Anmeldelse af ’La Boheme’

Tekst Anette Vedfald | Foto AKKC

Operaen ’La Boheme’ blev fredag aften opført af Prag Statsopera i AKKC, der med sine 2173 m2 store sal kan rumme mellem 804 til 2430 siddende publikummer.

Allerede fra begyndelsen summede der en god stemning af forventning, mens orkesteret varmede op. Selvom jeg var en ret ny operagænger, så fornemmede jeg blandt publikum, at mange på forhånd vidste, hvad de var gået ind til. Alle mine sanser var derfor spændte, da første akt gik i gang, og fortællingens hovedpersoner blev præsenteret og foldet ud. Det gik måske lidt trægt indimellem, men det hjalp dog meget, at man kunne følge med i den danske oversættelse øverst oppe på en lille skærm under loftet. Det bidrog nemlig til, at man havde en chance for bedre at forstå, hvad selve forestillingen handlede om. Men jeg må så også tilslutte, at man i længden godt kunne blive lidt træt i hovedet af skiftevis hele tiden at kigge op og ned imellem tekst og skuespil.

De to operasangere, som skulle portrættere de to hovedpersoner, Rodolfo og Mimi, virkede til at være alt for gamle i forhold til at spille et ungt forelsket par. Måske netop derfor forekom de mig mindre interessante og troværdige. Anden akt viste sig at være stykkets mest underholdende akt, hvor karakteren Musetta i sin højrøde kjole stjal hele scenen med sin iver på at genvinde sin tidligere flamme, Marcello. En flamme, som hun selv tidligere havde fravalgt til fordel for en ældre mand. Selvom figurerne Musetta og Marcello var meget dramatiske i deres fremtoning, så virkede deres kærlighed og desperation dog mere troværdig end selve hovedpersonernes, og jeg var meget mere vild med deres skuespilspræstationer.

Tredje akt gik primært ud på at Rodolfo og Mimi skiftevis elskede hinanden, for så at gå fra hinanden og så videre. Det samme gjorde sig gældende i fjerde akt, hvor de dog primært fandt sammen igen, fordi Rodolfo erfarede at Mimi var meget syg og døende. Men egentlig var fjerde akt meget søvndyssende, da man som publikum bare sad og ventede på at Mimi skulle dø. Handlingen foregik generelt meget langsomt, men både symfoniorkesteret og operasangerne var dog virkelig dygtige, og det lød til at de alle både spillede og sang fejlfrit i en fin forening og i et særdeles kraftfuldt register.

Jeg er jo sagt ingen vant operagænger, og måske ville jeg finde mere behag i en operette. I al fald blæste denne forestilling mig ikke bagover, selvom den blev fremført særdeles professionelt. Jeg kunne ikke tage de to hovedpersoners kærlighedsdrama seriøst på grund af forkert casting med hensyn til alder, men også hele optakten til Mimis død forekom mig ganske tragikomisk. Jeg måtte endda holde et kæmpe grin tilbage, da Musetta sang ”Hun lever næppe en time” om Mimi. Dog vil jeg tilføje at operaens udtryksform er en meget utraditionel måde at opleve en historie på, men ikke desto mindre også en meget sælsom og ganske smuk måde at fremføre poesi på. Så muligvis er opera noget som man skal lære at forstå, og jeg fandt da i særdeleshed også oplevelsen spændende. Det hele virkede dog bare for sukkersødt og langsommeligt til min smag, og jeg blev derfor ikke grebet af selve handlingen. På den baggrund giver jeg kun ’La Boheme’ 3 ud af 6 stjerner.

About Anette Vedfald 67 Articles
Anette er musikskribent for appetize.dk og laver både spændende interviews og anmeldelser. Derudover er vi så heldige, at hun også har sin egen appetize-blog. Den kan du læse her.