Peter Brandenhoff er balletlærer og koordinator for balletten på Aalborg Kulturskole. For tre år siden flyttede han tilbage til Danmark efter 28 år i USA, hvor han levede af at danse og undervise i ballet.
Balletten og Peter Brandenhoff har fulgtes af det meste af livet. Han er født og opvokset i København på Østerbro, og forholdet til balletten startede, da han var 5-6 år og kedede sig på den danseskole, hvor moren gik for at holde formen ved lige.
– Jeg var med min mor, fordi min far studerede medicin på det tidspunkt og havde brug for fred og ro derhjemme til at læse. Så jeg kom med min mor og skulle sidde og kigge på alle de gamle damer danse rundt. Det var ret kedeligt.
Han mødte en anden dreng på gangen, som fortalte, at han var på vej til ballettime. Det lød noget sjovere at danse selv i stedet for at kigge på, så Peter spurgte moren, om han ikke også måtte gå til ballet, og det fik han lov til.
– Der dansede jeg en gang om ugen i et par år. Det var hos en forhenværende balletdanser fra Den Kongelige Ballet, Inge Juul Hansen, som min mor kendte fra balletskolen.
En dag, da de skulle have haft den sædvanlige time, blev børnene i stedet sat til at gå rundt i en stor cirkel til blandt andet marchmusik. Det huede ikke den 8-årige Peter, som hellere ville danse og springe, som de plejede.
– Det brokkede jeg mig lidt over og fik af vide, at det var fordi, der var optagelsesprøve til Den Kongelige Ballet og der skulle man kunne gå i takt til musikken. Hvis man var god til det, kunne man måske komme til en optagelsesprøve. Det skulle jeg da prøve.
Fjerde generation
Som sagt, så gjort. Peter blev optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole som niårig og her gik det op for ham, at hans familie faktisk havde en længere historie på stedet.
– Jeg fik af vide, at hvis man blev optaget, skulle man investere sin tid. Det kendte min mor til, for hun havde selv været på balletskolen som barn. På det tidspunkt har min familie nok også fortalt mig, at min mormor var balletdanser, men jeg tror ikke rigtig den gik ind lige der. Under alle omstændigheder, så havde min mormor og hendes mand nummer to begge været balletdansere på Den Kongelige Ballet. Min morfar havde været operasanger og da jeg blev optaget på balletskolen var han regissør for Operaen og skuespillet derinde. Min morfars grandfætter var en af det tyvende århundredes meget store skuespillere og instruktører, Holger Gabrielsen. Så jeg er fjerde generation på Det Kongelige Teater, men da jeg begyndte at danse, anede jeg intet om det.
Familiehistorien var ikke hemmelig, men det var ikke noget, der blev lagt så meget vægt på i barndomshjemmet.
– Min morfar var meget aktiv og sang stadigvæk. Han fortsatte med at synge, da han blev regissør, så jeg vidste godt, at han var operasanger. Min mormor og hendes mand snakkede ikke så meget om, at de havde været balletdansere, så det var ikke noget, der sad fremme i min bevidsthed. Det var ikke et decideret valg, at ’vi skal holde det skjult for ham’. Det var bare ikke noget, der blev snakket så meget om. Min far ville faktisk også gerne havde været operasanger, men endte med at blive læge i stedet for.
Peters mor gik på balletskolen, indtil hun var omkring 13 år, hvorefter hun uddannede sig til jordemoder.
Magisk verden
Peter fortæller, at det faktisk ikke var dansen, men mere omgivelserne på skolen, der fyldte mest for ham i starten. På det tidspunkt var Operaen og Skuespillet stadigvæk en del af teateret på Kongens Nytorv. Balletskolen lå, som den stadigvæk gør, også på Teateret.
– Når man gik på skole derinde, så var den inde i den her fantastiske magiske verden, hvor der stod kulisser, hellebarder og alt muligt skrammel i alle krogene. Det var lige inden, at det blev renoveret i midten af 80’erne, så det var stadigvæk et teater, hvor der var trægulve og gamle krogede gange. Der var strenge ordrer på, at man holdt sig fra at gå igennem døre, som man ikke havde fået af vide, at man godt måtte gå igennem, fordi man kunne virkelig blive væk. Vi rendte jo alle sammen rundt alligevel og kravlede for eksempel op til taget, hvor man kan se ned igennem lysekronen til publikumssalen. Det var en magisk bygning at være inde i. Så åbner man en dør, hvor der er nogle, der står og synger eller der er nogle, der er i gang med at snakke skuespil.
