Som teenager havde jeg en lettere højlydt ordudveksling med min mor en varm sommereftermiddag, der endnu engang endte med, jeg tog min endnu ikke udpakkede weekendtaske på nakken og forlod matriklen. På vej hen over gårdspladsen udbrød jeg højlydt, med tårer i øjnene – ”du lever sgu også bare i din egen lille verden!” Og tilbage fløj bemærkningen i hovedet på mig, hurtigere end returneringen af en første serv i finalen i Wimbledon – ”Ja! Hvis verden skulle jeg for fanden ellers leve i!!!” Og hun havde jo ret.
Hun levede i sin verden, sin virkelighed, fuldkommen på lige fod med, at jeg levede i min. At jeg lever i min. At jeg ser verden ud fra min virkelighed med øjne farvede af min hjerne, min opvækst, mine oplevelser, mine glæder, sorger, tab, sejre, bristede hjerter, glimt af lykke og min krøllede og lidt skæve forståelse af det univers, som jeg siger godmorgen til, når jeg slår øjnene op og takker hver aften for at have fået lov til at opleve endnu en lille flig af.
Jeg troede, jeg kunne se hende. Jeg troede, jeg forstod (hendes) verden. Denne smukke talentfulde kvinde i fyrrene. Min mor. Men hvordan skulle en 16-årig småfrustreret hormonfyldt teenagepige proppet med weltschmerz og ensomhed kunne forstå denne kvindes kampe, lidenskab og valg. Ensomhedens smerte havde vi tilfælles … men den fangede ingen af os.
Min mor kunne ikke forstå, når vi gik ture i den nærliggende skov, hvorfor jeg var så tabt bag en vogn, at jeg ikke fik øje på nuancerne i mosset, vanddråberne i spindelvævene, svampene i skovbunden… Jeg hørte stilheden, der gav mig plads til at dvæle ved de tanker, og associere over alt det, der havde hobet sig op og trængte til at blive sorteret på skolen og senere inde i byerne. Indtil jeg begyndte at studere psykoanalytikeren Carl Jungs beskrivelse af de forskellige personlighedstræk. Den følende, tænkende, sansende eller intuitive. Og pludselig forstod jeg, hvorfor jeg igennem et helt liv, fra barnsben, havde skulle kæmpe for at finde en fælles bølgelængde med min mor. Vi oplevede jo verden fra vidt forskellige bjergtinder.
Ingen af os ser eller opfatter verden med den samme farvenuance af briller. Vores forståelse af, hvad der umiddelbart kunne ligne de samme oplevelser, den samme forestilling, magtkampe, historiske øjeblikke, om sovsen er for brun eller ej, eller om farsen rørt korrekt, vil altid være forskellige… Derfor er de utallige diskussioner, højtråbende meningsudvekslinger og nedladende små kanonkugler, der flyver omkring os igen og igen, også i bund og grund komplet overflødige. Ingen vil alligevel fange det budskab, der ligger bag, fuldt ud. Vi kan alle fange energien. Den negative energiboble. Den gør dog intet godt for hverken afsender eller modtager. Jeg tror … at når vi først virkelig forstår, at vi aldrig kommer til at kunne fuldt ud forstå eller styre andres verden, så kan vi endelig vælge at acceptere og anerkende, at vi bevæger os rundt mellem en masse forskellige verdner, og hvis vi har overskuddet, så kaste en god håndfuld kærlighed efter alle de forskellige verdner. Kærlighed er til stadighed det, der får alt godt til at gro.
Min vidunderlige veninde Lone Marie lærte mig et godt udtryk for, og især vigtigheden af, dem jeg bærer rundt med mig i mit hjertes konferencerum. Hun lærte mig udtrykket og vigtigheden af at have et Sjæleteam. Isoleret igennem de sidste år herude midt imellem mark og civilisation er mit Sjæleteam meget vigtigt for mig, men alle burde få et. Måske vil der findes dem, der synes, det er ren fjums og hokuspokus, bling og latterligt … vi oplever jo alle ud fra vores egen univers opfattelse, og så er jeg sikker på, de har noget andet, måske lidt mere håndgribeligt ved hånden. I mit Sjæleteam dybt i mit hjerte bor både sjæle, der er rejst i forvejen, nulevende sjæle jeg føler mig særligt forbundet til, Buddha, Barmhjertighedens gudinde Quan Yin og den store kinesiske Drage som symbolet på styrke og beskyttelse. De er med mig altid, hver eneste dag. Indeni.
De er en del af min virkelighed. I en verden der med mit verdensbilledes blå briller kan virke fuldkommen overvældende, er det samtidig vidunderligt at skabe et kraftfelt indeni beskyttet af mit Sjæleteam og mig, hvor der kun er plads til kærlighed og passion, store smukke tanker, befriende latter, tro, optimisme og drømme. Et kraftfelt uimodtageligt for sygdom, regninger, dommedagsprofetier og gummiost.
I de tidslommer, hvor vi måske føler, at tingene er udenfor vores egen kontrol, er det ekstra vigtigt at huske på, at vi er vores egen virkelighed. At vi selv vælger drama eller harmoni, Bud- dha eller Barbie. At vi stadig kan fylde vores indre med lidenskab og passion, selvom det eneste vi kan høre, er vores eget ekko og hjerteslag. Livet er hverken retfærdigt eller ulykkeligt. Livet ER. Vi trækker vejret. Vi ER.
Og når vi rækker ud med åbent hjerte og åben favn. Når vi tør stå sårbare og nærværende og være til stede i livet. I vores virke- lighed. Så har vi intet at miste.
De kærligste hilsner Josefine
