Blog: Hvad 80’er/90’ernes børne-TV også kan…

TEKST OG FOTO CECILIE VESTERGAARD WENNERLIN

Sådan noget med at identificere sig lidt med fiktive karakterer fra film… alle kender det, tror jeg. Nogen derude føler sig lige nu meget Bridget Jones-agtige, med et glas rødvin, Tinder-vrede og jeans i skabet, der ikke har passet i hele tre måneder nu. Nogle føler sig lige præcis som Mr. Scrooge i Et Juleeventyr, fordi de måske kom til at være lidt FOR mavesure overfor samtlige jule-opslag på Facebook i første halvdel af november. Og nogen var helt vildt meget Rocky… i lige præcis det tidsrum, de gik fra fitness-centeret og ud til bilen – inden de igen blev mødt af syv gamle huskesedler på gulvet ved passagersædet og lugten af en ældre madpakke, der måske/måske ikke ligger under førersædet.

Og det kender jeg selvfølgelig også. Oven på sådan en weekend, hvor der har været meget mor-er-alene-hjemme-med-børnene, så har jeg haft to helt klare nøglepersoner, som jeg har identificeret mig meget stærkt med.

Den ene er Krummes mor. I ved, den af dem fra de ”gamle” Krumme-film fra 90’erne, hvor hun er spillet af Karen-Lise Mynster. Og grunden til, jeg kan føle hende så meget, er nogle helt bestemte scener, hvor hun er ved at – eller faktisk, eksploderer hun – over Krummes og Lines skænderier, mens Fru Olsen splitter loftet af med et kosteskaft nedenunder. Nærmere betegnet brøler hun sætningen: ”Hold nu op! Det er snart hver eneste morgen… JEG BLIVER SINDSSYG!”

Åh, jeg kender det så godt. Når drengenes brødrekonflikter når op på kogepunktet, hvor der både er fare for personskade og materielle ødelæggelser, og hvor der er en mur omkring dem af voldsomhed og ”DU ER DUM”-sætninger, mens de jagter hinanden tværs gennem huset… Kære Krumme Mor – I feel you, virkelig. Heldigvis har vi ingen Fru Olsen og hendes kosteskaft hjemme ved os. Christian går heller ikke med røde seler, og han har heller ikke bygget en symaskine til mig, der har nøjagtigt samme lyd som den type damplokomotiver, der kørte rundt på De Danske Statsbaner tilbage i 1880’erne.

Den anden, jeg virkelig føler en connection med, er én af bipersonerne i TV-serien Nana. Den kan I også godt huske, ikke? ”Nanaaa… Åh, Nanaaa…”, sang verdens bedste Sebastian i titelsangen. Men hende lærerinden (det hed det jo dengang) gik under navnet Frøken Lind, og hun havde en aura af Weltschmertz om sig, hver eneste gang sidste elev fra 1. klasse havde forladt klassen om eftermiddagen. Nøj, hvor kunne hun se træt ud. Men jeg føler lidt, jeg har fundet ud af, hvad hun ellers rummer, hende frøken Lind. For dybest set, så tror jeg, hun vitterligt gerne ville børnene og det pædagogiske element i at være skolelærerinde. Men hun var også bare ret introvert – og nok en anelse berøringsangst overfor børneproblematikker. F.eks. dialogen her, da hun og 1. klassen er i skoven:

(Hende) – Jamen, altså. Se her! Sådan en kender I godt, ikke?

Hun holder en skovrose op foran børnene.

(Børn) – Neeeeeeej!

(Hende) – Jo, det gør I da. Det er da rose. R-O-S…

(Barn) – Min mor kender en, der hedder Pia..

(Hende) – Pia? Jamen.. hvad har det med roser at gøre? Vi sn..

(Barn) – Hun hedder Pia, men vi kalder hende Pusser…

(Hende) – …Nå…

Alle børnene løber videre. Og hun står der…

Og man kan sige: Det dér er bare så normal børneadfærd. Men Frk. Lind bliver slynget helt ud af kurs, for i hendes hoved ville det være sådan, at de søde, artige børn da ville være interesseret i blomsterarter og lytte til hvordan de staves. Men virkeligheden er, at de helst bare ville fange de haletudser, og at de i det hele taget syntes, at kondomet, der lå i skovbunden fire meter væk, var meget mere spændende at spørge Frøken Lind om. Hvilket Frk. Lind ikke rigtigt kunne håndtere og derfor lod som om, hun så en trold.

Hvordan er det så, at jeg connect’er med Frk. Lind?

Jo. For det første er jeg også en rimelig introvert person, der godt kan blive rystet ud af kurs, hvis for mange snakker i munden på hinanden eller afbryder mig i hver 2. sætning. For det andet har jeg ikke tal på alle de gange, jeg har troet ting om skovture med mine drenge, som på ingen måde har været realistiske.

F.eks. i weekenden.

Vi havde besluttet, at vi skulle kigge efter grankogler. Så snart de satte fødderne på skovjord, skete der noget med atmosfæren og engagementet. Og jeg endte med at sige følgende ting:

”William, havde du fundet en grankogle? Will… Hov, nej, ikke vælte Daniel… Altså, grankogler. Var det syv, vi skulle finde?

Hvad siger du? ….Øh… Jo, jeg har smagt pizza mange gange. Hvad? Nej, vi har ikke en pizza i bilen. Jamen, Daniel, hvis du har lyst til pizza, kan vi lave det i aften. Nå, sk… Nej, der ligger ikke nogen pizza inde i skoven.

Hov, William, v…vent lige, du er løbet alt for langt væk… Kom, Daniel. Vi skal indhente William. Hvad? Jamen, jeg har altså ikke nogen pizza… Nej, heller ikke i lommen… Grankogler, ikke? Gr.. Wiliaaaaam? Kom lige tilbage…”

Og da vi så var færdige og sad i bilen… der kom jeg til at se mig selv i bakspejlet. Det var fuldstændigt samme ansigt, som dengang Frk. Lind havde sagt farvel til samtlige børn og samtlige forældre efter 1. skoledag og vist mest bare glædede sig til at komme hjem.

¨¨¨¨

Tak, fordi du læste med 🙂