Balletbørnene var selv en del af magien, for de kom ofte på scenen i både operaer og skuespil. Da de blev ældre, var det en del af undervisningen, at de skulle se prøver på de forestillinger, som de ikke selv deltog i.
Vennerne forsvandt
Peter fortæller, at han husker fælleskabet blandt eleverne på balletskolen som godt, men den årlige eksamen satte en begrænsning.
– Der forsvandt venner hvert år. Jeg tror, det gjorde, at vi mere eller mindre naturligt udviklede en vis distance til hinanden. Vi var venner, men de rigtig nære venskaber, som man ser i ude den normale verden, hvor folk har gået i skole sammen og udvikler et venskab, dem knyttede vi på en anden måde og lidt senere. Vi gjorde det ikke så meget med hinanden.
– Det var ikke fordi, vi konkurrerede mod hinanden. Det var mere det, at vi vidste, at du skal bare være der et år og miste en af dine gode venner. Og du mistede dem virkelig. Der var nogle af os, der holdt forbindelsen med dem, der røg ud, men livet derinde var så barskt, for det er hver dag. Du kan ikke lave de der legeaftaler, som almindelige børn kunne. Du kan ikke sige, at nu tager du lige en lang weekend. ’Nej, der er forestilling.’ ’Jamen, det er min bedste vens fødselsdag.’ ’Nej, desværre!’ Du skal være der. Så man mistede, hvis man blev rigtig gode venner med en, som blev kasseret. Jeg endte selv med at gå i 10. klasse helt alene, for der var alle på mit alderstrin skåret væk. Så i 10. klasse sad jeg med fransklæreren, tysklæreren og dansklæreren helt for mig selv. Det var ikke noget, jeg lagde stor vægt på eller lagde meget mærke til. Det var bare normalen. Det er den verden, som man vokser op i, fortæller Peter med et skuldertræk.
Mandens rolle i balletten
Balletskolen i København bliver ofte forbundet med navnet August Bournonville, der var balletmester på Den Kongelige Bal- let fra 1830 til 1877. Han skabte mange balletværker, som stadig bliver opført den dag i dag. Bournonvilles far var selv balletdanser og balletmester, og sendte den unge August til Paris for at blive uddannet. Her endte han med at blive solodanser hos Pariseroperaen, og var en af de førende mandsdansere i verden på det tidspunkt.
Bournonville vendte derefter hjem til Danmark og blev balletmester. Normalt ville man skille sig af med sin forgængers repertoire, men efter Bournonvilles død fortsatte teateret med at opføre hans balletter.
– Omkring århundredeskiftet var der en balletmester, som beslutter sig for, at der skal værnes om Bournonvilles stil og værker. Derfor etablerer de noget træning, der er baseret på Bournonvilles undervisning, forklarer Peter.
Det Kongelige Teater havde Bournonvilles balletter for sig selv i en lang årrække.
– Så vi når frem til mine bedsteforældres tid som dansere i 1940’erne og 50’erne, hvor Bournonvilles balletter bliver opdaget af den internationale danseverden. Det er blevet en lukket tidskapsel, hvilket er med til at gøre hans balletter til noget specielt.
Bournonville havde stor betydning for mandens rolle i balletten.
