Alle ved nærmest, hvordan det er at sætte forventningerne til juletiden så skyhøjt op, at det kun kan gå sådan, at virkeligheden ikke svarer til alle de pletfri tanker om, hvordan tingene skal være.
Jeg har efterhånden opdaget, at man sørme også skal passe på ikke at lave samme nummer, når det kommer til ferier. I hvert fald når man har et stort, ukontrollabelt (og heldigvis for det) element som en stor del af sit liv. Unger. For man (jeg) kan let falde i den der med at lytte lidt for meget til alle de ord, der bliver kastet rundt i mediebilledet, feeds’ne og mellem mennesker, når vi nærmer os ferie.
Der er tilbud om efterårsferie-aktiviteter for børn i alle retninger. Man snakker om, hvad man hver især så skal i ferien, og om at det nok skal blive hyggeligt.
Jeg er sikker på, der findes masser af familier, hvor ovenstående rigtig, rigtig godt. Jeg er sikker på, at der findes familier, som slutter ferien med et ”Aaaah… hvor har det været afslappende og rart.”
Men vores lille familie… Med Daniel, 3 år, William, 5 år, og mor og far, der i skrivende stund er lidt færre år gamle, end de føler sig… der fungerer det dælendytmerendme ikke.
Personligt ender jeg ALTID dér, hvor jeg falder over noget. F.eks. et museum, der holder ekstraordinært børneåbent i ferien. ”Nej, hvor fint!”, tænker jeg. Så begynder jeg allerede at tænke over hvilken dag, det ville passe, og at det også vil være fedt for drengene at se, hvordan sådan og sådan og nej, hvor bliver det godt med et afslappet museumsbesøg, for vi skal jo ikke nå noget.
Men der er det så, at erfaringen (for ret nyligt og for meget alvor) har lært mig, at jeg skal stoppe op og komme ud af min drømme-boble. For det er ikke en god idé. For som det er i vores familie de her år, så vil det ældste barn blive rundforvirret bare ved synet af de kæmpe menneskemængder, der er ved alle ferie-aktiviteter. For sådan er det. Der er aldrig en lille forsamling, der stille og roligt går og hygger sig. Der er mange, mange, mange.
Så vil Ældste-barn blive træt efter 10 minutter, og det yngste barn vil ikke sådan rigtigt kunne se meningen med det museum alligevel. Så vil nogen blive akut trætte i benene og vil op. Ikke i klapvogn – men ”op”. Så vil mor og far gå med hvert sit barn, og Ældste-barn vil gerne ud. Ikke hjem, for det er kedeligt, men vil bestemt heller ikke under nogen omstændigheder blive.
Og så begynder der at ske ting og sager med Mor. For jeg er nemlig indrettet sådan, at en tur gennem Bilka koster mig den mængde energi, der ellers bruges på tre døgn. Og fordi børne-efterårsferie-museums-aktiviteter gerne har lidt en Bilka-karakter over sig, så vil jeg på det tidspunkt, hvor begge børns ben har givet akut op, være helt på det samme stadie mentalt. Og så vil mine tanker mest af alt handle om, hvordan jeg hurtigst muligt kommer ud i bilen, og bare nu der ikke er nogen, der lige pludselig skal lave pøller og vi skal til at stå i toiletkø.
Og så kommer vi omsider ud og hjem, nu 200 kr. fattigere og en vigtig erfaring rigere, som indtil denne ferie ikke helt har været anerkendt, men mere skubbet i baggrunden. Men i år anerkendte vi den, og vi planlagde ikke en dyt, andet end vores naturguld. Skov, strand og fjord.
Var det en bedre løsning?
På et eller andet plan, så ja. Men til gengæld, så var der basis for andre, spændende problematikker. F.eks. det faktum, at det er UMULIGT at finde den gyldne middelvej mellem børn, der ”keeeeeder” sig (ja, vi synes også, det er sundt, men det er anstrengende med alle de brødreskænderier, der kommer ud af det) og børn, der ikke kan navigere i 1000 menneskers overgangsjakker, tasker, stemmer og blikke.
Så lige nu er far og mor ikke der, hvor de idyllisk kigger tilbage på en ferie i den balancerede families skær. Til gengæld elsker vi de to, små unger helt op til månen og tilbage igen, også når de har gang i skænderi nr. 387 inden kl 09.00.
¨¨¨¨¨¨
Tak, fordi du læste med 🙂
