presseregler vedrørende Tom Jones – som vi af samme årsag valgte ikke at søge tilladelse til at fotografere – så var vi også ude og lave billeder, film og SoMe-content rundt om på hele festivalen. Vi filmede f.eks. stegt flæsk, drinks og gummistøvler til vores videodagbøger. Men vi var også ude på de unges camp – Camp Øst – hvor der var plads til at give den gas natten lang, og hvor der osede langt væk af stemning, kærlighed og fest.
Alle gav noget af sig selv
De fleste af dette års interviews kom i hus ’on location’, som man siger. Jeg blev derfor kastet ind i ‘billedet’ uden mere end blot et par minutters forberedelse. Det er muligvis én af mine meritter, men jeg er ikke vild med, når det foregår sådan hver gang. For der er en tilfredsstillelse for mig i at hive et interview i hus, som er godt gennemarbejdet på forhånd, og som derfor snører sig som planlagt. Som en fiskesnøre jeg stille og roligt hiver i land.
Men jeg tror dog, at dem, jeg havde igennem min interviewmølle, følte sig værdsatte og trygge nok. Det er i al fald én af mine fornemmeste opgaver, når jeg sidder overfor én eller flere, som jeg skal interviewe. Jeg har faktisk svært ved at fremhæve, hvilket interview jeg blev mest glad for at lave. For de gav mig alle “noget” af dem selv, som er hvad enhver interviewer, med respekt for sig selv, leder efter. Det handler nemlig ikke kun om budskabet, men også om at mærke de mennesker som formidler dem. Vores interviews fra festivalen kan ses på vores APPETIZE YouTube-kanal. Dem vil jeg helt klart anbefale, at man ser, hvis man f.eks. vil have svar på, hvorfor dette år bliver Poul Krebs’ sidste år på festival eller, hvem der muligvis pønser på at have en ’snaps&strip’-bod med på Nibe festival næste år.
Festival-blues
Vejret bød på både sol og regn. Men det udgør også en del af charmen ved at være afsted, så længe det ikke bliver for meget af det gode. Men at være på festival har dog også en pris – og dén betalte jeg også igen i år. For man kommer næppe igennem uden at mærke lidt stress, søvnmangel og festivals-blues efterfølgende som værende en del af pakken, når man tager afsted på opgave, som vi gør. Men sådan er det, og vi håber, at I nød at følge med.