– Som koreograf satte Bournonville manden lidt længere frem, end hvad man havde været vant til i den resterende balletverden, hvor den mandlige balletdanser mere eller mindre skulle holde sig bag damen. Samtidig satte han også kvinden højere op, så Bournonvilles damer skulle springe ligeså meget som mændene. Han etablerede også verdens første fagforening for balletdansere. Det var godt nok ikke en fagforening på det tidspunkt, men han krævede, at der blev taget hånd om danserne, specielt de kvindelige, for de skulle ikke ud og sælge sig selv til aristokratiet, hvilket ellers var meget normalt både i Rusland og Frankrig og på de andre teatre. En af de berømte ballerinaer i Rusland, Mathilde Kschessinska, var zarens elskerinde. Hun havde masser af magt og det var offentligt kendt, at hun var zarens elskerinde, selvom han var gift. Det ville Bournonville absolut ikke have, fordi det var et ærværdigt job at være danser. Man skulle ikke ud og prostituere sig selv for at kunne have sit virke, sit liv og sin familie. Han etablerede, at de for det første fik en ordentlig løn og at der blev taget hånd om dem – også når de var færdige med at danse. Det blev senere til Balletforeningen på Den Kongelige Ballet, forklarer Peter.
Kræver disciplin
Når man danser ballet, skal kroppen helst kunne følge med.
– Det er jo en gammel kunstart, men det er noget, du skal lave, mens du er ung. Du når ikke meget forbi 40 år, så er du færdig. Måske endda tidligere. Det er en karriere, der slutter tidligt, siger Peter.
Igennem tiden har ballet fået et ry for at kræve en meget høj disciplin og selvdisciplin. Det gælder specielt, hvis man danser på samme niveau, som Peter gjorde.
– Det er næsten kæft, trit og retning. Det kræver en benhård selvdisciplin, for det er noget, du skal gøre hver dag. Hvis det glipper én dag, så er tommelfingerreglen, at det tager tre dage at komme tilbage til, hvor du var rent fysisk. For det er hele kroppen, du bruger. Det er dit instrument. Så det kræver også, at man udvikler en meget hård disciplin, og den skal være der i træningen. Fordi du skal hele tiden prøve på at forbedre på noget, der aldrig nogensinde kan forbedres nok.
Magien blev genfundet i USA
Efter han havde bestået sin sidste eksamen på balletskolen, valgte Peter at rejse til USA på trods af, at han blev tilbudt fast arbejde på Den Kongelige Ballet. De to foregående år havde han været på sommerkursus i Boston, og her havde Peter genfundet noget af den magi, som han oplevede på Det Kongelige Teater som barn.
– Jeg havde nogle gode lærere på balletten, det var ikke det, men der var alt i Boston! Der var moderne dans, der var koreografi, hvilket jeg hadede som pesten, der var karakterdans, som vi ikke havde på balletten, og så et væld af forskellige lærere. Nogle af dem var fantastiske stjernedansere og andre bare fantastiske lærere. Det var som at komme ind på teateret som lille. Der var bare så meget af det. Jeg lærte mere på de syv uger, som sommerkurset varede, end jeg nogle gange lærte på et helt år herhjemme. Den tredje sommer lavede jeg min eksamen på teateret og får af vide, at de synes, jeg har forbedret mig, jeg har bestået eksamen og får tilbudt et job i balletten.
Til de foregående eksamener havde Peter flere gange fået af vide, at skolen var i tvivl om, han var en god nok danser, men at de gerne ville beholde ham et enkelt år mere. Den melding gjorde ikke noget godt for danseglæden, og han var klar over, at den forbedring, som skolen nu så hos ham, var på grund af somrene i Amerika, og han var opsat på at fortsætte udviklingen.
– Det var ikke fordi, at jeg nødvendigvis ville rejse herfra, men da jeg ikke kunne få orlov, tænkte jeg, at hvis jeg bliver her, så mister jeg momentum. Så kommer jeg bare til at sidde omme bagi et eller andet sted, for I har sagt til mig, at jeg ikke kan bruges til noget. Så jeg sagde pænt nej tak og rejste for at være væk et par år, men der endte med at gå 28 år.
Alt gik op i en højere enhed
I USA arbejdede Peter blandt andet for San Fransisco-balletten i 15 år. Her havde han en af de oplevelser, som de fleste optrædende stræber efter.
