En passion for motorcyklen

EN MAND OG HANS PASSION | POUL INGEMANN KNUDSGAARD

Foto Johny Kristensen

Vi møder her Aalborg Business’ erhvervsdirektør, der efter en lang karriere i industrien skiftede stolen fra det private ud med den offentlige 1. januar 2021. Poul har de sidste knap 13 år været direktør hos Man Energy Solutions/ Man diesel & Turbo/Man Diesel i Frederikshavn (og delvist Holeby), hvor hans hovedfokus var at drifte og udvikle en milliard stor global serviceforretning for for eksempel de dansk designede 4-taktmotorer.

Sideløbende med lederkarrieren har Poul siden 2007 været aktiv i flere bestyrelser og er lige nu bestyrelsesformand for professionshøjskolen UCN og Desmi A/S. Poul er uddannet skibsmaskinist og teknikumingeniør, der senere er suppleret med en EMBA.

HVAD ER DIN PASSION?

– Motorcykler (specielt Harley Davidsons) og hele sub-kulturen bag.

HVORFOR ER DET DIN PASSION?

– Siden jeg så Easy Rider i skolefilmklubben tilbage i 7. klasse, har jeg været solgt til Harley Davidsons og hele livstilen, der følger med. Jeg elsker at køre en tur helt alene, uden mål og bare spontant vælge, hvor jeg kører hen. Det giver mig en meget stor grad af frihedsfølelse og sætter mine tanker fri. Oplevelsen af årets gang i forhold til farver, dufte, vind og vejr kan noget helt specielt.

Jeg kan bestemt også køre med et sjak, og har i mine unge år kørt rigtig meget til træf og fester i ind- og udland, ligesom hovedparten af mine nuværende nære venner deler min passion.

HVAD ER DET BEDSTE VED DIN PASSION?

– Klart de lange og nære venskaber, jeg har fået gennem min passion.

HVAD ER DET VÆRSTE VED DET?

– At vi i Danmark er alt for restriktive i forhold til at få lov til at personalisere ens motorcykel. Jeg bliver altid misundelig, når jeg ser, hvad der for eksempel kan lade sig gøre i Sverige..

HVOR MANGE TIMER OM UGEN BRUGER DU PÅ DIN PASSION? Kulturdelen og de værdier jeg har derfra, er jo med mig 24/7, men selve motorcykeldelen er mere begrænset, ikke mindst her om vinteren (men jeg klapper dog min motorcykel dagligt).

ER DET EN PASSION FOR ALLE?

– Det tror jeg faktisk ikke. Hvis man ikke kan lide at køre på motorcykel, bliver det aldrig en passion, og jeg kender da en del, der synes, det er farligt at bevæge sig på motorcykel i trafikken..

SJOV FAKTA OMKRING DIN PASSION?

– I min ungdom kørte maleren Michael Kvium og jeg i samme motorcykelklub. Han var dengang mest kendt som tegner på Horsens Folkeblad under pseudonymet ”Mikvi”. Det var også i den tid, jeg fik en 5. plads i en landsdækkende konkurrence om at køre flest luftlinjekilometer (det var jo før GPS mm blev opfundet) på et år.

Navn Poul Ingemann Knudsgaard
Alder 62 år
Job Erhvervsdirektør & bestyrelsesformand
Civilstatus Lykkeligt gift med Dorte på 26. år
Børn Travis, Dana, Katrine og Astrid
Yndlingscitat You know, this used to be a hell of a country… They’re not scared of you, they’re scared of what you represent… What you represent to them is freedom.