Grisens år

TEKST JOSEFINE PASSER | ILLUSTRATION HELENE AABO

Den 5. februar fejrede kineserne, med sædvanlige store festligheder, deres nytår og dermed trådte de ind i grisens år, der i år styres af elementet jord. Derfor jordgrisens år. Jeg selv er en træslange fra 1966, og min ældste datter er en vandhane … Da hun var lille, blev hun rasende på mig og dybt ulykkelig, for var der noget hun bare ikke ville være, så var det en vandhane…

Grisen er den sidste af de kinesiske tolv astrologiske dyr og samtidig symbolet på afslutning og fuldendelse af den kinesiske dyretegn cyklus på 12 år, og ligesom vi ofte bruger refleksion og eftertanke til at se på vores gamle år og forberede os på et nyt; er det nu tid til, efter kinesisk tradition, at se tilbage på og reflektere over mere end et årti og forberede os på et nyt fra 2020. Et citat fra den gamle kinesiske filosof Laozi siger ’Hvis du ikke ændrer retning, ender du hvor du er på vej hen’. Og det er jo enkle, men ganske vise ord. Er du/vi på rette vej? Eller er det tid til at ændre kursen en smule eller meget.

Hvad har præget vores sidste årti, og hvad kunne vi gøre bedre det næste årti. Hvor vil vi lægge vores kræfter? Hvilke er- faringer har vi gjort os, der kan føre os videre i en god udvikling, og hvilke handlingsmønstre skal vi give slip på. Det er året hvor vi støver af, smider ud, rydder op og gør alt fint og klart til 2020. På samme vis som den store forårsrengøring, der, heldigvis, står lige for døren, efter en lang mørk vinter.

Èn ting er dog sikkert som det største halleluja og amen i kirken. At både de mest stoiske og inkarnerede kødspisere og fanklubben for Stegt flæsk med persillesovs og den kæmpe store flæskestegssandwich med de svedigste sprødeste sværd og den vildeste lækreste rødkål med surt, vil danse zumba hele vejen ned til kroen i glæden over at fejre Grisens år og i den anden skyttegrav vil alle de allermest inkarnerede veganere og vegetarer stå med de store grønne befrielsesbannere og græde af glæde, så tårerne triller i en powerful yogaorangotango over at vi nu endelig skal give Grisen en meget lang og tiltrængt ferie i fred og ro, karma og kærlighed ude på marken.

Grisen er faktisk både et meget følsomt, intelligent og socialt dyr, og der er ikke meget drama Queen at hente på den konto, derfor synger små kinesiske nattergale også blidt, fra kontinent til kontinent, om et år hvor vi vil bevæge os i retning af mere sammenhold og mindre splid og migselvnok. Et år præget af tillid og gæstfrihed og overskud. Det vil jeg se frem til og mine små buttede hænder vil klappe af glæde. Jeg lytter til Laozis ord igen ’Hvis du ikke ændrer retning, ender du hvor du er på vej hen’, og tænker på vigtigheden af sætningen ’Når uret bliver til ret, bliver modstand til pligt.’

Personligt vælger jeg JA-hatten og tager grisen ved halen. Jeg vælger at tro på hele det positive aspekt og ikke verdens un- dergang. Jeg vælger at følge den optimistiske kurs, den kurs hvor vi alle, hver især og sammen, gør en forskel, lige gyldigt hvor lille den umiddelbart måtte se ud, i stedet for kursen med de opgivende blafrende arme ud til siden og det tomme irriterede blik, der indgyder at det hele kan være lige meget, det er alligevel hverken dig eller mig der bestemmer.

Når jeg ser tilbage på de sidste 10-11 personlige år, ser jeg endnu engang valg uden sikkerhedsnet, men med nuet i fokus. Og sådan har hele mit liv været, tror jeg. Jeg opgav et godt solidt liv med et vidunderligt arbejde i Juelsminde og satte kursen meget tættere mod mine to yngste piger og mod kærligheden, uden at kende fremtiden, kun med hjertet som kompas og en masse rystende hoveder og skeptiske blikke omkring mig. Og jeg er lykkelig. Stadig. Snart 10 år efter. Men er den evige usikre kurs den rette, eller burde jeg blive mere tryghedssøgende og mindre fanden i voldsk i mine fremtidige valg, burde jeg begynde at hækle et sikkerhedsnet? Det må jeg snakke lidt med år 2019 om. Den bedste gave jeg har givet mig selv for snart ti år siden, var at lære at meditere. Dét har givet mig en indre ro og indsigt, der er svær at slå af pinden, så dén kurs skal der bestemt ikke skrues på. Der er fuld skrue på Universets og min egen pingpong. Derimod SKAL SKAL SKAL jeg ind på motionskursen, hvis jeg gerne vil blive tudsegammel, og det vil jeg. Min evige kamp og dårlige samvittighed.

Den anden dag læste jeg noget, der berørte mig meget. At børns beskyttelsesmekanisme ofte bliver til senfølger som voksen. Og det gav mening for mig. Jeg byggede mentale huler som barn, eller gemte mig dybt nede under dynen og satte fingrene i ørene, når jeg ikke kunne kapere mere af den verden, jeg var blevet plantet midt i. Når de voksne glemte deres ansvar. Det ved jeg mange børn, unge og i dag voksne kan nikke absolut genkendende til. De senfølger lever jeg med og har gjort i årtier. Dem skal jeg gøre op med, jeg skal blive bedre til at skelne imellem hvornår jeg isolerer mig, fordi jeg synes verden virker farlig, og hvornår jeg blot trækker mig, fordi jeg ikke er et ekstrovert kaffesocialt anlagt væsen. Det er vigtigt at stoppe op, mærke efter i maven, tage en snak med sin intuition nu og da. Se på det store billede og samtidig holde øje med den lille myre, vi er, midt i kaos og symmetri.

Lige til slut: Hvis du kunne tænke dig at hoppe med på vognen og blot engang imellem give årets hovedskabning Grisen en fridag, så har jeg fjumset nogle super lækre VEGETARDELLER sammen, som jeg håber du vil komme til at holde af, ligesom vi gør herhjemme.

1 pakke af Naturli’s ”Plantefars” (den helt lyse baseret på kikærter)
1 æg
1 hakket løg
Masser af friskklippet kruspersille
1 stor god håndfuld grovvalset havregryn
Ca. 1 dl fløde

Ælte, ælte, hvile og steg som almindelige frikadeller.

VELBEKOMME og kærlig hilsen Josefine

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*