– Jeg har aldrig nogensinde haft den følelse af, at ’i dag var jeg fantastisk’. Men jeg har haft, og det kan tælles på en hånd, forestillinger, hvor det var som om, at tiden stod stille, alt stoppede og næsten som om, man havde en ud af kroppen-oplevelse. En af dem kan jeg huske meget klart, for det var min afskedsforestilling på San Fransisco-balletten i 2006. Der sad lidt over 3000 mennesker i salen. Der var en gallaforestilling, hvor der var tre af os mandlige dansere, der gik af på samme tid. Jeg var ikke solodanser, men jeg var meget vellidt i dansemiljøet i San Fransisco blandt publikum, så der var pakket til den her gallaforestilling, selvom jeg kun skulle danse én ting. Det var et stykke af en hollandsk koreograf, Hans van Manen, der hedder ’Solo’. Til den forestilling, kan jeg huske, at jeg følte, at alt bare sad i skabet. Der var en lille smule af, at jeg var lidt ligeglad uden at være ligeglad. Normalt var jeg perfektionist, så det skulle være perfekt hver gang, selvom det aldrig kunne blive det. Til denne her forestilling, tror jeg bare, at; ’Jeg gør, hvad jeg gør. Det skal bare nydes.’ Det var som om, at der var ikke noget andet end bare mig og scenen. Da forestillingen sluttede, gik der et stykke tid, og så hørte jeg en af mine kollegaer i kulissen, der sagde; ’Peter, kom så!,’ fordi vi skulle hen og bukke. Så kunne jeg pludselig høre lyden af klapsalver og applaus. Den husker jeg, som en, hvor det hele gik op i en højere enhed.
Manden bag Billy Elliot
Til september bliver dansefestivallen Dansekraft afholdt i Nordkraft for første gang, og der skal Peter introducere filmen Billy Elliot i Biffen. Det viser sig nemlig, at Peter kendte manden, som hovedpersonen er inspireret af.
– Manden, som historien er bygget på, Peter O’Brien, kendte jeg i New York. Han var sådan et menneske, hvor du bare ser ét stort hjerte. Ballettens branche kan godt være med barberblade på albuerne og skarpe albuer. Da jeg mødte ham, lærte jeg ham at kende som en lærer. Han var underviser og kollega på Alvin Aily- skolen, hvor jeg også underviste. Vi var alle ansat på freelancebasis, så man håber på at få så meget arbejde så muligt, så man kan betale regningerne. Nogle gange var der ikke nødvendigvis den varme kollegiale atmosfære, fordi; ’Hvis du er en rigtig god lærer, så kan det være, du overtager mit hold.’ Det er den dårlige side af konkurrencen. Der møder jeg så denne her etablerede lærer, som bare var varm og velkommen. Altid snaksaglig, og vi havde nogle rigtig gode samtaler. Jeg ville ønske, at jeg som danser kunne arbejde med ham. Jeg ville også ønske, at jeg kunne være en flue på væggen, når han underviste. Jeg havde nogle af hans elever, og jeg kunne både høre og se på dem, at der skete altså noget helt specielt i hans timer. Jeg fik desværre aldrig set ham undervise, andet end når jeg kiggede ind igennem døren, på grund af vores arbejdsskema. Men han var typen, der var meget åben og gerne ville dele ud af sin ufattelige viden.
Peter fortæller, at kollegaen var meget beskeden, så det var faktisk ikke engang ham selv, der fortalte Peter, at Billy Elliot byggede på hans livshistorie.
– Der var en af vores fælles bekendte, en dansk moderne danselærerinde, Marianne, som fortalte mig det. Jeg frittede ham lidt om det og så fortalte han mig selvfølgelig historien. På den måde han var; ’Det er jo bare min historie. Det er ikke så vigtigt. Lad os hellere snakke om de unger, som vi skal ind og undervise.’ Han var ret fantastisk.
Ligesom den virkelige Billy Elliot har Peter også skiftet livet på scenen ud med en mission om at videregive glæden ved ballet til en ny generation. Det sker blandt i dansesalen på Nordkraft, hvor han underviser danseglade børn fra Kulturskolen i den kunst, der har givet ham, og mange andre, så meget.
Til dansefestivallen Dansekraft d. 8. -11. september er der masser af events for alle, som er vilde med dans. Her kan man også møde Peter d. 9. september, når han introducerer filmen ’Billy Elliot’ i Biffen, og fortæller mere om sin kære ven og kollega, Pe- ter O‘Brien, hvis livshistorie inspirerede fortællingen om den unge balletdanser, der blev balletdanser på trods.
