Klumme: Virkelighedens mange ansigter

Tekst Josefine Passer | Illustration Helene Aabo

Så kom den endelig. Den forløsende regn. Imens jeg sidder her og skriver. Landet bliver svøbt i et vådt rensende klæde, som de fleste af os har sukket efter. Regnen, der vasker alt støvet væk hos de fleste, og tungsindet hos nogle. Det elektriske lyshav tackler lummerheden og efterlader sind og krop i en befriende stemning af lettelse.

Vi har haft en smuk sommer. Den har endnu engang fyldt vitaminbeholderne op til at kunne stå efterår og vinter imod. Sommerhuse, vilde haver, rapsmarker og bølgen blå. Vandmeloner med feta, grillede auberginer, kold rose og et hav af jomfruhummere og fjordrejer med hjemmerørt mayonnaise. Overskud og Glæde. Smil, latter og lange lyse nætter i overflod.

Men det er ikke alle, der magter at træde ind i den arena, den fælles scene af sommervarm eufori. Vi bliver alle ramt, på et eller andet tidspunkt, af den følelsesmæssige lammelse, der sætter os udenfor fællesskabet i kortere eller længere perioder. Hvor vi iagttager boblerne i glassene, duften fra grillen, vibrationerne af livsglæde og overskud – på afstand. Og vi bliver nødt til at acceptere, at alle bevæger sig i forskellige tempi gennem livet. At vi ikke er ens og at sorg, traumer, sygdom, tab rammer os alle forskelligt. En ven pointerede på et tidspunkt den arrogance, der ligger i sætningen ’Du skal bare op på hesten igen!’ Personligt faldt jeg af hesten på en rideskole i Nordsjælland, da jeg var barn, og jeg kom aldrig op på hesten igen. Måske havde jeg været bedre til at forcere livets udfordringer i høj fart, hvis jeg var hoppet tilbage på den giga-enorme hest igen, men i stedet bød livet så på en del omveje og barske terræner, uden hest, på bare fødder. Og så tager alting bare lidt længere tid.

Psykiatrien trænger til en Kulturrevolution, siger kloge Søren Magnussen, projektleder i Psykiatrien. Og det har han ret i! Jeg har aldrig selv været indlagt, måske kunne jeg godt have haft brug for det, men min angst for de psykiatriske afdelinger overskyggede alligevel alle andre voldsomme symptomer, jeg måtte have. Det er en svær kunst at se verden gennem andres øjne, at forstå vores forskellige udgangspunkter og oprigtigt lytte til en andens hjerte og forstå det. Min datter Mathildes rejste alene til Rom, og det gav mig det store privilegie at få lov til at opleve denne smukke, ikoniske, tilbagelænede by igennem hendes øjne, opleve at blive ét med hendes verden. Være til stede og mærke hendes kærlighed til de små gyder og markedspladser vokse time for time, næsten dufte og smage de farserede zucchiniblomster, de enkle pastaretter og de kølige drinks. Og ikke mindst forelske mig i vores lange samtaler om liv og kærlighed på vej over Tiberen i de lune aftentimer. Om en måned rejser min Sofia alene af sted ud i verden på et næsten fire måneders langt eventyr med rygsæk og hjertebanken. Og jeg glæder mig til også at opleve verden igennem hendes øjne og hjerte. På tværs af kontinenter og oceaner, igennem storbyer og jungle, bjergkløfter og Bounty strande, koralrev og gadekøkkener og de smukkeste stjernenætter. Jeg glæder mig til at være livsvidne til hendes dannelsesrejse.

I vores ferier og på rejser er vi bedre til at lade maskerne falde og efterlade fordommene hjemme på sofabordet ved siden af fjernbetjeningen. Fastlåste menneskeskabte grænser og holdninger opløses for en stund, og smelter som isklumperne i en gin & tonic. Vi omgås hinanden med glæde og gensidig respekt. Vi kan jo godt. Jeg er buddhist. Født i Danmark, det lille land mod nord med den gode karma. Jeg blev bare født som mig. Ingen religion. Men traditioner og landets normer førte mig til døbefonten i Højby Kirke nær Klint. For år tilbage valgte Lars og jeg at bryde med den danske folkekirke og søge tilflugt i buddhismen hos Lakha Lama. Da jeg meldte mig ud af folkekirken på kirkekontoret i Nørresundby, undskyldte jeg mange gange overfor den søde kirkedame, at det absolut ikke var noget personligt mod den oprindelige kristendom eller Nørrenusseby Kirke, men at jeg bare var meget mere buddhist og i bund og grund altid havde været det. Hun var utrolig sød og ønskede mig al held og lykke sammen med Buddha. Vi smilede og grinede og gav hinanden et kram til sidst. Tænk, hvis der ikke fandtes kirker, templer, synagoger eller en moske. Tænk, hvis de mærkater blev fjernet, og vi i stedet kaldte alle disse smukke, beroligende rum for Sjælens Hus. Et sted, hvor vi alle kunne mødes i respekt, bøn, kærlighed og styrke. På tværs af den enkeltes religion, overbevisninger og med en forståelse for hinanden. Hvor vi kommer fra, vores historier, og hvad der har formet os gennem livet. Som Dalai Lama så smukt siger – Så har vi ikke brug for flere succesrige mennesker, vi har desperat brug for flere fredsmagere, healere, historiefortællere og elskere af enhver slags.

Oppe i min Luftballon har jeg gennem længere tid levet ganske isoleret. Og når man ikke ser de levende så meget, begynder man at leve med de døde. Virkeligheden får nye dimensioner, grænser flyttes og samfundsnormer udviskes. Min virkelighed burde flyde over af den ublu pris på smør og el, politikere der varmer op til en usmagelig valgkamp, den ene mere utroværdig og egoistisk end den anden, en japansk regering der i dyb frustration over at den japanske ungdom drikker for lidt, udtænker snedige kampagner for at gøre dem mere drikfældige, så staten kan få flere penge i SAKE statskassen. En verden, der føles mere og mere sindssyg og umulig, for hver dag der går. Men den virkelighed er ikke værdig til at være min virkelighed. Så jeg planter den med glæde ude på et sidespor. Er den værdig til at være din? Min virkelighed er fyldt med kærlighed på tværs af dimensioner, mine børn, bedste venner, vertikale stjerneskud, lyserøde høns og violfrøstjerner.

Astrofysikeren og Universets historiefortæller Michael Linden-Vørnle beskrev den anden dag, hvordan vores store galakser ude i Universet nogle gange mødes, og påvirker hinanden igennem deres tyngdekraft, smelter sammen og bliver til EN stor galakse. Som en kosmisk ballet. Dét er virkelighed. Den store universelle virkelighed. Dét er kærlighed.

Kyskrammer

Josefine