En dejlig ven tillod sig for et stykke tid siden at pippe på sin instaprofil, at der også fandtes en masse dejlige mænd derude i den store verden. Jeg kommenterede: ‘ja! Heldigvis og der er masser af dem.‘ av!!! Min ven røg ud i en regulær sjitstorm, og selv modtog jeg både beskeder i tråden og i privatbeskeder, at jeg måtte være både ignorant, havde en syg tankegang og sikkert også pædofile tendenser – blot fordi vi tillod os at sende et kompliment ud i universet til verdens dejlige mænd
I sjitstormen lå implicit, at der tydeligvis ingen forståelse var for #metoo-problematikken, og det var skandaløst at ”hylde” noget, der som udgangspunkt burde være en selvfølge. Men midt i al den hadske retorik der gang på gang dukker op overalt på tværs af emner, var det så måske ikke også en selvfølge, at vi taler pænt og ordentligt til hinanden?
Når nogen holder døren for mig, siger jeg også tusind tak. Men det burde jeg måske begynde at lade være med – for det er vel en selvfølge, at vi udviser venlighed. Så jeg burde måske i stedet for sige FUCK dig til alle dem, der ikke gør.
Pernille Skipper kan ikke ønske muslimske venner en dejlig Ramadan på sin FB uden at modtage had fra alle sider. Selv Ekstra Bladet har trukket i håndbremsen og nedlagt deres diskussionsforum Nationen, fordi det hele ganske enkelt har taget overhånd.
At give et kompliment og at sætte fokus på noget dejligt og positivt hverken kan eller vil nogensinde underminere alvoren af andre problemstillinger. Ingen skal være bange for at kaste kærlighedshåndtegn ud i universet i frygt for at få 100 hadske knytnæver tilbage lige i bærret.
Da jeg var 4-5 år tilbragte vi en sommer i Marbella i Spanien, da min far skulle indspille en film dernede. Og jeg fik to dejlige spanske små venner, som jeg kunne tale og hygge med, når de havde fri. De var få år ældre end mig, og mini piccoloer i små fine blå og hvide piccolouniformer med guldknapper og kasket på skrå – på det lokale hotel. Vi kommunikerede ud fra vores smil, grin og hjerter og forstod alt, selvom ingen af os fattede en dyt af, hvad hinanden egentlig sagde. Vi forstod alt, fordi vi lyttede til hinanden og var opmærksomme på hinanden, og så kom ingen af os med en stor bagage fra et liv fyldt med forudfattede meninger om dit og dat. Vi bar ikke på nogle rustne antenner til at opfange falske signaler. Renhed i sit fineste udtryk. Sådan kommunikerer børn, hvis grundvand endnu ikke er blevet forurenet af alt muligt beskæmmende baljepis.
Kommunikation handler nemlig allermest om at lytte. Og som sangeren og poeten Søren Huss så rammende beskriver det ”Ord bliver overflødige, hvis alle er døve.” Bag fordømmende og hadsk retorik ligger ingen forståelse eller evne til at lytte, for den der dømmer forstår intet, og den der forstår, dømmer ikke. Sådan er det i Jusses verden.
Vi griber skønheden og forståelsen og glæden, når vi kommunikerer igennem kunst. Når vi falder i svime og glædes over den lune salat med rosastegte andebryster, smaragdgrønne linser og tortellini fyldt med ricotta, eller den gode Nicoise med lynstegt tun, smilende smukke æg, sprøde bønner, nye lune kartofler og de små mørke Nicoiseoliven fyldt med umami. Vi lader tårer trille i rå mængder og omfavnelse, når Black Hole Sun med Soundgarden vælter ud af højtalerne under stjernerne, eller når du bliver blæst omkuld af den mest powerfulde kærlighedssang du elsker. Når vi ser et maleri, der borer sig tværs igennem os, som ramt af en laserstråle. Når du sidder i den mørke teatersal, og publikum og ensemble ved et trylleslag pludselig forvandler sig til et stort fælles hjerteslag, og vi mærker dybt fysisk, at vi alle er ÉT. Når filmens rulletekster snart er slut, og du næsten ikke kan rejse dig fra stolen … AL den kommunikation griber vi med kyshånd … uden fordomme, uden had, lige dér giver vi os hen til, hvad det hele handler om. At lytte, at se, at mærke, at forstå.
Tænk, hvis vi var lige så åbne overfor de mennesker og de energier, der er omkring os. Lige så rummende og ivrige efter at forstå og kommunikere. Uforbeholdent. Vi er i bund og grund allesammen små omvandrende kunstværker. Installationskunst af format. Men nu kommer den varme tid heldigvis, og vi skal nyde sommeren med kølig vin, skummende fadøl og berusende friskpressede juicer på fortovscafeerne og i baghaverne, vi skal give os selv og dem vi hol- der af nogle kæmpe kyskrammere med vores coronapas i baglommerne, og så kommer kommunikationen forhåbentlig til at flyde i den rigtige retning igen.
Al kommunikation starter med os selv. Hvordan vi taler til os selv og hvordan vi opfatter os selv. Derfor er det også så uendeligt vigtigt, at vi taler pænt, varmt og dejligt til os selv. Fordi vi lytter hele tiden og tager alt ind. Vi kan intet andet. Derefter kan vi gå ud og erobre verden kommunikativt med kærlighed og glæde. Og vi vil opdage at u-forurenet kommunikation er en stor nydelse – uanset holdninger.
Da jeg mistede min elskede og min soulmate Lars i november sidste år, splintredes min verden i millioner af skår, savnet og smerten var umenneskelig. Angsten og frygten for ikke at kunne finde ham igen. For hvordan skulle jeg kunne leve uden min Soulmate? Jeg vidste, hvor han var rejst hen. Ud i Galaxerne på nye missioner, hvor der nu var mere brug for ham. Han havde fuldført sine missioner her på jord. Så jeg har i løbet af de sidste måneder lært mig et nyt sprog. Galaxi. At kommunikere ud i hele Universet, tale med min Elskede igen, og opfange alle de signaler, der flagrer omkring os på små silkevinger, og nogle gange banker tværs ned gennem min hjerneskal i rå lysende mængder. Og på dét sprogkursus fik jeg jo også genopfrisket lidt gammel Galaxi-grammatik, som jeg jo egentlig godt vidste i forvejen … nemlig, at vi alle ER ét. Ren rå energi i smukkeste form, der aldrig forsvinder. Lad os passe på den energi sammen. Vores fælles indre grundvand.
Så smid knytnæverne væk, og lad os gå ud og kaste nogen baskelækre Kærlighedshåndtegn med løs hånd. Du får det smukkeste indre grundvand af det. Det lover jeg dig.
Ha’ det nu Smukt.
Kærlig hilsen Josefine.
