Det populære kunst & designmarked NEU vender tilbage

Fotograf: Adam Lehn

NEU er et kunst & designmarked, der løber af stablen lørdag d. 18. november i Kedelhallen i Nordkraft. På markedet kan man opleve, se, røre og købe kunst, design og håndværk fra mere end 50 dedikerede, talentfulde, kreative og innovative upcoming samt mere etablerede kunstnere og designere. På NEU findes der et bredt spektrum af smykker, fotokunst, illustrationer, keramik, tøj – samt børnetøj, træ- og lædervarer, hudpleje og boliginteriør.

Fotograf: Christian Mosskov

Kvinderne bag

Bag kunst & designmarkedet står de tre iværksættere Anne, Line og Sofie. De tre mødte hinanden gennem Butik Gejst, som Sofie ejer. Her sælger Line og Anne deres produkter, og da de alle tre er fra Aalborg, mødes de ofte i butikken. På et tidspunkt kom de til at snakke om at skulle lave et marked, hvilket endte med at blive startskuddet til NEU. ”Der var faktisk ikke langt fra tanke til handling – og det er vi glade for i dag”, uddyber Sofie.


Anne – indehaver af Anne Østenby foto

Line – indehaver af Agerbo Design (en smykkevirksomhed)

Sofie – indehaver af Butik Gejst (en butik med upcoming design, håndplukkede retrofund, kjolebyttehandel/secondhandtøj og kaffehjørne) samt medejer af smykkevirksomheden Ellegaard&Ellegaard

De tre kvinder bag Neu


 


Visionen

NEU er blevet afholdt tre gange før, og har i år et års fødselsdag, hvilket betyder, at det er tredje gang markedet bliver afholdt. Visionen bag er at få skabt et nordjysk kunst- og designmarked, og hermed få en platform hvor talentfulde upcomers samt mere etablerede designere, kunstnere og håndværkere kan fremvise og sælge deres produkter. Desuden er det også vigtigt at skabe et rum, hvor interesserede kunder kan få en skøn oplevelse. Sofie forklarer, at de håber at kunne:” etablere et marked, der er lokalt forankret i det nordjyske og kan være med til at bakke op om, at nye nordjyske talenter ”tør” komme frem/ud med deres produkter”.

Massiv interesse for NEU

Et udvalg af kommentarer fra facebookbrugere, der er begejstrede for NEU

Kvinderne bag NEU kan allerede efter det første år mærke, hvor stor popularitet markedet allerede har fået – både blandt dem, der kommer for at kigge og købe, men også blandt de designere fra hele landet, der ønsker at deltage og vise deres produkter frem for aalborgenserne. Ifølge Sofie, er gæster og designere vilde med stemningen, de unikke fund og face-to-face mødet mellem kunstner og forbruger.

I år har NEU modtaget mere end 100 ansøgere fra stadeholdere, og de har derfra udvalgt 57, som får lov at være repræsenteret d. 18. november. Ansøgerne skulle lave en ansøgning med tilhørende billeder. I udvælgelsen har det været vigtigt, at de forskellige produktgrupper blev godt repræsenteret og at udvalget blev så bredt og varieret som muligt. Derfor sørger de også for at kigge på, hvad der er oppe i tiden. Sofie tilføjer dog:” Vi har også altid in mente at give de helt nye en chance og ikke kun gøre “sikre” valg”.

Fremtiden

NEU ønsker i fremtiden et større marked med plads til endnu flere designere, dog uden de kommer til at gå på kompromis med stemningen, hyggen og atmosfæren, for som Sofie siger:” Så er det det, der et med til at kendetegne NEU”.

Fotograf: Christian Mosskov
Udvalg af kunstnere/designere fra sidste NEU marked

De tre kvinder bag nyder at have fået mange nye kontaktflader, samarbejdsmuligheder, fællesskaber og oplevelser, såvel sammen med besøgende som med designere og kunstnere. Sofie afslutter med at NEU er kommet for at blive, og hun garanterer god stemning og mulighed for super gode og unikke kup.


Information

Årets åbningstale bliver holdt af indehaver af APPETIZE Betine Brix.

Lørdag d. 18. november 10-17 i Kedelhallen i Nordkraft, Aalborg.

Kjellerups Torv 1, 9000 Aalborg.

Der er gratis entre.

Læs mere om arrangementet her

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*